Arkiv for september, 2010

Det her er hvad jeg ville have skrevet:

Den selvproklamerede klogeste mand i verden spiller smart igen – og nej, det er ikke mig selv jeg henviser til. Stephen Hawking, der i årevis er kommet med den ene vanvittige udtalelse efter den anden, påstår nu for det første at der er liv rummet, og for det andet at vi bør undlade at kontakte dem (det her indlæg har, som du nok har opdaget nu, været længe undervejs). Sjældent har jeg hørt noget så dumt.

Hans ræsonnement er at hvis rumvæsener kommer til jorden, vil det gå som da Columbus kom til Amerika og blev venner med indianerne – hvilket jo også kun førte den industrielle revolution med sig og lagde kimen til vestens totale verdensherredømme (ikk’? Jeg sov lidt i historietimerne). At der så røg et par indianere på den bekostning, er der vist ikke andre end professor Hawking der går op i. Hvordan ville verden i øvrigt se ud hvis de hash-rygende hippier var forblevet det dominerende folk på det nordamerikanske kontinent? De kommunikerede med røgsignaler, for helvede – hvor øko-frelst er det ikke lige!?

Man skulle jo tro at de fleste med rette ville være pisse ligeglade rumpsykopatens udtalelser og smadder-ignorere ham, men så heldige har vi naturligvis ikke lov at være. Tværtimod har FN af uforståelige grunde valgt at tage Hawkings LSD-inducerede fantasier seriøst og udnævnt en ambassadør der skal tage imod rumvæsenerne når de kommer.

To sekunder, jeg skal lige have pulsen ned…

What the FUCK sker der!? En fucking rumambassadør, er det seriøst? Jeg håber kraftedeme det er en usædvanlig dårlig (og ringe udført) aprilsnar, men noget siger mig at de mener det.

Lad mig for de tungnemme læseres skyld forklare hvad der pisser mig af.

Ifølge selv samme organisation lever flere end 1 milliard mennesker under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen. Jeg er klar over det muligvis er et radikalt forslag i nogles øjne, og jeg indrømmer at jeg ikke ved en hujende fis om hvordan FN er finansieret eller hvordan pengene distribueres imellem de forskellige underafdelinger, men tror I ikke vi muligvis kunne bruge den overdådige månedsløn som vores kære rumambassadør uden tvivl får, på noget andet end at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom? Just a thought.

Eller hvad med miljøet? Jeg skal ikke gøre mig klog på om global opvarmning er menneskeskabt, eller om fænomenet overhovedet er en realitet, men det slår mig bare at det ville være bedre at spendere de millionbeløb som går til FNs rumafdeling, på forskning inden for miljø, klimavenlig energi og forebyggelse af naturkatastrofer i stedet for at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom, og som alle naturkatastrofer synes at ramme!

Jeg siger blot at med de massive problemer vi har på vores klode, burde en verdensomspændende organisation som FN måske fokusere på nogle problemstillinger af lidt mere væsentlig karakter end hvordan vi skal byde eventuelle (muligvis ikke-eksisterende?) rumvæsener velkommen.

Javist, der er mange der tror der er liv derude. Der er også mange der tror der sidder en mand oppe i skyerne og styrer tingenes gang her på planeten.

Jeg siger ikke at der ikke er liv i rummet. Men hvis der er, tror jeg det eksisterer i en af to følgende former: Enten er det nogle tåbelige amøber (ikke så anderledes end os, faktisk) der går og hygger sig på en planet et eller andet sted derude, og som langt fra er intelligente nok til at konstruere fartøj der skulle kunne tage dem de 9,57 lysår de skal tilbagelægge for at besøge os. Ergo kommer de ikke på besøg. De ved ikke engang vi er her.

Eller også er de os langt overlegne på alle områder, i særdeleshed på deres intellekt, hvorfor de aldrig nogensinde ville drømme om at besøge vores hærgede planet og møde de lavtstående væsener der går og slår hinanden ihjel her, og som uden tvivl ville benytte mødet med dem til at indfange eksemplarer af racen, som kunne indespærres i små hyggelige celler hvor adskillige skizo-videnskabsmænd kunne få stillet deres sadistiske lyster ved at proppe sonder og andre objekter op i røven på dem. Ergo kommer de ikke på besøg. Nogensinde.

Mit håb for menneskeheden er forsvindende. FN, tag jer sammen.

Men så læste jeg det her. Meh. Poster lortet alligevel…

Har nogen af jer opdaget at jeg er lidt af en sprogfascist? Nej, vel? Nåmmen, det er der visse onde tunger der påstår (bl.a. min egen), og hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg sikker på at de ikke længere er det efter at have læst dette indlæg.

Der er et par tendenser som jeg ønsker en forklaring på.

De fleste med en smule sprogforståelse ved at man sætter et punktum for enden af en periode. Dette er standard. Ingen dikkedarer. Hvis man så ønsker at modtageren skal tænke lidt over udsagnet, kan man vælge at sætte tre punktummer. Jeg går ud fra alle stadig er med (har endnu ikke spottet læsere fra Brøndby…), så nu kommer det svære.

HvorFOR er det at nogle mennesker indimellem vælger at sætte TO punktummer? Hvad fanden skal det betyde – at man skal tænke lidt over sætningen, men ikke helt så meget som hvis man satte tre?

Og hvad i hele hule helvede er meningen med at sætte fire, fem eller flere punktummer? Mine øjne BRÆNDER når I gør det, lad nu vær’!

Jeg er dog ikke den eneste der får nervøse ticks af dette fænomen, da jeg tidligere har diskuteret det med en kammerat der er næsten lige så fascistisk anlagt som jeg. Også med hensyn til sproget.

Et andet fænomen har dog også fanget min opmærksomhed og efterfølgende fået mig til at trykkoge af raseri. Vi har igen med tegn man kan sætte for enden af perioder, at gøre, men denne gang er det ikke punktummet der står for skud. Nu er det udråbstegnet og i særdeleshed en lille finte som jeg ser igen og igen rundt omkring hvor amatører skal forsøge at formulere sig på skrift, og som får mine sarte øjne til at bløde. De sætter et mellemrum mellem sætningens sidste ord og udråbstegnet. Sådan her !

Jeg FATTER det ikke! I skriver jo heller ikke sådan her normalt . Det ville jo se komplet åndssvagt ud . Så lad for guds skyld være med at gøre det !..

Jajaja, jeg er pernitten – det ved jeg sgu da godt. Men for helvede hvor er det grimt og sørgeligt at voksne mennesker ikke kan finde ud af det. Og inden du rømmer stemmen og gør klar til at præsentere det ellers så logiske argument at jeg jo heller ikke kan finde ud af hverken at gange, dividere, plusse eller minusse, må jeg bede dig klappe dine gæller noget så kraftigt i og lukke røven med dit afledningsmanøvre-ræsonnement. For jeg demonstrerer og udstiller jo ikke mine manglende matematiske evner – på daglig basis, hvis jeg må tilføje det – i offentligt tilgængelige fora, som eksempelvis Facebook, i en lang liste af ufuldstændige og pinligt ringe udførte regnestykker, vel?

Godt. Så luk.

Jeg ender jo nok alligevel i Klub 27

Posted: 23. september 2010 in Brok, Vrøvl

For et stykke tid siden bad en pige mig fortælle om et af mine mål i livet, og jeg må indrømme at emnet har rumsteret i mit hoved siden. For hvad er egentlig mine mål i livet? Hvad vil jeg gerne opnå?

Guderne skal vide at jeg er den første til at fare fordømmende ud hvis andre mennesker ikke har ambitioner og mål i livet – hvordan i alverden kan det så være jeg ikke selv har 100 % styr på den slags i forhold til mit eget liv?

Spørgsmålet efterlod mig mundlam i adskillige sekunder hvor diverse mere eller mindre realistiske fremtidsscenarier fløj rundt i hovedet på mig. Jeg måtte vælge et jo. Et godt et.

På trods af at jeg bestemt mener jeg har ambitioner med mit liv, så har jeg altid haft det temmelig ambivalent med den slags. At skulle have en mental liste med nogle faste, definerende mål man vil nå inden man skal herfra, minder mig bare lidt om de der lister over ‘ting man skal nå inden man fylder 30’. For det første slutter livet ikke der. Faktisk skulle man helst være under halvvejs. Og hvis man ellers bevarer noget af barndommens glæde og naivitet og udskyder alderdommens uundgåelige, altgennemtrængende bitterhed lidt endnu, skal man sgu nok blive ved med at have det sjovt og gøre lige præcis det man har lyst til og finder underholdende.

For det andet, selve målene på de lister, ikk’? De er altså ret tåbelige.

At se solnedgangen fra Kilimanjaro, at fare vild i New York, at køre på hundeslæde over grønlandsisen, at trekke i Himalaya, at køre tværs over USA på motorcykel, at tage på Safari i Kalahari-ørkenen, at deltage i karnevallet i Rio de Janeiro, og så videre, og så videre…

That’s a whole lot of travelling. Med tanke på at jeg selvfølgelig har gjort som vores kære regering har befalet og brugt min ungdom på at tage en længere videregående uddannelse, bliver det sgu nok lidt svært at have råd til alt det pis inden jeg fylder 30.

Så er der alle de ting på listen som man kan opnå herhjemme.

Springe i faldskærm – Nej tak, jeg foretrækker den levende version af mig.

Få en tatovering – Nej tak, behøver ikke kunst på min krop. Men tramp stamps på andre er helt okay.

Løbe et maraton – Jeg har sagt hvad jeg mener om at svede, ikke?

Gennemføre en uddannelse – Check!

Blaffe fra den ene ende af landet til den anden – Den slags får man sprættet maven op af, trust me.

Få børn – Holy mothercunt, er I sindssyge!?

Jeg har svært ved at se hvordan det at jeg f.eks. får en tatovering på nogen måde skulle berige mit liv eller gøre mig til en mere fuldkommen person. Tror nok liiige vi kunne finde et par stykker der, på trods af at være udsmykket med endog mange tatoveringer, er en anelse afstumpede. Bare et bud.

Mine mål i livet er langt mere uhåndgribelige end dette. De ovennævnte oplevelser er til at tage at føle på; man kunne planlægge at gennemføre hver eneste af dem i dag hvis det skulle være. Og det er netop mit problem. Mine mål i livet er ikke planlagt på forhånd. Og skal ikke planlægges.

Jeg forsøger (som regel) altid at være den bedste jeg kan være. Jeg forsøger at stå ved det jeg siger. Jeg forsøger at leve op til mine egne principper om den rigtige måde at leve livet på. Jeg forsøger at være den person jeg gerne vil være og opfattes som, og hvis jeg støder på noget ved min personlighed der ikke stemmer overens med dette selvbillede, så ændrer jeg på det.

Faktisk kan det opsummeres således: Når jeg en (skønne) dag bliver lagt i graven, så håber jeg at sådan som alle mine venner og bekendte husker mig, det billede af mig de har, svarer til min egen selvopfattelse og den person jeg gerne vil være. For i så fald har jeg levet rigtigt. Og det er noget jeg kan arbejde på hver eneste dag af mit liv. Det behøver jeg ikke en tåbelig liste med latterlige mål jeg kan krydse af, til.

I øvrigt var mit svar: “Jeg vil kun giftes én gang.” Jeg ved godt det er mere realistisk at jeg bliver indsat som overhoved for den katolske kirke, men det var jo for fanden et mislykket forsøg på at være romantisk.

Jeg er træt af mennesker der, af en eller anden grund jeg ikke forstår, føler sig nødsaget til at fortælle hele verden om det når de keder sig. Sædvanligvis via Facebook.

Der er tre ting galt med scenariet: For det første er man et uopfindsomt, ukreativt og intellektuelt udfordret individ hvis man ikke kan finde på noget at lave. Der findes millioner af bøger derude, titusindvis af tv-serier og film samt uendelig mange hjemmesider – man må sgu da kunne finde noget der vil interessere/underholde en via ét af de tre medier! Derudover har internettet den fantastiske egenskab at det er interaktivt, hvilket burde få det til at krible i fingrene hos enhver eventyrlysten ungersvend: Du kan selv være med til at skabe indholdet! Tænk over de muligheder, mand!

Og hvis man ellers har lidt omløb på øverste etage og ikke bare er en hjernedød modtager af støj, kan man jo selv afprøve sine kreative sider: Man kan skrive ord, spille musik, tegne, klippe/klistre med karton, forme ler/trylledej, lege med papmaché, strikke – ja, kun fantasien sætter grænser (men det er så nok også problemet).

Eller hvad med en gammel klassiker; ring til en ven! Det har virket i årtier, og jeg er overbevist om at man finde på noget at lave sammen (kvinder vil som regel kunne knævre om dårlige kærester og ham den lækre inde fra regnskabsafdelingen, mens mænd hurtigt kan få stablet en rask bytur på benene (hvis de da ikke er totalt underkuede, i hvilket tilfælde jeg kun kan sige: langs armen, makker)).

Hvis ingen af de ovenstående muligheder lige passer en, er man blot en vranten, teenage-tvær slendrian der burde hanke op i sig selv og indse at man selv er herre over sin egen skæbne. Fjols.

Det andet der er galt med at ville fortælle verden at man keder sig, er netop det; at man vil fortælle verden man keder sig. Hvor helvede kommer den trang fra? Skal man så også bræge op om alle andre nederen aspekter af ens personlighed?

“Hej alle, jeg lettere psykotisk forstyrret pga. mine ekskærester der har tyranniseret mig gennem årevis, sikkert fordi jeg er en usikker, ligegyldig person, blottet for selvtillid og selvværd, der lader andres nedgørende ord og handlinger bekræfte mig i min negative opfattelse af mig selv.”

Eller:

“Hej, jeg kan kun tale om mig selv. Hvis du har en god historie, har jeg med garanti én der kan overgå din med længder! Og så lader jeg dig endda næsten tale færdig…”

Eller den gode gamle:

“Jeg forstår ikke hentydninger. Overhovedet. Du kan ligeså godt glemme det. Selvom du kommer med utallige subtile hentydninger til at det nu for pokker snart må være min tur til at betale når vi har været ude at spise, så nægter min hjerne pure at bearbejde informationen. Uhm, jeg kunne godt drikke en latte!”

Jeg begriber bare ikke den kombination af opmærksomhedshunger og offertrang. ‘Se mig, se mig, jeg er et elendigt menneske!’ Det ved vi jo for fanden godt…

Den tredje fejl ved scenariet er at det foregår på Facebook. Jeg fatter fanme efterhånden ikke hvorfor jeg stadig er på det lort… Gid de havde slettet mig dengang jeg uploadede nøgenbilleder netop i det håb! Det eneste man får ud af Facebook er indblik i hvor ubeskrivelig deprimerende andres liv må være siden de kan lukke så meget ideforladt lort ud, fuldstændig uden tanke på at den lille bid af information, den lille del af deres liv som de lige har offentliggjort, er komplet uvedkommende for alle andre end dem selv og den (stakkels) skeløjede mongol de kalder deres kæreste.

Næste gang du keder dig, så tænk lige over om omverdenen får noget ud af at vide det. Hvis du ikke er sikker, så ring til mig. Jeg kender en sjov leg…

Få ting varmer mit kolde hjerte, bringer solskin over mit ellers mørke sind og skaber brusende liv i mine tomme, golde øjne som når en person jeg oprigtigt holder af, bliver provokeret og lader sig ramme af en af mine utallige verbale såvel som skriftlige spydigheder. Det er mig et evigt under at folk tager det seriøst når jeg langer ud, men det er vel byrden man må bære når man, som jeg, har gjort det til hele sin karakter, hele sin identitet, at uddele konstante velplacerede lussinger til enhver der kommer forbi, uanset vedkommendes værdier, holdninger, politiske tilhørsforhold, udseende, tro, humor (og mangel på samme) – ofte gør jeg det blot for at studere personens reaktion – og derfor lever bag en maske camoufleret af drivende sarkasme og personlige fornærmelser der gør, om man vil det eller ej, at folk aldrig helt ved hvor man står og om man egentlig mener hvad man siger (hint: Det gør jeg. Altid).

Jeg ville sige ’for nylig’, men det passer ikke for det er efterhånden længe siden, skrev en gammel bekendt til mig på Facebook; hun havde fundet min blog. Hvad der ellers startede med prisende lovord om mine skrivekundskaber og generelle fornuftighed (hun er en af de få der kender til min gamle blog) forvandlede sig hurtigt til en større tilsvining af mig som person på grund af et par udtalelser om piger i forhold og deres totale mangel på nytteværdi i mit liv. Kære læser, du har allerede gættet helt rigtigt: Hun er både i et forhold og samtidig en af dem jeg har langt an på engang i hvad der nu føles som tidernes morgen. Det var tydeligt at hun var blevet fornærmet over mine udtalelser – og for mig lige så tydeligt at hun stadig har følelser i klemme, men lad nu den ligge – og nu følte at hun måtte agere retfærdighedens vogter ved at påpege min respektløshed over for kvinder og, i vores personlige forhold, gøre det klart at vi ikke skulle have mere med hinanden at gøre. Tick, tock.

Naturligvis var det komplet umuligt for mig at tilbageholde mit latterudbrud, og jeg må indrømme at jeg brugte adskillige minutter på at finde ud af hvorledes jeg skulle svare hende. Et kontrastød? Det ville være uhyre morsomt, men næppe for hende (jeg vil selvsagt ikke lukke døren helt i – hun kunne blive single igen en dag jo). En undskyldning – who are we kidding? Et kort men fattet svar der indeholder et subtil personangreb som muligvis, bare muligvis, ville gå hen over hovedet på hende – yes, sir!

Kære læser, jeg ville hellere end gerne netop her vise hendes besked, bevismateriale A, men som det gode menneske jeg er, spurgte jeg naturligvis om jeg måtte poste det på bloggen, og til det havde hun to betingelser: (1) at hendes navn ikke fremgik, og (2) at jeg rettede hendes stavefejl. Derfor er det desværre ikke en mulighed at poste et screenshot af beskeden, men jeg synes alligevel ikke I skal snydes for den så jeg har gjort som befalet og renskrevet den:

Hejsa

Længe siden, håber du går og har det godt.
Sad og ryddede lidt op i min computer da jeg falder over et dokument der indeholder en adresse til din gamle blog, og kom til at tænke på hvorfor det engentlig var vi mistede kontakten. Jeg var glad for at skrive med dig, hyggede mig når vi så film, og du præsenterede mig for 1000 fryd som var sjovt.
Men så gik jeg ind på din gamle blog og så det var et link til en ny blog du havde lavet. Jeg husker at jeg syntes det var spændende at læse hvad du skrev, at du var god til at skrive og formulere dig, så jeg klikkede hen på din nye blog og her fik jeg svaret på hvorfor vi ikke har kontakt længere.
“Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbelig vis får indskudt ordene ´min kæreste´, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig??”

Helt ærlig, Heine, det kan du da ikke mene. Hvad med venskab, kan en pige ikke bidrage med det? Har altid syntes om dig og, for at være ærlig, synes du har haft nogle kloge ord på din blog. Men hvis dette er sandt, og ikke bare for at provokere, så har jeg da opfattet dig helt forkert, troede ikke det om dig.

Før jeg læste dette, sad jeg ellers og tænkte om det mon var mulig at få kontakt med dig igen, men det kan jeg da vist godt glemme alt om, eller hvad?

Mit svar, derimod, kan sagtens tåle at blive postet her (klik på lortet).


Jeg tror nok at vi er gode venner igen, men man kan jo aldrig vide med det andet køn. Der er ikke en morale eller pointe med indlægget her, men jeg morede mig blot så meget over hendes fornærmede udbrud at jeg syntes det fortjente et større publikum. Og bloggen her har jo også stået stille alt, alt for længe, så det var tiltrængt at hun kunne bidrage med noget inspiration.

Tak, søde.