Jeg ender jo nok alligevel i Klub 27

Posted: 23. september 2010 in Brok, Vrøvl

For et stykke tid siden bad en pige mig fortælle om et af mine mål i livet, og jeg må indrømme at emnet har rumsteret i mit hoved siden. For hvad er egentlig mine mål i livet? Hvad vil jeg gerne opnå?

Guderne skal vide at jeg er den første til at fare fordømmende ud hvis andre mennesker ikke har ambitioner og mål i livet – hvordan i alverden kan det så være jeg ikke selv har 100 % styr på den slags i forhold til mit eget liv?

Spørgsmålet efterlod mig mundlam i adskillige sekunder hvor diverse mere eller mindre realistiske fremtidsscenarier fløj rundt i hovedet på mig. Jeg måtte vælge et jo. Et godt et.

På trods af at jeg bestemt mener jeg har ambitioner med mit liv, så har jeg altid haft det temmelig ambivalent med den slags. At skulle have en mental liste med nogle faste, definerende mål man vil nå inden man skal herfra, minder mig bare lidt om de der lister over ‘ting man skal nå inden man fylder 30’. For det første slutter livet ikke der. Faktisk skulle man helst være under halvvejs. Og hvis man ellers bevarer noget af barndommens glæde og naivitet og udskyder alderdommens uundgåelige, altgennemtrængende bitterhed lidt endnu, skal man sgu nok blive ved med at have det sjovt og gøre lige præcis det man har lyst til og finder underholdende.

For det andet, selve målene på de lister, ikk’? De er altså ret tåbelige.

At se solnedgangen fra Kilimanjaro, at fare vild i New York, at køre på hundeslæde over grønlandsisen, at trekke i Himalaya, at køre tværs over USA på motorcykel, at tage på Safari i Kalahari-ørkenen, at deltage i karnevallet i Rio de Janeiro, og så videre, og så videre…

That’s a whole lot of travelling. Med tanke på at jeg selvfølgelig har gjort som vores kære regering har befalet og brugt min ungdom på at tage en længere videregående uddannelse, bliver det sgu nok lidt svært at have råd til alt det pis inden jeg fylder 30.

Så er der alle de ting på listen som man kan opnå herhjemme.

Springe i faldskærm – Nej tak, jeg foretrækker den levende version af mig.

Få en tatovering – Nej tak, behøver ikke kunst på min krop. Men tramp stamps på andre er helt okay.

Løbe et maraton – Jeg har sagt hvad jeg mener om at svede, ikke?

Gennemføre en uddannelse – Check!

Blaffe fra den ene ende af landet til den anden – Den slags får man sprættet maven op af, trust me.

Få børn – Holy mothercunt, er I sindssyge!?

Jeg har svært ved at se hvordan det at jeg f.eks. får en tatovering på nogen måde skulle berige mit liv eller gøre mig til en mere fuldkommen person. Tror nok liiige vi kunne finde et par stykker der, på trods af at være udsmykket med endog mange tatoveringer, er en anelse afstumpede. Bare et bud.

Mine mål i livet er langt mere uhåndgribelige end dette. De ovennævnte oplevelser er til at tage at føle på; man kunne planlægge at gennemføre hver eneste af dem i dag hvis det skulle være. Og det er netop mit problem. Mine mål i livet er ikke planlagt på forhånd. Og skal ikke planlægges.

Jeg forsøger (som regel) altid at være den bedste jeg kan være. Jeg forsøger at stå ved det jeg siger. Jeg forsøger at leve op til mine egne principper om den rigtige måde at leve livet på. Jeg forsøger at være den person jeg gerne vil være og opfattes som, og hvis jeg støder på noget ved min personlighed der ikke stemmer overens med dette selvbillede, så ændrer jeg på det.

Faktisk kan det opsummeres således: Når jeg en (skønne) dag bliver lagt i graven, så håber jeg at sådan som alle mine venner og bekendte husker mig, det billede af mig de har, svarer til min egen selvopfattelse og den person jeg gerne vil være. For i så fald har jeg levet rigtigt. Og det er noget jeg kan arbejde på hver eneste dag af mit liv. Det behøver jeg ikke en tåbelig liste med latterlige mål jeg kan krydse af, til.

I øvrigt var mit svar: “Jeg vil kun giftes én gang.” Jeg ved godt det er mere realistisk at jeg bliver indsat som overhoved for den katolske kirke, men det var jo for fanden et mislykket forsøg på at være romantisk.

Kommentarer
  1. Uden Relevans siger:

    Din playlist er fuld af Roxette, vi vil have en forklaring!

  2. Kong Finland siger:

    Det er verdens bedste band. Forklaring nok?

  3. Steen AA siger:

    At andres fortolkning af dig skulle ligne din selvopfattelse er ved grød noget at det sødeste og mest naive, jeg har set på skrift i mit liv. Men selvfølgelig best of luck herfra ;o)

  4. Kong Finland siger:

    Jeg er faktisk ret sød.

  5. Uden Relevans siger:

    Heine du må få din mor til at lade være med at kommentere som dig.😀

  6. Steen AA siger:

    Dit (eller din mors) udsagn kunne godt tolkes som en bekræftelse på din udfordring.

    Jeg er faktisk ikke ret sød, men det er der (vist) kun få, som har opdaget.

  7. Kong Finland siger:

    Steen:
    Hvilken udfordring?

  8. Stinna siger:

    “Og hvis man ellers bevarer noget af barndommens glæde og naivitet og udskyder alderdommens uundgåelige, altgennemtrængende bitterhed lidt endnu, skal man sgu nok blive ved med at have det sjovt…”

    WTF? Jeg troede selve meningen med livet, især DIT liv, var at blive bitter og endda have ret til det som pensionist. Hvad blve der af vores store plan om bænken med de syge gadgets og vræleri af og om ungdommen?

  9. Kong Finland siger:

    Jeg skal nok blive bitter når jeg bliver gammel, don’t worry. Jeg skriver jo netop også at bitterheden er uundgåelig og altgennemtrængende… Vores aftale med bænken står stadig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s