Er jeg helt gakgak?

Hukommelse er en sjov størrelse. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for to dage siden (udover min obligatoriske madpakke med fire klapsammen’er med rugbrød, noget frugt, muligvis et stykke kage, ofte en plade chokolade og indimellem en is ovre fra kantinen), men jeg kan huske bittesmå mikroskopiske detaljer af oplevelser jeg havde for år tilbage. Oplevelser hvor jeg har lavet sproglige fejl, vel at mærke.

For et par år siden sad jeg på et kollegieværelse ovre i Edinburgh i herligt selskab med mennesker fra forskellige dele af verden og nød livet. Snakken gik, øllet flød, og hvis jeg kender den tids Kong Finland ret, var der nok også noget whisky indblandet. Those were the days. Jeg skulle fortælle en eller anden historie (kan ikke huske hvilken, men det var garanteret pisse god), og under fortællingen udtalte jeg ordet ‘feisty’ forkert, så det i stedet lød som ‘feces’. Til stor moro for alle de andre. Jeg husker tydeligt den øredøvende latter, hende den mørkhåredes ydmygende blik, og den følelse af skam, afmagt og at være til grin der fulgte med. Min sproglige stolthed var uopretteligt såret.

Engang for få år tilbage sagde en veninde ‘loudspeaker’, og der var det mig der stod for den hånlige latter, fordi jeg mente det bare hed ‘speaker’. Faktisk var vi to der grinede, men det er sagen uvedkommende. Vi tog fejl. Og blev udstillet. Og det gjorde ondt.

Der var også engang for ikke så længe siden hvor jeg klogede mig (igen) på sådan et åndssvagt internet-medie og skrev ‘sviger’ i stedet for ‘svier’. Og blev irettesat af en herre der er betydeligt skarpere end jeg. Det sved.

Faktisk var der også situation hvor jeg ikke engang nåede at sige noget forkert, men kun tænkte det. I en engelsktime i gymnasiet. Hvor jeg havde hånden oppe fordi jeg i hvert fald godt vidste hvordan ‘fatigue’ skulle udtales. Det vidste jeg så ikke, skulle det vise sig da min sidemand blev taget og udtalte ordet korrekt. Ikke sådan som jeg troede det skulle udtales. Og på trods af at ingen vidste noget om min fejl, så gjorde det ondt. Og selvværdet led et knæk.

Og det hele begyndte med én enkelt hændelse, som jeg egentlig vil frem til med indlægget her:

Jeg husker med næsten pinlig tydelighed en episode i gymnasiet hvor jeg læste op fra en engelsk tekst og udtalte ordet ‘adult’ med tryk på første stavelse. Læreren rettede mig; hun mente det skulle udtales med tryk på sidste stavelse. Nuvel, jeg gjorde som hun sagde, men undrede mig da jeg bestemt mente at jeg før havde hørt det udtalt som jeg gjorde. Jeg havde blot ingen beviser (vi snakker begyndelsen af det 21. århundrede her, dvs. inden den bærbare gjorde sit indtog i landets gymnasielokaler). Først mange år senere da Merriam-Webster forbedrede internettet betydeligt med deres lydordbog, fandt jeg svaret jeg søgte: Man kan godt udtale det ‘adult’! Fik du fat i den, din inkompetente narhat af en undskyldning for en engelsklærer der kun (fucking kun) tog et kursus i engelsk hvorefter du blev sat til at undervise en sproglig gymnasieklasse i sproget? Man kan godt sige ˈædʌlt! Tak fordi du ydmygede mig foran 20 klassekammerater. Tak fordi du på kun to år formåede at tage næsten al lysten til sproget ud af mig. Tak fordi du gav mig traumer der i adskillige år har givet mig koldsved, fået mig til at stamme, falde over ordene og ryste af nervøsitet og frygt for at lave en fejl når jeg skulle tale engelsk, blot fordi du, din nøgendansende hippie-fisse, ikke fattede sproget.

Du behøver ikke sige undskyld… Men det ville fanme være på sin plads.