Archive for the ‘Lingvistik’ Category

Har nogen af jer opdaget at jeg er lidt af en sprogfascist? Nej, vel? Nåmmen, det er der visse onde tunger der påstår (bl.a. min egen), og hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg sikker på at de ikke længere er det efter at have læst dette indlæg.

Der er et par tendenser som jeg ønsker en forklaring på.

De fleste med en smule sprogforståelse ved at man sætter et punktum for enden af en periode. Dette er standard. Ingen dikkedarer. Hvis man så ønsker at modtageren skal tænke lidt over udsagnet, kan man vælge at sætte tre punktummer. Jeg går ud fra alle stadig er med (har endnu ikke spottet læsere fra Brøndby…), så nu kommer det svære.

HvorFOR er det at nogle mennesker indimellem vælger at sætte TO punktummer? Hvad fanden skal det betyde – at man skal tænke lidt over sætningen, men ikke helt så meget som hvis man satte tre?

Og hvad i hele hule helvede er meningen med at sætte fire, fem eller flere punktummer? Mine øjne BRÆNDER når I gør det, lad nu vær’!

Jeg er dog ikke den eneste der får nervøse ticks af dette fænomen, da jeg tidligere har diskuteret det med en kammerat der er næsten lige så fascistisk anlagt som jeg. Også med hensyn til sproget.

Et andet fænomen har dog også fanget min opmærksomhed og efterfølgende fået mig til at trykkoge af raseri. Vi har igen med tegn man kan sætte for enden af perioder, at gøre, men denne gang er det ikke punktummet der står for skud. Nu er det udråbstegnet og i særdeleshed en lille finte som jeg ser igen og igen rundt omkring hvor amatører skal forsøge at formulere sig på skrift, og som får mine sarte øjne til at bløde. De sætter et mellemrum mellem sætningens sidste ord og udråbstegnet. Sådan her !

Jeg FATTER det ikke! I skriver jo heller ikke sådan her normalt . Det ville jo se komplet åndssvagt ud . Så lad for guds skyld være med at gøre det !..

Jajaja, jeg er pernitten – det ved jeg sgu da godt. Men for helvede hvor er det grimt og sørgeligt at voksne mennesker ikke kan finde ud af det. Og inden du rømmer stemmen og gør klar til at præsentere det ellers så logiske argument at jeg jo heller ikke kan finde ud af hverken at gange, dividere, plusse eller minusse, må jeg bede dig klappe dine gæller noget så kraftigt i og lukke røven med dit afledningsmanøvre-ræsonnement. For jeg demonstrerer og udstiller jo ikke mine manglende matematiske evner – på daglig basis, hvis jeg må tilføje det – i offentligt tilgængelige fora, som eksempelvis Facebook, i en lang liste af ufuldstændige og pinligt ringe udførte regnestykker, vel?

Godt. Så luk.

Reklamer

Code-switching

Posted: 4. november 2009 in Lingvistik, Sprognørderi

Hvis du ikke interesserer dig for sprog, bør du nok springe dette indlæg over. Så er det sagt.

/Nerd Mode On/

Inden for lingvistikken kaldes det code-switching når man skifter mellem to eller flere sprog under en samtale. Det sker for eksempel tit når folk der har mere end ét hovedsprog, taler sammen. På den måde blander man sprogene, og man kan sige at et nyt sprog opstår; en syntese af de sprog der blandes.

Det er i sig selv et interessant fænomen, men nu har den altid skarpe Dickie sat code-switching i et (for mig) helt nyt perspektiv: I hans familie blander de nemlig intet mindre en fire sprog når de taler sammen!

Kodeskift mellem to sprog er temmelig udbredt og ganske normalt. Jeg smider i hvert fald ofte selv engelske gloser og fraser ind i mit talesprog – om det så skyldes at mit dansk er mangelfuldt, må være op til en anden at vurdere. Men at blande fire sprog er altså imponerende!

Here’s the breakdown:
Kenya er en tidligere britisk koloni, så engelsk er naturligvis udbredt. Det snakker de stort set alle sammen i familien. Så er der nogle af de ældre som ikke taler engelsk, men i stedet swahili. Jeps, hakuna matata. Dickie var i øvrigt ganske imponeret over at jeg kunne sige ‘jeg elsker dig’ på swahili (ninakupenda ). Det gælder jo om at være forberedt, hvis man en dag skulle løbe ind i en pige der taler swahili. Så med mine tre gloser, jambo (hej), hakuna matata og ninakupenda, er jeg egentlig ret godt rustet til at besøge Kenya, synes jeg selv!

Tilbage til familiens sprog: så er der dem der taler det lokale sprog kimeru. Meru er navnet på den by hvor han er født og opvokset – lige nordøst for Mount Kenya hvis du skulle komme forbi – og de har altså deres eget sprog. Sidst er der dem fra Dickies farfars side af familien som kommer fra Indien og derfor snakker punjabi.

Det vil sige at der inden for en enkelt sætning findes både engelsk, swahili, kimeru og punjabi! Jeg er dybt imponeret! Det vil jeg dælme gerne høre – og undersøge nærmere!