Archive for the ‘Kongeråd’ Category

Det her er hvad jeg ville have skrevet:

Den selvproklamerede klogeste mand i verden spiller smart igen – og nej, det er ikke mig selv jeg henviser til. Stephen Hawking, der i årevis er kommet med den ene vanvittige udtalelse efter den anden, påstår nu for det første at der er liv rummet, og for det andet at vi bør undlade at kontakte dem (det her indlæg har, som du nok har opdaget nu, været længe undervejs). Sjældent har jeg hørt noget så dumt.

Hans ræsonnement er at hvis rumvæsener kommer til jorden, vil det gå som da Columbus kom til Amerika og blev venner med indianerne – hvilket jo også kun førte den industrielle revolution med sig og lagde kimen til vestens totale verdensherredømme (ikk’? Jeg sov lidt i historietimerne). At der så røg et par indianere på den bekostning, er der vist ikke andre end professor Hawking der går op i. Hvordan ville verden i øvrigt se ud hvis de hash-rygende hippier var forblevet det dominerende folk på det nordamerikanske kontinent? De kommunikerede med røgsignaler, for helvede – hvor øko-frelst er det ikke lige!?

Man skulle jo tro at de fleste med rette ville være pisse ligeglade rumpsykopatens udtalelser og smadder-ignorere ham, men så heldige har vi naturligvis ikke lov at være. Tværtimod har FN af uforståelige grunde valgt at tage Hawkings LSD-inducerede fantasier seriøst og udnævnt en ambassadør der skal tage imod rumvæsenerne når de kommer.

To sekunder, jeg skal lige have pulsen ned…

What the FUCK sker der!? En fucking rumambassadør, er det seriøst? Jeg håber kraftedeme det er en usædvanlig dårlig (og ringe udført) aprilsnar, men noget siger mig at de mener det.

Lad mig for de tungnemme læseres skyld forklare hvad der pisser mig af.

Ifølge selv samme organisation lever flere end 1 milliard mennesker under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen. Jeg er klar over det muligvis er et radikalt forslag i nogles øjne, og jeg indrømmer at jeg ikke ved en hujende fis om hvordan FN er finansieret eller hvordan pengene distribueres imellem de forskellige underafdelinger, men tror I ikke vi muligvis kunne bruge den overdådige månedsløn som vores kære rumambassadør uden tvivl får, på noget andet end at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom? Just a thought.

Eller hvad med miljøet? Jeg skal ikke gøre mig klog på om global opvarmning er menneskeskabt, eller om fænomenet overhovedet er en realitet, men det slår mig bare at det ville være bedre at spendere de millionbeløb som går til FNs rumafdeling, på forskning inden for miljø, klimavenlig energi og forebyggelse af naturkatastrofer i stedet for at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom, og som alle naturkatastrofer synes at ramme!

Jeg siger blot at med de massive problemer vi har på vores klode, burde en verdensomspændende organisation som FN måske fokusere på nogle problemstillinger af lidt mere væsentlig karakter end hvordan vi skal byde eventuelle (muligvis ikke-eksisterende?) rumvæsener velkommen.

Javist, der er mange der tror der er liv derude. Der er også mange der tror der sidder en mand oppe i skyerne og styrer tingenes gang her på planeten.

Jeg siger ikke at der ikke er liv i rummet. Men hvis der er, tror jeg det eksisterer i en af to følgende former: Enten er det nogle tåbelige amøber (ikke så anderledes end os, faktisk) der går og hygger sig på en planet et eller andet sted derude, og som langt fra er intelligente nok til at konstruere fartøj der skulle kunne tage dem de 9,57 lysår de skal tilbagelægge for at besøge os. Ergo kommer de ikke på besøg. De ved ikke engang vi er her.

Eller også er de os langt overlegne på alle områder, i særdeleshed på deres intellekt, hvorfor de aldrig nogensinde ville drømme om at besøge vores hærgede planet og møde de lavtstående væsener der går og slår hinanden ihjel her, og som uden tvivl ville benytte mødet med dem til at indfange eksemplarer af racen, som kunne indespærres i små hyggelige celler hvor adskillige skizo-videnskabsmænd kunne få stillet deres sadistiske lyster ved at proppe sonder og andre objekter op i røven på dem. Ergo kommer de ikke på besøg. Nogensinde.

Mit håb for menneskeheden er forsvindende. FN, tag jer sammen.

Men så læste jeg det her. Meh. Poster lortet alligevel…

Reklamer

Hej matematik(er)

Posted: 16. juni 2010 in Kongeråd, Piger..., Videnskab, Vrøvl

Jeg har nævnt det før, og det tåler bestemt gentagelse (I lytter jo for helvede ikke): Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbeligste vis får indskudt ordene ‘min kæreste’, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig?

I gymnasiet havde jeg en kammerat der med en overbevisende ukuelighed fastholdt: “Jeg snakker kun med piger der gider knalde.” Det er et særdeles fornuftigt udgangspunkt (jeg valgte selv en anden strategi, men den vender vi tilbage til), og hvis man følger dette princip, giver det jo ikke megen mening at spilde tid på en der har en kæreste…

Mange år og personlige erfaringer rigere kan jeg så konstatere at dette ikke er en universel regel. Om jeg ville rode mig ud i et seksuelt (og naturligvis flygtigt) forhold med en der allerede er optaget, afhænger nemlig udelukkende af facittet på en formel som jeg har lavet der inkluderer hendes hotness og min liderlighed, ganget med min promille på det givne tidspunkt.

Jeg kan prøve at illustrere det. Hvis Y-aksen er min liderlighed, og X-aksen indikerer hendes lækkerhed, så ser det i et koordinatsystem således ud:

Den røde linie repræsenterer mit liderligheds/fuldskabs-indeks. Som man kan se er det på et ret konstant niveau, hvilket kun kan overraske hvis man ikke kender mig, sådan rigtigt

Nu undrer visse læsere sig sikkert over at min X-akse går fra hotte Jennifer til labre Emmanuelle, men der hører en ganske simpel forklaring til. Det er simpelthen kun kvinder i den kaliber og klasse jeg scorer. You gotta have standards, som jeg altid siger.

Selvsamme gruppe af læsere er sandsynligvis yderst imponerede over mine evner som charlatan, men tilsvarende uimponerede over mine matematiske evner, og det er kun forståeligt da de med al tydelighed selv er matematikere og utvivlsomt ler hånligt af min (ellers smarte) figur mens de mæsker sig i cola og chips og World of Warcraft. Til dem kan jeg kun gentage hvad en kammerat for kort tid siden sagde vedrørende matematiske studerendes mindre seksuelle erfaring i forhold til sproglige:

“De sad jo i rundkredse og snakkede om matematiske love, solsystemer og sådan noget i rene drengegrupper, mens vi andre væltede os i damer, der udgjorde 75% af klassens indhold.”

Word.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke scorede meget i gymnasietiden. Jeg valgte nemlig (som altid) den suverænt bedste taktik i forhold til opgaven. Jeg studerede damerne. Blev venner med dem, lærte dem at kende, blev fortrolig med deres væsen og alle dets finurligheder, satte mig ind i deres utallige hemmeligheder og hver en afkrog af deres sind. Jeg aflurede dem. Lærte at læse dem.

Valget af denne strategi forvirrer med al sandsynlighed den mindre begavede læser (og matematikerne igen), men bare rolig, nu skal jeg forklare det for jer. Det skyldes at jeg allerede på daværende tidspunkt var langt forud for min egen tid med hensyn til damerne. Jeg vidste nemlig godt at de færreste gymnasiepiger gider knalde; med mindre man selvfølgelig indleder et “seriøst” forhold til dem – men jeg var jo ikke dum.

Ved at blive fortrolig med kvindevæsenet i mine teenageår forberedte jeg mig på en dag at kunne udnytte denne uvurderlige viden på natklubber, barer, diskoteker, værtshuse, cafeer, pubs, i supermarkeder, klasselokaler, venteværelser, fitnesscentre (yeah right), til konferencer, familiefest, konfirmationer, jobsamtaler og ved tilfældige møder på gaden – kort sagt, alle steder hvor det andet køn befinder sig.

Sandheden er jo at når først man har forladt teenageårenes fordummende tåge og hæmmede mentale kapacitet og træder ind i de voksnes gloværdige rækker, spreder pigerne velvilligt ben bare man kan et par søde gloser og forstår at underspille sin drengede charme og bad guy-attitude, samtidigt med at man skjuler den efterhånden berygtede playboy-status. Men det er selvfølgelig svært når man ikke ejer skyggen af selvværd, kvindens kønsdele er lige så uudforsket et område som dværgplaneten Plutos atmosfære og det mest interessante samtaleemne man kan komme i tanke om, er principperne bag Newtons love.

Skulle der blandt mine læsere findes en skare af mandlige matematiske studerende, har I således lige modtaget det bedste råd nogensinde, men jeg formoder ærlig talt at I enten var for tungnemme eller for travlt optaget med trolde og dværge til at fange den.

Og nej, for at være ærlig så regner jeg egentlig ikke rigtigt med at jeg har matematiske læsere (det har noget med lix-tallet at gøre. Slå det op).

Til eventuelle resterende kvindelige læsere: Det er jo bare for sjov. Mest. You know I love ya.

Farvel

Posted: 10. juni 2010 in Dæå, Kongeråd, Piger...

Det er vist på tide at jeg imødekommer de mange læsere der i flere uger har spammet min virtuelle brevkasse med hundredvis af forespørgsler vedrørende mit personlige ve og vel og bloggens usikre fremtid i yderst bekymrede (og til tider bønfaldende) vendinger.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har det godt. Og med godt mener jeg naturligvis at jeg stadig er rasende i en grad der ville gøre selv Hulken grøn af misundelse (fuck, jeg er on fire). Når jeg kigger omkring mig, ser jeg ikke en eneste grund til at jeg ikke stadig skulle være hvidglødende af raseri, og andre mennesker (og deres vaner og deres holdninger og deres dyr og deres tøj) irriterer mig muligvis mere end nogensinde. Jeg kan eksempelvis give jer tre typer der afføder min fortsatte bitterhed: Tykke piger med små bryster, pæne piger med store røve og alle piger med kort pandehår.

Det er derfor ikke af frelste hippie-psykotiske årsager at jeg ikke har været så aktiv på det sidste. Sagen er såmænd bare den at jeg er en anelse optaget af at skrive speciale, hvilket medfører to ting: 1) At jeg sidder foran en computerskærm og gøgler med akademiske formuleringer på et sprog der ikke er mit modersmål, i 9-10 timer i døgnet hvorfor jeg ikke har den store trang til at skulle være kreativ med ord i min begrænsede fritid, og 2) at jeg stort set ikke interagerer med andre mennesker for tiden – hvorfor der jo ikke er nævneværdig grund til at brokke sig. Jeg bliver mere og mere overbevist om at verden ville være et bedre sted uden jer. Vent og se.

For nu at sige det kort (og det har jeg egentlig aldrig været så god til – hvilket vel er grunden til man har valgt at lave sådan en guide her (jeg betragter det ikke som en blog, men nærmere som en samling af råd og sandheder der kan vejlede ligesindede gennem livets svære valg) hvor man frit kan kloge sig på ting man reelt ikke aner en kæft om): Jeg har ikke så meget tid til sjov og spas i øjeblikket. Frygt ej, venner, jeg skal nok vende tilbage, men I må holde ud lidt endnu. Jeg ved det er svært i og med at I craver det her shit som Tiger Woods craver ludere.

Men jeg findes altså stadig. Og er ikke gået i hi. Helt.

Angående overskriften:

Haha. Du troede lige, hva’? I had you at goodbye.

Kære Danmarks befolkning

Jeg er indimellem en anelse træt af at råbe og skrige af jer, især når I ikke gør som der ganske tydeligt bliver sagt I skal. Men da jeg ikke er en fucking quitter, bliver jeg ved.

Når man er så sprogligt begavet – ja, enkelte vil måske endda gå så vidt som at bruge udtrykket ‘overlegen’ – som jeg, er det klart at man fra tid til anden støder på deciderede mangler ved det ganske danske sprog, som jeg ellers holder så meget af.

Dette smerter naturligvis en ordgøgler som undertegnede dybt, og mødet med sprogets fejlbarlighed afføder både søvnløse nætter og talrige dage hvor intet andet end bekymring over sprogets forværrede tilstand ligger mig på sinde. Dog må jeg, som den lingvistiske entitet jeg nu engang er, gennemleve smerten, rejse mig på ny og søge at opnå spirituel tilfredsstillelse ved at forbedre vort elskede sprog gennem en udvidelse af samme. Dette vil selvsagt bidrage til at en højere elokvens vil være opnåelig for de af os der går op i den slags (og det burde gælde alle, men ak, det ved jeg kun alt for godt at det ikke gør).

Vi mangler nemlig et udtryk på dansk. Muligvis findes det på andre sprog, men jeg har i så fald aldrig hørt om det, og hvis det er tilfældet at det ikke findes, foreslår jeg at de kan få lov at låne vores ord (som jeg vil foreslå om ganske få linier).

Lad mig give jer en personkarakteristik: En lille irriterende og nævenyttig fætter der kækt blander sig i andre folks diskussioner og samtaler og (this is the crucial part) spiller de andre aktører ud mod hinanden hvorefter han trækker sig tilbage og nyder det verbale såvel som fysiske slagsmål med en svært veltilfreds mine, uden at deltage i debatten selv. Hvis diskussionen dør eller de implicerede når til enighed, stikker han næsen frem igen, leverer et par velplacerede stikpiller og bevidner ordvekslingen bryde ud i lys lue endnu engang.

Har vi et ord for sådan en person? Det tror jeg ikke. Lad mig derfor foreslå at vi i det danske sprogs tjeneste indfører udtrykket “KONG FINLAND” til at henvise til den ovenfor beskrevne person. Dette forslag kunne muligvis, for den mindre begavede læser, mistolkes som storhedsvanvid på undertegnedes vegne, men jeg kan forsikre om at det ikke er tilfældet. Tværtimod er det kutyme at store tænkere får opkaldt begreber, formler, opfindelser af intellektuelle ejendomme og andet efter sig. Tænk blot på Bush eller Stalin.

På denne måde er begrebet Kong Finland sikret overlevelse gennem dansk sprog og kultur de næste mange hundrede år – sikkert lige indtil en eller anden klaphat begynder at bruge det i den diametralt modsatte betydning (hvad så end det er), men det er okay; bare det stadig bruges flittigt.

Jeg ser frem til at Go’aften Danmark og andre journalistiske højborge tager udtrykket op til diskussion i de kommende dage. Dansk Sprognævn, jeg kigger også på jer.

Tak mig blot senere, Danmark.

Lad os nu bare være ærlige fra starten, piger. Vi fyre gider ikke danse med jer. Når vi så alligevel gør det, kan I være sikre på der er en af følgende to grunde til det: 1. vi er ubehjælpeligt stive og aner ikke hvad vi laver, eller 2. vi er ude i et ynkeligt scoreforsøg (og de to ting hænger ofte sammen, at I ved det).

Jeg kan kun gisne om hvad der får piger til at danse, men jeg formoder at det ikke er helt lige så simpelt som for os fyre. Sætninger som “så var vi i byen og dansede bare hele natten, det var så sjovt” hører man af mystiske årsager nogle gange pigebørn komme med – endda med en anseelig entusiasme at spore i stemmen, nærmest som om danseaktiviteten er et mål i sig selv! Ofte ser jeg endog, når jeg en sjælden gang imellem bevæger mig ud i weekendens natteliv, flokke af tydeligvis desillusionerede tøser danse med hinanden på byens finere diskoteker, helt uden mandlig selskab (forklar mig det hvem der kan). De må jo ikke have forstået det ellers relativt simple koncept.

Når en fyr og en pige danser, fungerer det, oppe i vores hoveder i hvert fald, som et forspil. Man får mulighed for at komme fysisk tæt på en potentiel partner, og hvis man fornemmer en vis enighed om nattens fremtidige udskejelser, kan man køre kyssetøjet i stilling og så ellers gå til angreb. Det er ikke for sjov vi danser (af den simple grund at det ikke er sjovt at danse, comprendes?), men med et klart defineret mål for øje. Det er jo f.eks. af denne grund at vi aldrig kigger jer i øjnene under dansen, men stirrer vedholdende på jeres gyngende bryster. Vi ved I elsker det.

Da jeg om nogen kender til irritationen og frustrationen over gentagne gange at blive budt op til dans af diverse blåøjede pigebørn når jeg forsøger at have en god bytur i venners lag, vil jeg her begave mine ligemænd med et par nyttige råd til hvordan man undgår pigernes dansegunst. Der findes nemlig flere teknikker man med fordel kan benytte sig af:

Solodanseren
En ofte benyttet og ganske velkendt teknik. Hvis man bare vælter alene rundt på dansegulvet, fægter vildt med armene, agerer både trommeslager, guitarist og vokalist i ét og skubber andre væk for at få the spotlight for en selv, plejer man at undgå danselystne piger. Er man rigtig lækker, vil der stadig være piger der lurer glubsk på en, men der kan jeg så anbefale at man finder sig et tilfældigt kvindeligt offer og giver hende et friskt klap i bagen. Så fordufter interessen som regel.

Øldanseren
En raffineret version af Solodanseren er ham der danser alene rundt med sin øl. En teknik jeg selv har praktiseret gennem en årrække (spørg selv eks-eks) på grund af den glimrende afskrækkende effekt som den har på alle pigebørn. Selv 18-årige blondiner kan regne ud at man ikke byder manden der danser kælent med sin øl, op til dans, og man får derfor lov at være i fred for dansetilbud. Desværre tror nogle piger at de er så lækre at man naturligvis gerne og endda med glæde vil opgive sin øl for at danse med dem, men der hjælper det oftest på situationen hvis man, når hun henvender sig, spiller overrasket og “spilder” sin øl ud over hende, hvorefter man går amok og kræver betaling for den tabte øl og det følelsesmæssige svig man har oplevet grundet hendes uforsvarlige opførsel.

Mandedanseren
Denne her er tricky, det indrømmer jeg blankt, og det kræver mænd af en vis støbning at udføre den. Hvis I er en flok drenge i byen, kan I, æhm, danse med hinanden. Jeg ved det lyder sindssygt, men man kan sagtens gøre en sport ud af det: stå i en stor cirkel, hvor I så skiftes til at give den gas i midten, eventuelt med noget af det nyeste breakdance straight outta New York. Heppen, klappen, piften og hujen er obligatorisk. På den måde kan flokken overtage hele dansegulvet, og ingen pige vil turde at nærme sig jer overhovedet – eller også er det bare min vennekreds der har den effekt på dem…

I vil nu have bemærket at alle teknikker indtil videre involverer en eller anden form for dans – hvilket jo netop er hvad vi forsøger at undgå. Det skal dog tilføjes at de bygger på særdeles troværdige empiriske studier (mit liv), og deres effekt er både bevist og veldokumenteret. Jeg forsøger naturligvis at imødekomme efterspørgslen og har derfor udviklet yderligere tre teknikker der ikke på nogen måde indeholder dans, men da de endnu ikke er blevet testet i praksis, er det på eget ansvar hvis man benytter sig af dem. Jeg hører gerne fra folk der har efterprøvet dem ude i nattelivet.

Klisteren
Nogle gange må man ty til ekstremerne for at få sin vilje, og det er netop hvad denne teknik går ud på. Stå i baren, og giv den gas som du plejer. Når der så vanen tro dukker en smilende blondine med dådyrøjne op og tror at hun enten skal tømme din tegnebog for kontanter i form af jættedyre drinks eller hive dig med ud på dansegulvet, viser du hende overdrevet meget opmærksomhed. Faktisk virker det bedst hvis du netop opsøger hende og tager kontakten, gerne i form af en kvalmende scorereplik leveret stammende og med et flakkende blik – naturligvis efterfulgt af din bedste Ole Wedel-imitation. Det er en sikker vinder. For at være sikker på hun holder sig væk, samt at alle andre hunkøn har fattet budskabet, følger du efter hende når hun med hastige skridt forlader baren. I tilfælde af at hun helt forlader diskoteket, følger du også bare tæt efter hende og forsøger at genoptage “samtalen”. Kom gerne med undskyldninger om at det bare var for sjov, hurtigt efterfulgt af spørgsmålet om du må få hendes nummer alligevel. Works like a charm.
Det værste der kan ske (hvis vi går ud fra hun ikke er bevæbnet med peberspray eller har en tonser-kæreste gemt om hjørnet), er at hun giver dig sit nummer eller tager dig med hjem for at knalde. Uden at I har danset. Win.

Bangebuksen
Man finder sig et mørkt hjørne af diskoteket, sætter sig der og ser skræmt ud. Øjenkontakt og enhver form for samtale bør undgås, da dette kan mistolkes som en invitation til dans. Nej, jeg ved heller ikke hvordan dette kan lade sig gøre. Bare stol på mig. Vigtigheden af at se yderst skræmt ud kan ikke understreges nok. Hvis man ikke formår at få rædslen til at lyse ud af øjnene, tror pigerne bare man er en lidt mystisk ener, og så er interessen (og dermed risikoen for at de vil danse) pludselig tidoblet. Hvis dette sker, er der kun én udvej, og det er at brække sig på kommando (tænk Stan fra South Park) ud over trunten. Denne slags udspekulerede kropsmanøvrer kræver muligvis lidt træning, men du har jo tydeligvis ikke noget bedre at tage dig til siden du læser med her alligevel.

Taberen
Hvis du helt og aldeles vil undgå pigernes opmærksomhed, kan du selvfølgelig også bare tage en lyserød polo på og drikke cidere, så giver det ligesom sig selv. Krydr eventuelt med hvide tennissokker og selvbruner for at opnå den fulde effekt.

Jeg regner med at tage grusom hævn over de manglende byture de sidste to uger, så jeg vil formentlig benytte mig af flere af de nævnte teknikker i weekenden. Ses vi?

… og verden smiler til dig, siger nogen. Virker det heller ikke for dig? Hvad så med: Skul ondt til verden, og verden lader dig være i fucking fred.

Det er mit motto her i livet. Og nu skal jeg forklare hvorfor.

Det er en udbredt misforståelse at man får mest ud af livet ved at være venlig og smile til sine medmennesker, for al videnskabelig forskning indikerer at mennesker er nogle små griske sataner der nakker hele din arm hvis du rækker dem en lillefinger. Storbyen (Aalborg, ikk’?) er en jungle, og at vise venlighed og omsorg er et svaghedstegn – og svage mennesker skal naturligvis have tæsk og holdes nede som de undermennesker de er.

Samme videnskabelige felt har flere gange påvist at der er ufattelig mange nassere ude i verden, og selvom der er mange forskellige underkategorier af dem, kan de kendes på nogle få basale fællestræk: De er altid utroligt venlige og imødekommende fra det øjeblik man møder dem, for så senere at kræve en form for tilbagebetaling for ulejligheden, oftest ved at man skal hjælpe dem med et eller andet latterligt projekt som de, pga. deres manglende rygrad og generelle luddovne indstilling til livet (kendetegn nr. 2), ikke selv magter at gennemføre. Hvad det er de vil have hjælp med, afhænger helt og aldeles af hvor mindrebemidlede de er, samt hvor billigt de er villige til at sælge sig selv (hvilket så igen afhænger af deres selvrespekt – eller snarere mangel på samme), og det er desværre ofte pænt billigt.

Jeg kender et par stykker af denne ubehjælpsomme type. Typen der ikke kan noget som helst selv og som kommer igennem livet uden egentlig nogensinde at udrette noget nævneværdigt, fordi de kører på frihjul og lever af andre menneskers dårlige samvittighed. For man kan jo ikke tillade sig at sige nej til at hjælpe dem, kan man? Hvad så med karma?

Nu skal jeg fortælle om karma. Han er et røvhul af dimensioner, kort og godt. Hvis du tror at der er nogen som helst retfærdighed til stede når han er indblandet, tager du gruelig fejl. Han er barnet der stikker en pind i myretuen bare for at se hvad der sker. Lad være med at bruge karma som undskyldning når du for 117. gang hjælper nasseren i din vennekreds; tag dig i stedet sammen og slå hånden af vedkommende. Du ved du vil, og i sidste ende gør du nasseren en tjeneste, da dette er en nødvendighed for at vedkommende kan lære at tage hånd om sit liv.

Og jeg ved godt det er svært. Dumme mennesker kan trods alt ignoreres, men det er ikke nemt med nasserne, der smigrer sig ind med smil og skulderklap til det punkt hvor det er direkte opkastfremkaldende. Derfor bør din mistro vækkes og faresansen gjalde i det øjeblik et nyt bekendtskab er klistre-klistre venlig, og den mest effektive måde at slippe af med nasseren på er at stikke personen en svirrende ørefigen så snart der lægges an til et smil. Hvis vedkommende så vender den anden kind til, kan du være sikker på at han også er kristen, og så giver du den bare bundgas med bat og kølle.

På denne måde får du vist nasseren at hans opførsel ikke tolereres, og han vil forhåbentligt derefter begynde at udvikle en rygrad – eller i det mindste gå til andre end dig med sine åh-så-uoverskuelige hverdagsproblemer. Skulle nasseren blive pigefornærmet over lussingen og lægge “venskabet” på is, har du jo ikke rigtigt mistet noget alligevel, men er tværtimod sluppet for vedkommendes evindelige tiggen om hjælp og belastende tuderi. Mission accomplished.

Mit råd: Stol udelukkende på folk der starter ud med at brokke sig over et eller andet ligegyldigt pis de ikke gider finde sig i (hvis de gør det ordentligt naturligvis og ikke bare klynker – den type er nemlig endnu værre), for så ved man for det første at de ikke er ude på at snøre en, for det andet at der er nogen hjemme på øverste etage, for det tredje at de har noget de går op i med liv og sjæl, og for det fjerde at de har holdninger og tør stå ved dem.

Og den slags mennesker er nu engang mest spændende at omgås.