Arkiv for november, 2009

Asocialt kontor

Posted: 27. november 2009 in Dæå, Filippinerne, Vrøvl

Det ærgerlige ved at arbejde på et kontor hvor folk ikke snakker til hinanden, er naturligvis at der intet socialt liv er. De to filipinaer der er placeret over for mig, er simpelthen så reserverede at det er helt uhyggeligt! De tør jo nærmest ikke at snakke til en overhovedet, og spørger man om de vil med ud at spise i frokostpausen (helt uskyldigt, for helvede, styr dig), er de lige ved at blive blå i hovedet af frustration over at skulle finde på latterlige undskyldninger der kan fratage dem for at deltage i det skrækkelige scenarie det må være at spise med Dickie og jeg.

Det gode ved at arbejde på et kontor hvor folk ikke snakker til hinanden, er at jeg kan fyre op for den fedeste musik og så rocke med som en anden autist på speed, mens jeg forbereder barnagtig powerpoint-præsentation til lige så barnagtig chef. Det er jo lige før jeg skriger med af mine lungers fulde kraft: “So, I’m coming hooooome…”

Men det ville sgu nok skræmme livet af de små stakkels filippinerpiger. Jeg må hellere modstå fristelsen… Lidt endnu.

Reklamer

Dansk er et fattigt sprog

Posted: 26. november 2009 in Sprognørderi

Når man lander, hedder det en landing. Hvad hedder det når man letter? En letning er der, så vidt jeg ved, ikke noget der hedder, og en lettelse er noget helt andet.

Vi mangler ord på dansk. Eller er der noget jeg har overset? Start, afgang – det er jo ikke helt det samme! Og take-off er et snyde-låneord. Hilfe, bitte.

Det kaldes i øvrigt et verbalsubstantiv når et verbum bliver lavet til et substantiv (som fra ‘at lande’ til ‘en landing’). En viden man absolut ikke kan leve uden!

Dårlig indflydelse

Posted: 23. november 2009 in Dæå, Filippinerne, Vrøvl

“So, where are you from?” “Denmark.” Et par sekunders stilhed følger. Længe nok til at jeg kan regne ud han tænker over hvor Danmark er, og hvordan han kan imponere mig med sin brede geografiske viden.

“In the US?”

Dog ikke. Danmark i Skandinavien, i Europa. Du ved, verdens ældste kongerige, vikinger, Mohammed-tegninger og en medopfinder af atombomben… Selvom vi ikke er ret mange, har vi det med at fucke jer andre op fra tid til anden. Prøv at læse en bog en dag.

Nå ja, hvad kan man forvente. Filippinerne bruger trods alt det amerikanske curriculum… Bum bum.

(Og hvis der er nogen der overvejer at påpege der findes et ‘Denmark’ i staterne, så lad venligst være. Jeg har set Biker Jens i USA.)

Massehysteri

Posted: 22. november 2009 in Brok, Consumerisme

Jeg skal i biffen. Snart i hvert fald. Den nyankommne katastrofefilm “2012” lyder simpelthen som den største gang opblæste og oppustede Hollywood-produktion (med slet skjulte politiske motiver) siden “The Day After Tomorrow” – som jo var helt eminent ringe og ubetydeligt. Eller, det ved jeg faktisk ikke, for jeg var svært optaget af andre langt vigtigere ting end filmens handling da jeg så den, så jeg vælger egentlig bare at mene at den er dårlig. Og jeg ved jeg har ret.

Den der “2012” er jeg dog nødt til at se, så jeg efterfølgende kan brokke mig over hvor stor en gang uvirkeligt opspind det er. For fanden, jeg behøver jo ikke engang se den! Mayaernes kalender udløber i år 2012, og derfor går verden jo selvfølgelig under. Uigennemtrængelig logik! Er der nogen der har spurgt mayaerne? Hvis ikke, så tillad mig: “Hej mayaindianer, jeg har hørt at jorden går under når jeres kalender udløber. Er det sandt?” “Hej Kong Finland. Sikke dog et tosset spørgsmål! Selvfølgelig går verden ikke under den 21. december 2012. Tværtimod markerer det en ny begyndelse, hvorfor vi vil fejre dagen med en storslået fest.” “Tak for svaret, mayaindianer. Det var bare det jeg ville høre.” “Det var så lidt, Kong Finland. Skulle det være en anden gang.”

Man skulle jo tro vi var kommet længere end som så, her et helt årti inde i det 21. århundrede, men tilsyneladende er der stadig mennesker som lader sig påvirke af den slags skræmmekampagner. Nibiru, mayaernes kalender og et eller andet med solaktivitet – jamen for helvede, vi er jo dødsdømt! Faktisk er vi så tæt på udslettelsens rand at NASA er nødt til at komme med udtalelser om filmens fiktive grundlag for at berolige den panikkende verdensbefolkning. Vi tager den lige igen: folk skal have påpeget at filmen er fiktiv. En Hollywood-film…

Jeg har en ide:
Skal vi ikke prøve at lade være med at fortælle dem hvordan man trækker vejret? Fordi så tror jeg altså at en stor del af verdens problemer vil blive løst i løbet af ganske kort tid.

Siden det sociale netværksfænomen Facebook invaderede det danske marked i 2007, har forbrugerne haft en altid tilgængelig platform at udgyde evindelig ligegyldigt ævl på; en mulighed som langt størstedelen af befolkningen ivrigt har benyttet sig af. Fænomenet har nu imidlertid taget en ny drejning, og efter at mobiltelefoner med internetadgang har givet forbrugerne ubegrænset adgang til netværket, er der ikke længere noget tidspunkt hvor man kan slippe for den linde strøm af uengagerede statusopdateringer der udspys konstant.

Med ankomsten af disse ‘smarte’ mobiltelefoner (især et velkendt produkt der bærer en frugt som kendetegn), er folk nemlig begyndt at skrive statusopdateringer selv når de befinder sig i baren på den lokale, pubben eller klubben – lokaliteter der ellers tidligere er blevet betragtet som hellige i visse kredse (eller i hvert fald uden for internettets rækkevidde). Ja, kære læser, der er folk der synes de skal bruge tiden i baren på at skrive ligegyldigt ævl på Facebook i stedet for at gøre det som det altid har været meningen man gør i en bar: drikker (ja, sgu da) og lukker ligegyldigt ævl ud til de omkringværende personer!

Jeg er dybt forarget over at der findes mennesker der på så blasfemisk vis bryder de til alle tider gældende regler for korrekt opførsel på lurvede barer, brune værtshuse og andre lignende steder hvor godtfolk holder til. Og forundret. For hvad er det der gør at visse personer føler et behov for at informere andre mennesker om at de nu er at finde på det og det diskotek? Som selvproklameret forsker i forbrugeradfærd og antropologi er det mit fornemste ærinde at studere og analysere nye fænomener i samfundet i håbet om at kunne klarlægge en større årsagssammenhæng der forklarer det nye fænomen på en simpel og logisk måde.

Jeg besluttede mig derfor for at foretage en undersøgelse blandt disse sørgelige individer for at belyse bevæggrundene for den særprægede opførsel, og jeg vil her præsentere resultatet af mit studie. Undersøgelsen bygger på videnskabelige metoder der er blevet afprøvet og testet gennem adskillige år, og der kan derfor umuligt være fejlslutninger i resultaterne. Det empiriske grundlag er bredt og velfunderet, 2381 personer deltog i undersøgelsen, og man kan derfor sagtens overføre resultaterne til en bredere samfundsmæssig sammenhæng.

Mine studier har vist at der er fire personlighedstyper der benytter sig af ovennævnte opførsel. De fire karakterer kan beskrives således:

Don Juan-typen – gerne solbrun og lækker (jf. sine egne skønhedsidealer), typen der går i byen for at vise sine pumpede overarme og den smarte, nyindkøbte skjorte frem for de villige damer. Han mener at han virker ‘lidt mystisk’ (og det kan damerne jo godt lide) hvis han står og skriver på sin mobil oppe i baren. I virkeligheden er han pigefornærmet over at de ikke giver ham nok opmærksomhed, og han forsøger derfor at lokke andre piger til ved at fortælle om sin placering på Facebook.

Århus-typen – den intellektuelle debattør, typen der konstant leder efter åndelig stimulering. Klientellet i baren er ikke godt nok til ham, og han føler sig på én gang malplaceret og overlegen ved at være i samme lokale som disse undermålere. Han ser sig nødsaget til at fortælle sine bebrillede Århus-type-venner om hvor kedelig der er i byen og hvor barnlige og dumme ‘de andre’ er. I virkeligheden er hans største ønske at være som dem – men det ville jo obstruere hele hans raison d’etre, oh ve!

WoW-typen – en asocial computerfreak, typen der lever sit liv på nettet og sjældent bevæger sig uden for hjemmets fire vægge – så ville man jo være nødt til at kommunikere ansigt-til-ansigt med andre mennesker, skræk og rædsel! Typisk er han de fleste andre mennesker intelligent overlegen, men desværre er hans sociale evner tilsvarende underudviklede (en teori jeg vil uddybe på et senere tidspunkt), hvilket dog ikke afholder ham fra at prale med at han som en anden opdagelsesrejsende har bevæget sig ind på et hidtil ukendt territorium for at studere ‘de lokale’. I virkeligheden er statusopdateringen et nødvendigt bevis for at udløse den virtuelle pengesum der venter i World of Warcraft efter operationens fuldførelse.

Taber-typen – en uheldig skabning der ikke rigtigt hører hjemme nogle steder, og aldrig har gjort det. Da han er uhyre sky, vides der meget lidt om denne type særling, og det er endnu ikke blevet klarlagt hvad han egentlig laver i baren. Faktisk er eksistensen af denne type aldrig blevet endeligt bevist, men forskning fra det nordlige Tyskland, samt visse områder på Sjælland og i Midtjylland, tyder dog på at han i ekstremt sjældne tilfælde kan forefindes i en afsidesliggende mørk krog af baren. Han må formodes at være ekstremt farlig, hvorfor al kontakt bør frarådes på det kraftigste.

Yderligere forskning er påkrævet for at fastslå hvordan vi mest effektivt får ændret de fire typers uhensigtsmæssige adfærd, og indtil denne foreligger, må det anbefales at man tager afstand fra dem, skulle man være så uheldig at støde ind i dem på ens lokale bar.

Såfremt der blandt læserne skulle være ulykkelige repræsentanter for typerne der er klar over deres upassende opførsel og ønsker at forbedre sig (ikke at jeg tror det er sandsynligt), har jeg følgende råd.

Til Don Juan-typen:
Hvis du er lækker, har du ikke brug for Facebook for at score. Ud og mød damerne, min ven! Og hvis de ikke kontakter dig, så drik dig fuld – så kommer resten af sig selv.

Til Århus-typen:
Hvis du keder dig, så drik dig fuld. Det virker. Promise.

Til WoW-typen:
Hvis du ikke har nogen venner og ikke kan finde ud af at socialisere med fremmede, så drik dig fuld. Alle ved at det er meget nemmere (og sjovere, og bedre, og intelligentere) at snakke med folk når man er fuld. Jeg er sikker på at det også er sjovere at spille World of Warcraft når man er fuld.

Til Taber-typen:
Æhm… Drik dig fuld?

Den hydro-kapilære effekt

Posted: 12. november 2009 in Brok, Videnskab

Hvem gider at bøvle med matematiske formler, tyde uforståelige hieroglyffer eller manipulere genetisk arvemateriale når man kan forske i tepotter?

I hvert fald ikke en tåbelig franskmand der har set det som sin mission at løse problemet med dryppende tepotter. Det skyldes, som vi alle ved, den hydro-kapilære effekt, der jo har stået i vejen for menneskehedens succes og været en torn i øjet på den øvre middelklasse i århundreder.

Selvom jeg udmærket kan forstå frustrationen over en tepotte der drypper, synes jeg personligt der er langt vigtigere problemer vi bør fokusere videnskabelig forskning på. Et godt bud kunne være mysteriet om hvorfor de sidste cornflakes der er tilbage i pakken, ALTID kun er nok til en halv portion. Dét vil jeg gerne se en teknologisk løsning på, så kom i gang, din opfinder-skidespræller!

Hvis ham den Lyon-baserede Georg Gearløs er så skide genial, hvorfor opfinder han så ikke noget der er brugbart for en lidt større skare af mennesker end dem der drikker te? Jeg kunne nævne forskningsprojekter i flæng: Hvorfor er det komplet umuligt at få ketchuppen til at løbe ud af en nyåbnet bøtte? Hvorfor er nøglerne altid det sidste sted man kigger? Hvorfor er der mennesker der er født uden nogen form for intimsfære? Hvorfor findes der small talk (Ingen pølsesnak, tak)? Hvorfor hører mongoler Lars Lilholt? Hvorfor drikker nogle ”mænd” cider og små fadøl?

ALLE de ovennævnte problemer er langt vigtigere at få løst for menneskehedens overlevelse end tilfældet er med opfindelsen af den aldrig dryppende tepotte, og samtidig vil nytteværdien være betydelig større. Det kan der ikke være tvivl om.

Kun arrogante franskmænd kan få tiden til at gå med noget så ligegyldigt og uinteressant som tepotter der drypper! Jeg håber fjolset bliver kvalt i sin baguette, den lede frøspisende kvaksalver! Eller endnu bedre – jeg er trods alt ikke en barbar – kan han få lov at betale verdenssamfundet tilbage for at spilde tiden med så latterligt et forskningsprojekt ved at løse nogle af de rigtige problemer som jeg har nævnt ovenfor.

Tilbage til tegnebrættet, Jean-Pierre. Og du kommer først ud når du har løst nogle relevante problemer. Comprenez-vous?

Jeg mødte verdens mest irriterende menneske i sidste weekend. Okay, ud af mere end seks milliarder mennesker på denne klode, hvoraf jeg kun har mødt et par stykker, er det ikke sikkert at vedkommende er det mest irriterende, på trods af et ellers ihærdigt forsøg, men personen er helt sikkert i top 10, og det siger ikke så lidt. Da risikoen for at jeg skulle møde andre personer fra den liste er forsvindende lille (heldigvis), vil jeg herefter referere til vedkommende som Verdens Mest Irriterende Menneske.

Nedenfor vil jeg gennemgå hvorfor jeg mener at Verdens Mest Irriterende Menneske er Verdens Mest Irriterende Menneske – jeg er ikke i tvivl om at du vil give mig ret når du har læst det – og for nemhedens skyld, vælger jeg at gøre det på listeform i 10 overskuelige punkter. Umiddelbart, kære læser, synes hver enkelt del måske ikke at være særlig irriterende i sig selv, men tag ikke fejl; når man lægger alle delene sammen, har vi opskriften på Verdens Mest Irriterende Menneske. Derudover er dette et af de sjældne tilfælde hvor summen er større end de enkelte dele. Der er simpelthen bare noget uforklarligt irriterende ved Verdens Mest Irriterende Menneske, som en aura der omgiver ham; ikke synlig med det blotte øje, men helt sikkert tilstede. Man kan fornemme det. Man bliver arrig bare af hans tilstedeværelse.

Inden jeg vil præsentere de 10 punkter, bør jeg nok forklare situationen, så alle er med. Jeg skulle på en dagtur til Mt. Pinatubo, en aktiv vulkan nord for Manila, og mødte altså på denne tur Verdens Mest Irriterende Menneske.

1.
Allerede den allerførste sætning han siger til mig er irriterende. Vi skal stoppes 14-15 mennesker ind i en minibus der på ingen måde er lavet til lange mennesker, og da tourguiden Ann ser mig og noterer sig at jeg er to hoveder højere end alle de andre, foreslår hun at jeg sidder på forsædet, så der er plads til mine ben. Fint, siger jeg, og så står vi ellers og venter på at folk langsomt slæber sig ind i bussen. Folk kender ikke hinanden, og der opstår lidt forvirring om hvem der skal være hvor, og så foreslår Verdens Mest Irriterende Menneske at jeg sætter mig ind på bagsædet. Jeg tænker ‘neeeeej, der kan jeg jo ikke være,’ men hører mig selv sige ‘sure’ og kravler derind.
Jeg kunne på ingen måde sidde ordentligt på det lille uduelige betonsæde og fik ingen søvn på den første del af turen. Jeg grinede dog af det, og jokede indvendigt om at Verdens Mest Irriterende Menneskes kommentar blot var begyndelsen, og at han ville vise sig at være et forfærdeligt menneske senere. Jeg var tættere på sandheden end jeg anede. Det var vel karma der besluttede at når jeg tænkte den slags, skulle jeg fanme også få det at føle.

2.
Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg ender i samme jeep der skal tage os op til det punkt hvor vores trek skal starte, og på denne tur lærer jeg at Verdens Mest Irriterende Menneske synger. Ikke som i ‘synger i band’, nej, som i ‘synger hele fucking tiden’! Beatles-numre, Bee Gees-numre, alt muligt gammelt crap synger han, og det er ikke sådan en stilfærdig nynnen – det er højt og tydeligt. Og han synger godt. Fuck, det er irriterende.

3.
Udover Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg, var der i jeepen to filippinere og en russisk pige som Verdens Mest Irriterende Menneske fulgtes med. Jeg kunne i starten ikke lure om de var kærester (hahaha, Verdens Mest Irriterende Menneske og damer, yeah right!) for han snakkede hele tiden med hende om alle de ting de skulle opleve, sagde at hun så sød ud og så videre, men der var ingen fysisk kontakt mellem dem. Senere på dagen kildede han hende dog på maven i en gestus der var en tredjeklasses folkeskoleelev værdig. Det var helt tydeligt at han forsøgte at score hende, og lige så tydeligt for den opmærksomme observatør at hun på ingen måde var interesseret i ham. Men føj, hvor var hans tilnærmelser irriterende at se på.

4.
Cirka hvert tredje sekund blinker Verdens Mest Irriterende Menneske. Ikke sådan et normalt blink som man knap lægger mærke til, men et meget kraftigt et hvor begge øjnes lukkes hårdt i og brynene rynkes. Og lige så tit rynker han på næsen (dog uafhængigt af blinkene). Når først man bemærker den meget ivrige og kraftige blinken og rynken på næse, er det fuldstændigt umuligt at koncentrere sig om hvad manden siger, og man undrer sig i stedet over om hans motorisk udfordrede ansigtsmuskulatur er et tegn på at manden bør søge psykiatrisk hjælp omgående. Jeg blev aldrig færdig med min analyse.

5.
Flere gange i løbet af turen op af vulkanen måtte vi krydse små vandløb ved at gå på sten hen over, og ved det allerførste vandløb faldt Verdens Mest Irriterende Menneske i vandet, ned til låret, på trods af advarsler om at der var dybere end der så ud til, og at stenene var glatte. En historie der åbenbart var så morsom at Verdens Mest Irriterende Menneske synes den skulle genfortælles en 30-40 gange i løbet af dagen. Jeg grinte hver gang.

6.
På et tidspunkt mens vi vandrer, kigger Verdens Mest Irriterende Menneske på mine fødder og siger: ”Wrong shoes for trekking.” Jeg svarede: ”No, perfect shoes for trekking,” hvortil han lo og sagde ”No, no, no, no…”
Fortæl mig så, hr. jeg-ved-alt-om-trekking-og-især-det-udstyr-man-skal-bruge-undervejs-på-trods-af-at-jeg-tydeligvis-aldrig-har-vandret-nogen-som-helst-steder-hen-og-at-det-er-min-første-trek-på-Mount-Pinatubo-selvom-jeg-har-boet-et-par-timers-kørsel-derfra-det-meste-af-mit-liv-og-blinke-ikke-magter-at-manøvrere-over-et-ét-meter-bredt-vandløb-blinkeblinke-uden-at-falde-i-vandet-som-en-anden-mongol, din narhat, hvorfor var det dig der sidst på dagen havde vabler på fødderne og en storetå-negl der var helt fucked up og blå, mens mine fødder havde det fucking perfekt!? ”Oh, I never said MY shoes were perfect.” Nej, det gjorde du fanme ikke. Og luk så røven.

7.
Efter turen op og ned af vulkanen sidder vi og skal have noget at spise på en lille spartansk udseende restaurant. Russisk pige, Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg. De finder tallerkener frem til russisk pige og jeg – Verdens Mest Irriterende Menneske er tilsyneladende ikke sulten, og vil ikke have en tallerken – og vi spiser løs af de forskellige retter der står på små tallerkener på bordet. Lidt efter vi er færdige, spørger Verdens Mest Irriterende Menneske om vi skal have mere at spise, og da vi svarer nej, udbryder han: ”Mmm, leftovers for me!” Han tager en af tallerkenerne fra bordet, skraber maden over på en anden tallerken med mad på og begynder at spise med en gaffel og ske fra en af de andre tallerkener. Alt imens står der rene tallerkener og bestik på bordet lige bag ham. Jeg spørger, forundret og en anelse forurettet, hvorfor han ikke spiste sammen med os, hvortil han svarer: ”No no, it’s okay.” Nej, det er fandenstejleme overhovedet ikke okay, hvad snakker du om!? Jeg er åbenbart ikke fin nok til at spise med Verdens Mest Irriterende Menneske.

8.
Under middagen (hans middag, altså) snakker han om at han er ved at vise russisk pige alle de pæne steder i Manila. Han spørger om jeg kender Fort Bonafacio, og da jeg svarer nej og fortæller at jeg ikke ved hvad det er, siger han: ”Really? It’s so nice there, you should go.” Jeg spørger hvor det er, og han siger at det er i Makati, at det er virkelig flot, at han troede jeg boede i Makati, om jeg så heller ikke kendte Greenbelt, at jeg skulle tage derhen, ogsåvidereogsåvidere. Jeg spørger ham, efterhånden mere end en anelse ophidset, HVAD Fort Bonafacio er, om det er et mall, en vej, en park, hvad helvede er det, så svar mig dog, menneske? ”Oh, well, it’s like a mall, but not really. It’s really nice.” Tak, den har jeg fanget. Jeg er nu ved at være rødglødende af raseri og hiver demonstrativt min bog med kort over Manila op af tasken, og med det samme siger han: ”You probably won’t find it in there, it’s an old map.” Jeg måber – hvad fanden i helvede ved han om det kort som jeg har købt for mindre end tre måneder siden, den klaphat! Jeg slår op på første side og læser højt: ”Copyright 2009,” og tilføjer: ”What the fuck is your point?” Russisk pige griner nu, synes tydeligvis det er morsomt at nogen giver ham igen, og jeg gætter på at hun er mindst lige så træt af ham som jeg på dette tidspunkt. Forståeligt. Jeg kan ikke finde noget Fort Bonafacio i Makati, så han overtager kortet og leder videre, mens han mumler noget med at det måske ligger i Taguig City, og ikke i Makati. Han peger ud i luften og siger at det ville ligge ca. dér i forhold til kortet. Okay. Så bladr dog over på den side, din jubelidiot! Der er fine dertil indrettede trekanter ude i siden af kortet der markerer hvilken side du skal gå til! Han finder det til sidst. Taguig City, ikke Makati. Flot.

9.
Dette punkt er ikke så meget irriterende, som det er direkte usmageligt. Og det er en sand historie.
Grunden til han ville besøge Mt. Pinatubo var at det er et ulykkessted. Flere hundrede mennesker døde, da vulkanen var i udbrud i 1991. Uden nogen form for anger fortalte han at han besøgte lokaliteter hvor der var sket ulykker med dødsofre – naturkatastrofer, drukneulykker, brande og den slags. Og tog billeder. Han fortalte om en sønderknust mand som kun kunne kende sin forkullede kone (eller søster, jeg husker det ikke) på bæltespændet. Alt andet var brændt til ukendelighed. Og han tog billeder af denne knuste mand. Ligeledes fortalte han at brændt menneskekød lugter af barbecue, og faktisk ret godt. Jo vist, skulle han vælge mellem fisk og menneskekød, ville han nok foretrække sidstnævnte. Måske er jeg sart, men jeg synes det er en syg form for hobby. Desværre fik jeg aldrig spurgt ham hvad han brugte billederne til. Der er trods alt en vis forskel på om de bliver solgt til aviser og tidsskrifter eller de hænger på væggen derhjemme.

10.
Han gik rundt med en trøje på hovedet. Behøver jeg sige mere?