Archive for the ‘Piger…’ Category

Få ting varmer mit kolde hjerte, bringer solskin over mit ellers mørke sind og skaber brusende liv i mine tomme, golde øjne som når en person jeg oprigtigt holder af, bliver provokeret og lader sig ramme af en af mine utallige verbale såvel som skriftlige spydigheder. Det er mig et evigt under at folk tager det seriøst når jeg langer ud, men det er vel byrden man må bære når man, som jeg, har gjort det til hele sin karakter, hele sin identitet, at uddele konstante velplacerede lussinger til enhver der kommer forbi, uanset vedkommendes værdier, holdninger, politiske tilhørsforhold, udseende, tro, humor (og mangel på samme) – ofte gør jeg det blot for at studere personens reaktion – og derfor lever bag en maske camoufleret af drivende sarkasme og personlige fornærmelser der gør, om man vil det eller ej, at folk aldrig helt ved hvor man står og om man egentlig mener hvad man siger (hint: Det gør jeg. Altid).

Jeg ville sige ’for nylig’, men det passer ikke for det er efterhånden længe siden, skrev en gammel bekendt til mig på Facebook; hun havde fundet min blog. Hvad der ellers startede med prisende lovord om mine skrivekundskaber og generelle fornuftighed (hun er en af de få der kender til min gamle blog) forvandlede sig hurtigt til en større tilsvining af mig som person på grund af et par udtalelser om piger i forhold og deres totale mangel på nytteværdi i mit liv. Kære læser, du har allerede gættet helt rigtigt: Hun er både i et forhold og samtidig en af dem jeg har langt an på engang i hvad der nu føles som tidernes morgen. Det var tydeligt at hun var blevet fornærmet over mine udtalelser – og for mig lige så tydeligt at hun stadig har følelser i klemme, men lad nu den ligge – og nu følte at hun måtte agere retfærdighedens vogter ved at påpege min respektløshed over for kvinder og, i vores personlige forhold, gøre det klart at vi ikke skulle have mere med hinanden at gøre. Tick, tock.

Naturligvis var det komplet umuligt for mig at tilbageholde mit latterudbrud, og jeg må indrømme at jeg brugte adskillige minutter på at finde ud af hvorledes jeg skulle svare hende. Et kontrastød? Det ville være uhyre morsomt, men næppe for hende (jeg vil selvsagt ikke lukke døren helt i – hun kunne blive single igen en dag jo). En undskyldning – who are we kidding? Et kort men fattet svar der indeholder et subtil personangreb som muligvis, bare muligvis, ville gå hen over hovedet på hende – yes, sir!

Kære læser, jeg ville hellere end gerne netop her vise hendes besked, bevismateriale A, men som det gode menneske jeg er, spurgte jeg naturligvis om jeg måtte poste det på bloggen, og til det havde hun to betingelser: (1) at hendes navn ikke fremgik, og (2) at jeg rettede hendes stavefejl. Derfor er det desværre ikke en mulighed at poste et screenshot af beskeden, men jeg synes alligevel ikke I skal snydes for den så jeg har gjort som befalet og renskrevet den:

Hejsa

Længe siden, håber du går og har det godt.
Sad og ryddede lidt op i min computer da jeg falder over et dokument der indeholder en adresse til din gamle blog, og kom til at tænke på hvorfor det engentlig var vi mistede kontakten. Jeg var glad for at skrive med dig, hyggede mig når vi så film, og du præsenterede mig for 1000 fryd som var sjovt.
Men så gik jeg ind på din gamle blog og så det var et link til en ny blog du havde lavet. Jeg husker at jeg syntes det var spændende at læse hvad du skrev, at du var god til at skrive og formulere dig, så jeg klikkede hen på din nye blog og her fik jeg svaret på hvorfor vi ikke har kontakt længere.
“Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbelig vis får indskudt ordene ´min kæreste´, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig??”

Helt ærlig, Heine, det kan du da ikke mene. Hvad med venskab, kan en pige ikke bidrage med det? Har altid syntes om dig og, for at være ærlig, synes du har haft nogle kloge ord på din blog. Men hvis dette er sandt, og ikke bare for at provokere, så har jeg da opfattet dig helt forkert, troede ikke det om dig.

Før jeg læste dette, sad jeg ellers og tænkte om det mon var mulig at få kontakt med dig igen, men det kan jeg da vist godt glemme alt om, eller hvad?

Mit svar, derimod, kan sagtens tåle at blive postet her (klik på lortet).


Jeg tror nok at vi er gode venner igen, men man kan jo aldrig vide med det andet køn. Der er ikke en morale eller pointe med indlægget her, men jeg morede mig blot så meget over hendes fornærmede udbrud at jeg syntes det fortjente et større publikum. Og bloggen her har jo også stået stille alt, alt for længe, så det var tiltrængt at hun kunne bidrage med noget inspiration.

Tak, søde.

Hej matematik(er)

Posted: 16. juni 2010 in Kongeråd, Piger..., Videnskab, Vrøvl

Jeg har nævnt det før, og det tåler bestemt gentagelse (I lytter jo for helvede ikke): Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbeligste vis får indskudt ordene ‘min kæreste’, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig?

I gymnasiet havde jeg en kammerat der med en overbevisende ukuelighed fastholdt: “Jeg snakker kun med piger der gider knalde.” Det er et særdeles fornuftigt udgangspunkt (jeg valgte selv en anden strategi, men den vender vi tilbage til), og hvis man følger dette princip, giver det jo ikke megen mening at spilde tid på en der har en kæreste…

Mange år og personlige erfaringer rigere kan jeg så konstatere at dette ikke er en universel regel. Om jeg ville rode mig ud i et seksuelt (og naturligvis flygtigt) forhold med en der allerede er optaget, afhænger nemlig udelukkende af facittet på en formel som jeg har lavet der inkluderer hendes hotness og min liderlighed, ganget med min promille på det givne tidspunkt.

Jeg kan prøve at illustrere det. Hvis Y-aksen er min liderlighed, og X-aksen indikerer hendes lækkerhed, så ser det i et koordinatsystem således ud:

Den røde linie repræsenterer mit liderligheds/fuldskabs-indeks. Som man kan se er det på et ret konstant niveau, hvilket kun kan overraske hvis man ikke kender mig, sådan rigtigt

Nu undrer visse læsere sig sikkert over at min X-akse går fra hotte Jennifer til labre Emmanuelle, men der hører en ganske simpel forklaring til. Det er simpelthen kun kvinder i den kaliber og klasse jeg scorer. You gotta have standards, som jeg altid siger.

Selvsamme gruppe af læsere er sandsynligvis yderst imponerede over mine evner som charlatan, men tilsvarende uimponerede over mine matematiske evner, og det er kun forståeligt da de med al tydelighed selv er matematikere og utvivlsomt ler hånligt af min (ellers smarte) figur mens de mæsker sig i cola og chips og World of Warcraft. Til dem kan jeg kun gentage hvad en kammerat for kort tid siden sagde vedrørende matematiske studerendes mindre seksuelle erfaring i forhold til sproglige:

“De sad jo i rundkredse og snakkede om matematiske love, solsystemer og sådan noget i rene drengegrupper, mens vi andre væltede os i damer, der udgjorde 75% af klassens indhold.”

Word.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke scorede meget i gymnasietiden. Jeg valgte nemlig (som altid) den suverænt bedste taktik i forhold til opgaven. Jeg studerede damerne. Blev venner med dem, lærte dem at kende, blev fortrolig med deres væsen og alle dets finurligheder, satte mig ind i deres utallige hemmeligheder og hver en afkrog af deres sind. Jeg aflurede dem. Lærte at læse dem.

Valget af denne strategi forvirrer med al sandsynlighed den mindre begavede læser (og matematikerne igen), men bare rolig, nu skal jeg forklare det for jer. Det skyldes at jeg allerede på daværende tidspunkt var langt forud for min egen tid med hensyn til damerne. Jeg vidste nemlig godt at de færreste gymnasiepiger gider knalde; med mindre man selvfølgelig indleder et “seriøst” forhold til dem – men jeg var jo ikke dum.

Ved at blive fortrolig med kvindevæsenet i mine teenageår forberedte jeg mig på en dag at kunne udnytte denne uvurderlige viden på natklubber, barer, diskoteker, værtshuse, cafeer, pubs, i supermarkeder, klasselokaler, venteværelser, fitnesscentre (yeah right), til konferencer, familiefest, konfirmationer, jobsamtaler og ved tilfældige møder på gaden – kort sagt, alle steder hvor det andet køn befinder sig.

Sandheden er jo at når først man har forladt teenageårenes fordummende tåge og hæmmede mentale kapacitet og træder ind i de voksnes gloværdige rækker, spreder pigerne velvilligt ben bare man kan et par søde gloser og forstår at underspille sin drengede charme og bad guy-attitude, samtidigt med at man skjuler den efterhånden berygtede playboy-status. Men det er selvfølgelig svært når man ikke ejer skyggen af selvværd, kvindens kønsdele er lige så uudforsket et område som dværgplaneten Plutos atmosfære og det mest interessante samtaleemne man kan komme i tanke om, er principperne bag Newtons love.

Skulle der blandt mine læsere findes en skare af mandlige matematiske studerende, har I således lige modtaget det bedste råd nogensinde, men jeg formoder ærlig talt at I enten var for tungnemme eller for travlt optaget med trolde og dværge til at fange den.

Og nej, for at være ærlig så regner jeg egentlig ikke rigtigt med at jeg har matematiske læsere (det har noget med lix-tallet at gøre. Slå det op).

Til eventuelle resterende kvindelige læsere: Det er jo bare for sjov. Mest. You know I love ya.

Farvel

Posted: 10. juni 2010 in Dæå, Kongeråd, Piger...

Det er vist på tide at jeg imødekommer de mange læsere der i flere uger har spammet min virtuelle brevkasse med hundredvis af forespørgsler vedrørende mit personlige ve og vel og bloggens usikre fremtid i yderst bekymrede (og til tider bønfaldende) vendinger.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har det godt. Og med godt mener jeg naturligvis at jeg stadig er rasende i en grad der ville gøre selv Hulken grøn af misundelse (fuck, jeg er on fire). Når jeg kigger omkring mig, ser jeg ikke en eneste grund til at jeg ikke stadig skulle være hvidglødende af raseri, og andre mennesker (og deres vaner og deres holdninger og deres dyr og deres tøj) irriterer mig muligvis mere end nogensinde. Jeg kan eksempelvis give jer tre typer der afføder min fortsatte bitterhed: Tykke piger med små bryster, pæne piger med store røve og alle piger med kort pandehår.

Det er derfor ikke af frelste hippie-psykotiske årsager at jeg ikke har været så aktiv på det sidste. Sagen er såmænd bare den at jeg er en anelse optaget af at skrive speciale, hvilket medfører to ting: 1) At jeg sidder foran en computerskærm og gøgler med akademiske formuleringer på et sprog der ikke er mit modersmål, i 9-10 timer i døgnet hvorfor jeg ikke har den store trang til at skulle være kreativ med ord i min begrænsede fritid, og 2) at jeg stort set ikke interagerer med andre mennesker for tiden – hvorfor der jo ikke er nævneværdig grund til at brokke sig. Jeg bliver mere og mere overbevist om at verden ville være et bedre sted uden jer. Vent og se.

For nu at sige det kort (og det har jeg egentlig aldrig været så god til – hvilket vel er grunden til man har valgt at lave sådan en guide her (jeg betragter det ikke som en blog, men nærmere som en samling af råd og sandheder der kan vejlede ligesindede gennem livets svære valg) hvor man frit kan kloge sig på ting man reelt ikke aner en kæft om): Jeg har ikke så meget tid til sjov og spas i øjeblikket. Frygt ej, venner, jeg skal nok vende tilbage, men I må holde ud lidt endnu. Jeg ved det er svært i og med at I craver det her shit som Tiger Woods craver ludere.

Men jeg findes altså stadig. Og er ikke gået i hi. Helt.

Angående overskriften:

Haha. Du troede lige, hva’? I had you at goodbye.

Min korte gåtur i solen i går var særdeles inspirerende og medførte filosofiske, næsten eksistentielle, overvejelser.

Ikke siden Filippinerne har jeg mærket solens stråler på den måde. Årets første sommerdag i mine øjne – og hvor har den været længe ventet!

Efter fem måneder med 30 grader og solskin hver dag var det hårdt at komme hjem til Danmarks permavinter. Nærmest deprimerende. Jeg aner ikke hvordan jeg klarede det, men på trods af vinterdepressioner og selvmordstanker, har jeg altså på en eller anden måde overlevet (ukrudt forgår ikke så let), og jeg tror faktisk ikke det er gået op for mig hvor meget jeg har savnet solen. Før nu.

Den varmede min ellers slatne krop op på min korte gåtur, tankeprocesserne fandt et ekstra gear, og mens jeg missede med øjnene, så fremtiden pludselig lysere ud end den længe har gjort.

Det er ikke til at begribe at det snart er fem måneder siden vi sidst så hinanden. Den 27. december 2009 for nu at være præcis. Men jeg har hverken glemt solen eller den brusende fornemmelse den bringer frem i mig og som får mig til at vokse et par centimeter hver gang.

Pigen der kom mod mig, så sød ud. Hun smilede, og jeg smilede igen. Først da hun var helt oppe på siden af mig, genkendte jeg hende. Det var jo hende fra 8. semester. Ikke hende den søde – eller jo jo, det er hende her skam også – men ikke hende den rigtig søde.

Solen overbeviste mig endnu engang om at jeg uden tvivl skal flytte til varmere himmelstrøg en dag. Jo før, jo bedre. Ned til et sted hvor mennesker er mere glade, hvor de hilser på hinanden og hjælper med stort som småt, uden at forvente noget til gengæld. Et sted hvor danskernes evindelige søgen efter middelmådighed ikke bremser enhver mulighed for at udfolde sig lidt. Et sted hvor pigernes mørke øjne kigger lige igennem en og blotlægger ens sjæl uden den mindste anstrengelse.

Et sted hvor jeg smiler mere.

Det var tanker som disse der flød igennem mig på min lille gåtur i solen. Kunne livet være bedre?

Sagtens.

Og normalt ville jeg lave en liste (jeg er patologisk listemager hvis du ikke skulle have opdaget det) over alle de ting der ikke er i orden i mit liv pt., men det gode vejr begejstrer Kongen, og jeg vil derfor lave en positiv liste i stedet. Don’t get used to it, lad.

1. Sommeren står for døren, hvilket betyder damerne finder sommerkjolerne og de frække smil frem. Nok kommer jeg kun til at opleve sommeren på de korte gåture til og fra kantinen, men hold kæft hvor skal der flirtes uhæmmet på disse ture!

2. Takket være Mikkel har jeg fundet et sæt computerhøjttalere til kontoret så jeg nu kan høre musik i god kvalitet dagen lang. Det er yderst befordrende for specialearbejdet.

3. Jævnfør punkt 1, så sidder jeg lige foran et vindue hvor der dagen lang vader skønjomfruer forbi som man kan beundre. Det er til gengæld knap så befordrende for specialet!

4. Det kører fortræffeligt med hjemmestudiet, og der er masser af sange i støbeskeen i øjeblikket. Det er ca. det al min fritid er gået med siden basketsæsonen sluttede. Og grunden til at bloggen har været forsømt.

5. Mine forældre har sølvbryllup om mindre end en måned. Og hvad så, tænker du nok, men det er sgu ret godt gået i vore dage, synes jeg. De fortjener skulderklap for at holde fast i ægteskabet, især når de har haft to møgbesværlige knægte at opdrage på undervejs. De fortjener en tale. Og det skal undertegnede nok sørge for at de får. Målet bliver at få mor til at tude. Besides, nothing suits me like a suit.

6. Det gode vejr betyder også at man kan spille basket udenfor igen.

7. Om lidt over to måneder er min tid som studerende ovre. Jeg aner ikke hvad der kommer efter, eller hvor det kommer til at foregå – men jeg glæder mig. Det kunne jo være man skulle vende næsen mod varmere himmelstrøg og se om der skulle være noget af interesse.

8. Alle ved at sommerens komme også indikerer at det nu er helt legitimt, hvis ikke endda påkrævet, at man ifører sig verdens sejeste beklædningsgenstand: Hawaii-skjorten. Jeg bliver ridiculously good-looking hele sommeren!

Ah, summer, my old love. You make my dreams

Lad os nu bare være ærlige fra starten, piger. Vi fyre gider ikke danse med jer. Når vi så alligevel gør det, kan I være sikre på der er en af følgende to grunde til det: 1. vi er ubehjælpeligt stive og aner ikke hvad vi laver, eller 2. vi er ude i et ynkeligt scoreforsøg (og de to ting hænger ofte sammen, at I ved det).

Jeg kan kun gisne om hvad der får piger til at danse, men jeg formoder at det ikke er helt lige så simpelt som for os fyre. Sætninger som “så var vi i byen og dansede bare hele natten, det var så sjovt” hører man af mystiske årsager nogle gange pigebørn komme med – endda med en anseelig entusiasme at spore i stemmen, nærmest som om danseaktiviteten er et mål i sig selv! Ofte ser jeg endog, når jeg en sjælden gang imellem bevæger mig ud i weekendens natteliv, flokke af tydeligvis desillusionerede tøser danse med hinanden på byens finere diskoteker, helt uden mandlig selskab (forklar mig det hvem der kan). De må jo ikke have forstået det ellers relativt simple koncept.

Når en fyr og en pige danser, fungerer det, oppe i vores hoveder i hvert fald, som et forspil. Man får mulighed for at komme fysisk tæt på en potentiel partner, og hvis man fornemmer en vis enighed om nattens fremtidige udskejelser, kan man køre kyssetøjet i stilling og så ellers gå til angreb. Det er ikke for sjov vi danser (af den simple grund at det ikke er sjovt at danse, comprendes?), men med et klart defineret mål for øje. Det er jo f.eks. af denne grund at vi aldrig kigger jer i øjnene under dansen, men stirrer vedholdende på jeres gyngende bryster. Vi ved I elsker det.

Da jeg om nogen kender til irritationen og frustrationen over gentagne gange at blive budt op til dans af diverse blåøjede pigebørn når jeg forsøger at have en god bytur i venners lag, vil jeg her begave mine ligemænd med et par nyttige råd til hvordan man undgår pigernes dansegunst. Der findes nemlig flere teknikker man med fordel kan benytte sig af:

Solodanseren
En ofte benyttet og ganske velkendt teknik. Hvis man bare vælter alene rundt på dansegulvet, fægter vildt med armene, agerer både trommeslager, guitarist og vokalist i ét og skubber andre væk for at få the spotlight for en selv, plejer man at undgå danselystne piger. Er man rigtig lækker, vil der stadig være piger der lurer glubsk på en, men der kan jeg så anbefale at man finder sig et tilfældigt kvindeligt offer og giver hende et friskt klap i bagen. Så fordufter interessen som regel.

Øldanseren
En raffineret version af Solodanseren er ham der danser alene rundt med sin øl. En teknik jeg selv har praktiseret gennem en årrække (spørg selv eks-eks) på grund af den glimrende afskrækkende effekt som den har på alle pigebørn. Selv 18-årige blondiner kan regne ud at man ikke byder manden der danser kælent med sin øl, op til dans, og man får derfor lov at være i fred for dansetilbud. Desværre tror nogle piger at de er så lækre at man naturligvis gerne og endda med glæde vil opgive sin øl for at danse med dem, men der hjælper det oftest på situationen hvis man, når hun henvender sig, spiller overrasket og “spilder” sin øl ud over hende, hvorefter man går amok og kræver betaling for den tabte øl og det følelsesmæssige svig man har oplevet grundet hendes uforsvarlige opførsel.

Mandedanseren
Denne her er tricky, det indrømmer jeg blankt, og det kræver mænd af en vis støbning at udføre den. Hvis I er en flok drenge i byen, kan I, æhm, danse med hinanden. Jeg ved det lyder sindssygt, men man kan sagtens gøre en sport ud af det: stå i en stor cirkel, hvor I så skiftes til at give den gas i midten, eventuelt med noget af det nyeste breakdance straight outta New York. Heppen, klappen, piften og hujen er obligatorisk. På den måde kan flokken overtage hele dansegulvet, og ingen pige vil turde at nærme sig jer overhovedet – eller også er det bare min vennekreds der har den effekt på dem…

I vil nu have bemærket at alle teknikker indtil videre involverer en eller anden form for dans – hvilket jo netop er hvad vi forsøger at undgå. Det skal dog tilføjes at de bygger på særdeles troværdige empiriske studier (mit liv), og deres effekt er både bevist og veldokumenteret. Jeg forsøger naturligvis at imødekomme efterspørgslen og har derfor udviklet yderligere tre teknikker der ikke på nogen måde indeholder dans, men da de endnu ikke er blevet testet i praksis, er det på eget ansvar hvis man benytter sig af dem. Jeg hører gerne fra folk der har efterprøvet dem ude i nattelivet.

Klisteren
Nogle gange må man ty til ekstremerne for at få sin vilje, og det er netop hvad denne teknik går ud på. Stå i baren, og giv den gas som du plejer. Når der så vanen tro dukker en smilende blondine med dådyrøjne op og tror at hun enten skal tømme din tegnebog for kontanter i form af jættedyre drinks eller hive dig med ud på dansegulvet, viser du hende overdrevet meget opmærksomhed. Faktisk virker det bedst hvis du netop opsøger hende og tager kontakten, gerne i form af en kvalmende scorereplik leveret stammende og med et flakkende blik – naturligvis efterfulgt af din bedste Ole Wedel-imitation. Det er en sikker vinder. For at være sikker på hun holder sig væk, samt at alle andre hunkøn har fattet budskabet, følger du efter hende når hun med hastige skridt forlader baren. I tilfælde af at hun helt forlader diskoteket, følger du også bare tæt efter hende og forsøger at genoptage “samtalen”. Kom gerne med undskyldninger om at det bare var for sjov, hurtigt efterfulgt af spørgsmålet om du må få hendes nummer alligevel. Works like a charm.
Det værste der kan ske (hvis vi går ud fra hun ikke er bevæbnet med peberspray eller har en tonser-kæreste gemt om hjørnet), er at hun giver dig sit nummer eller tager dig med hjem for at knalde. Uden at I har danset. Win.

Bangebuksen
Man finder sig et mørkt hjørne af diskoteket, sætter sig der og ser skræmt ud. Øjenkontakt og enhver form for samtale bør undgås, da dette kan mistolkes som en invitation til dans. Nej, jeg ved heller ikke hvordan dette kan lade sig gøre. Bare stol på mig. Vigtigheden af at se yderst skræmt ud kan ikke understreges nok. Hvis man ikke formår at få rædslen til at lyse ud af øjnene, tror pigerne bare man er en lidt mystisk ener, og så er interessen (og dermed risikoen for at de vil danse) pludselig tidoblet. Hvis dette sker, er der kun én udvej, og det er at brække sig på kommando (tænk Stan fra South Park) ud over trunten. Denne slags udspekulerede kropsmanøvrer kræver muligvis lidt træning, men du har jo tydeligvis ikke noget bedre at tage dig til siden du læser med her alligevel.

Taberen
Hvis du helt og aldeles vil undgå pigernes opmærksomhed, kan du selvfølgelig også bare tage en lyserød polo på og drikke cidere, så giver det ligesom sig selv. Krydr eventuelt med hvide tennissokker og selvbruner for at opnå den fulde effekt.

Jeg regner med at tage grusom hævn over de manglende byture de sidste to uger, så jeg vil formentlig benytte mig af flere af de nævnte teknikker i weekenden. Ses vi?

I mit forrige indlæg indskød jeg en kort bemærkning om at jeg burde tænde for tv’et hvis jeg manglede noget at brokke mig over. Og det kom jeg så, dum som jeg er, til i dag.

Da hørte jeg – jeg stod nemlig i køkkenet og kunne derfor ikke se tv’et – en mildest talt vanvittig reklame for Fitness DK hvor en fyr siger et eller andet vrøvl om at det er sindssygt irriterende konstant at blive tjekket ud af piger. Den latterlige påstand kan jeg så afkræfte med det samme, og det vil man også vide hvis man nogensinde har prøvet det: Det er nemlig både knæhøj karse og bred ymer at blive tjekket ud af piger – ren benzin på selvtillidsbålet.

Jeg ved ikke hvem den idiotiske reklame siger mest om – dem der kommer i fitnesscentre eller de ansatte i Fitness DK’s marketingsafdeling? Muligvis er det endda ét og samme segment? Og dog, jeg mener trods alt at et job i markedsføringsbranchen fordrer en eller anden form for uddannelse.

Det er da meget muligt at førstnævnte segment er “lækre” – det kommer vel an på øjnene der ser – men det er fanme indiskutabelt at de ikke aner en skid om hvorvidt de bliver tjekket ud eller ej. Når pigerne smiler, fætter pumpejern, er det fordi de på din karseklippede rockerfrisure, din solariebrune (og dermed kræftcellespirende) hud flot prydet med tribal-tatoveringer, de overdimensionerede steroide-arme og ikke mindst det altid medfølgende vilde hulemandsblik i øjnene godt ved hvor stor din sjover er, og derfor ikke kan skjule et lille fnis. And can you blame them? Det er immervæk lidt morsomt.

Desuden ved alle med bare en smule kvindetække at det satans hunkøn er os langt overlegne når det gælder tjekke ud uden at blive opdaget. Så hvis der rent faktisk var nogen der tjekkede dig ud, din tungnemme jerngøgler, ville du slet ikke opdage det. Case dismissed. Tilbage til samlebåndet med dig.

Marketingfolkene bag lidt for lækker-reklamen er ikke meget bedre stillet, omend de trods alt må forventes at have lidt flere brikker at flytte rundt med. Sagen med dette uheldige segment er så bare at ingen af de kommunikationsuddannede, hornbrillebærende marketingnørder har for en femmers begreb om kvinder da de aldrig nogensinde har været i nærheden af en, sandsynligvis grundet en kombination af deres, for nu at sige det mildt, mindre heldige udseende og generelle fremtoning, den på ethvert hunkønsvæsen totalt spildte Star Wars-humor og den altoverskyggende svedperlefremkaldende panikangst for piger der sidder dybt i dem alle. Lost cases, the lot of them. I kan vist ikke rigtigt udtale jer om det er ‘sindssygt irriterende’ at blive tjekket ud af piger, kan I vel? Tak.

Jeg ved ikke hvem de forestiller sig reklamen er rettet mod? Deres egne pigeforskrækkede taberkumpaner? Dem der brænder kalorier (og hjerneceller) af dernede allerede? Uanset hvad, så er den i dén grad fejlslagen og kommer ikke til at rokke en tøddel ved nogens holdning til Fitness DK. Overhovedet.

De skulle have satset på det der stripfitness. Dét kan man sgu da forstå hvad skal bruges til!

Er der andre end mig der kender til det fænomen at når ordene ‘min kæreste’ sådan lidt henslængt, nærmest som en sidebemærkning og tilsyneladende helt uskyldigt, bliver nævnt i en sætning, så forandrer selve grundlaget, fundamentet som hele situationen beror på, sig fuldstændigt fra det ene øjeblik til det andet?

Man hører bare for eksempel “… og så ville min kæreste hellere…” og med ét er hjernen i gang med utallige forskellige udregninger og udlægninger af situationen, og man hører ikke et ord af hvad der følger efter. Hvad der kom før, fik man egentlig heller ikke rigtigt fat i, for da kredsede tankerne om hundredvis af andre udregninger og potentielle fremtidsscenarier, indtil de altså blev afbrudt af ordene ‘min kæreste’.

Jeg har oplevet det tusinde gange. Cirka. Når man som ung playboy spiller storcharmør i byen med påtaget kækt smil og glimt i øjet, er det to ord som markerer en nitte; ingen gevinst her, og de syv minutter man har brugt på at lade som om man lyttede efter, mens de førnævnte natlige fremtidsscenarier udspillede sig som en film i hovedet, er spildt, og med et trylleslag er alt hvad vedkommende siger, komplet ligegyldigt. Mens trunten lystigt snakker videre, er det eneste mine tanker handler om, hvordan jeg hurtigst muligt kommer væk fra denne mildest talt miserable situation, der ellers havde så gode udsigter til at starte med. Alt sammen på grund af to små ord.

Når man så er i forhold, skulle man ikke tro at de to ord ville have nogen nævneværdig effekt, men ak, det har de – omend en meget anderledes effekt. Snakker jeg med en attraktiv pige i byen, farer adskillige spørgsmål rundt i mit hoved: “nu tror hun vel ikke at jeg er ude på at score hende?”, “flirter vi?”, “kunne jeg have scoret hende?”, “forsøger hun at score mig?”, “er det her forkert?”, “hvordan får jeg på en høflig måde vist at jeg ikke er interesseret?” og ikke mindst “hvorfor helvede tænker du på alt det her i stedet for at lytte efter hvad hun siger!?”

Således kører mine ustoppelige tanker ud af en tangent, og jeg er på ingen måde mentalt til stede i samtalen med den stakkels pige. Når min radar så opfanger de to førnævnte ord, skifter mine tanker bane på samme måde som de gør når man er single og på jagt; blot med den forskel at det denne gang er et yderst velkomment skift. Mine tidligere bekymringer forsvinder som dug for solen, og jeg kan ånde lettet op: Selvfølgelig var hun ikke ude på at score dig, dit store læs! Uvægerligt indser jeg det komiske i situationen og kan endnu engang bare grine og ryste på hovedet af mig selv og mine til tider stupide tanker, mens jeg undrer mig over hvorfor jeg altid tænker sådan og om det nogensinde får en ende – alt dette naturligvis mens pigebarnet snakker videre uden at jeg hører ét eneste ord!

Jeg ville nogle ganske ønske jeg kunne slå mine tanker fra, men det er altså ikke så let. Men hey, livet ville sgu også være noget mindre underholdende hvis man ikke kunne grine af sig selv!

Den skarpe læser vil have bemærket at der er et scenarie der er blevet udeladt i fortællingen: hvad hvis pigen ikke nævner noget om en kæreste? Simpelt, i situation #1 er det lig med succes, og i situation #2 panikker jeg totalt og skriger “JEG HAR ALTSÅ EN KÆRESTE! VIG BORT, DJÆVLETØS!” hvorefter jeg løber skrigende ud af lokalet og hjem til mine fire sikre vægge.