Hej matematik(er)

Posted: 16. juni 2010 in Kongeråd, Piger..., Videnskab, Vrøvl

Jeg har nævnt det før, og det tåler bestemt gentagelse (I lytter jo for helvede ikke): Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbeligste vis får indskudt ordene ‘min kæreste’, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig?

I gymnasiet havde jeg en kammerat der med en overbevisende ukuelighed fastholdt: “Jeg snakker kun med piger der gider knalde.” Det er et særdeles fornuftigt udgangspunkt (jeg valgte selv en anden strategi, men den vender vi tilbage til), og hvis man følger dette princip, giver det jo ikke megen mening at spilde tid på en der har en kæreste…

Mange år og personlige erfaringer rigere kan jeg så konstatere at dette ikke er en universel regel. Om jeg ville rode mig ud i et seksuelt (og naturligvis flygtigt) forhold med en der allerede er optaget, afhænger nemlig udelukkende af facittet på en formel som jeg har lavet der inkluderer hendes hotness og min liderlighed, ganget med min promille på det givne tidspunkt.

Jeg kan prøve at illustrere det. Hvis Y-aksen er min liderlighed, og X-aksen indikerer hendes lækkerhed, så ser det i et koordinatsystem således ud:

Den røde linie repræsenterer mit liderligheds/fuldskabs-indeks. Som man kan se er det på et ret konstant niveau, hvilket kun kan overraske hvis man ikke kender mig, sådan rigtigt

Nu undrer visse læsere sig sikkert over at min X-akse går fra hotte Jennifer til labre Emmanuelle, men der hører en ganske simpel forklaring til. Det er simpelthen kun kvinder i den kaliber og klasse jeg scorer. You gotta have standards, som jeg altid siger.

Selvsamme gruppe af læsere er sandsynligvis yderst imponerede over mine evner som charlatan, men tilsvarende uimponerede over mine matematiske evner, og det er kun forståeligt da de med al tydelighed selv er matematikere og utvivlsomt ler hånligt af min (ellers smarte) figur mens de mæsker sig i cola og chips og World of Warcraft. Til dem kan jeg kun gentage hvad en kammerat for kort tid siden sagde vedrørende matematiske studerendes mindre seksuelle erfaring i forhold til sproglige:

“De sad jo i rundkredse og snakkede om matematiske love, solsystemer og sådan noget i rene drengegrupper, mens vi andre væltede os i damer, der udgjorde 75% af klassens indhold.”

Word.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke scorede meget i gymnasietiden. Jeg valgte nemlig (som altid) den suverænt bedste taktik i forhold til opgaven. Jeg studerede damerne. Blev venner med dem, lærte dem at kende, blev fortrolig med deres væsen og alle dets finurligheder, satte mig ind i deres utallige hemmeligheder og hver en afkrog af deres sind. Jeg aflurede dem. Lærte at læse dem.

Valget af denne strategi forvirrer med al sandsynlighed den mindre begavede læser (og matematikerne igen), men bare rolig, nu skal jeg forklare det for jer. Det skyldes at jeg allerede på daværende tidspunkt var langt forud for min egen tid med hensyn til damerne. Jeg vidste nemlig godt at de færreste gymnasiepiger gider knalde; med mindre man selvfølgelig indleder et “seriøst” forhold til dem – men jeg var jo ikke dum.

Ved at blive fortrolig med kvindevæsenet i mine teenageår forberedte jeg mig på en dag at kunne udnytte denne uvurderlige viden på natklubber, barer, diskoteker, værtshuse, cafeer, pubs, i supermarkeder, klasselokaler, venteværelser, fitnesscentre (yeah right), til konferencer, familiefest, konfirmationer, jobsamtaler og ved tilfældige møder på gaden – kort sagt, alle steder hvor det andet køn befinder sig.

Sandheden er jo at når først man har forladt teenageårenes fordummende tåge og hæmmede mentale kapacitet og træder ind i de voksnes gloværdige rækker, spreder pigerne velvilligt ben bare man kan et par søde gloser og forstår at underspille sin drengede charme og bad guy-attitude, samtidigt med at man skjuler den efterhånden berygtede playboy-status. Men det er selvfølgelig svært når man ikke ejer skyggen af selvværd, kvindens kønsdele er lige så uudforsket et område som dværgplaneten Plutos atmosfære og det mest interessante samtaleemne man kan komme i tanke om, er principperne bag Newtons love.

Skulle der blandt mine læsere findes en skare af mandlige matematiske studerende, har I således lige modtaget det bedste råd nogensinde, men jeg formoder ærlig talt at I enten var for tungnemme eller for travlt optaget med trolde og dværge til at fange den.

Og nej, for at være ærlig så regner jeg egentlig ikke rigtigt med at jeg har matematiske læsere (det har noget med lix-tallet at gøre. Slå det op).

Til eventuelle resterende kvindelige læsere: Det er jo bare for sjov. Mest. You know I love ya.

Reklamer

Hukommelse er en sjov størrelse. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for to dage siden (udover min obligatoriske madpakke med fire klapsammen’er med rugbrød, noget frugt, muligvis et stykke kage, ofte en plade chokolade og indimellem en is ovre fra kantinen), men jeg kan huske bittesmå mikroskopiske detaljer af oplevelser jeg havde for år tilbage. Oplevelser hvor jeg har lavet sproglige fejl, vel at mærke.

For et par år siden sad jeg på et kollegieværelse ovre i Edinburgh i herligt selskab med mennesker fra forskellige dele af verden og nød livet. Snakken gik, øllet flød, og hvis jeg kender den tids Kong Finland ret, var der nok også noget whisky indblandet. Those were the days. Jeg skulle fortælle en eller anden historie (kan ikke huske hvilken, men det var garanteret pisse god), og under fortællingen udtalte jeg ordet ‘feisty’ forkert, så det i stedet lød som ‘feces’. Til stor moro for alle de andre. Jeg husker tydeligt den øredøvende latter, hende den mørkhåredes ydmygende blik, og den følelse af skam, afmagt og at være til grin der fulgte med. Min sproglige stolthed var uopretteligt såret.

Engang for få år tilbage sagde en veninde ‘loudspeaker’, og der var det mig der stod for den hånlige latter, fordi jeg mente det bare hed ‘speaker’. Faktisk var vi to der grinede, men det er sagen uvedkommende. Vi tog fejl. Og blev udstillet. Og det gjorde ondt.

Der var også engang for ikke så længe siden hvor jeg klogede mig (igen) på sådan et åndssvagt internet-medie og skrev ‘sviger’ i stedet for ‘svier’. Og blev irettesat af en herre der er betydeligt skarpere end jeg. Det sved.

Faktisk var der også situation hvor jeg ikke engang nåede at sige noget forkert, men kun tænkte det. I en engelsktime i gymnasiet. Hvor jeg havde hånden oppe fordi jeg i hvert fald godt vidste hvordan ‘fatigue’ skulle udtales. Det vidste jeg så ikke, skulle det vise sig da min sidemand blev taget og udtalte ordet korrekt. Ikke sådan som jeg troede det skulle udtales. Og på trods af at ingen vidste noget om min fejl, så gjorde det ondt. Og selvværdet led et knæk.

Og det hele begyndte med én enkelt hændelse, som jeg egentlig vil frem til med indlægget her:

Jeg husker med næsten pinlig tydelighed en episode i gymnasiet hvor jeg læste op fra en engelsk tekst og udtalte ordet ‘adult’ med tryk på første stavelse. Læreren rettede mig; hun mente det skulle udtales med tryk på sidste stavelse. Nuvel, jeg gjorde som hun sagde, men undrede mig da jeg bestemt mente at jeg før havde hørt det udtalt som jeg gjorde. Jeg havde blot ingen beviser (vi snakker begyndelsen af det 21. århundrede her, dvs. inden den bærbare gjorde sit indtog i landets gymnasielokaler). Først mange år senere da Merriam-Webster forbedrede internettet betydeligt med deres lydordbog, fandt jeg svaret jeg søgte: Man kan godt udtale det ‘adult’! Fik du fat i den, din inkompetente narhat af en undskyldning for en engelsklærer der kun (fucking kun) tog et kursus i engelsk hvorefter du blev sat til at undervise en sproglig gymnasieklasse i sproget? Man kan godt sige ˈædʌlt! Tak fordi du ydmygede mig foran 20 klassekammerater. Tak fordi du på kun to år formåede at tage næsten al lysten til sproget ud af mig. Tak fordi du gav mig traumer der i adskillige år har givet mig koldsved, fået mig til at stamme, falde over ordene og ryste af nervøsitet og frygt for at lave en fejl når jeg skulle tale engelsk, blot fordi du, din nøgendansende hippie-fisse, ikke fattede sproget.

Du behøver ikke sige undskyld… Men det ville fanme være på sin plads.

Farvel

Posted: 10. juni 2010 in Dæå, Kongeråd, Piger...

Det er vist på tide at jeg imødekommer de mange læsere der i flere uger har spammet min virtuelle brevkasse med hundredvis af forespørgsler vedrørende mit personlige ve og vel og bloggens usikre fremtid i yderst bekymrede (og til tider bønfaldende) vendinger.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har det godt. Og med godt mener jeg naturligvis at jeg stadig er rasende i en grad der ville gøre selv Hulken grøn af misundelse (fuck, jeg er on fire). Når jeg kigger omkring mig, ser jeg ikke en eneste grund til at jeg ikke stadig skulle være hvidglødende af raseri, og andre mennesker (og deres vaner og deres holdninger og deres dyr og deres tøj) irriterer mig muligvis mere end nogensinde. Jeg kan eksempelvis give jer tre typer der afføder min fortsatte bitterhed: Tykke piger med små bryster, pæne piger med store røve og alle piger med kort pandehår.

Det er derfor ikke af frelste hippie-psykotiske årsager at jeg ikke har været så aktiv på det sidste. Sagen er såmænd bare den at jeg er en anelse optaget af at skrive speciale, hvilket medfører to ting: 1) At jeg sidder foran en computerskærm og gøgler med akademiske formuleringer på et sprog der ikke er mit modersmål, i 9-10 timer i døgnet hvorfor jeg ikke har den store trang til at skulle være kreativ med ord i min begrænsede fritid, og 2) at jeg stort set ikke interagerer med andre mennesker for tiden – hvorfor der jo ikke er nævneværdig grund til at brokke sig. Jeg bliver mere og mere overbevist om at verden ville være et bedre sted uden jer. Vent og se.

For nu at sige det kort (og det har jeg egentlig aldrig været så god til – hvilket vel er grunden til man har valgt at lave sådan en guide her (jeg betragter det ikke som en blog, men nærmere som en samling af råd og sandheder der kan vejlede ligesindede gennem livets svære valg) hvor man frit kan kloge sig på ting man reelt ikke aner en kæft om): Jeg har ikke så meget tid til sjov og spas i øjeblikket. Frygt ej, venner, jeg skal nok vende tilbage, men I må holde ud lidt endnu. Jeg ved det er svært i og med at I craver det her shit som Tiger Woods craver ludere.

Men jeg findes altså stadig. Og er ikke gået i hi. Helt.

Angående overskriften:

Haha. Du troede lige, hva’? I had you at goodbye.

Toilet troubles

Posted: 24. maj 2010 in Brok, Dæå, Træls, True story

Er der nogen der kan forklare mig hvorfor der, når jeg maks. en halv time efter at have indtaget min cappuccino (jeg er stadig ikke voksen nok til at drikke kaffe sort. Luk røven, smartass, det smager af bæ) fra kantines dødsmaskine og jeg som en direkte konsekvens heraf sidder på toilettet med explosive bowels syndrome, altid er nogen der skal tage i dørhåndtaget? Er det virkelig så svært at fatte at når den lille skive under dørhåndtaget, der kan være to farver, er RØD, så betyder det ‘no go/hold dig væk/der er optaget, spasser’!?

Det er en universelt regel at man skal holde sig fra ting der er røde. Det betyder fare, jo.

Her kunne jeg sagtens berige jer med utallige eksempler fra dyreriget eller den internationale forskning, begge verdener som jeg jo er ganske velbevandret ud i, men jeg har valgt i stedet at krydre med et par eksempler fra mit eget oplevelsesmættede liv.

Rød er et faresignal, og det indikerer at man skal holde sig væk…

… Som når stort brød med en flot kokrød ansigtskulør skrigspytter “Hvad griner du af!?” ind i ens hoved fordi man ikke helt formår at skjule grineflippet da han, henvendt til ens kammerat, spørger i ramme alvor om vi gloede på hans dame. Det er et faresignal. Lay low (det er mig ubegribeligt at jeg aldrig har fået tæsk i byen).

… Som når en pige man “kender” pludselig chokerer ved at være iklædt en af de skrækkelige røde ‘Bevar Christiania’ T-shirts og andre ligeledes kommunist-inspirerede beklædningsgenstande. Det kan vel næppe undre nogen at jeg fik ændret nummer og sat ny lås i døren, hvorefter jeg indstillede enhver kontakt med den arme trunte. Der er grænser for hvad man skal finde sig i.

… Rødvin. Der behøver jeg vist ikke sige mere. Man skal holde sig langt, langt væk hvis man har sit liv kært. Og det har hr. jeg-tror-ikke-to-flasker-er-nok-til-mig-jeg-må-hellere-købe-tre-bare-for-en-sikkerheds-skyld Finland så åbenbart ikke.

… Som når farven på tøsebarnets ansigt nærmer sig lava (hvis fersken er en farve, er lava fanme også) efter man i et kvarters tid har svinet hendes pelskrave og forsøgt at diskutere dyrerettigheder på en shawarmabar kl. 5 en lørdag morgen, mens man selv er ved at fortære en bacon cheese burger. Man burde nok have vidst hun ville snappe og begyndte at uddele slag med flad, men yderst gavmild, hånd. Hun skylder mig stadig for den Cocio jeg tabte.

… Som når hendes lænders frugt tager en mørkerød farve, sandsynligvis efter hendes moralsk fordærvede sjæl, som man først opdager alt, alt for sent via det blodindsmurte lagen, og det går op for en at hvad man troede var hendes varme og indbydende skød, er noget helt andet og knap så fristende. Hendes underliv bliver da i både billedlig og bogstavelig forstand et stop-skilt der indikerer at man på ingen måde skal nærme sig hende eftersom ethvert forsøg på dette vil blive affejet med voldsomme anklager og vanvittige beskyldninger om ens intentioner. Og så nævner vi slet ikke den medfølgende smag af rust.

Der findes talrige eksempler, og jeg fatter ikke at man kan ignorere denne basale viden og gentagne gange tage i dørhåndtaget når jeg sidder på tønden!!!

Man skulle kraftedeme tro at de var farveblinde.

Næste gang lader jeg være med at låse, så ser vi hvad der sker når de åbner og jeg sidder med et stykke kage og siger: “Hej, kom indenfor!”

Min korte gåtur i solen i går var særdeles inspirerende og medførte filosofiske, næsten eksistentielle, overvejelser.

Ikke siden Filippinerne har jeg mærket solens stråler på den måde. Årets første sommerdag i mine øjne – og hvor har den været længe ventet!

Efter fem måneder med 30 grader og solskin hver dag var det hårdt at komme hjem til Danmarks permavinter. Nærmest deprimerende. Jeg aner ikke hvordan jeg klarede det, men på trods af vinterdepressioner og selvmordstanker, har jeg altså på en eller anden måde overlevet (ukrudt forgår ikke så let), og jeg tror faktisk ikke det er gået op for mig hvor meget jeg har savnet solen. Før nu.

Den varmede min ellers slatne krop op på min korte gåtur, tankeprocesserne fandt et ekstra gear, og mens jeg missede med øjnene, så fremtiden pludselig lysere ud end den længe har gjort.

Det er ikke til at begribe at det snart er fem måneder siden vi sidst så hinanden. Den 27. december 2009 for nu at være præcis. Men jeg har hverken glemt solen eller den brusende fornemmelse den bringer frem i mig og som får mig til at vokse et par centimeter hver gang.

Pigen der kom mod mig, så sød ud. Hun smilede, og jeg smilede igen. Først da hun var helt oppe på siden af mig, genkendte jeg hende. Det var jo hende fra 8. semester. Ikke hende den søde – eller jo jo, det er hende her skam også – men ikke hende den rigtig søde.

Solen overbeviste mig endnu engang om at jeg uden tvivl skal flytte til varmere himmelstrøg en dag. Jo før, jo bedre. Ned til et sted hvor mennesker er mere glade, hvor de hilser på hinanden og hjælper med stort som småt, uden at forvente noget til gengæld. Et sted hvor danskernes evindelige søgen efter middelmådighed ikke bremser enhver mulighed for at udfolde sig lidt. Et sted hvor pigernes mørke øjne kigger lige igennem en og blotlægger ens sjæl uden den mindste anstrengelse.

Et sted hvor jeg smiler mere.

Det var tanker som disse der flød igennem mig på min lille gåtur i solen. Kunne livet være bedre?

Sagtens.

Og normalt ville jeg lave en liste (jeg er patologisk listemager hvis du ikke skulle have opdaget det) over alle de ting der ikke er i orden i mit liv pt., men det gode vejr begejstrer Kongen, og jeg vil derfor lave en positiv liste i stedet. Don’t get used to it, lad.

1. Sommeren står for døren, hvilket betyder damerne finder sommerkjolerne og de frække smil frem. Nok kommer jeg kun til at opleve sommeren på de korte gåture til og fra kantinen, men hold kæft hvor skal der flirtes uhæmmet på disse ture!

2. Takket være Mikkel har jeg fundet et sæt computerhøjttalere til kontoret så jeg nu kan høre musik i god kvalitet dagen lang. Det er yderst befordrende for specialearbejdet.

3. Jævnfør punkt 1, så sidder jeg lige foran et vindue hvor der dagen lang vader skønjomfruer forbi som man kan beundre. Det er til gengæld knap så befordrende for specialet!

4. Det kører fortræffeligt med hjemmestudiet, og der er masser af sange i støbeskeen i øjeblikket. Det er ca. det al min fritid er gået med siden basketsæsonen sluttede. Og grunden til at bloggen har været forsømt.

5. Mine forældre har sølvbryllup om mindre end en måned. Og hvad så, tænker du nok, men det er sgu ret godt gået i vore dage, synes jeg. De fortjener skulderklap for at holde fast i ægteskabet, især når de har haft to møgbesværlige knægte at opdrage på undervejs. De fortjener en tale. Og det skal undertegnede nok sørge for at de får. Målet bliver at få mor til at tude. Besides, nothing suits me like a suit.

6. Det gode vejr betyder også at man kan spille basket udenfor igen.

7. Om lidt over to måneder er min tid som studerende ovre. Jeg aner ikke hvad der kommer efter, eller hvor det kommer til at foregå – men jeg glæder mig. Det kunne jo være man skulle vende næsen mod varmere himmelstrøg og se om der skulle være noget af interesse.

8. Alle ved at sommerens komme også indikerer at det nu er helt legitimt, hvis ikke endda påkrævet, at man ifører sig verdens sejeste beklædningsgenstand: Hawaii-skjorten. Jeg bliver ridiculously good-looking hele sommeren!

Ah, summer, my old love. You make my dreams

Brevkassen #9 & #10

Posted: 18. maj 2010 in Brevkassen

Der er liv i Brevkassen! Først er det Anya der spiller ind:

HVORFOR, kære Kong Finland, arbejder nogle mennesker indenfor medieverden ligefrem på at fremme brugen af misforståede oplysningskilder blandt den brede befolkning? Er de allesammen født før Facebook og har et inkompetent læringsnetværk omkring sig eller hvad????
Grunden til jeg spørger er følgende:
DårligRadio no.1 (nej, jeg KAN ikke finde på noget mere kækt) aka DR1 har lige i Aftenshowet brugt Facebook som legitimerende kilde i deres indslag om duer (…) idet de oplyser at “Duer er iflg. Facebook ikke en særligt populær fugl. Derinde har gruppen Er du også bange for Duer over 1000 medlemmer”. UUUUUUUUHHHHHH!!!!!

Du stiller endnu engang flere spørgsmål i ét, Anya, men frygt ej. En rutineret brevkassekonge som jeg kan naturligvis håndtere det.

Dit spørgsmål er mere vedkommende end du måske aner. Alt for længe har landets journalister spillet smarte uden at have noget som helst at have det i. De knævrer løs, råber op og fører sig frem med en usmagelig selvfedme som om de styrer skuden her, men det er ærlig talt på tide at nogen lærer dem en lektie og piller dem ned fra deres selvbestaltede piedestal. Og det håber jeg så at nogen gør.

Det forholder sig nemlig sådan at journalistuddannelsen er en lømmeluddannelse af rang – se bare på de mange grammatiske fejl de på frastødende vis tværer ud over alle artikler, eller den rystende fejl i årets optagelsesprøve for få uger siden. Jeg behøver vist ikke sige mere (eller finde eksempler – you know what I’m talking about).

Faktisk ville jeg selv have søgt ind på journalisthøjskolen engang (jeg har også været ung og naiv, tro det eller ej), men kom heldigvis på bedre tanker. Jeg regner med det stadig lykkes mig en dag at blive radiovært, hvilket var min store barndomsdrøm (jaja, andre drømmer om at udforske rummet eller redde menneskeliv – jeg havde fra starten mine prioriteter i orden). At blive betalt for at sidde og lukke mundlort ud dagen lang, kun afbrudt af elskovsserenader med umtji umtji-musik, er jo lige mig!

Til dit andet spørgsmål, om de er født før Facebook… Jo, det håber jeg eftersom Facebook blev opfundet for mindre end fire år siden. Nok er det let at blive journalist, men jeg tror ikke de optager spædbørn. Og dog, nogle gange er det svært at se forskellen…

I øvrigt undrer jeg mig over din henvendelse. Det lyder som om du betvivler at duen skulle være en upopulær fugl? Har du set dem? De små freaky sataner skal fanme i hvert fald ikke komme i nærheden af mig med deres stikkende øjne og dræbernæb, det er helt sikkert! Så er der øretæver i luften. Magen til tyvagtig lortefugl skal man lede længe efter.

Hurtigt videre til et spørgsmål fra Dines:

Kære Kong Finland.
En googler har fundet vej til min – MIN! – blog ved at google “celina ree + ryge”.
Hvad har de at sige til Deres forsvar?
Ydmygst og forvirret,
Dines.

Jeg må indrømme at det første jeg gjorde da jeg så dit spørgsmål, var at google denne ‘Celina Ree’. Det skulle jeg nok have ladet være med for hun er sgu da ikke for heldig at se på.

Jeg aner ikke hvem tøsepigen er, jeg ved ikke om hun ryger, og jeg kan for guds skyld ikke regne ud hvad koblingen er til din blog. Jeg er blank. Sorry!

Dog vil jeg give dig ret i at det nok havde givet mere mening hvis det var hende den anden.

En stor tak til jer begge for at forsøge at holde liv bloggen når jeg ikke selv gør det.

En bekendelse (sorta)

Posted: 16. maj 2010 in Dæå, True story

Kære Gud/Karma/hvem-end-der-styrer-showet

Jeg ved godt jeg ikke altid har været dit bedste barn. Jeg ved godt jeg har været et svin, et veritabelt røvhul, en skiderik, en lort, en luset, lavtstående sjuft, en primitivt tølper af værste skuffe og et gedigen usselt kryb der gang på gang har narret folk der burde vide bedre.

For alle de gange jeg har løjet, manipuleret, udnyttet, stukket blår i øjnene på intetanende fremmede, såret mennesker jeg holdt af, og skuffet venner og bekendte, beder jeg nu om tilgivelse.

Jeg gjorde nemlig en god gerning i dag. Og jeg kunne, så let som ingenting, uden hverken at blinke eller tænke nærmere over det, have udnyttet situationen for egen vindings skyld. Og guderne skal vide (er det blasfemi? I så fald undskyld. Jeg er bare stadig ikke helt overbevist om at du var ene om det her show, Gud…) at jeg overvejede den lette udvej, som jeg så ofte tidligere har valgt. Men denne gang valgte jeg efter flere sekunders rådvild tvivl og moralsk vaklen – man er vel kun et menneske – the high road. Jeg valgte på trods af en næsten uimodståeligt fristelse, en chance der egentlig var for god til at lade gå til spilde, at gøre det rigtige.

Hvis du virkelig findes derude, Karma (og det ved jeg ikke om jeg skal håbe at du gør da det kunne ende grimt), så håber jeg du så mig i dag. Så hvordan jeg kiggede forføreren i øjnene, hvordan jeg blev draget nærmere og nærmere, mens svedperler begyndte at springe frem på panden og en hidtil uset lyst til at tage hvad der (retmæssigt?) var mit, spredte sig fra underlivet og hele vejen op igennem maven, op ad ryggen, gennem nakken, helt ud til fingerspidserne og mit brandvarme (og utvivlsomt røde) ansigt, hvordan jeg blev lokket med flere timers uforpligtende og lidenskabelig morskab – men køligt, næsten ophøjet, takkede nej med en from mine. Og en spag stemme.

Buschaufføren gav mig for mange penge retur da jeg købte billet. Og jeg mindede ham om det af årsager som jeg ikke helt selv kender (muligvis bare fordi jeg ved at jeg er bagud på den konto). Og det tæller når regnskabet skal gøres op. Goddamnit, det tæller.

Jeg håber dybt og inderligt at du bemærkede det, Karma. For jeg kunne altså virkelig godt have brugt de 100 kroner på bland-selv og is her til aften.