Archive for the ‘Semi-autobiografisk pseudofiktion’ Category

TAK! Nej, det gør jeg fanme ikke, og det er der en grund til.

Jeg har ikke længere tal på hvor mange gange folk er blevet overrasket over forskellige aspekter af min (såkaldte) personlighed som de ikke kendte til, f.eks. mine meninger, den sportsgren jeg dyrker, eller, i særdeleshed, det musik jeg hører. For nu at sige det mildt: jeg har en meget bred musiksmag. Den spænder fra finsk melodisk dødsmetal i den ene ende over hård rock, punk, indie, rap, elektronisk, country til pop og singer-songwriters i den anden, og det er vel efterhånden ret få genrer jeg kan sige at jeg overhovedet ikke bryder mig om (dog kvæler jeg dig hvis du får den syge ide at sætte opera på mens jeg er der).

Navnlig metal har altid stået mit hjerte nær, og mange mennesker har åbenbart nogle ret stærke meninger om hvordan man skal se ud når man lytter til metal, og på den baggrund må jeg altså skuffe: jeg har hverken langt hår, tatoveringer eller piercinger (til gengæld har jeg personlighedsspaltning og paranoia, men dækker over det ved at fake en multifacetteret personlighed og følsomhed). Faktisk ligner jeg derimod en helt normal fyr (vil jeg gerne bilde mig selv ind i hvert fald), og det er ikke tilfældigt. Sandheden er at der, ligesom ved (næsten) alt andet jeg foretager mig, ligger et rationale bag, og jeg kan ganske kort opridse det for jer.

Årsag nummer 1:
Jeg hader at blive klassificeret. Jeg er udmærket klar over at det er en helt naturlig og uundgåelig del af menneskets måde at opfatte verden på, men jeg hader altså bare at blive smidt i en bestemt kategori på baggrund af mit udseende. Og især hvis de andre medlemmer af samme kategori er en flok kontanthjælpsmodtagende amøber der ikke ved hvad de vil med deres liv, og som jeg ikke føler det store tilhørsforhold til.

Årsag nummer 2:
Jeg elsker at provokere, og af en eller anden grund fungerer det bare bedst for mig hvis jeg ser mere eller mindre neutral ud. Så er chokket større når jeg voldspyr min kroniske weltschmerz og det konstant ulmende raserianfald ud over intetanende mennesker der ikke ved hvordan de skal reagere. De måbende ansigtsudtryk der følger efter, er intet mindre end priceless.

Årsag nummer 3:
Vi er nogle der er dameglade jo, og lur mig om ikke den slags går bedre når man ser nogenlunde normal ud.

Du kan jo spørge sig selv hvem af disse mænd DU højst sandsynligt ville gå hjem med (og jo, du ved det også godt selvom du er en fyr):

Denne flotte og relativt anonymt udseende heavy-gut?

Charmøren her?

Eller denne velklædte fyr med det frække glimt i øjet og det selvsikre smil?

Jeg har ret, ikk’?

Det der egentlig irriterer mig, er at mange mennesker tilsyneladende mener at man bør se ud på en bestemt måde alt efter ens hobbyer, politiske ståsted eller musiksmag, og det kan jeg altså bare ikke være med på. Beklager men så endimensionel vil jeg ikke være. På samme måde som jeg varierer musikken jeg lytter til (og det er faktisk ret vigtigt for mig), kan jeg godt lide at variere mit udseende: den ene dag tropper jeg måske op i en blazer eller en pæn skjorte og den næste har jeg en hættetrøje på. Eller en plettet undertrøje der engang var hvid, hvis jeg skal ud og charmere pigebørnene.

I bund og grund vil jeg vel bare ikke have at jeg er nem at klassificere. Min gode kammerat som jeg spiller basketball med, siger det nok allerbedst når vi snakker om alle de af vores holdkammerater der render rundt med gangsta bling-bling, cappen på skrå og hængerøvsbukser og tydeligvis mener at de hører hjemme i det inderste Harlem: “Det er en sportsgren vi dyrker, for helvede, ikke en livsstil!”

Jeg er slående enig. Og inden nogen nævner det – ja, jeg er dobbeltmoralsk. Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Jeg får lyst til at lire dette filmcitat af – så det gør jeg:

“I’m like my mother, I stereotype. It’s faster.”

Reklamer

… Or so they say. I beg to differ.

Jeg ved ikke hvem der har fundet på ovenstående citat, men jeg tror ikke på at det er Janet Jackson, selvom hun har lavet et (garanteret elendigt) nummer med netop den titel. Jeg har ikke hørt sangen, men jeg har læst teksten, og det er satme godt nok en omgang lunken pis.

“You won’t pay nothin’ for this good lovin’. It’s for free.”

Ah, det tror jeg så ikke, Janet. Men det kan vi diskutere en anden gang.

De bedste ting i livet skulle altså være gratis. Aha. Jeg tror at vi er nødt til at få defineret præcis hvad de bedste ting i livet er, for det er godt nok et udsagn der skurrer meget i mine ører. En stor del af den mandlige befolkning vil, formoder jeg, sikkert mene at sex er blandt de bedste ting i livet. Er sex gratis? På ingen måde. Hvis man får lokket en trunte med hjem til ungkarlehyblen, har man sandsynligvis også stået på en skummel beværtning og hældt drinks på hende den halve nat, indtil hun endelig, som regel omkring kl. 5-6 stykker om morgenen, mener at man skal belønnes for sin indsats. Ih, tak. Det kostede kostede kun 563 kr. at få lov at pløje et fuldt lig. Og hvem betalte taxaen? Den slags er ikke gratis. Det er et klokkeklart eksempel på en håndgribelig pris man betaler for sex, men så er der også de mere immaterielle af slagsen der følger i kølvandet. For eksempel den moralske skyldfølelse der rammer på et tidspunkt i løbet af næste dag når man begynder at komme til sig selv og har brugt en halv time på forgæves at lede efter kondompakken, hvorefter man må indse at man sgu nok ikke lige fik ordnet det i kampens hede. Straks stiller man sig selv interessante spørgsmål som “klør det egentlig ikke en smule dernede?” og “plejer det at føles sådan?” og så kan man gå og hygge sig med det, indtil man får nosset sig sammen til at gå til doktormanden og få en recept på klamydia-medicin. Badabing, penge ud af lommen lige der. Og nej, jeg ved ikke hvor meget det koster. Jeg har jo fået recepten væk, for helvede.

Så er der sikkert en eller anden klaphat der indskyder at sex med sin kæreste jo er gratis, og her kræver det al den koncentration og viljestyrke jeg kan oparbejde, at holde mig fra at ommøblere vedkommendes tandsæt. For good. Sex med sin kæreste er sgu da på ingen måde gratis. Man skal høre på halvhjernede svigerforældre, tage opvasken, støvsuge, give ture i biffen og uopfordrede blomster samt kokkere mere eller mindre fantastiske retter til hende, før hun synes at hun har lyst til den slags aktiviteter. Og stadigvæk kan hun blive ramt af spontan hovedpine når som helst under forspillet, og man må gå slukøret på toilettet for at tage trykket og for at give sine hænder noget at lave så man ikke omgående pudekvæler sin bedre halvdel. Not gratis.

“Men Kong Finland, det er jo gratis for pigen?” Ja, I tror fanme også alt er gratis, bare I viser lidt hud! For det første betaler I i dyre domme for at få fat i den skøgekonnoterende kjole og dertilhørende singlekrigsmaling der er absolutte nødvendigheder hvis nogen fyr, uanset hvor spritstiv han så er, skal få lyst til at lave den dyre med jer, og for det andet koster p-piller ikke gratis, og de er sgu essentielle hvis I vil undgå at skide røvhullets unge ud ni måneder efter han har gennemspulet jeres underliv – hvilket bringer mig til næste pointe.

Der er sikkert også nogle der vil påstå at børn er noget af det bedste i livet, men det er heldigvis nemt at påvise at de sataner ikke er billige i drift – eller for den sags skyld gratis. Jeg så engang i nyhederne at det koster ca. en million kroner at opfostre sådan en fanden fra den bliver født til den fylder 18 og man kan sparke den af helvede til. Tillykke, mor og far. I kunne have været millionærer. How does that feel?

“Hvad så når man får et smil fra en fremmed på gaden? Dét er da gratis!” Okay, hør lige her, “ven”. Nu snakker vi om de bedste ting i livet her, ikke små hverdagshændelser der giver én en anelse mindre lyst til at blæse kraniet ud på sig selv. Jeg mener absolut ikke smil fra fremmede hører til i førstnævnte kategori, ligegyldigt hvor lækker hun så er. So shut it.

“En god aften i venners lag?” Nej, heller ikke. Hvis det skal være en god aften, kræver det jo betydelige mængder alkohol, og som jeg vist har været inde på, er det ikke gratis.

Er der andre forslag eller er vi enige om at de bedste ting i livet ikke er gratis?

Derimod er det ganske gratis at læse denne blog. Indtil jeg finder en måde at indføre brugerbetaling på.

Er der andre end mig der kender til det fænomen at når ordene ‘min kæreste’ sådan lidt henslængt, nærmest som en sidebemærkning og tilsyneladende helt uskyldigt, bliver nævnt i en sætning, så forandrer selve grundlaget, fundamentet som hele situationen beror på, sig fuldstændigt fra det ene øjeblik til det andet?

Man hører bare for eksempel “… og så ville min kæreste hellere…” og med ét er hjernen i gang med utallige forskellige udregninger og udlægninger af situationen, og man hører ikke et ord af hvad der følger efter. Hvad der kom før, fik man egentlig heller ikke rigtigt fat i, for da kredsede tankerne om hundredvis af andre udregninger og potentielle fremtidsscenarier, indtil de altså blev afbrudt af ordene ‘min kæreste’.

Jeg har oplevet det tusinde gange. Cirka. Når man som ung playboy spiller storcharmør i byen med påtaget kækt smil og glimt i øjet, er det to ord som markerer en nitte; ingen gevinst her, og de syv minutter man har brugt på at lade som om man lyttede efter, mens de førnævnte natlige fremtidsscenarier udspillede sig som en film i hovedet, er spildt, og med et trylleslag er alt hvad vedkommende siger, komplet ligegyldigt. Mens trunten lystigt snakker videre, er det eneste mine tanker handler om, hvordan jeg hurtigst muligt kommer væk fra denne mildest talt miserable situation, der ellers havde så gode udsigter til at starte med. Alt sammen på grund af to små ord.

Når man så er i forhold, skulle man ikke tro at de to ord ville have nogen nævneværdig effekt, men ak, det har de – omend en meget anderledes effekt. Snakker jeg med en attraktiv pige i byen, farer adskillige spørgsmål rundt i mit hoved: “nu tror hun vel ikke at jeg er ude på at score hende?”, “flirter vi?”, “kunne jeg have scoret hende?”, “forsøger hun at score mig?”, “er det her forkert?”, “hvordan får jeg på en høflig måde vist at jeg ikke er interesseret?” og ikke mindst “hvorfor helvede tænker du på alt det her i stedet for at lytte efter hvad hun siger!?”

Således kører mine ustoppelige tanker ud af en tangent, og jeg er på ingen måde mentalt til stede i samtalen med den stakkels pige. Når min radar så opfanger de to førnævnte ord, skifter mine tanker bane på samme måde som de gør når man er single og på jagt; blot med den forskel at det denne gang er et yderst velkomment skift. Mine tidligere bekymringer forsvinder som dug for solen, og jeg kan ånde lettet op: Selvfølgelig var hun ikke ude på at score dig, dit store læs! Uvægerligt indser jeg det komiske i situationen og kan endnu engang bare grine og ryste på hovedet af mig selv og mine til tider stupide tanker, mens jeg undrer mig over hvorfor jeg altid tænker sådan og om det nogensinde får en ende – alt dette naturligvis mens pigebarnet snakker videre uden at jeg hører ét eneste ord!

Jeg ville nogle ganske ønske jeg kunne slå mine tanker fra, men det er altså ikke så let. Men hey, livet ville sgu også være noget mindre underholdende hvis man ikke kunne grine af sig selv!

Den skarpe læser vil have bemærket at der er et scenarie der er blevet udeladt i fortællingen: hvad hvis pigen ikke nævner noget om en kæreste? Simpelt, i situation #1 er det lig med succes, og i situation #2 panikker jeg totalt og skriger “JEG HAR ALTSÅ EN KÆRESTE! VIG BORT, DJÆVLETØS!” hvorefter jeg løber skrigende ud af lokalet og hjem til mine fire sikre vægge.