Arkiv for maj, 2010

Toilet troubles

Posted: 24. maj 2010 in Brok, Dæå, Træls, True story

Er der nogen der kan forklare mig hvorfor der, når jeg maks. en halv time efter at have indtaget min cappuccino (jeg er stadig ikke voksen nok til at drikke kaffe sort. Luk røven, smartass, det smager af bæ) fra kantines dødsmaskine og jeg som en direkte konsekvens heraf sidder på toilettet med explosive bowels syndrome, altid er nogen der skal tage i dørhåndtaget? Er det virkelig så svært at fatte at når den lille skive under dørhåndtaget, der kan være to farver, er RØD, så betyder det ‘no go/hold dig væk/der er optaget, spasser’!?

Det er en universelt regel at man skal holde sig fra ting der er røde. Det betyder fare, jo.

Her kunne jeg sagtens berige jer med utallige eksempler fra dyreriget eller den internationale forskning, begge verdener som jeg jo er ganske velbevandret ud i, men jeg har valgt i stedet at krydre med et par eksempler fra mit eget oplevelsesmættede liv.

Rød er et faresignal, og det indikerer at man skal holde sig væk…

… Som når stort brød med en flot kokrød ansigtskulør skrigspytter “Hvad griner du af!?” ind i ens hoved fordi man ikke helt formår at skjule grineflippet da han, henvendt til ens kammerat, spørger i ramme alvor om vi gloede på hans dame. Det er et faresignal. Lay low (det er mig ubegribeligt at jeg aldrig har fået tæsk i byen).

… Som når en pige man “kender” pludselig chokerer ved at være iklædt en af de skrækkelige røde ‘Bevar Christiania’ T-shirts og andre ligeledes kommunist-inspirerede beklædningsgenstande. Det kan vel næppe undre nogen at jeg fik ændret nummer og sat ny lås i døren, hvorefter jeg indstillede enhver kontakt med den arme trunte. Der er grænser for hvad man skal finde sig i.

… Rødvin. Der behøver jeg vist ikke sige mere. Man skal holde sig langt, langt væk hvis man har sit liv kært. Og det har hr. jeg-tror-ikke-to-flasker-er-nok-til-mig-jeg-må-hellere-købe-tre-bare-for-en-sikkerheds-skyld Finland så åbenbart ikke.

… Som når farven på tøsebarnets ansigt nærmer sig lava (hvis fersken er en farve, er lava fanme også) efter man i et kvarters tid har svinet hendes pelskrave og forsøgt at diskutere dyrerettigheder på en shawarmabar kl. 5 en lørdag morgen, mens man selv er ved at fortære en bacon cheese burger. Man burde nok have vidst hun ville snappe og begyndte at uddele slag med flad, men yderst gavmild, hånd. Hun skylder mig stadig for den Cocio jeg tabte.

… Som når hendes lænders frugt tager en mørkerød farve, sandsynligvis efter hendes moralsk fordærvede sjæl, som man først opdager alt, alt for sent via det blodindsmurte lagen, og det går op for en at hvad man troede var hendes varme og indbydende skød, er noget helt andet og knap så fristende. Hendes underliv bliver da i både billedlig og bogstavelig forstand et stop-skilt der indikerer at man på ingen måde skal nærme sig hende eftersom ethvert forsøg på dette vil blive affejet med voldsomme anklager og vanvittige beskyldninger om ens intentioner. Og så nævner vi slet ikke den medfølgende smag af rust.

Der findes talrige eksempler, og jeg fatter ikke at man kan ignorere denne basale viden og gentagne gange tage i dørhåndtaget når jeg sidder på tønden!!!

Man skulle kraftedeme tro at de var farveblinde.

Næste gang lader jeg være med at låse, så ser vi hvad der sker når de åbner og jeg sidder med et stykke kage og siger: “Hej, kom indenfor!”

Reklamer

Min korte gåtur i solen i går var særdeles inspirerende og medførte filosofiske, næsten eksistentielle, overvejelser.

Ikke siden Filippinerne har jeg mærket solens stråler på den måde. Årets første sommerdag i mine øjne – og hvor har den været længe ventet!

Efter fem måneder med 30 grader og solskin hver dag var det hårdt at komme hjem til Danmarks permavinter. Nærmest deprimerende. Jeg aner ikke hvordan jeg klarede det, men på trods af vinterdepressioner og selvmordstanker, har jeg altså på en eller anden måde overlevet (ukrudt forgår ikke så let), og jeg tror faktisk ikke det er gået op for mig hvor meget jeg har savnet solen. Før nu.

Den varmede min ellers slatne krop op på min korte gåtur, tankeprocesserne fandt et ekstra gear, og mens jeg missede med øjnene, så fremtiden pludselig lysere ud end den længe har gjort.

Det er ikke til at begribe at det snart er fem måneder siden vi sidst så hinanden. Den 27. december 2009 for nu at være præcis. Men jeg har hverken glemt solen eller den brusende fornemmelse den bringer frem i mig og som får mig til at vokse et par centimeter hver gang.

Pigen der kom mod mig, så sød ud. Hun smilede, og jeg smilede igen. Først da hun var helt oppe på siden af mig, genkendte jeg hende. Det var jo hende fra 8. semester. Ikke hende den søde – eller jo jo, det er hende her skam også – men ikke hende den rigtig søde.

Solen overbeviste mig endnu engang om at jeg uden tvivl skal flytte til varmere himmelstrøg en dag. Jo før, jo bedre. Ned til et sted hvor mennesker er mere glade, hvor de hilser på hinanden og hjælper med stort som småt, uden at forvente noget til gengæld. Et sted hvor danskernes evindelige søgen efter middelmådighed ikke bremser enhver mulighed for at udfolde sig lidt. Et sted hvor pigernes mørke øjne kigger lige igennem en og blotlægger ens sjæl uden den mindste anstrengelse.

Et sted hvor jeg smiler mere.

Det var tanker som disse der flød igennem mig på min lille gåtur i solen. Kunne livet være bedre?

Sagtens.

Og normalt ville jeg lave en liste (jeg er patologisk listemager hvis du ikke skulle have opdaget det) over alle de ting der ikke er i orden i mit liv pt., men det gode vejr begejstrer Kongen, og jeg vil derfor lave en positiv liste i stedet. Don’t get used to it, lad.

1. Sommeren står for døren, hvilket betyder damerne finder sommerkjolerne og de frække smil frem. Nok kommer jeg kun til at opleve sommeren på de korte gåture til og fra kantinen, men hold kæft hvor skal der flirtes uhæmmet på disse ture!

2. Takket være Mikkel har jeg fundet et sæt computerhøjttalere til kontoret så jeg nu kan høre musik i god kvalitet dagen lang. Det er yderst befordrende for specialearbejdet.

3. Jævnfør punkt 1, så sidder jeg lige foran et vindue hvor der dagen lang vader skønjomfruer forbi som man kan beundre. Det er til gengæld knap så befordrende for specialet!

4. Det kører fortræffeligt med hjemmestudiet, og der er masser af sange i støbeskeen i øjeblikket. Det er ca. det al min fritid er gået med siden basketsæsonen sluttede. Og grunden til at bloggen har været forsømt.

5. Mine forældre har sølvbryllup om mindre end en måned. Og hvad så, tænker du nok, men det er sgu ret godt gået i vore dage, synes jeg. De fortjener skulderklap for at holde fast i ægteskabet, især når de har haft to møgbesværlige knægte at opdrage på undervejs. De fortjener en tale. Og det skal undertegnede nok sørge for at de får. Målet bliver at få mor til at tude. Besides, nothing suits me like a suit.

6. Det gode vejr betyder også at man kan spille basket udenfor igen.

7. Om lidt over to måneder er min tid som studerende ovre. Jeg aner ikke hvad der kommer efter, eller hvor det kommer til at foregå – men jeg glæder mig. Det kunne jo være man skulle vende næsen mod varmere himmelstrøg og se om der skulle være noget af interesse.

8. Alle ved at sommerens komme også indikerer at det nu er helt legitimt, hvis ikke endda påkrævet, at man ifører sig verdens sejeste beklædningsgenstand: Hawaii-skjorten. Jeg bliver ridiculously good-looking hele sommeren!

Ah, summer, my old love. You make my dreams

Brevkassen #9 & #10

Posted: 18. maj 2010 in Brevkassen

Der er liv i Brevkassen! Først er det Anya der spiller ind:

HVORFOR, kære Kong Finland, arbejder nogle mennesker indenfor medieverden ligefrem på at fremme brugen af misforståede oplysningskilder blandt den brede befolkning? Er de allesammen født før Facebook og har et inkompetent læringsnetværk omkring sig eller hvad????
Grunden til jeg spørger er følgende:
DårligRadio no.1 (nej, jeg KAN ikke finde på noget mere kækt) aka DR1 har lige i Aftenshowet brugt Facebook som legitimerende kilde i deres indslag om duer (…) idet de oplyser at “Duer er iflg. Facebook ikke en særligt populær fugl. Derinde har gruppen Er du også bange for Duer over 1000 medlemmer”. UUUUUUUUHHHHHH!!!!!

Du stiller endnu engang flere spørgsmål i ét, Anya, men frygt ej. En rutineret brevkassekonge som jeg kan naturligvis håndtere det.

Dit spørgsmål er mere vedkommende end du måske aner. Alt for længe har landets journalister spillet smarte uden at have noget som helst at have det i. De knævrer løs, råber op og fører sig frem med en usmagelig selvfedme som om de styrer skuden her, men det er ærlig talt på tide at nogen lærer dem en lektie og piller dem ned fra deres selvbestaltede piedestal. Og det håber jeg så at nogen gør.

Det forholder sig nemlig sådan at journalistuddannelsen er en lømmeluddannelse af rang – se bare på de mange grammatiske fejl de på frastødende vis tværer ud over alle artikler, eller den rystende fejl i årets optagelsesprøve for få uger siden. Jeg behøver vist ikke sige mere (eller finde eksempler – you know what I’m talking about).

Faktisk ville jeg selv have søgt ind på journalisthøjskolen engang (jeg har også været ung og naiv, tro det eller ej), men kom heldigvis på bedre tanker. Jeg regner med det stadig lykkes mig en dag at blive radiovært, hvilket var min store barndomsdrøm (jaja, andre drømmer om at udforske rummet eller redde menneskeliv – jeg havde fra starten mine prioriteter i orden). At blive betalt for at sidde og lukke mundlort ud dagen lang, kun afbrudt af elskovsserenader med umtji umtji-musik, er jo lige mig!

Til dit andet spørgsmål, om de er født før Facebook… Jo, det håber jeg eftersom Facebook blev opfundet for mindre end fire år siden. Nok er det let at blive journalist, men jeg tror ikke de optager spædbørn. Og dog, nogle gange er det svært at se forskellen…

I øvrigt undrer jeg mig over din henvendelse. Det lyder som om du betvivler at duen skulle være en upopulær fugl? Har du set dem? De små freaky sataner skal fanme i hvert fald ikke komme i nærheden af mig med deres stikkende øjne og dræbernæb, det er helt sikkert! Så er der øretæver i luften. Magen til tyvagtig lortefugl skal man lede længe efter.

Hurtigt videre til et spørgsmål fra Dines:

Kære Kong Finland.
En googler har fundet vej til min – MIN! – blog ved at google “celina ree + ryge”.
Hvad har de at sige til Deres forsvar?
Ydmygst og forvirret,
Dines.

Jeg må indrømme at det første jeg gjorde da jeg så dit spørgsmål, var at google denne ‘Celina Ree’. Det skulle jeg nok have ladet være med for hun er sgu da ikke for heldig at se på.

Jeg aner ikke hvem tøsepigen er, jeg ved ikke om hun ryger, og jeg kan for guds skyld ikke regne ud hvad koblingen er til din blog. Jeg er blank. Sorry!

Dog vil jeg give dig ret i at det nok havde givet mere mening hvis det var hende den anden.

En stor tak til jer begge for at forsøge at holde liv bloggen når jeg ikke selv gør det.

En bekendelse (sorta)

Posted: 16. maj 2010 in Dæå, True story

Kære Gud/Karma/hvem-end-der-styrer-showet

Jeg ved godt jeg ikke altid har været dit bedste barn. Jeg ved godt jeg har været et svin, et veritabelt røvhul, en skiderik, en lort, en luset, lavtstående sjuft, en primitivt tølper af værste skuffe og et gedigen usselt kryb der gang på gang har narret folk der burde vide bedre.

For alle de gange jeg har løjet, manipuleret, udnyttet, stukket blår i øjnene på intetanende fremmede, såret mennesker jeg holdt af, og skuffet venner og bekendte, beder jeg nu om tilgivelse.

Jeg gjorde nemlig en god gerning i dag. Og jeg kunne, så let som ingenting, uden hverken at blinke eller tænke nærmere over det, have udnyttet situationen for egen vindings skyld. Og guderne skal vide (er det blasfemi? I så fald undskyld. Jeg er bare stadig ikke helt overbevist om at du var ene om det her show, Gud…) at jeg overvejede den lette udvej, som jeg så ofte tidligere har valgt. Men denne gang valgte jeg efter flere sekunders rådvild tvivl og moralsk vaklen – man er vel kun et menneske – the high road. Jeg valgte på trods af en næsten uimodståeligt fristelse, en chance der egentlig var for god til at lade gå til spilde, at gøre det rigtige.

Hvis du virkelig findes derude, Karma (og det ved jeg ikke om jeg skal håbe at du gør da det kunne ende grimt), så håber jeg du så mig i dag. Så hvordan jeg kiggede forføreren i øjnene, hvordan jeg blev draget nærmere og nærmere, mens svedperler begyndte at springe frem på panden og en hidtil uset lyst til at tage hvad der (retmæssigt?) var mit, spredte sig fra underlivet og hele vejen op igennem maven, op ad ryggen, gennem nakken, helt ud til fingerspidserne og mit brandvarme (og utvivlsomt røde) ansigt, hvordan jeg blev lokket med flere timers uforpligtende og lidenskabelig morskab – men køligt, næsten ophøjet, takkede nej med en from mine. Og en spag stemme.

Buschaufføren gav mig for mange penge retur da jeg købte billet. Og jeg mindede ham om det af årsager som jeg ikke helt selv kender (muligvis bare fordi jeg ved at jeg er bagud på den konto). Og det tæller når regnskabet skal gøres op. Goddamnit, det tæller.

Jeg håber dybt og inderligt at du bemærkede det, Karma. For jeg kunne altså virkelig godt have brugt de 100 kroner på bland-selv og is her til aften.

Kære Danmarks befolkning

Jeg er indimellem en anelse træt af at råbe og skrige af jer, især når I ikke gør som der ganske tydeligt bliver sagt I skal. Men da jeg ikke er en fucking quitter, bliver jeg ved.

Når man er så sprogligt begavet – ja, enkelte vil måske endda gå så vidt som at bruge udtrykket ‘overlegen’ – som jeg, er det klart at man fra tid til anden støder på deciderede mangler ved det ganske danske sprog, som jeg ellers holder så meget af.

Dette smerter naturligvis en ordgøgler som undertegnede dybt, og mødet med sprogets fejlbarlighed afføder både søvnløse nætter og talrige dage hvor intet andet end bekymring over sprogets forværrede tilstand ligger mig på sinde. Dog må jeg, som den lingvistiske entitet jeg nu engang er, gennemleve smerten, rejse mig på ny og søge at opnå spirituel tilfredsstillelse ved at forbedre vort elskede sprog gennem en udvidelse af samme. Dette vil selvsagt bidrage til at en højere elokvens vil være opnåelig for de af os der går op i den slags (og det burde gælde alle, men ak, det ved jeg kun alt for godt at det ikke gør).

Vi mangler nemlig et udtryk på dansk. Muligvis findes det på andre sprog, men jeg har i så fald aldrig hørt om det, og hvis det er tilfældet at det ikke findes, foreslår jeg at de kan få lov at låne vores ord (som jeg vil foreslå om ganske få linier).

Lad mig give jer en personkarakteristik: En lille irriterende og nævenyttig fætter der kækt blander sig i andre folks diskussioner og samtaler og (this is the crucial part) spiller de andre aktører ud mod hinanden hvorefter han trækker sig tilbage og nyder det verbale såvel som fysiske slagsmål med en svært veltilfreds mine, uden at deltage i debatten selv. Hvis diskussionen dør eller de implicerede når til enighed, stikker han næsen frem igen, leverer et par velplacerede stikpiller og bevidner ordvekslingen bryde ud i lys lue endnu engang.

Har vi et ord for sådan en person? Det tror jeg ikke. Lad mig derfor foreslå at vi i det danske sprogs tjeneste indfører udtrykket “KONG FINLAND” til at henvise til den ovenfor beskrevne person. Dette forslag kunne muligvis, for den mindre begavede læser, mistolkes som storhedsvanvid på undertegnedes vegne, men jeg kan forsikre om at det ikke er tilfældet. Tværtimod er det kutyme at store tænkere får opkaldt begreber, formler, opfindelser af intellektuelle ejendomme og andet efter sig. Tænk blot på Bush eller Stalin.

På denne måde er begrebet Kong Finland sikret overlevelse gennem dansk sprog og kultur de næste mange hundrede år – sikkert lige indtil en eller anden klaphat begynder at bruge det i den diametralt modsatte betydning (hvad så end det er), men det er okay; bare det stadig bruges flittigt.

Jeg ser frem til at Go’aften Danmark og andre journalistiske højborge tager udtrykket op til diskussion i de kommende dage. Dansk Sprognævn, jeg kigger også på jer.

Tak mig blot senere, Danmark.