This is not an exit

Det er altså ikke fordi jeg ikke gider at jeg intet skriver for tiden, men der er absolut intet at komme efter i forhold til nævneværdige oplevelser i denne nye tilværelse som arbejdsløs akademiker.

Jeg sidder hjemme og glor, pusler med nogle jobansøgninger og trykker en hel del på det der internet. Som sådan ser jeg ikke rigtigt nogen mennesker i dagligdagen, udover roomies, basket-kammerater og regelmæssigt tilbagevendende hysteriske kvinder der flipper ud over et eller andet jeg har sagt eller gjort, og det er egentlig fint.

Problemet er at jeg rådner indvendigt når jeg ikke har noget at lave. ‘Den proces har da vist været undervejs længe, tøhø,’ udbryder du nok, svært begejstret for dit eget vid og humoristiske talent, og svælger dig i den fiktive opmærksomhed og de imaginære latterudbrud du tror altid omgiver dig som den konge af komik du uomtvisteligt er, og det har du helt ret i. Den har været rigtig længe undervejs. “Power corrupts; absolute power corrupts absolutely.” Men det ved du jo ikke noget om, og jeg gider ærlig talt ikke stave det for dig.

Man skulle tro at jeg som arbejdsløs ville have masser af tid til at producere indlæg, og det har jeg egentlig også, men når der ikke sker noget i mit liv, er det sgu svært at finde den allestedsnærværende bitterhed frem og slippe den løs. Med mindre jeg skulle begynde at beklage mig over ikke at have noget at beklage mig over, men der er dog grænser for hykleriet.

Jeg kunne sagtens brokke mig noget mere over solariefedtede fitness-amøber og deres afblegede dåser, matematikere, folk uden humor, folk med dårlig humor, rygere, rygere der ikke gider dø, uligevægtige kvindemennesker, kvinder med små bryster, pandehår, sælgere, personer der taler udenom, analfabeter, teenagere, pensionister, folk for hvem sarkasme er et fremmedord, Tool, piger der tror på hvad jeg siger, piger der tager denne blog seriøst og den på tragisk vis imponerende lave standard for hjerneaktivitet og -kapacitet den danske befolkning generelt lægger for dagen, men der er ikke rigtigt så meget mere at sige.

Denne metaltræthed må dog ingenlunde forveksles med empati eller, hvad værre er, spirende sympati; jeg er blot ikke interesseret i at gentage mig selv (mere end nødvendigt). Således, netop som Kong Finland fylder ét år (tillykke, dit gamle svin), vil jeg – selvfed som jeg er – trække mig tilbage og tage en pause på ubestemt tid. Nyde mit otium. Dette medfører at der for eftertiden vil være langt mellem de sure opstød, hvilket jo i praksis bare betyder at intet rigtigt ændrer sig. Men nu er det sagt.

Indtil jeg finder et job eller begynder på en ny uddannelse, vil jeg påskønne hver eneste dag hvor jeg ikke skal konversere eller på anden måde socialisere med andre mennesker. Tør dog blot snottet væk, kære læser, jeg er overbevist om at der næppe går længe inden en eller anden sinke krydser min vej og får mine hænder til at krible efter stumpe genstande der kan bringe hende til tavshed, i en sådan grad at jeg er nødt til at fatte pennen for at få afløb for mine morderiske tendenser og almene frustrationer. Der er trods alt visse ting der aldrig ændrer sig.

For nu at cementere min holdning én gang for alle, hvis den da på nogen måde skulle være til at overse – i så fald har jeg fejlet – vil jeg afslutningsvis benytte mig af et ældre, men altid relevant, citat:

“Hell is other people.”

Well put, sir. Adieu.

Nogen der har nummeret til FN?

Det her er hvad jeg ville have skrevet:

Den selvproklamerede klogeste mand i verden spiller smart igen – og nej, det er ikke mig selv jeg henviser til. Stephen Hawking, der i årevis er kommet med den ene vanvittige udtalelse efter den anden, påstår nu for det første at der er liv rummet, og for det andet at vi bør undlade at kontakte dem (det her indlæg har, som du nok har opdaget nu, været længe undervejs). Sjældent har jeg hørt noget så dumt.

Hans ræsonnement er at hvis rumvæsener kommer til jorden, vil det gå som da Columbus kom til Amerika og blev venner med indianerne – hvilket jo også kun førte den industrielle revolution med sig og lagde kimen til vestens totale verdensherredømme (ikk’? Jeg sov lidt i historietimerne). At der så røg et par indianere på den bekostning, er der vist ikke andre end professor Hawking der går op i. Hvordan ville verden i øvrigt se ud hvis de hash-rygende hippier var forblevet det dominerende folk på det nordamerikanske kontinent? De kommunikerede med røgsignaler, for helvede – hvor øko-frelst er det ikke lige!?

Man skulle jo tro at de fleste med rette ville være pisse ligeglade rumpsykopatens udtalelser og smadder-ignorere ham, men så heldige har vi naturligvis ikke lov at være. Tværtimod har FN af uforståelige grunde valgt at tage Hawkings LSD-inducerede fantasier seriøst og udnævnt en ambassadør der skal tage imod rumvæsenerne når de kommer.

To sekunder, jeg skal lige have pulsen ned…

What the FUCK sker der!? En fucking rumambassadør, er det seriøst? Jeg håber kraftedeme det er en usædvanlig dårlig (og ringe udført) aprilsnar, men noget siger mig at de mener det.

Lad mig for de tungnemme læseres skyld forklare hvad der pisser mig af.

Ifølge selv samme organisation lever flere end 1 milliard mennesker under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen. Jeg er klar over det muligvis er et radikalt forslag i nogles øjne, og jeg indrømmer at jeg ikke ved en hujende fis om hvordan FN er finansieret eller hvordan pengene distribueres imellem de forskellige underafdelinger, men tror I ikke vi muligvis kunne bruge den overdådige månedsløn som vores kære rumambassadør uden tvivl får, på noget andet end at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom? Just a thought.

Eller hvad med miljøet? Jeg skal ikke gøre mig klog på om global opvarmning er menneskeskabt, eller om fænomenet overhovedet er en realitet, men det slår mig bare at det ville være bedre at spendere de millionbeløb som går til FNs rumafdeling, på forskning inden for miljø, klimavenlig energi og forebyggelse af naturkatastrofer i stedet for at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom, og som alle naturkatastrofer synes at ramme!

Jeg siger blot at med de massive problemer vi har på vores klode, burde en verdensomspændende organisation som FN måske fokusere på nogle problemstillinger af lidt mere væsentlig karakter end hvordan vi skal byde eventuelle (muligvis ikke-eksisterende?) rumvæsener velkommen.

Javist, der er mange der tror der er liv derude. Der er også mange der tror der sidder en mand oppe i skyerne og styrer tingenes gang her på planeten.

Jeg siger ikke at der ikke er liv i rummet. Men hvis der er, tror jeg det eksisterer i en af to følgende former: Enten er det nogle tåbelige amøber (ikke så anderledes end os, faktisk) der går og hygger sig på en planet et eller andet sted derude, og som langt fra er intelligente nok til at konstruere fartøj der skulle kunne tage dem de 9,57 lysår de skal tilbagelægge for at besøge os. Ergo kommer de ikke på besøg. De ved ikke engang vi er her.

Eller også er de os langt overlegne på alle områder, i særdeleshed på deres intellekt, hvorfor de aldrig nogensinde ville drømme om at besøge vores hærgede planet og møde de lavtstående væsener der går og slår hinanden ihjel her, og som uden tvivl ville benytte mødet med dem til at indfange eksemplarer af racen, som kunne indespærres i små hyggelige celler hvor adskillige skizo-videnskabsmænd kunne få stillet deres sadistiske lyster ved at proppe sonder og andre objekter op i røven på dem. Ergo kommer de ikke på besøg. Nogensinde.

Mit håb for menneskeheden er forsvindende. FN, tag jer sammen.

Men så læste jeg det her. Meh. Poster lortet alligevel…

Forklaring udbedes !

Har nogen af jer opdaget at jeg er lidt af en sprogfascist? Nej, vel? Nåmmen, det er der visse onde tunger der påstår (bl.a. min egen), og hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg sikker på at de ikke længere er det efter at have læst dette indlæg.

Der er et par tendenser som jeg ønsker en forklaring på.

De fleste med en smule sprogforståelse ved at man sætter et punktum for enden af en periode. Dette er standard. Ingen dikkedarer. Hvis man så ønsker at modtageren skal tænke lidt over udsagnet, kan man vælge at sætte tre punktummer. Jeg går ud fra alle stadig er med (har endnu ikke spottet læsere fra Brøndby…), så nu kommer det svære.

HvorFOR er det at nogle mennesker indimellem vælger at sætte TO punktummer? Hvad fanden skal det betyde – at man skal tænke lidt over sætningen, men ikke helt så meget som hvis man satte tre?

Og hvad i hele hule helvede er meningen med at sætte fire, fem eller flere punktummer? Mine øjne BRÆNDER når I gør det, lad nu vær’!

Jeg er dog ikke den eneste der får nervøse ticks af dette fænomen, da jeg tidligere har diskuteret det med en kammerat der er næsten lige så fascistisk anlagt som jeg. Også med hensyn til sproget.

Et andet fænomen har dog også fanget min opmærksomhed og efterfølgende fået mig til at trykkoge af raseri. Vi har igen med tegn man kan sætte for enden af perioder, at gøre, men denne gang er det ikke punktummet der står for skud. Nu er det udråbstegnet og i særdeleshed en lille finte som jeg ser igen og igen rundt omkring hvor amatører skal forsøge at formulere sig på skrift, og som får mine sarte øjne til at bløde. De sætter et mellemrum mellem sætningens sidste ord og udråbstegnet. Sådan her !

Jeg FATTER det ikke! I skriver jo heller ikke sådan her normalt . Det ville jo se komplet åndssvagt ud . Så lad for guds skyld være med at gøre det !..

Jajaja, jeg er pernitten – det ved jeg sgu da godt. Men for helvede hvor er det grimt og sørgeligt at voksne mennesker ikke kan finde ud af det. Og inden du rømmer stemmen og gør klar til at præsentere det ellers så logiske argument at jeg jo heller ikke kan finde ud af hverken at gange, dividere, plusse eller minusse, må jeg bede dig klappe dine gæller noget så kraftigt i og lukke røven med dit afledningsmanøvre-ræsonnement. For jeg demonstrerer og udstiller jo ikke mine manglende matematiske evner – på daglig basis, hvis jeg må tilføje det – i offentligt tilgængelige fora, som eksempelvis Facebook, i en lang liste af ufuldstændige og pinligt ringe udførte regnestykker, vel?

Godt. Så luk.

Jeg ender jo nok alligevel i Klub 27

For et stykke tid siden bad en pige mig fortælle om et af mine mål i livet, og jeg må indrømme at emnet har rumsteret i mit hoved siden. For hvad er egentlig mine mål i livet? Hvad vil jeg gerne opnå?

Guderne skal vide at jeg er den første til at fare fordømmende ud hvis andre mennesker ikke har ambitioner og mål i livet – hvordan i alverden kan det så være jeg ikke selv har 100 % styr på den slags i forhold til mit eget liv?

Spørgsmålet efterlod mig mundlam i adskillige sekunder hvor diverse mere eller mindre realistiske fremtidsscenarier fløj rundt i hovedet på mig. Jeg måtte vælge et jo. Et godt et.

På trods af at jeg bestemt mener jeg har ambitioner med mit liv, så har jeg altid haft det temmelig ambivalent med den slags. At skulle have en mental liste med nogle faste, definerende mål man vil nå inden man skal herfra, minder mig bare lidt om de der lister over ‘ting man skal nå inden man fylder 30’. For det første slutter livet ikke der. Faktisk skulle man helst være under halvvejs. Og hvis man ellers bevarer noget af barndommens glæde og naivitet og udskyder alderdommens uundgåelige, altgennemtrængende bitterhed lidt endnu, skal man sgu nok blive ved med at have det sjovt og gøre lige præcis det man har lyst til og finder underholdende.

For det andet, selve målene på de lister, ikk’? De er altså ret tåbelige.

At se solnedgangen fra Kilimanjaro, at fare vild i New York, at køre på hundeslæde over grønlandsisen, at trekke i Himalaya, at køre tværs over USA på motorcykel, at tage på Safari i Kalahari-ørkenen, at deltage i karnevallet i Rio de Janeiro, og så videre, og så videre…

That’s a whole lot of travelling. Med tanke på at jeg selvfølgelig har gjort som vores kære regering har befalet og brugt min ungdom på at tage en længere videregående uddannelse, bliver det sgu nok lidt svært at have råd til alt det pis inden jeg fylder 30.

Så er der alle de ting på listen som man kan opnå herhjemme.

Springe i faldskærm – Nej tak, jeg foretrækker den levende version af mig.

Få en tatovering – Nej tak, behøver ikke kunst på min krop. Men tramp stamps på andre er helt okay.

Løbe et maraton – Jeg har sagt hvad jeg mener om at svede, ikke?

Gennemføre en uddannelse – Check!

Blaffe fra den ene ende af landet til den anden – Den slags får man sprættet maven op af, trust me.

Få børn – Holy mothercunt, er I sindssyge!?

Jeg har svært ved at se hvordan det at jeg f.eks. får en tatovering på nogen måde skulle berige mit liv eller gøre mig til en mere fuldkommen person. Tror nok liiige vi kunne finde et par stykker der, på trods af at være udsmykket med endog mange tatoveringer, er en anelse afstumpede. Bare et bud.

Mine mål i livet er langt mere uhåndgribelige end dette. De ovennævnte oplevelser er til at tage at føle på; man kunne planlægge at gennemføre hver eneste af dem i dag hvis det skulle være. Og det er netop mit problem. Mine mål i livet er ikke planlagt på forhånd. Og skal ikke planlægges.

Jeg forsøger (som regel) altid at være den bedste jeg kan være. Jeg forsøger at stå ved det jeg siger. Jeg forsøger at leve op til mine egne principper om den rigtige måde at leve livet på. Jeg forsøger at være den person jeg gerne vil være og opfattes som, og hvis jeg støder på noget ved min personlighed der ikke stemmer overens med dette selvbillede, så ændrer jeg på det.

Faktisk kan det opsummeres således: Når jeg en (skønne) dag bliver lagt i graven, så håber jeg at sådan som alle mine venner og bekendte husker mig, det billede af mig de har, svarer til min egen selvopfattelse og den person jeg gerne vil være. For i så fald har jeg levet rigtigt. Og det er noget jeg kan arbejde på hver eneste dag af mit liv. Det behøver jeg ikke en tåbelig liste med latterlige mål jeg kan krydse af, til.

I øvrigt var mit svar: “Jeg vil kun giftes én gang.” Jeg ved godt det er mere realistisk at jeg bliver indsat som overhoved for den katolske kirke, men det var jo for fanden et mislykket forsøg på at være romantisk.

Kun dumme børn keder sig…

Jeg er træt af mennesker der, af en eller anden grund jeg ikke forstår, føler sig nødsaget til at fortælle hele verden om det når de keder sig. Sædvanligvis via Facebook.

Der er tre ting galt med scenariet: For det første er man et uopfindsomt, ukreativt og intellektuelt udfordret individ hvis man ikke kan finde på noget at lave. Der findes millioner af bøger derude, titusindvis af tv-serier og film samt uendelig mange hjemmesider – man må sgu da kunne finde noget der vil interessere/underholde en via ét af de tre medier! Derudover har internettet den fantastiske egenskab at det er interaktivt, hvilket burde få det til at krible i fingrene hos enhver eventyrlysten ungersvend: Du kan selv være med til at skabe indholdet! Tænk over de muligheder, mand!

Og hvis man ellers har lidt omløb på øverste etage og ikke bare er en hjernedød modtager af støj, kan man jo selv afprøve sine kreative sider: Man kan skrive ord, spille musik, tegne, klippe/klistre med karton, forme ler/trylledej, lege med papmaché, strikke – ja, kun fantasien sætter grænser (men det er så nok også problemet).

Eller hvad med en gammel klassiker; ring til en ven! Det har virket i årtier, og jeg er overbevist om at man finde på noget at lave sammen (kvinder vil som regel kunne knævre om dårlige kærester og ham den lækre inde fra regnskabsafdelingen, mens mænd hurtigt kan få stablet en rask bytur på benene (hvis de da ikke er totalt underkuede, i hvilket tilfælde jeg kun kan sige: langs armen, makker)).

Hvis ingen af de ovenstående muligheder lige passer en, er man blot en vranten, teenage-tvær slendrian der burde hanke op i sig selv og indse at man selv er herre over sin egen skæbne. Fjols.

Det andet der er galt med at ville fortælle verden at man keder sig, er netop det; at man vil fortælle verden man keder sig. Hvor helvede kommer den trang fra? Skal man så også bræge op om alle andre nederen aspekter af ens personlighed?

“Hej alle, jeg lettere psykotisk forstyrret pga. mine ekskærester der har tyranniseret mig gennem årevis, sikkert fordi jeg er en usikker, ligegyldig person, blottet for selvtillid og selvværd, der lader andres nedgørende ord og handlinger bekræfte mig i min negative opfattelse af mig selv.”

Eller:

“Hej, jeg kan kun tale om mig selv. Hvis du har en god historie, har jeg med garanti én der kan overgå din med længder! Og så lader jeg dig endda næsten tale færdig…”

Eller den gode gamle:

“Jeg forstår ikke hentydninger. Overhovedet. Du kan ligeså godt glemme det. Selvom du kommer med utallige subtile hentydninger til at det nu for pokker snart må være min tur til at betale når vi har været ude at spise, så nægter min hjerne pure at bearbejde informationen. Uhm, jeg kunne godt drikke en latte!”

Jeg begriber bare ikke den kombination af opmærksomhedshunger og offertrang. ‘Se mig, se mig, jeg er et elendigt menneske!’ Det ved vi jo for fanden godt…

Den tredje fejl ved scenariet er at det foregår på Facebook. Jeg fatter fanme efterhånden ikke hvorfor jeg stadig er på det lort… Gid de havde slettet mig dengang jeg uploadede nøgenbilleder netop i det håb! Det eneste man får ud af Facebook er indblik i hvor ubeskrivelig deprimerende andres liv må være siden de kan lukke så meget ideforladt lort ud, fuldstændig uden tanke på at den lille bid af information, den lille del af deres liv som de lige har offentliggjort, er komplet uvedkommende for alle andre end dem selv og den (stakkels) skeløjede mongol de kalder deres kæreste.

Næste gang du keder dig, så tænk lige over om omverdenen får noget ud af at vide det. Hvis du ikke er sikker, så ring til mig. Jeg kender en sjov leg…

Hvem siger at ekskærester ikke kan bruges til noget?

Få ting varmer mit kolde hjerte, bringer solskin over mit ellers mørke sind og skaber brusende liv i mine tomme, golde øjne som når en person jeg oprigtigt holder af, bliver provokeret og lader sig ramme af en af mine utallige verbale såvel som skriftlige spydigheder. Det er mig et evigt under at folk tager det seriøst når jeg langer ud, men det er vel byrden man må bære når man, som jeg, har gjort det til hele sin karakter, hele sin identitet, at uddele konstante velplacerede lussinger til enhver der kommer forbi, uanset vedkommendes værdier, holdninger, politiske tilhørsforhold, udseende, tro, humor (og mangel på samme) – ofte gør jeg det blot for at studere personens reaktion – og derfor lever bag en maske camoufleret af drivende sarkasme og personlige fornærmelser der gør, om man vil det eller ej, at folk aldrig helt ved hvor man står og om man egentlig mener hvad man siger (hint: Det gør jeg. Altid).

Jeg ville sige ’for nylig’, men det passer ikke for det er efterhånden længe siden, skrev en gammel bekendt til mig på Facebook; hun havde fundet min blog. Hvad der ellers startede med prisende lovord om mine skrivekundskaber og generelle fornuftighed (hun er en af de få der kender til min gamle blog) forvandlede sig hurtigt til en større tilsvining af mig som person på grund af et par udtalelser om piger i forhold og deres totale mangel på nytteværdi i mit liv. Kære læser, du har allerede gættet helt rigtigt: Hun er både i et forhold og samtidig en af dem jeg har langt an på engang i hvad der nu føles som tidernes morgen. Det var tydeligt at hun var blevet fornærmet over mine udtalelser – og for mig lige så tydeligt at hun stadig har følelser i klemme, men lad nu den ligge – og nu følte at hun måtte agere retfærdighedens vogter ved at påpege min respektløshed over for kvinder og, i vores personlige forhold, gøre det klart at vi ikke skulle have mere med hinanden at gøre. Tick, tock.

Naturligvis var det komplet umuligt for mig at tilbageholde mit latterudbrud, og jeg må indrømme at jeg brugte adskillige minutter på at finde ud af hvorledes jeg skulle svare hende. Et kontrastød? Det ville være uhyre morsomt, men næppe for hende (jeg vil selvsagt ikke lukke døren helt i – hun kunne blive single igen en dag jo). En undskyldning – who are we kidding? Et kort men fattet svar der indeholder et subtil personangreb som muligvis, bare muligvis, ville gå hen over hovedet på hende – yes, sir!

Kære læser, jeg ville hellere end gerne netop her vise hendes besked, bevismateriale A, men som det gode menneske jeg er, spurgte jeg naturligvis om jeg måtte poste det på bloggen, og til det havde hun to betingelser: (1) at hendes navn ikke fremgik, og (2) at jeg rettede hendes stavefejl. Derfor er det desværre ikke en mulighed at poste et screenshot af beskeden, men jeg synes alligevel ikke I skal snydes for den så jeg har gjort som befalet og renskrevet den:

Hejsa

Længe siden, håber du går og har det godt.
Sad og ryddede lidt op i min computer da jeg falder over et dokument der indeholder en adresse til din gamle blog, og kom til at tænke på hvorfor det engentlig var vi mistede kontakten. Jeg var glad for at skrive med dig, hyggede mig når vi så film, og du præsenterede mig for 1000 fryd som var sjovt.
Men så gik jeg ind på din gamle blog og så det var et link til en ny blog du havde lavet. Jeg husker at jeg syntes det var spændende at læse hvad du skrev, at du var god til at skrive og formulere dig, så jeg klikkede hen på din nye blog og her fik jeg svaret på hvorfor vi ikke har kontakt længere.
“Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbelig vis får indskudt ordene ´min kæreste´, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig??”

Helt ærlig, Heine, det kan du da ikke mene. Hvad med venskab, kan en pige ikke bidrage med det? Har altid syntes om dig og, for at være ærlig, synes du har haft nogle kloge ord på din blog. Men hvis dette er sandt, og ikke bare for at provokere, så har jeg da opfattet dig helt forkert, troede ikke det om dig.

Før jeg læste dette, sad jeg ellers og tænkte om det mon var mulig at få kontakt med dig igen, men det kan jeg da vist godt glemme alt om, eller hvad?

Mit svar, derimod, kan sagtens tåle at blive postet her (klik på lortet).

Jeg tror nok at vi er gode venner igen, men man kan jo aldrig vide med det andet køn. Der er ikke en morale eller pointe med indlægget her, men jeg morede mig blot så meget over hendes fornærmede udbrud at jeg syntes det fortjente et større publikum. Og bloggen her har jo også stået stille alt, alt for længe, så det var tiltrængt at hun kunne bidrage med noget inspiration.

Tak, søde.

Prøv å’ lyt til teksten, gør…

Indimellem hænder det at en eller anden karl smart tror at han skal belære mig om hvad god musik er, hvilket i sig selv er ubeskriveligt irriterende grundet min indlysende ekspertise på dette område, men nogle gange formår klaphatten at gøre det med ordene “prøv at lytte til teksten” – og så rammer jeg altså det røde felt (såfremt han har fanget mig på en dag hvor jeg ikke i forvejen allerede er deroppe)!

Prøliåhørher! Hvis du prøver at sælge et nummer til mig, skal salgsargumentet fandenstejleme ikke være at ordene er gode. Kan det være mere ligegyldigt? Jeg er da helt ubeskriveligt ligeglad med om den knuste troubadour der står bag nummeret, var knalddygtig til at udtrykke sin hjertesorg i lyriske vendinger, hvis ikke manden kan skrive en god melodi. Det er jo for fanden ikke poesi jeg går op i, men musik.

Desuden er der ingen påviselig sammenhæng mellem tekstens indhold og nummerets kvalitet. Lad mig give et eksempel på det. For at vurdere det jævnfør god videnskabelig praksis skal vi naturligvis først definere hvornår en sang er god, og der er det jo klart at det er markedskræfterne der må råde. Det er der umuligt nogen der kan være uenig i. I denne højteknologiske tidsalder giver det derfor mening at kigge på hvilke singler der er blevet downloaded mest via det der iTunes som alle taberne går sådan op i (taberfjolserne udgør klart den størst befolkningsgruppe, skarpt efterfulgt af hippie-freaksene, hvorfor de har den største indflydelse på markedet. Sadly).

Må jeg præsentere, i omvendt rækkefølge (for at holde spændingen oppe jo), de tre mest downloadede sange via iTunes:

3. Black Eyed Peas – Boom Boom Pow

En sang hvor omkvædet på velartikuleret vis lyder:

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom

Boom boom boom

Jeg ved ikke i hvilken verden dette juks kan gå under betegnelsen ‘lyrik’, men ikke min. Det er vist tydeligt at Fergie og company skal have deres skolepenge tilbage. I øvrigt har jeg læst teksten igennem 16 gange, og det er mig stadig en gåde hvad den egentlig handler om. Jeg ved ikke hvad de forsøger at sige, men jeg tror de har problemer derhjemme. Dog leder en af de såkaldte rappere os elegant videre til næste kunstner med ordene:

I’m a beast when you turn me on

Into the future cybertron

Harder, faster, better, stronger

Sexy ladies extra longer (← diller-reference!)

2. Lady Gaga – Poker Face

Meget bedre går det ikke på listens andenplads hvor hermafroditten Lady Gaga (du købte vel ikke den med at “hun” er kvinde? ‘Min vagina er fornærmet,’ come on! Det er mit intellekt også) må stamme sig igennem megahittets hookline:

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

Poker siger mig aldeles intet (jeg er selv i stand til at drikke mine penge op og har ikke brug for hasardspil), og lige så lidt gider jeg høre om hermafroditters uanstændige sexliv. Shut it, weener girl.

I øvrigt: “Cause I’m bluffin’ with my muffin.” Really? Kan det være tydeligere at der gemmer sig en lille overraskelse mellem benene på “hende”?

1. Black Eyed Peas – I Gotta Feeling

Endnu engang Black Eyed Peas, men denne gang behøver vi ikke engang skele til “lyrikken” før den er gal og tumperne viser deres ulideligt ringe sproglige formåen: Den er allerede gal med titlen!

“Den giver da udmærket mening,” tænker du nok, men nej, det kan jeg så afsløre at det gør den på INGEN måde, min sprogligt udfordrede “ven”. Ordet ‘gotta’ er en sammentrækning af ‘got to’ (jeg har i dagens anledning også fundet en kilde på det), hvilket vil sige at titlen, når den bliver skrevet ud, er ‘ I got to feeling’. Og så skal man vist ikke have meget bedre engelskkundskaber end hvad der må forventes rimeligt af en gennemsnitlig 6. klasses elev for at kunne se at det er usandsynlig dårligt engelsk (6. klasse er måske højt sat, men børn er jo for fanden idioter nu om dage).

Men hvad kan man også forvente af et band der består af tre negere og en kvinde.

Således har jeg på skarpsindig vis demonstreret at der ingen positiv sammenhæng er mellem en sangs kvalitet og det lyriske indhold. Hvis du er uenig, kan du jo smide en kommentar. Jeg er dog ekstremt god til at ignorere andres meninger.

Hej matematik(er)

Jeg har nævnt det før, og det tåler bestemt gentagelse (I lytter jo for helvede ikke): Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbeligste vis får indskudt ordene ‘min kæreste’, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig?

I gymnasiet havde jeg en kammerat der med en overbevisende ukuelighed fastholdt: “Jeg snakker kun med piger der gider knalde.” Det er et særdeles fornuftigt udgangspunkt (jeg valgte selv en anden strategi, men den vender vi tilbage til), og hvis man følger dette princip, giver det jo ikke megen mening at spilde tid på en der har en kæreste…

Mange år og personlige erfaringer rigere kan jeg så konstatere at dette ikke er en universel regel. Om jeg ville rode mig ud i et seksuelt (og naturligvis flygtigt) forhold med en der allerede er optaget, afhænger nemlig udelukkende af facittet på en formel som jeg har lavet der inkluderer hendes hotness og min liderlighed, ganget med min promille på det givne tidspunkt.

Jeg kan prøve at illustrere det. Hvis Y-aksen er min liderlighed, og X-aksen indikerer hendes lækkerhed, så ser det i et koordinatsystem således ud:

Den røde linie repræsenterer mit liderligheds/fuldskabs-indeks. Som man kan se er det på et ret konstant niveau, hvilket kun kan overraske hvis man ikke kender mig, sådan rigtigt…

Nu undrer visse læsere sig sikkert over at min X-akse går fra hotte Jennifer til labre Emmanuelle, men der hører en ganske simpel forklaring til. Det er simpelthen kun kvinder i den kaliber og klasse jeg scorer. You gotta have standards, som jeg altid siger.

Selvsamme gruppe af læsere er sandsynligvis yderst imponerede over mine evner som charlatan, men tilsvarende uimponerede over mine matematiske evner, og det er kun forståeligt da de med al tydelighed selv er matematikere og utvivlsomt ler hånligt af min (ellers smarte) figur mens de mæsker sig i cola og chips og World of Warcraft. Til dem kan jeg kun gentage hvad en kammerat for kort tid siden sagde vedrørende matematiske studerendes mindre seksuelle erfaring i forhold til sproglige:

“De sad jo i rundkredse og snakkede om matematiske love, solsystemer og sådan noget i rene drengegrupper, mens vi andre væltede os i damer, der udgjorde 75% af klassens indhold.”

Word.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke scorede meget i gymnasietiden. Jeg valgte nemlig (som altid) den suverænt bedste taktik i forhold til opgaven. Jeg studerede damerne. Blev venner med dem, lærte dem at kende, blev fortrolig med deres væsen og alle dets finurligheder, satte mig ind i deres utallige hemmeligheder og hver en afkrog af deres sind. Jeg aflurede dem. Lærte at læse dem.

Valget af denne strategi forvirrer med al sandsynlighed den mindre begavede læser (og matematikerne igen), men bare rolig, nu skal jeg forklare det for jer. Det skyldes at jeg allerede på daværende tidspunkt var langt forud for min egen tid med hensyn til damerne. Jeg vidste nemlig godt at de færreste gymnasiepiger gider knalde; med mindre man selvfølgelig indleder et “seriøst” forhold til dem – men jeg var jo ikke dum.

Ved at blive fortrolig med kvindevæsenet i mine teenageår forberedte jeg mig på en dag at kunne udnytte denne uvurderlige viden på natklubber, barer, diskoteker, værtshuse, cafeer, pubs, i supermarkeder, klasselokaler, venteværelser, fitnesscentre (yeah right), til konferencer, familiefest, konfirmationer, jobsamtaler og ved tilfældige møder på gaden – kort sagt, alle steder hvor det andet køn befinder sig.

Sandheden er jo at når først man har forladt teenageårenes fordummende tåge og hæmmede mentale kapacitet og træder ind i de voksnes gloværdige rækker, spreder pigerne velvilligt ben bare man kan et par søde gloser og forstår at underspille sin drengede charme og bad guy-attitude, samtidigt med at man skjuler den efterhånden berygtede playboy-status. Men det er selvfølgelig svært når man ikke ejer skyggen af selvværd, kvindens kønsdele er lige så uudforsket et område som dværgplaneten Plutos atmosfære og det mest interessante samtaleemne man kan komme i tanke om, er principperne bag Newtons love.

Skulle der blandt mine læsere findes en skare af mandlige matematiske studerende, har I således lige modtaget det bedste råd nogensinde, men jeg formoder ærlig talt at I enten var for tungnemme eller for travlt optaget med trolde og dværge til at fange den.

Og nej, for at være ærlig så regner jeg egentlig ikke rigtigt med at jeg har matematiske læsere (det har noget med lix-tallet at gøre. Slå det op).

Til eventuelle resterende kvindelige læsere: Det er jo bare for sjov. Mest. You know I love ya.

Er jeg helt gakgak?

Hukommelse er en sjov størrelse. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for to dage siden (udover min obligatoriske madpakke med fire klapsammen’er med rugbrød, noget frugt, muligvis et stykke kage, ofte en plade chokolade og indimellem en is ovre fra kantinen), men jeg kan huske bittesmå mikroskopiske detaljer af oplevelser jeg havde for år tilbage. Oplevelser hvor jeg har lavet sproglige fejl, vel at mærke.

For et par år siden sad jeg på et kollegieværelse ovre i Edinburgh i herligt selskab med mennesker fra forskellige dele af verden og nød livet. Snakken gik, øllet flød, og hvis jeg kender den tids Kong Finland ret, var der nok også noget whisky indblandet. Those were the days. Jeg skulle fortælle en eller anden historie (kan ikke huske hvilken, men det var garanteret pisse god), og under fortællingen udtalte jeg ordet ‘feisty’ forkert, så det i stedet lød som ‘feces’. Til stor moro for alle de andre. Jeg husker tydeligt den øredøvende latter, hende den mørkhåredes ydmygende blik, og den følelse af skam, afmagt og at være til grin der fulgte med. Min sproglige stolthed var uopretteligt såret.

Engang for få år tilbage sagde en veninde ‘loudspeaker’, og der var det mig der stod for den hånlige latter, fordi jeg mente det bare hed ‘speaker’. Faktisk var vi to der grinede, men det er sagen uvedkommende. Vi tog fejl. Og blev udstillet. Og det gjorde ondt.

Der var også engang for ikke så længe siden hvor jeg klogede mig (igen) på sådan et åndssvagt internet-medie og skrev ‘sviger’ i stedet for ‘svier’. Og blev irettesat af en herre der er betydeligt skarpere end jeg. Det sved.

Faktisk var der også situation hvor jeg ikke engang nåede at sige noget forkert, men kun tænkte det. I en engelsktime i gymnasiet. Hvor jeg havde hånden oppe fordi jeg i hvert fald godt vidste hvordan ‘fatigue’ skulle udtales. Det vidste jeg så ikke, skulle det vise sig da min sidemand blev taget og udtalte ordet korrekt. Ikke sådan som jeg troede det skulle udtales. Og på trods af at ingen vidste noget om min fejl, så gjorde det ondt. Og selvværdet led et knæk.

Og det hele begyndte med én enkelt hændelse, som jeg egentlig vil frem til med indlægget her:

Jeg husker med næsten pinlig tydelighed en episode i gymnasiet hvor jeg læste op fra en engelsk tekst og udtalte ordet ‘adult’ med tryk på første stavelse. Læreren rettede mig; hun mente det skulle udtales med tryk på sidste stavelse. Nuvel, jeg gjorde som hun sagde, men undrede mig da jeg bestemt mente at jeg før havde hørt det udtalt som jeg gjorde. Jeg havde blot ingen beviser (vi snakker begyndelsen af det 21. århundrede her, dvs. inden den bærbare gjorde sit indtog i landets gymnasielokaler). Først mange år senere da Merriam-Webster forbedrede internettet betydeligt med deres lydordbog, fandt jeg svaret jeg søgte: Man kan godt udtale det ‘adult’! Fik du fat i den, din inkompetente narhat af en undskyldning for en engelsklærer der kun (fucking kun) tog et kursus i engelsk hvorefter du blev sat til at undervise en sproglig gymnasieklasse i sproget? Man kan godt sige ˈædʌlt! Tak fordi du ydmygede mig foran 20 klassekammerater. Tak fordi du på kun to år formåede at tage næsten al lysten til sproget ud af mig. Tak fordi du gav mig traumer der i adskillige år har givet mig koldsved, fået mig til at stamme, falde over ordene og ryste af nervøsitet og frygt for at lave en fejl når jeg skulle tale engelsk, blot fordi du, din nøgendansende hippie-fisse, ikke fattede sproget.

Du behøver ikke sige undskyld… Men det ville fanme være på sin plads.

Farvel

Det er vist på tide at jeg imødekommer de mange læsere der i flere uger har spammet min virtuelle brevkasse med hundredvis af forespørgsler vedrørende mit personlige ve og vel og bloggens usikre fremtid i yderst bekymrede (og til tider bønfaldende) vendinger.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har det godt. Og med godt mener jeg naturligvis at jeg stadig er rasende i en grad der ville gøre selv Hulken grøn af misundelse (fuck, jeg er on fire). Når jeg kigger omkring mig, ser jeg ikke en eneste grund til at jeg ikke stadig skulle være hvidglødende af raseri, og andre mennesker (og deres vaner og deres holdninger og deres dyr og deres tøj) irriterer mig muligvis mere end nogensinde. Jeg kan eksempelvis give jer tre typer der afføder min fortsatte bitterhed: Tykke piger med små bryster, pæne piger med store røve og alle piger med kort pandehår.

Det er derfor ikke af frelste hippie-psykotiske årsager at jeg ikke har været så aktiv på det sidste. Sagen er såmænd bare den at jeg er en anelse optaget af at skrive speciale, hvilket medfører to ting: 1) At jeg sidder foran en computerskærm og gøgler med akademiske formuleringer på et sprog der ikke er mit modersmål, i 9-10 timer i døgnet hvorfor jeg ikke har den store trang til at skulle være kreativ med ord i min begrænsede fritid, og 2) at jeg stort set ikke interagerer med andre mennesker for tiden – hvorfor der jo ikke er nævneværdig grund til at brokke sig. Jeg bliver mere og mere overbevist om at verden ville være et bedre sted uden jer. Vent og se.

For nu at sige det kort (og det har jeg egentlig aldrig været så god til – hvilket vel er grunden til man har valgt at lave sådan en guide her (jeg betragter det ikke som en blog, men nærmere som en samling af råd og sandheder der kan vejlede ligesindede gennem livets svære valg) hvor man frit kan kloge sig på ting man reelt ikke aner en kæft om): Jeg har ikke så meget tid til sjov og spas i øjeblikket. Frygt ej, venner, jeg skal nok vende tilbage, men I må holde ud lidt endnu. Jeg ved det er svært i og med at I craver det her shit som Tiger Woods craver ludere.

Men jeg findes altså stadig. Og er ikke gået i hi. Helt.

Angående overskriften:

Haha. Du troede lige, hva’? I had you at goodbye.