Archive for the ‘Facebooking’ Category

Har nogen af jer opdaget at jeg er lidt af en sprogfascist? Nej, vel? Nåmmen, det er der visse onde tunger der påstår (bl.a. min egen), og hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg sikker på at de ikke længere er det efter at have læst dette indlæg.

Der er et par tendenser som jeg ønsker en forklaring på.

De fleste med en smule sprogforståelse ved at man sætter et punktum for enden af en periode. Dette er standard. Ingen dikkedarer. Hvis man så ønsker at modtageren skal tænke lidt over udsagnet, kan man vælge at sætte tre punktummer. Jeg går ud fra alle stadig er med (har endnu ikke spottet læsere fra Brøndby…), så nu kommer det svære.

HvorFOR er det at nogle mennesker indimellem vælger at sætte TO punktummer? Hvad fanden skal det betyde – at man skal tænke lidt over sætningen, men ikke helt så meget som hvis man satte tre?

Og hvad i hele hule helvede er meningen med at sætte fire, fem eller flere punktummer? Mine øjne BRÆNDER når I gør det, lad nu vær’!

Jeg er dog ikke den eneste der får nervøse ticks af dette fænomen, da jeg tidligere har diskuteret det med en kammerat der er næsten lige så fascistisk anlagt som jeg. Også med hensyn til sproget.

Et andet fænomen har dog også fanget min opmærksomhed og efterfølgende fået mig til at trykkoge af raseri. Vi har igen med tegn man kan sætte for enden af perioder, at gøre, men denne gang er det ikke punktummet der står for skud. Nu er det udråbstegnet og i særdeleshed en lille finte som jeg ser igen og igen rundt omkring hvor amatører skal forsøge at formulere sig på skrift, og som får mine sarte øjne til at bløde. De sætter et mellemrum mellem sætningens sidste ord og udråbstegnet. Sådan her !

Jeg FATTER det ikke! I skriver jo heller ikke sådan her normalt . Det ville jo se komplet åndssvagt ud . Så lad for guds skyld være med at gøre det !..

Jajaja, jeg er pernitten – det ved jeg sgu da godt. Men for helvede hvor er det grimt og sørgeligt at voksne mennesker ikke kan finde ud af det. Og inden du rømmer stemmen og gør klar til at præsentere det ellers så logiske argument at jeg jo heller ikke kan finde ud af hverken at gange, dividere, plusse eller minusse, må jeg bede dig klappe dine gæller noget så kraftigt i og lukke røven med dit afledningsmanøvre-ræsonnement. For jeg demonstrerer og udstiller jo ikke mine manglende matematiske evner – på daglig basis, hvis jeg må tilføje det – i offentligt tilgængelige fora, som eksempelvis Facebook, i en lang liste af ufuldstændige og pinligt ringe udførte regnestykker, vel?

Godt. Så luk.

Reklamer

Jeg er træt af mennesker der, af en eller anden grund jeg ikke forstår, føler sig nødsaget til at fortælle hele verden om det når de keder sig. Sædvanligvis via Facebook.

Der er tre ting galt med scenariet: For det første er man et uopfindsomt, ukreativt og intellektuelt udfordret individ hvis man ikke kan finde på noget at lave. Der findes millioner af bøger derude, titusindvis af tv-serier og film samt uendelig mange hjemmesider – man må sgu da kunne finde noget der vil interessere/underholde en via ét af de tre medier! Derudover har internettet den fantastiske egenskab at det er interaktivt, hvilket burde få det til at krible i fingrene hos enhver eventyrlysten ungersvend: Du kan selv være med til at skabe indholdet! Tænk over de muligheder, mand!

Og hvis man ellers har lidt omløb på øverste etage og ikke bare er en hjernedød modtager af støj, kan man jo selv afprøve sine kreative sider: Man kan skrive ord, spille musik, tegne, klippe/klistre med karton, forme ler/trylledej, lege med papmaché, strikke – ja, kun fantasien sætter grænser (men det er så nok også problemet).

Eller hvad med en gammel klassiker; ring til en ven! Det har virket i årtier, og jeg er overbevist om at man finde på noget at lave sammen (kvinder vil som regel kunne knævre om dårlige kærester og ham den lækre inde fra regnskabsafdelingen, mens mænd hurtigt kan få stablet en rask bytur på benene (hvis de da ikke er totalt underkuede, i hvilket tilfælde jeg kun kan sige: langs armen, makker)).

Hvis ingen af de ovenstående muligheder lige passer en, er man blot en vranten, teenage-tvær slendrian der burde hanke op i sig selv og indse at man selv er herre over sin egen skæbne. Fjols.

Det andet der er galt med at ville fortælle verden at man keder sig, er netop det; at man vil fortælle verden man keder sig. Hvor helvede kommer den trang fra? Skal man så også bræge op om alle andre nederen aspekter af ens personlighed?

“Hej alle, jeg lettere psykotisk forstyrret pga. mine ekskærester der har tyranniseret mig gennem årevis, sikkert fordi jeg er en usikker, ligegyldig person, blottet for selvtillid og selvværd, der lader andres nedgørende ord og handlinger bekræfte mig i min negative opfattelse af mig selv.”

Eller:

“Hej, jeg kan kun tale om mig selv. Hvis du har en god historie, har jeg med garanti én der kan overgå din med længder! Og så lader jeg dig endda næsten tale færdig…”

Eller den gode gamle:

“Jeg forstår ikke hentydninger. Overhovedet. Du kan ligeså godt glemme det. Selvom du kommer med utallige subtile hentydninger til at det nu for pokker snart må være min tur til at betale når vi har været ude at spise, så nægter min hjerne pure at bearbejde informationen. Uhm, jeg kunne godt drikke en latte!”

Jeg begriber bare ikke den kombination af opmærksomhedshunger og offertrang. ‘Se mig, se mig, jeg er et elendigt menneske!’ Det ved vi jo for fanden godt…

Den tredje fejl ved scenariet er at det foregår på Facebook. Jeg fatter fanme efterhånden ikke hvorfor jeg stadig er på det lort… Gid de havde slettet mig dengang jeg uploadede nøgenbilleder netop i det håb! Det eneste man får ud af Facebook er indblik i hvor ubeskrivelig deprimerende andres liv må være siden de kan lukke så meget ideforladt lort ud, fuldstændig uden tanke på at den lille bid af information, den lille del af deres liv som de lige har offentliggjort, er komplet uvedkommende for alle andre end dem selv og den (stakkels) skeløjede mongol de kalder deres kæreste.

Næste gang du keder dig, så tænk lige over om omverdenen får noget ud af at vide det. Hvis du ikke er sikker, så ring til mig. Jeg kender en sjov leg…

Hej ven

Posted: 9. april 2010 in Bitterhed, Brok, Facebooking

Må jeg lige be’ om én ting? Næste gang du ser en eller anden gruppe på Fjasbåk om nogle der har det helt vildt hårdt, nogle det hele er mega synd for, eller noget der er herre uretfærdigt, så lad være med at invitere mig til gruppen! Jeg GIDER ikke flere af de der sympati-grupper; de er da noget af det mest nederen der findes, og det er fanme efterhånden hver eneste dag at jeg bliver inviteret til lortet.

Og så kan det godt være at man, hvis man er hippie-bras, hidser sig op og kalder mig både usympatisk, højreorienteret og det der er værre, men det er jeg overordentlig ligeglad med for det er slet ikke pointen. Jeg synes skam det er synd for alle sammen – jeg gider bare ikke bruge Faijsbuuk til noget som helst seriøst (og nu gider jeg ikke at en eller anden smartass minutiøst pløjer sig igennem det hav af grupper jeg er medlem af, i en søgen efter en med et seriøst indhold, vel? It ain’t there. Goddamnit).

Det har sikkert noget at gøre med at der er få ting i livet jeg tager seriøst, og jeg synes ikke helt at et web-baseret socialt netværk kvalificerer sig til at få tildelt denne status (brune kvindelår derimod…). Derfor er jeg kun medlem af sjove og decideret useriøse grupper, og alt hvad jeg skriver derinde, er komplet useriøst ordgøgl (i skarp kontrast til konceptet her).

Jamen, er jeg den eneste der har det sådan? Jeg nægter da bare at bruge den side til anything remotely serious, og derfor gider jeg ikke se på flere af den slags ligegyldige se-hvor-synd-det-er-for-lille-Jonatan-der-har-en-dødelig-sygdom-og-bor-i-en-hæk-med-sin-alkoholiske-mor-og-Ludoman-Per-ovre-fra-vænget-og-ikke-har-råd-til-en-kur-selvom-denne-koster-500-kr-grupper. For ændrer de en skid alligevel? Er det ikke bare fordi dem der melder sig ind i sådanne grupper, vil vise “vennerne” at de er åh så empatiske og altruistiske at det voldsomt generer min opkastrefleks? I så fald kan de rende mig. Og næste gang du synes at verden skal vide hvor fantastisk et menneske du er, så spring lige mig over når du inviterer alle vennerne.

Dette er i øvrigt ikke henvendt til nogen bestemt (og det viser lidt om hvor problematisk det kan være at have venner der læser med på bloggen når man er nødt til at komme med sådan en disclaimer). Der er sikkert nogen der bliver stødt alligevel. Oh well…

Det er egentlig en fejl at alt hvad jeg skriver om, er fucking Facebook, men der er for helvede ikke en skid andet i mit liv at gå op i. Nå jo, druk. Vi ses efter weekenden. I øvrigt var forrige weekends bedste kommentar: “Der findes mennesker jeg synes er mindre værd end de bryster.” Jeg regner med den bliver toppet i den kommende weekend.

Det er nok gået op for de fleste at jeg godt kan lide at tage pis på folk, og da det jo som bekendt for nylig var den 1. april, skulle der selvfølgelig ske et eller andet. Jeg aftalte på dagen med en veninde at vi som aprilsnar skulle offentliggøre vores “forhold” på Facebook, og det blev en forrygende succes.

På min profil var der ikke mange der faldt for den, og kommentarer som “yeah right – aprilsnar” dukkede hurtigt op (hvad han i øvrigt mente med det, ved jeg virkelig ikke). Heller ikke på venindens profil var der den store reaktion til at starte med, udover en masse ligegyldige lykønskningskommentarer (on second thought, det må jo betyde de syntes jeg var et catch. Devious scheme initiated).

Dagen efter slog jeg efter aftale op med hende igen, med en kommentar om at jeg ikke var klar til et forhold, at hun vist havde misforstået det her og, klicheen over dem alle, at det ikke var hende, men mig (note to self: den mangler jeg at få brugt irl). Det postede jeg selvfølgelig som kommentar til vores nye forhold, så alle kunne se det, og endte derefter vores relationship. Og så skete der minsandten noget!

Kort tid efter postede en af hendes venner denne overraskende venlige kommentar:

“HEINE HOP UD FRA AALBORG-TÅRNET, SPADE!”

Jeg kunne naturligvis ikke dy mig, så jeg svarede (en anelse kækt):

“Hej ******! Jeg har prøvet at hoppe ud fra Aalborg-tårnet nu, det var god griner. Har du andre forslag til ‘must see’-oplevelser her i byen?”

Maddingen virkede, med denne kommentar til følge (dette er en ordret gengivelse, bortset fra venindens navn):

“ja en tur i havnen skulle også være underholdene,bagefter kunne du jo smutte ind omkring sughuset og lade dem undersøge dig for evt. manglede forbindelse mellem hjerne-mund-finger. du er sku da et kæmpe fjols at du skriver sådan noget på facebook og som **** siger, så alle kan se det.
men det siger jo lidt om din intelligens”

Jeg ville egentlig have svinet ham til, men jeg nænnede det simpelthen ikke. Det er jo sødt når en voksen mand hverken ejer staveevner eller humoristisk sans for fem flade ører og samtidig tror at jeg bruger munden til at skrive på computeren med. Noget siger mig at han heller ikke bruger alle tre nævnte kropsdele, men jeg tror dog ikke at det er de samme to vi bruger.

Faktisk havde jeg glemt episoden igen, men så kom jeg en dag i tanke om at jeg da egentlig havde en blog et eller andet sted, og der kunne jeg ligeså godt smide historien op. Jeg beklager fraværet – det er ikke fordi der ikke sker noget i mit liv pt., jeg er bare som regel for fuld til at huske noget om det. Det ændrer sig nok ikke foreløbigt, men jeg lover at når jeg er ædru og i stand til det (= husker det), skal jeg nok prøve at skrive noget her igen. Det er dog svært at brokke sig når man er lykkeligt beruset hele tiden – men jeg skal se på det.

Jeg har aldrig sagt jeg var et godt menneske, lad os lige få det på plads med det samme. Jeg har sagt at jeg forsøger at være det, men det er absolut også en helt anden sag. Det vender vi tilbage til.

Da jeg var barn, syntes jeg det var ret spøjst at kigge på bryllupsbillederne i den lokale sprøjte for at se hvordan det nygifte par passede sammen sådan med hensyn til udseendet. Det stod nemlig hurtigt klart for mig at parrene i langt de fleste tilfælde passede godt sammen – hvis den ene var rigtig køn, var den anden det som regel også; hvis den ene var overvægtig, var den anden det også; og hvis den ene lignede en smadret emhætte i ansigtet, var det sædvanligvis Frankensteins brud der stolt stod ved siden af med et tandløst (men oprigtigt) smil. Jeg er den dag i dag ikke helt klar over hvorfor jeg netop fandt dette interessant, men at grine af andre mennesker har jo altid været en af mine favoritbeskæftigelser.

Der var naturligvis også de yderst sjældne men afsindigt underholdende tilfælde hvor et Gollum-lignende væsen havde formået at score langt over niveau og stod ved siden af en gudesmuk kvinde af Scarlett Johanssonske proportioner. Par af denne type ses ofte på ganske urealistisk vis fremstillet i amerikanske tv-serier i et omfang der er meget ulig virkeligheden: Doug og Carrie fra King of Queens, Jim og Cheryl i According to Jim, og der er sikkert talrige eksempler fra både serier og film som jeg bare ikke gider at finde frem lige nu. Fede, halvskaldede og på alle måder klammo mænd der har anskaffet sig en lille lækker kone.

Jeg har luret en del af konceptet; det må være noget med at give disse tabermænd et falsk håb om at de nok skal finde sig en smuk kone engang, men jeg kan sgu ikke gennemskue det omfattende lobbyarbejde der nødvendigvis må ligge bag dette gennemførte svindelnummer. Hvem betaler for det? Har fede (og rige) mænd organiseret sig og er nu ved langsomt at overtage verdensherredømmet? Jeg er ikke sikker, men jeg mener at dette omgående bør få højeste prioritet hos CIA og andre efterretningstjenester. Fuck bin Laden, han er på ingen måde en trussel mod vores samfund i forhold til det verdensomspændende bedrag som tabermændene er ved at gennemføre. Mark my words…

Nå, tilbage til det som det handler om. I disse moderne tider udfører Facebook nogenlunde den samme funktion som min gamle lokalsprøjte, og jeg er ganske overbevist om at jeg ikke er den eneste der følger med i mine (mindre) bekendtes kærlighedsliv via deres forholdsstatus. Er der i øvrigt i den forbindelse andre der har bemærket hvorledes dem der lige er blevet single, pludselig bliver utrolig aktive på Fjasbogen igen? Prøv det, det er klasse underholdning!

For nylig ændrede en af mine bekendte sin forholdsstatus – han havde fået en kæreste. Instinktivt tænkte jeg: “hvordan har han dog fået en kæreste!?” Jeg klikkede nysgerrigt på hendes navn for at se giraffen og udbrød med det samme jeg så hende: “nååårh, på dén måde!”

Og jeg forsøger altså virkelig…

Back by popular demand

Posted: 5. januar 2010 in Brok, Facebooking, Træls

Der kan skrives tykke bøger om alt det jeg ikke forstår, og det har jeg efter flere års indædt personlig kamp endelig accepteret, men nogle gange (og det er i virkeligheden nok ret ofte) er der altså ting jeg simpelthen ikke kan forstå, uanset hvor længe jeg prøver at vurdere og belyse sagen fra alle de forskellige vinkler jeg kan komme i tanke om. Jeg har kigget på Fæcesbook. Igen. Og det burde jeg jo også lade være med, men jeg har aldrig været så god til det der med ‘burde’. Her er mit problem: jeg ved godt vi ikke alle sammen er lige gode til at stave, og det er helt fair. Hver eneste dag skriver folk kommentarer eller statusopdateringer der indeholder adskillige stavefejl eller mere prekære grammatiske fejl, og jeg ser gennem fingre med det. Jeg kunne jo vitterligt ikke lave andet hvis jeg skulle brokke mig over folks sproglige kundskaber (eller mangel på samme) hver dag, og jeg har trods alt bedre ting at tage mig til, bilder jeg mig selv ind. Men når det gælder offentlige sider på nettet (det vil sige at Facebook-grupper også er inkluderet her), er det efter min mening dybt pinlig når der er sproglige fejl i titlen eller beskrivelsen. Helt ærligt, hvor svært er det lige at kontrollere? Hvis man ikke selv kan, er det sgu da relativt nemt at få en anden med større sproglig indsigt end en selv til at læse korrektur på teksten. For JO, det betyder noget! Jeg kan virkelig ikke tage en hjemmeside seriøst hvis sproget er fyldt med fejl eller mangler, for det tyder da vitterligt på at skaberne ikke går nok op i projektet til at sørge for at sproget er i orden. Det er useriøst – next!

I kan jo prøve at overveje det: hvis man læser en anmeldelse af et produkt, om det er cd’er, film, mobiltelefoner, mascara eller noget helt femte er underordnet her, og Lars fra Tønder udtaler: “den styre synes jeg!” uden hensyntagen til korrekt kommasætning eller kongruens, hvilken værdi tillægger man så den vurdering? Det samme gælder naturligvis i meningsudvekslinger, samfundskritiske, akademiske, politiske og andre diskussioner. Er man velformuleret, vinder man højere anseelse, i hvert fald i min bog. Ens sproglige formåen (verbalt såvel som skriftligt) siger noget om intelligens, evner og seriøsitet, og et velformuleret argument har mere gennemslagskraft. Såre simpelt. Det er lidt det samme som hvis nu en relativt garvet politiker udtalte at autonome “ikke har opfundet særlig mange skarpe knive i skuffen” og at de jo er “skæve og vinde af fuld”, så ville man nok også genoverveje hans evner som politiker og generelle mentale helbredstilstand. Men det kan da godt være det bare er mig.

Jeg overvejede et øjeblik at oprette en gruppe på Fjæsbogen med budskabet her, men droppede ideen igen da det ville være absolut ligegyldigt alligevel. Og det er det her indlæg sikkert også når det kommer til stykket. Oh, well.

Må jeg ikke opfordre pøblen til at læse korrektur på al tekst der skal publiceres på nettet, INDEN det sker? Og kan man ikke selv, så få en anden til det. Det ville virkelig gøre min hverdag mindre frustrerende – hvilket jeg mener hele befolkningen burde være interesseret i. I kan jo eventuelt lave en lille leg ud af det og så gøre det til jeres nytårsforsæt i 2010…

Hvilket minder mig om at jeg skal huske i samme forbindelse at tilsvine folk der benytter sig af nytårsforsæt-konceptet. Hvor nederen et uselvstændigt, sølle, mindrebemidlet og generelt selvtillidsmanglende individ uden rygrad er man hvis man er nødt til at ty til nytårsforsætter for at (forsøge, men naturligvis fejle i at) ændre de områder af ens livsstil som man ikke finder passende/fornuftige/hensigtsmæssige/etc.? Jeg tror meget.

Godt nytår, røvhuller. Må jeres 2010 blive lige så awesome som mit. As if.

Siden det sociale netværksfænomen Facebook invaderede det danske marked i 2007, har forbrugerne haft en altid tilgængelig platform at udgyde evindelig ligegyldigt ævl på; en mulighed som langt størstedelen af befolkningen ivrigt har benyttet sig af. Fænomenet har nu imidlertid taget en ny drejning, og efter at mobiltelefoner med internetadgang har givet forbrugerne ubegrænset adgang til netværket, er der ikke længere noget tidspunkt hvor man kan slippe for den linde strøm af uengagerede statusopdateringer der udspys konstant.

Med ankomsten af disse ‘smarte’ mobiltelefoner (især et velkendt produkt der bærer en frugt som kendetegn), er folk nemlig begyndt at skrive statusopdateringer selv når de befinder sig i baren på den lokale, pubben eller klubben – lokaliteter der ellers tidligere er blevet betragtet som hellige i visse kredse (eller i hvert fald uden for internettets rækkevidde). Ja, kære læser, der er folk der synes de skal bruge tiden i baren på at skrive ligegyldigt ævl på Facebook i stedet for at gøre det som det altid har været meningen man gør i en bar: drikker (ja, sgu da) og lukker ligegyldigt ævl ud til de omkringværende personer!

Jeg er dybt forarget over at der findes mennesker der på så blasfemisk vis bryder de til alle tider gældende regler for korrekt opførsel på lurvede barer, brune værtshuse og andre lignende steder hvor godtfolk holder til. Og forundret. For hvad er det der gør at visse personer føler et behov for at informere andre mennesker om at de nu er at finde på det og det diskotek? Som selvproklameret forsker i forbrugeradfærd og antropologi er det mit fornemste ærinde at studere og analysere nye fænomener i samfundet i håbet om at kunne klarlægge en større årsagssammenhæng der forklarer det nye fænomen på en simpel og logisk måde.

Jeg besluttede mig derfor for at foretage en undersøgelse blandt disse sørgelige individer for at belyse bevæggrundene for den særprægede opførsel, og jeg vil her præsentere resultatet af mit studie. Undersøgelsen bygger på videnskabelige metoder der er blevet afprøvet og testet gennem adskillige år, og der kan derfor umuligt være fejlslutninger i resultaterne. Det empiriske grundlag er bredt og velfunderet, 2381 personer deltog i undersøgelsen, og man kan derfor sagtens overføre resultaterne til en bredere samfundsmæssig sammenhæng.

Mine studier har vist at der er fire personlighedstyper der benytter sig af ovennævnte opførsel. De fire karakterer kan beskrives således:

Don Juan-typen – gerne solbrun og lækker (jf. sine egne skønhedsidealer), typen der går i byen for at vise sine pumpede overarme og den smarte, nyindkøbte skjorte frem for de villige damer. Han mener at han virker ‘lidt mystisk’ (og det kan damerne jo godt lide) hvis han står og skriver på sin mobil oppe i baren. I virkeligheden er han pigefornærmet over at de ikke giver ham nok opmærksomhed, og han forsøger derfor at lokke andre piger til ved at fortælle om sin placering på Facebook.

Århus-typen – den intellektuelle debattør, typen der konstant leder efter åndelig stimulering. Klientellet i baren er ikke godt nok til ham, og han føler sig på én gang malplaceret og overlegen ved at være i samme lokale som disse undermålere. Han ser sig nødsaget til at fortælle sine bebrillede Århus-type-venner om hvor kedelig der er i byen og hvor barnlige og dumme ‘de andre’ er. I virkeligheden er hans største ønske at være som dem – men det ville jo obstruere hele hans raison d’etre, oh ve!

WoW-typen – en asocial computerfreak, typen der lever sit liv på nettet og sjældent bevæger sig uden for hjemmets fire vægge – så ville man jo være nødt til at kommunikere ansigt-til-ansigt med andre mennesker, skræk og rædsel! Typisk er han de fleste andre mennesker intelligent overlegen, men desværre er hans sociale evner tilsvarende underudviklede (en teori jeg vil uddybe på et senere tidspunkt), hvilket dog ikke afholder ham fra at prale med at han som en anden opdagelsesrejsende har bevæget sig ind på et hidtil ukendt territorium for at studere ‘de lokale’. I virkeligheden er statusopdateringen et nødvendigt bevis for at udløse den virtuelle pengesum der venter i World of Warcraft efter operationens fuldførelse.

Taber-typen – en uheldig skabning der ikke rigtigt hører hjemme nogle steder, og aldrig har gjort det. Da han er uhyre sky, vides der meget lidt om denne type særling, og det er endnu ikke blevet klarlagt hvad han egentlig laver i baren. Faktisk er eksistensen af denne type aldrig blevet endeligt bevist, men forskning fra det nordlige Tyskland, samt visse områder på Sjælland og i Midtjylland, tyder dog på at han i ekstremt sjældne tilfælde kan forefindes i en afsidesliggende mørk krog af baren. Han må formodes at være ekstremt farlig, hvorfor al kontakt bør frarådes på det kraftigste.

Yderligere forskning er påkrævet for at fastslå hvordan vi mest effektivt får ændret de fire typers uhensigtsmæssige adfærd, og indtil denne foreligger, må det anbefales at man tager afstand fra dem, skulle man være så uheldig at støde ind i dem på ens lokale bar.

Såfremt der blandt læserne skulle være ulykkelige repræsentanter for typerne der er klar over deres upassende opførsel og ønsker at forbedre sig (ikke at jeg tror det er sandsynligt), har jeg følgende råd.

Til Don Juan-typen:
Hvis du er lækker, har du ikke brug for Facebook for at score. Ud og mød damerne, min ven! Og hvis de ikke kontakter dig, så drik dig fuld – så kommer resten af sig selv.

Til Århus-typen:
Hvis du keder dig, så drik dig fuld. Det virker. Promise.

Til WoW-typen:
Hvis du ikke har nogen venner og ikke kan finde ud af at socialisere med fremmede, så drik dig fuld. Alle ved at det er meget nemmere (og sjovere, og bedre, og intelligentere) at snakke med folk når man er fuld. Jeg er sikker på at det også er sjovere at spille World of Warcraft når man er fuld.

Til Taber-typen:
Æhm… Drik dig fuld?