Archive for the ‘True story’ Category

Det her er hvad jeg ville have skrevet:

Den selvproklamerede klogeste mand i verden spiller smart igen – og nej, det er ikke mig selv jeg henviser til. Stephen Hawking, der i årevis er kommet med den ene vanvittige udtalelse efter den anden, påstår nu for det første at der er liv rummet, og for det andet at vi bør undlade at kontakte dem (det her indlæg har, som du nok har opdaget nu, været længe undervejs). Sjældent har jeg hørt noget så dumt.

Hans ræsonnement er at hvis rumvæsener kommer til jorden, vil det gå som da Columbus kom til Amerika og blev venner med indianerne – hvilket jo også kun førte den industrielle revolution med sig og lagde kimen til vestens totale verdensherredømme (ikk’? Jeg sov lidt i historietimerne). At der så røg et par indianere på den bekostning, er der vist ikke andre end professor Hawking der går op i. Hvordan ville verden i øvrigt se ud hvis de hash-rygende hippier var forblevet det dominerende folk på det nordamerikanske kontinent? De kommunikerede med røgsignaler, for helvede – hvor øko-frelst er det ikke lige!?

Man skulle jo tro at de fleste med rette ville være pisse ligeglade rumpsykopatens udtalelser og smadder-ignorere ham, men så heldige har vi naturligvis ikke lov at være. Tværtimod har FN af uforståelige grunde valgt at tage Hawkings LSD-inducerede fantasier seriøst og udnævnt en ambassadør der skal tage imod rumvæsenerne når de kommer.

To sekunder, jeg skal lige have pulsen ned…

What the FUCK sker der!? En fucking rumambassadør, er det seriøst? Jeg håber kraftedeme det er en usædvanlig dårlig (og ringe udført) aprilsnar, men noget siger mig at de mener det.

Lad mig for de tungnemme læseres skyld forklare hvad der pisser mig af.

Ifølge selv samme organisation lever flere end 1 milliard mennesker under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen. Jeg er klar over det muligvis er et radikalt forslag i nogles øjne, og jeg indrømmer at jeg ikke ved en hujende fis om hvordan FN er finansieret eller hvordan pengene distribueres imellem de forskellige underafdelinger, men tror I ikke vi muligvis kunne bruge den overdådige månedsløn som vores kære rumambassadør uden tvivl får, på noget andet end at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom? Just a thought.

Eller hvad med miljøet? Jeg skal ikke gøre mig klog på om global opvarmning er menneskeskabt, eller om fænomenet overhovedet er en realitet, men det slår mig bare at det ville være bedre at spendere de millionbeløb som går til FNs rumafdeling, på forskning inden for miljø, klimavenlig energi og forebyggelse af naturkatastrofer i stedet for at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom, og som alle naturkatastrofer synes at ramme!

Jeg siger blot at med de massive problemer vi har på vores klode, burde en verdensomspændende organisation som FN måske fokusere på nogle problemstillinger af lidt mere væsentlig karakter end hvordan vi skal byde eventuelle (muligvis ikke-eksisterende?) rumvæsener velkommen.

Javist, der er mange der tror der er liv derude. Der er også mange der tror der sidder en mand oppe i skyerne og styrer tingenes gang her på planeten.

Jeg siger ikke at der ikke er liv i rummet. Men hvis der er, tror jeg det eksisterer i en af to følgende former: Enten er det nogle tåbelige amøber (ikke så anderledes end os, faktisk) der går og hygger sig på en planet et eller andet sted derude, og som langt fra er intelligente nok til at konstruere fartøj der skulle kunne tage dem de 9,57 lysår de skal tilbagelægge for at besøge os. Ergo kommer de ikke på besøg. De ved ikke engang vi er her.

Eller også er de os langt overlegne på alle områder, i særdeleshed på deres intellekt, hvorfor de aldrig nogensinde ville drømme om at besøge vores hærgede planet og møde de lavtstående væsener der går og slår hinanden ihjel her, og som uden tvivl ville benytte mødet med dem til at indfange eksemplarer af racen, som kunne indespærres i små hyggelige celler hvor adskillige skizo-videnskabsmænd kunne få stillet deres sadistiske lyster ved at proppe sonder og andre objekter op i røven på dem. Ergo kommer de ikke på besøg. Nogensinde.

Mit håb for menneskeheden er forsvindende. FN, tag jer sammen.

Men så læste jeg det her. Meh. Poster lortet alligevel…

Reklamer

Få ting varmer mit kolde hjerte, bringer solskin over mit ellers mørke sind og skaber brusende liv i mine tomme, golde øjne som når en person jeg oprigtigt holder af, bliver provokeret og lader sig ramme af en af mine utallige verbale såvel som skriftlige spydigheder. Det er mig et evigt under at folk tager det seriøst når jeg langer ud, men det er vel byrden man må bære når man, som jeg, har gjort det til hele sin karakter, hele sin identitet, at uddele konstante velplacerede lussinger til enhver der kommer forbi, uanset vedkommendes værdier, holdninger, politiske tilhørsforhold, udseende, tro, humor (og mangel på samme) – ofte gør jeg det blot for at studere personens reaktion – og derfor lever bag en maske camoufleret af drivende sarkasme og personlige fornærmelser der gør, om man vil det eller ej, at folk aldrig helt ved hvor man står og om man egentlig mener hvad man siger (hint: Det gør jeg. Altid).

Jeg ville sige ’for nylig’, men det passer ikke for det er efterhånden længe siden, skrev en gammel bekendt til mig på Facebook; hun havde fundet min blog. Hvad der ellers startede med prisende lovord om mine skrivekundskaber og generelle fornuftighed (hun er en af de få der kender til min gamle blog) forvandlede sig hurtigt til en større tilsvining af mig som person på grund af et par udtalelser om piger i forhold og deres totale mangel på nytteværdi i mit liv. Kære læser, du har allerede gættet helt rigtigt: Hun er både i et forhold og samtidig en af dem jeg har langt an på engang i hvad der nu føles som tidernes morgen. Det var tydeligt at hun var blevet fornærmet over mine udtalelser – og for mig lige så tydeligt at hun stadig har følelser i klemme, men lad nu den ligge – og nu følte at hun måtte agere retfærdighedens vogter ved at påpege min respektløshed over for kvinder og, i vores personlige forhold, gøre det klart at vi ikke skulle have mere med hinanden at gøre. Tick, tock.

Naturligvis var det komplet umuligt for mig at tilbageholde mit latterudbrud, og jeg må indrømme at jeg brugte adskillige minutter på at finde ud af hvorledes jeg skulle svare hende. Et kontrastød? Det ville være uhyre morsomt, men næppe for hende (jeg vil selvsagt ikke lukke døren helt i – hun kunne blive single igen en dag jo). En undskyldning – who are we kidding? Et kort men fattet svar der indeholder et subtil personangreb som muligvis, bare muligvis, ville gå hen over hovedet på hende – yes, sir!

Kære læser, jeg ville hellere end gerne netop her vise hendes besked, bevismateriale A, men som det gode menneske jeg er, spurgte jeg naturligvis om jeg måtte poste det på bloggen, og til det havde hun to betingelser: (1) at hendes navn ikke fremgik, og (2) at jeg rettede hendes stavefejl. Derfor er det desværre ikke en mulighed at poste et screenshot af beskeden, men jeg synes alligevel ikke I skal snydes for den så jeg har gjort som befalet og renskrevet den:

Hejsa

Længe siden, håber du går og har det godt.
Sad og ryddede lidt op i min computer da jeg falder over et dokument der indeholder en adresse til din gamle blog, og kom til at tænke på hvorfor det engentlig var vi mistede kontakten. Jeg var glad for at skrive med dig, hyggede mig når vi så film, og du præsenterede mig for 1000 fryd som var sjovt.
Men så gik jeg ind på din gamle blog og så det var et link til en ny blog du havde lavet. Jeg husker at jeg syntes det var spændende at læse hvad du skrev, at du var god til at skrive og formulere dig, så jeg klikkede hen på din nye blog og her fik jeg svaret på hvorfor vi ikke har kontakt længere.
“Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbelig vis får indskudt ordene ´min kæreste´, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig??”

Helt ærlig, Heine, det kan du da ikke mene. Hvad med venskab, kan en pige ikke bidrage med det? Har altid syntes om dig og, for at være ærlig, synes du har haft nogle kloge ord på din blog. Men hvis dette er sandt, og ikke bare for at provokere, så har jeg da opfattet dig helt forkert, troede ikke det om dig.

Før jeg læste dette, sad jeg ellers og tænkte om det mon var mulig at få kontakt med dig igen, men det kan jeg da vist godt glemme alt om, eller hvad?

Mit svar, derimod, kan sagtens tåle at blive postet her (klik på lortet).


Jeg tror nok at vi er gode venner igen, men man kan jo aldrig vide med det andet køn. Der er ikke en morale eller pointe med indlægget her, men jeg morede mig blot så meget over hendes fornærmede udbrud at jeg syntes det fortjente et større publikum. Og bloggen her har jo også stået stille alt, alt for længe, så det var tiltrængt at hun kunne bidrage med noget inspiration.

Tak, søde.

Indimellem hænder det at en eller anden karl smart tror at han skal belære mig om hvad god musik er, hvilket i sig selv er ubeskriveligt irriterende grundet min indlysende ekspertise på dette område, men nogle gange formår klaphatten at gøre det med ordene “prøv at lytte til teksten” – og så rammer jeg altså det røde felt (såfremt han har fanget mig på en dag hvor jeg ikke i forvejen allerede er deroppe)!

Prøliåhørher! Hvis du prøver at sælge et nummer til mig, skal salgsargumentet fandenstejleme ikke være at ordene er gode. Kan det være mere ligegyldigt? Jeg er da helt ubeskriveligt ligeglad med om den knuste troubadour der står bag nummeret, var knalddygtig til at udtrykke sin hjertesorg i lyriske vendinger, hvis ikke manden kan skrive en god melodi. Det er jo for fanden ikke poesi jeg går op i, men musik.

Desuden er der ingen påviselig sammenhæng mellem tekstens indhold og nummerets kvalitet. Lad mig give et eksempel på det. For at vurdere det jævnfør god videnskabelig praksis skal vi naturligvis først definere hvornår en sang er god, og der er det jo klart at det er markedskræfterne der må råde. Det er der umuligt nogen der kan være uenig i. I denne højteknologiske tidsalder giver det derfor mening at kigge på hvilke singler der er blevet downloaded mest via det der iTunes som alle taberne går sådan op i (taberfjolserne udgør klart den størst befolkningsgruppe, skarpt efterfulgt af hippie-freaksene, hvorfor de har den største indflydelse på markedet. Sadly).

Må jeg præsentere, i omvendt rækkefølge (for at holde spændingen oppe jo), de tre mest downloadede sange via iTunes:

3. Black Eyed Peas – Boom Boom Pow

En sang hvor omkvædet på velartikuleret vis lyder:

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom

Boom boom boom

Jeg ved ikke i hvilken verden dette juks kan gå under betegnelsen ‘lyrik’, men ikke min. Det er vist tydeligt at Fergie og company skal have deres skolepenge tilbage. I øvrigt har jeg læst teksten igennem 16 gange, og det er mig stadig en gåde hvad den egentlig handler om. Jeg ved ikke hvad de forsøger at sige, men jeg tror de har problemer derhjemme. Dog leder en af de såkaldte rappere os elegant videre til næste kunstner med ordene:

I’m a beast when you turn me on

Into the future cybertron

Harder, faster, better, stronger

Sexy ladies extra longer (← diller-reference!)

2. Lady Gaga – Poker Face

Meget bedre går det ikke på listens andenplads hvor hermafroditten Lady Gaga (du købte vel ikke den med at “hun” er kvinde? ‘Min vagina er fornærmet,’ come on! Det er mit intellekt også) må stamme sig igennem megahittets hookline:

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

Poker siger mig aldeles intet (jeg er selv i stand til at drikke mine penge op og har ikke brug for hasardspil), og lige så lidt gider jeg høre om hermafroditters uanstændige sexliv. Shut it, weener girl.

I øvrigt: “Cause I’m bluffin’ with my muffin.” Really? Kan det være tydeligere at der gemmer sig en lille overraskelse mellem benene på “hende”?

1. Black Eyed Peas – I Gotta Feeling

Endnu engang Black Eyed Peas, men denne gang behøver vi ikke engang skele til “lyrikken” før den er gal og tumperne viser deres ulideligt ringe sproglige formåen: Den er allerede gal med titlen!

“Den giver da udmærket mening,” tænker du nok, men nej, det kan jeg så afsløre at det gør den på INGEN måde, min sprogligt udfordrede “ven”. Ordet ‘gotta’ er en sammentrækning af ‘got to’ (jeg har i dagens anledning også fundet en kilde på det), hvilket vil sige at titlen, når den bliver skrevet ud, er ‘ I got to feeling’. Og så skal man vist ikke have meget bedre engelskkundskaber end hvad der må forventes rimeligt af en gennemsnitlig 6. klasses elev for at kunne se at det er usandsynlig dårligt engelsk (6. klasse er måske højt sat, men børn er jo for fanden idioter nu om dage).

Men hvad kan man også forvente af et band der består af tre negere og en kvinde.

Således har jeg på skarpsindig vis demonstreret at der ingen positiv sammenhæng er mellem en sangs kvalitet og det lyriske indhold. Hvis du er uenig, kan du jo smide en kommentar. Jeg er dog ekstremt god til at ignorere andres meninger.

Toilet troubles

Posted: 24. maj 2010 in Brok, Dæå, Træls, True story

Er der nogen der kan forklare mig hvorfor der, når jeg maks. en halv time efter at have indtaget min cappuccino (jeg er stadig ikke voksen nok til at drikke kaffe sort. Luk røven, smartass, det smager af bæ) fra kantines dødsmaskine og jeg som en direkte konsekvens heraf sidder på toilettet med explosive bowels syndrome, altid er nogen der skal tage i dørhåndtaget? Er det virkelig så svært at fatte at når den lille skive under dørhåndtaget, der kan være to farver, er RØD, så betyder det ‘no go/hold dig væk/der er optaget, spasser’!?

Det er en universelt regel at man skal holde sig fra ting der er røde. Det betyder fare, jo.

Her kunne jeg sagtens berige jer med utallige eksempler fra dyreriget eller den internationale forskning, begge verdener som jeg jo er ganske velbevandret ud i, men jeg har valgt i stedet at krydre med et par eksempler fra mit eget oplevelsesmættede liv.

Rød er et faresignal, og det indikerer at man skal holde sig væk…

… Som når stort brød med en flot kokrød ansigtskulør skrigspytter “Hvad griner du af!?” ind i ens hoved fordi man ikke helt formår at skjule grineflippet da han, henvendt til ens kammerat, spørger i ramme alvor om vi gloede på hans dame. Det er et faresignal. Lay low (det er mig ubegribeligt at jeg aldrig har fået tæsk i byen).

… Som når en pige man “kender” pludselig chokerer ved at være iklædt en af de skrækkelige røde ‘Bevar Christiania’ T-shirts og andre ligeledes kommunist-inspirerede beklædningsgenstande. Det kan vel næppe undre nogen at jeg fik ændret nummer og sat ny lås i døren, hvorefter jeg indstillede enhver kontakt med den arme trunte. Der er grænser for hvad man skal finde sig i.

… Rødvin. Der behøver jeg vist ikke sige mere. Man skal holde sig langt, langt væk hvis man har sit liv kært. Og det har hr. jeg-tror-ikke-to-flasker-er-nok-til-mig-jeg-må-hellere-købe-tre-bare-for-en-sikkerheds-skyld Finland så åbenbart ikke.

… Som når farven på tøsebarnets ansigt nærmer sig lava (hvis fersken er en farve, er lava fanme også) efter man i et kvarters tid har svinet hendes pelskrave og forsøgt at diskutere dyrerettigheder på en shawarmabar kl. 5 en lørdag morgen, mens man selv er ved at fortære en bacon cheese burger. Man burde nok have vidst hun ville snappe og begyndte at uddele slag med flad, men yderst gavmild, hånd. Hun skylder mig stadig for den Cocio jeg tabte.

… Som når hendes lænders frugt tager en mørkerød farve, sandsynligvis efter hendes moralsk fordærvede sjæl, som man først opdager alt, alt for sent via det blodindsmurte lagen, og det går op for en at hvad man troede var hendes varme og indbydende skød, er noget helt andet og knap så fristende. Hendes underliv bliver da i både billedlig og bogstavelig forstand et stop-skilt der indikerer at man på ingen måde skal nærme sig hende eftersom ethvert forsøg på dette vil blive affejet med voldsomme anklager og vanvittige beskyldninger om ens intentioner. Og så nævner vi slet ikke den medfølgende smag af rust.

Der findes talrige eksempler, og jeg fatter ikke at man kan ignorere denne basale viden og gentagne gange tage i dørhåndtaget når jeg sidder på tønden!!!

Man skulle kraftedeme tro at de var farveblinde.

Næste gang lader jeg være med at låse, så ser vi hvad der sker når de åbner og jeg sidder med et stykke kage og siger: “Hej, kom indenfor!”

En bekendelse (sorta)

Posted: 16. maj 2010 in Dæå, True story

Kære Gud/Karma/hvem-end-der-styrer-showet

Jeg ved godt jeg ikke altid har været dit bedste barn. Jeg ved godt jeg har været et svin, et veritabelt røvhul, en skiderik, en lort, en luset, lavtstående sjuft, en primitivt tølper af værste skuffe og et gedigen usselt kryb der gang på gang har narret folk der burde vide bedre.

For alle de gange jeg har løjet, manipuleret, udnyttet, stukket blår i øjnene på intetanende fremmede, såret mennesker jeg holdt af, og skuffet venner og bekendte, beder jeg nu om tilgivelse.

Jeg gjorde nemlig en god gerning i dag. Og jeg kunne, så let som ingenting, uden hverken at blinke eller tænke nærmere over det, have udnyttet situationen for egen vindings skyld. Og guderne skal vide (er det blasfemi? I så fald undskyld. Jeg er bare stadig ikke helt overbevist om at du var ene om det her show, Gud…) at jeg overvejede den lette udvej, som jeg så ofte tidligere har valgt. Men denne gang valgte jeg efter flere sekunders rådvild tvivl og moralsk vaklen – man er vel kun et menneske – the high road. Jeg valgte på trods af en næsten uimodståeligt fristelse, en chance der egentlig var for god til at lade gå til spilde, at gøre det rigtige.

Hvis du virkelig findes derude, Karma (og det ved jeg ikke om jeg skal håbe at du gør da det kunne ende grimt), så håber jeg du så mig i dag. Så hvordan jeg kiggede forføreren i øjnene, hvordan jeg blev draget nærmere og nærmere, mens svedperler begyndte at springe frem på panden og en hidtil uset lyst til at tage hvad der (retmæssigt?) var mit, spredte sig fra underlivet og hele vejen op igennem maven, op ad ryggen, gennem nakken, helt ud til fingerspidserne og mit brandvarme (og utvivlsomt røde) ansigt, hvordan jeg blev lokket med flere timers uforpligtende og lidenskabelig morskab – men køligt, næsten ophøjet, takkede nej med en from mine. Og en spag stemme.

Buschaufføren gav mig for mange penge retur da jeg købte billet. Og jeg mindede ham om det af årsager som jeg ikke helt selv kender (muligvis bare fordi jeg ved at jeg er bagud på den konto). Og det tæller når regnskabet skal gøres op. Goddamnit, det tæller.

Jeg håber dybt og inderligt at du bemærkede det, Karma. For jeg kunne altså virkelig godt have brugt de 100 kroner på bland-selv og is her til aften.

Kære Danmarks befolkning

Jeg er indimellem en anelse træt af at råbe og skrige af jer, især når I ikke gør som der ganske tydeligt bliver sagt I skal. Men da jeg ikke er en fucking quitter, bliver jeg ved.

Når man er så sprogligt begavet – ja, enkelte vil måske endda gå så vidt som at bruge udtrykket ‘overlegen’ – som jeg, er det klart at man fra tid til anden støder på deciderede mangler ved det ganske danske sprog, som jeg ellers holder så meget af.

Dette smerter naturligvis en ordgøgler som undertegnede dybt, og mødet med sprogets fejlbarlighed afføder både søvnløse nætter og talrige dage hvor intet andet end bekymring over sprogets forværrede tilstand ligger mig på sinde. Dog må jeg, som den lingvistiske entitet jeg nu engang er, gennemleve smerten, rejse mig på ny og søge at opnå spirituel tilfredsstillelse ved at forbedre vort elskede sprog gennem en udvidelse af samme. Dette vil selvsagt bidrage til at en højere elokvens vil være opnåelig for de af os der går op i den slags (og det burde gælde alle, men ak, det ved jeg kun alt for godt at det ikke gør).

Vi mangler nemlig et udtryk på dansk. Muligvis findes det på andre sprog, men jeg har i så fald aldrig hørt om det, og hvis det er tilfældet at det ikke findes, foreslår jeg at de kan få lov at låne vores ord (som jeg vil foreslå om ganske få linier).

Lad mig give jer en personkarakteristik: En lille irriterende og nævenyttig fætter der kækt blander sig i andre folks diskussioner og samtaler og (this is the crucial part) spiller de andre aktører ud mod hinanden hvorefter han trækker sig tilbage og nyder det verbale såvel som fysiske slagsmål med en svært veltilfreds mine, uden at deltage i debatten selv. Hvis diskussionen dør eller de implicerede når til enighed, stikker han næsen frem igen, leverer et par velplacerede stikpiller og bevidner ordvekslingen bryde ud i lys lue endnu engang.

Har vi et ord for sådan en person? Det tror jeg ikke. Lad mig derfor foreslå at vi i det danske sprogs tjeneste indfører udtrykket “KONG FINLAND” til at henvise til den ovenfor beskrevne person. Dette forslag kunne muligvis, for den mindre begavede læser, mistolkes som storhedsvanvid på undertegnedes vegne, men jeg kan forsikre om at det ikke er tilfældet. Tværtimod er det kutyme at store tænkere får opkaldt begreber, formler, opfindelser af intellektuelle ejendomme og andet efter sig. Tænk blot på Bush eller Stalin.

På denne måde er begrebet Kong Finland sikret overlevelse gennem dansk sprog og kultur de næste mange hundrede år – sikkert lige indtil en eller anden klaphat begynder at bruge det i den diametralt modsatte betydning (hvad så end det er), men det er okay; bare det stadig bruges flittigt.

Jeg ser frem til at Go’aften Danmark og andre journalistiske højborge tager udtrykket op til diskussion i de kommende dage. Dansk Sprognævn, jeg kigger også på jer.

Tak mig blot senere, Danmark.

Hvordan kan det være at alle vandhaner i den bygning hvor jeg sidder, er placeret så frustrerende tæt på vasken at man ikke kan få en flaske ind under den og få noget koldt vand at drikke mens man skriver speciale?

Jeg sidder på mit klaustrofobiske kontor – hvor vinduet i øvrigt er strategisk klogt placeret lige foran mig, så jeg ikke kan undgå at se de mange skønne piger der dagen lang går forbi ude i solskinnet – adskillige timer om dagen, og min gane bliver altså en anelse tør af det. Men kan man få vand? Nixen bixen, du kan glemme det, din samfundsnasser! Ca. en time efter min røv har ramt stolen, har jeg bællet min halve liter medbragte vand, og så er der altså åbenbart lukket for den slags goder – med mindre man selvfølgelig flotter sig og render i kantinen for at købe en flaske kildevand til den nette sum af 15,95 kr. (et professionelt gæt, jeg har aldrig prøvet at købe det), men det strider altså desværre bare imod alle mine principper at købe vand på flaske. Uanset hvor tørstig og rig jeg så måtte være.

Hvis det bare var en tilfældighed, kunne jeg måske bære over med den åbenlyse idioti, men det ved man jo at det ikke er. Næh nej, der har siddet en eller anden fessor-type med nogle gedigne murstensbriller der studerer persuasive design eller en anden småfascistisk kommunistuddannelse, og har fundet ud af at “hvis afstanden mellem hane og vask er præcis 13,7 cm, kan de studerende ikke stjæle vores vand!” (indsæt selv Anders Fogh-agtig stemme).

Nogle gange glemmer jeg fanme helt at AAUs fornemste opgave er at sørge for at berige det danske erhvervsliv med veluddannede kandidater i alle afskygninger, og at det ikke bare er en grisk pengemaskine. Eller vent, er det omvendt?

Jeg har endnu ikke fået tjekket det (til gengæld bliver det min hovedopgave i morgen, kan jeg love jer), men jeg vil vædde min overdådige månedsløn på at der på de fastansattes gemakker forefindes både amerikanske køleskabe, læderbetrukne chaiselonger og ikke mindst guldbelagte vandhaner perfekt designet således at en halvliters plastikflaske passer, som var den skabt til det, ind under hanen – tja, hvem ved, måske har de endda vandkølere, de nederdrægtige svin!

Er der noget at sige til at man trøstespiser Rittersport, chokoladecroissanter fra kantinen eller M&Ms fra automaten dagen lang når man hver eneste dag er oppe imod den slags social uretfærdighed?

Og kom så ikke her og påstå at det ikke er seriøse emner der bliver taget op på bloggen…