Arkiv for marts, 2010

… Sagde min far altid og knappede en bajer mere op. Og nok er jeg oftest enig i min kære faders visdomsord – f.eks. når han i et forsøg på at lukke kæften på min grammofonpladesnakkende mor hårdnakket fastholder at “hvis man ikke har noget fornuftigt at sige, skal man slet ikke sige noget” – men denne kliche af en gang ordgylle skurrer altså en anelse i mine ører nu da jeg har tænkt nærmere over den.

Jeg er dog enig langt hen af vejen. Jeg vil vove at påstå at jeg kan finde et potentielt positivt aspekt ved selv de mest forfærdelige historier:

Hvis psykopatfjæs blæser knoppen af sit afkom, og den slags hører man jo altså desværre om alt for ofte i nyhederne, så kan man jo argumentere for at de er blevet reddet fra en voldelig opvækst med en tyrannisk far, hvilket sandsynligvis ville lægge kimen til deres kriminelle løbebane som i sidste ende ville gå ud over endnu flere mennesker – med hvem ved hvor mange dødsfald til følge. Jeg siger ikke det er det bedste alternativ… Men det er jo ikke så skidt at det ikke er godt for noget.

Hvis en pige får tæv af sin kæreste, så kan man jo håbe at hun har fået nok af pisset og skrider fra spasseren med øjeblikkelig virkning. Dermed har hun på længere sigt skabt muligheden for at forbedre sit liv (og ikke mindst valg af kæreste) væsentligt. Og det er jo bestemt godt for noget.

Catch my drift?

Masseudryddelser, siger du? Så er der da mere plads til os andre! Folkedrab? Jamen, hvis det lykkes at udrydde fjenden, er krigen vel forbi. Naturkatastrofer så? Dem kan vi lære noget af i forebyggelsens tegn, så vi bliver bedre til at forberede os på dem og mindske katastrofens omfang.

Hvor meget det end piner mig at indrømme det, så er der temmelig sikkert også et eller andet sted, skjult bag stupiditetens åndsfraværende ansigt, et positivt aspekt ved Paradise Hotel-fænomenet… For personer hvis liv er indholds- og meningsløse, er det da fabelagtigt at de alle ugens hverdage kan følge med i andre ligeså ligegyldige menneskers intetsigende liv. You go, girl!

Men er der nogen der gider forklare mig (hvis der er, så gør det langsomt) hvorledes kombinationen af komplet mangel på motivation til at skrive speciale, ikke-eksisterende rygrad og et altid tilgængelig internet er godt for noget som helst?

(Dette er absolut alt hvad jeg har lavet i dag efter seks timer på kontoret… Need I say more?)

Reklamer

Lad os nu bare være ærlige fra starten, piger. Vi fyre gider ikke danse med jer. Når vi så alligevel gør det, kan I være sikre på der er en af følgende to grunde til det: 1. vi er ubehjælpeligt stive og aner ikke hvad vi laver, eller 2. vi er ude i et ynkeligt scoreforsøg (og de to ting hænger ofte sammen, at I ved det).

Jeg kan kun gisne om hvad der får piger til at danse, men jeg formoder at det ikke er helt lige så simpelt som for os fyre. Sætninger som “så var vi i byen og dansede bare hele natten, det var så sjovt” hører man af mystiske årsager nogle gange pigebørn komme med – endda med en anseelig entusiasme at spore i stemmen, nærmest som om danseaktiviteten er et mål i sig selv! Ofte ser jeg endog, når jeg en sjælden gang imellem bevæger mig ud i weekendens natteliv, flokke af tydeligvis desillusionerede tøser danse med hinanden på byens finere diskoteker, helt uden mandlig selskab (forklar mig det hvem der kan). De må jo ikke have forstået det ellers relativt simple koncept.

Når en fyr og en pige danser, fungerer det, oppe i vores hoveder i hvert fald, som et forspil. Man får mulighed for at komme fysisk tæt på en potentiel partner, og hvis man fornemmer en vis enighed om nattens fremtidige udskejelser, kan man køre kyssetøjet i stilling og så ellers gå til angreb. Det er ikke for sjov vi danser (af den simple grund at det ikke er sjovt at danse, comprendes?), men med et klart defineret mål for øje. Det er jo f.eks. af denne grund at vi aldrig kigger jer i øjnene under dansen, men stirrer vedholdende på jeres gyngende bryster. Vi ved I elsker det.

Da jeg om nogen kender til irritationen og frustrationen over gentagne gange at blive budt op til dans af diverse blåøjede pigebørn når jeg forsøger at have en god bytur i venners lag, vil jeg her begave mine ligemænd med et par nyttige råd til hvordan man undgår pigernes dansegunst. Der findes nemlig flere teknikker man med fordel kan benytte sig af:

Solodanseren
En ofte benyttet og ganske velkendt teknik. Hvis man bare vælter alene rundt på dansegulvet, fægter vildt med armene, agerer både trommeslager, guitarist og vokalist i ét og skubber andre væk for at få the spotlight for en selv, plejer man at undgå danselystne piger. Er man rigtig lækker, vil der stadig være piger der lurer glubsk på en, men der kan jeg så anbefale at man finder sig et tilfældigt kvindeligt offer og giver hende et friskt klap i bagen. Så fordufter interessen som regel.

Øldanseren
En raffineret version af Solodanseren er ham der danser alene rundt med sin øl. En teknik jeg selv har praktiseret gennem en årrække (spørg selv eks-eks) på grund af den glimrende afskrækkende effekt som den har på alle pigebørn. Selv 18-årige blondiner kan regne ud at man ikke byder manden der danser kælent med sin øl, op til dans, og man får derfor lov at være i fred for dansetilbud. Desværre tror nogle piger at de er så lækre at man naturligvis gerne og endda med glæde vil opgive sin øl for at danse med dem, men der hjælper det oftest på situationen hvis man, når hun henvender sig, spiller overrasket og “spilder” sin øl ud over hende, hvorefter man går amok og kræver betaling for den tabte øl og det følelsesmæssige svig man har oplevet grundet hendes uforsvarlige opførsel.

Mandedanseren
Denne her er tricky, det indrømmer jeg blankt, og det kræver mænd af en vis støbning at udføre den. Hvis I er en flok drenge i byen, kan I, æhm, danse med hinanden. Jeg ved det lyder sindssygt, men man kan sagtens gøre en sport ud af det: stå i en stor cirkel, hvor I så skiftes til at give den gas i midten, eventuelt med noget af det nyeste breakdance straight outta New York. Heppen, klappen, piften og hujen er obligatorisk. På den måde kan flokken overtage hele dansegulvet, og ingen pige vil turde at nærme sig jer overhovedet – eller også er det bare min vennekreds der har den effekt på dem…

I vil nu have bemærket at alle teknikker indtil videre involverer en eller anden form for dans – hvilket jo netop er hvad vi forsøger at undgå. Det skal dog tilføjes at de bygger på særdeles troværdige empiriske studier (mit liv), og deres effekt er både bevist og veldokumenteret. Jeg forsøger naturligvis at imødekomme efterspørgslen og har derfor udviklet yderligere tre teknikker der ikke på nogen måde indeholder dans, men da de endnu ikke er blevet testet i praksis, er det på eget ansvar hvis man benytter sig af dem. Jeg hører gerne fra folk der har efterprøvet dem ude i nattelivet.

Klisteren
Nogle gange må man ty til ekstremerne for at få sin vilje, og det er netop hvad denne teknik går ud på. Stå i baren, og giv den gas som du plejer. Når der så vanen tro dukker en smilende blondine med dådyrøjne op og tror at hun enten skal tømme din tegnebog for kontanter i form af jættedyre drinks eller hive dig med ud på dansegulvet, viser du hende overdrevet meget opmærksomhed. Faktisk virker det bedst hvis du netop opsøger hende og tager kontakten, gerne i form af en kvalmende scorereplik leveret stammende og med et flakkende blik – naturligvis efterfulgt af din bedste Ole Wedel-imitation. Det er en sikker vinder. For at være sikker på hun holder sig væk, samt at alle andre hunkøn har fattet budskabet, følger du efter hende når hun med hastige skridt forlader baren. I tilfælde af at hun helt forlader diskoteket, følger du også bare tæt efter hende og forsøger at genoptage “samtalen”. Kom gerne med undskyldninger om at det bare var for sjov, hurtigt efterfulgt af spørgsmålet om du må få hendes nummer alligevel. Works like a charm.
Det værste der kan ske (hvis vi går ud fra hun ikke er bevæbnet med peberspray eller har en tonser-kæreste gemt om hjørnet), er at hun giver dig sit nummer eller tager dig med hjem for at knalde. Uden at I har danset. Win.

Bangebuksen
Man finder sig et mørkt hjørne af diskoteket, sætter sig der og ser skræmt ud. Øjenkontakt og enhver form for samtale bør undgås, da dette kan mistolkes som en invitation til dans. Nej, jeg ved heller ikke hvordan dette kan lade sig gøre. Bare stol på mig. Vigtigheden af at se yderst skræmt ud kan ikke understreges nok. Hvis man ikke formår at få rædslen til at lyse ud af øjnene, tror pigerne bare man er en lidt mystisk ener, og så er interessen (og dermed risikoen for at de vil danse) pludselig tidoblet. Hvis dette sker, er der kun én udvej, og det er at brække sig på kommando (tænk Stan fra South Park) ud over trunten. Denne slags udspekulerede kropsmanøvrer kræver muligvis lidt træning, men du har jo tydeligvis ikke noget bedre at tage dig til siden du læser med her alligevel.

Taberen
Hvis du helt og aldeles vil undgå pigernes opmærksomhed, kan du selvfølgelig også bare tage en lyserød polo på og drikke cidere, så giver det ligesom sig selv. Krydr eventuelt med hvide tennissokker og selvbruner for at opnå den fulde effekt.

Jeg regner med at tage grusom hævn over de manglende byture de sidste to uger, så jeg vil formentlig benytte mig af flere af de nævnte teknikker i weekenden. Ses vi?

Krigsliderlig

Posted: 9. marts 2010 in Brok, Træls

Jeg er træt i dag. Træt af verden, træt af mennesker. Træt af at brokke mig. Men nogen er for helvede nødt til at gøre det.

Jeg har sat menneskefjendsk musik på, smidt roomies ud og sidder alene i en mørk stue og syder. Galden flyder over, og min skuffelse over menneskeheden er ubærlig.

I søndags spildte jeg et par timer af mit liv på at se et imponerende ringe Oscarshow, og de timer får jeg aldrig tilbage igen. Det er dog ikke selve showet, men derimod årets vinder, der er skyld i min nedtrykte sindstilstand.

Der er mange ting jeg ikke forstår; faktisk så mange at jeg slet ikke orker at begynde på en udtømmende liste (og det er vel egentlig bloggens eksistensberettigelse, no?), og jeg ved at jeg ikke burde bryde mit smukke hoved med det, men nogle gange kan jeg fanme bare ikke lade være.

Jeg. Fatter. Ikke. Hvordan. The Hurt Locker. Kunne. Vinde. Så. Mange. Priser.

Er der nogen der gider forklare mig det? Nej, on second thought, lad være. Jeg har, på min gode ven Kims opfordring, forsøgt at læse de himmelråbende tåbelige anmeldelser af filmen for at få svar på mit spørgsmål, men indtil videre uden held. Noget volapyk om en krigsfilm der ikke tager stilling til emnet krig eller hvilken side der er henholdsvis god og ond, er i mine øjne en meget ringe berettigelse for seks Oscars.

Nuvel, man skal ikke udtale sig om noget man ikke har forstand på, det er jeg helt enig i, men selvom jeg ikke på nogen måde er en filmconnaiseur, så kan jeg sgu ikke bare lukke kæften når The Hurt Locker uden problemer hiver hele seks statuetter hjem. Jeg bliver aldrig filmanmelder (måske musikanmelder hvis ikke målgruppen var for smal (og dum) til jeg gad beskæftige mig med det) og har ingen intentioner om nogensinde at blive det, men for satan hvor er jeg både gal i skralden og skuffet over dette års store vinder.

Normalt ville jeg have en lang liste af kritikpunkter, men i dette tilfælde har jeg kun ét kritikpunkt, dog et fældende et af slagsen.

You ready? Alright: Der er ikke nogen fucking historie i filmen! None, whatsoever. Er der? Jamen, så genfortæl den da endelig for mig. “De er ude på såen en mission, og så skal de på en ny bagefter, og så en mere, og så er der en dreng som bliver sprængt i luften, og så, og så…” Ja, det er flot! Enkeltstående situationer uden nogen form for bindende rød tråd skaber altså ikke en historie, din lalleglade hippie!

Og hvor var jeg da ved at brække mig over filmens ubeskrivelig klammo og klichefyldte slutning. Efter hjemsendelsen kan han ikke fungere i et normalt samfund længere, kæresten forstår ham ikke, og selv det at skulle købe morgenmad virker mere uoverskueligt end at desarmere bomber. Den ubarmhjertige løsning er selvfølgelig at tage tilbage til krigshelvede hvor han trives med den daglige fare og det adrenalinrus der følger med. He’s addicted to war, man! Jesus kristus, hvor får jeg lange løg.

Muligvis er jeg fra den gamle skole, men for at en film er rigtig god, kræver det altså en god historie. Det er selve rygraden i filmen – ligesom den gode melodi er det i en god sang. Så kan det være nok så flot pakket ind i dyre produktioner, smarte teknikker og andet studielir; hvis den gode melodi ikke er der, er det hele ligegyldigt, og nummeret formår ikke at hæve sig over det middelmådige stadie. Det er en kaloriefyldt snack, at best, men fanme ikke noget hovedmåltid. Det samme gør sig gældende ved film, efter min mening, og der falder The Hurt Locker altså fuldstændig igennem.

Jeg gider ikke Oscars mere. Nok vandt Avatar heldigvis ikke så mange priser, men jeg ved ærlig talt ikke om det her er bedre. Min harme er desværre uændret, frygter jeg. Og det har intet at gøre med at jeg ikke vandt vores interne konkurrence om at gætte flest af aftenens vindere…

PS: Glemte jeg egentlig at skrive spoiler alert?

Som tidligere nævnt fik en af mine bekendte sig en kæreste for ikke så længe siden, og forholdet blev naturligvis offentliggjort på Fjæsen, sådan som reglerne nu engang foreskriver. Ivrigt tjekkede jeg den nye dame ud, og min gode kammerat, Verdens Mest Bitre Mand, der tilfældigvis var på besøg den dag, kunne godt høre at jeg morede mig en del over det og spurgte hvad der var los. Jeg forklarede ham situationen; en bekendt havde fået en kæreste som jeg skulle tjekke ud. Han spurgte køligt om hun var lækker, hvortil jeg svarede: “Næh, ikke rigtigt.” Der gik et par sekunder hvor Verdens Mest Bitre Mand tænkte sig om, og så sagde han, med en sær tone der godt kunne lyde som skuffelse, i stemmen: “I det mindste har han en fast en at kneppe så.”

SÅ meget bitterhed og ufortyndet livslede komprimeret i én sætning – det er simpelthen fantastisk! Jeg skraldgrinede og begyndte med det samme at nedfælde citatet. Han kunne godt se hvad klokken var slået og gik straks i forsvarsposition: “Hallo, man skal da se det positive i det!”

Jeg er helt enig, min ven. Det er jeg bare ikke sikker på du gør.

En person med en mere positiv tilgang til livet ville måske have sagt noget i stil med: “nåmmen, så er hun nok sød,” men det var ikke helt den vinkel Verdens Mest Bitre Mand valgte. Det ville sgu nok også have skræmt mig en smule.

Han går i øvrigt og sms’er med en pige for tiden, og jeg følger selvfølgelig intenst med fra sidelinien da den slags ikke er hverdagskost. Som den gode ven jeg nu engang er og altid har været, forsøger jeg endda at dele ud af mine mange års erfaring ud i kunstarten at score via sms – men det er som om han ikke rigtigt tager rådene til sig. Derfor, kære læser, søger jeg nu dit råd: Hvordan får jeg ham til at følge sms-champens anbefalinger her?

Nok påstod jeg at jeg skulle til at finde nye venner, men hvis han bliver ved med at ryste den slags citater ud af ærmet, tror jeg da nærmere jeg skal til at hænge mere ud med ham. Næste gang vil jeg prøve bare at stirre på ham og vente på han kommer med nogle guldkorn – det vil helt sikkert pisse ham af, og så er han nemlig i sit es!

I mit forrige indlæg indskød jeg en kort bemærkning om at jeg burde tænde for tv’et hvis jeg manglede noget at brokke mig over. Og det kom jeg så, dum som jeg er, til i dag.

Da hørte jeg – jeg stod nemlig i køkkenet og kunne derfor ikke se tv’et – en mildest talt vanvittig reklame for Fitness DK hvor en fyr siger et eller andet vrøvl om at det er sindssygt irriterende konstant at blive tjekket ud af piger. Den latterlige påstand kan jeg så afkræfte med det samme, og det vil man også vide hvis man nogensinde har prøvet det: Det er nemlig både knæhøj karse og bred ymer at blive tjekket ud af piger – ren benzin på selvtillidsbålet.

Jeg ved ikke hvem den idiotiske reklame siger mest om – dem der kommer i fitnesscentre eller de ansatte i Fitness DK’s marketingsafdeling? Muligvis er det endda ét og samme segment? Og dog, jeg mener trods alt at et job i markedsføringsbranchen fordrer en eller anden form for uddannelse.

Det er da meget muligt at førstnævnte segment er “lækre” – det kommer vel an på øjnene der ser – men det er fanme indiskutabelt at de ikke aner en skid om hvorvidt de bliver tjekket ud eller ej. Når pigerne smiler, fætter pumpejern, er det fordi de på din karseklippede rockerfrisure, din solariebrune (og dermed kræftcellespirende) hud flot prydet med tribal-tatoveringer, de overdimensionerede steroide-arme og ikke mindst det altid medfølgende vilde hulemandsblik i øjnene godt ved hvor stor din sjover er, og derfor ikke kan skjule et lille fnis. And can you blame them? Det er immervæk lidt morsomt.

Desuden ved alle med bare en smule kvindetække at det satans hunkøn er os langt overlegne når det gælder tjekke ud uden at blive opdaget. Så hvis der rent faktisk var nogen der tjekkede dig ud, din tungnemme jerngøgler, ville du slet ikke opdage det. Case dismissed. Tilbage til samlebåndet med dig.

Marketingfolkene bag lidt for lækker-reklamen er ikke meget bedre stillet, omend de trods alt må forventes at have lidt flere brikker at flytte rundt med. Sagen med dette uheldige segment er så bare at ingen af de kommunikationsuddannede, hornbrillebærende marketingnørder har for en femmers begreb om kvinder da de aldrig nogensinde har været i nærheden af en, sandsynligvis grundet en kombination af deres, for nu at sige det mildt, mindre heldige udseende og generelle fremtoning, den på ethvert hunkønsvæsen totalt spildte Star Wars-humor og den altoverskyggende svedperlefremkaldende panikangst for piger der sidder dybt i dem alle. Lost cases, the lot of them. I kan vist ikke rigtigt udtale jer om det er ‘sindssygt irriterende’ at blive tjekket ud af piger, kan I vel? Tak.

Jeg ved ikke hvem de forestiller sig reklamen er rettet mod? Deres egne pigeforskrækkede taberkumpaner? Dem der brænder kalorier (og hjerneceller) af dernede allerede? Uanset hvad, så er den i dén grad fejlslagen og kommer ikke til at rokke en tøddel ved nogens holdning til Fitness DK. Overhovedet.

De skulle have satset på det der stripfitness. Dét kan man sgu da forstå hvad skal bruges til!

Den skarpe læser (ikke at jeg rigtigt regner med jeg har den slags) vil have bemærket at jeg ikke har brokket mig så meget på det sidste. Dette skyldes dog ikke at jeg ikke er arrig; jeg er blot ikke stødt på noget der fortjente at blive syrebadet i galde og modtage de skriftlige tæv som jeg holder så meget af at uddele. Det har stået så skidt til at jeg er begyndt at konversere med andre mennesker i håbet om at nogle af dem ville bidrage med et emne der fik det til at krible i fingrene igen, og, alas, man skal passe på hvad man ønsker sig… (Jeg kunne nok også bare have tændt for fjerneren, men der er dog grænser for hvad jeg vil udsætte mig selv for).

Her gik man frejdigt og troede man var et af klodens mest bitre mennesker, men jeg har på det seneste fået et helt nyt syn på den sag.

For nylig sagde min kammerat, som nu absolut må gå under titlen ‘Verdens Mest Bitre Mand’, under en diskussion om voldtægt (længere historie): “Det kunne da være meget fedt at prøve engang.”

Jeg var flad af grin og kunne ikke høre de forskellige undskyldninger og forklaringer han febrilsk forsøgte sig med bagefter, men bedømt på de usædvanligt røde ører han hurtigt fik, tror jeg ikke helt han var tilfreds med måden han fik formuleret det på. Slet ikke da jeg bedyrede at det ville ryge på bloggen hurtigst muligt.

Ret skal være ret; han mente selvfølgelig ikke at han gerne ville prøve at voldtage nogen, men diskussionen gik på at det er normalt, omend en smule tabu, at kvinder fantaserer om at blive voldtaget (rollespil, anyone?), mens en fyr der proklamerer at han fantaserer om at voldtage, omgående vil blive udråbt som psykopat. Og spærret inde. Med liderlige rockere.

Det er vel et eller andet sted ikke helt fair, men måske er det bare mig. I øvrigt fik Verdens Mest Bitre Mand også lige smidt ind i samtalen at hvis han skulle voldtage nogen, ville han vælge en over 15 – så ville man jo kun blive straffet for én forbrydelse! Det er svært at argumentere imod, men hvordan han i praksis ville sikre dette, meldte historien desværre intet om (jeg ved egentlig heller ikke om jeg vil vide det). Det er umiddelbart ikke noget jeg har gjort mig de store tanker om tidligere, men det virker i hvert fald smartere end at gå i den modsatte grøft og voldtage en pensionist… Og dog! Jeg formoder at voldtægtsforbrydere godt ved at det er noget skidt de er ude i, og så er det måske en rest af menneskelighed der gør at nogle af dem vælger at smadre de få resterende år af en gammel dames liv, frem for at ødelægge hele livet for en pige på 19.

Jeg skal i øvrigt SÅ meget finde nye venner…

Nok om voldtægt, og tilbage til det med bitterheden. For ikke så længe siden fik han nemlig sendt gevaldige svinere afsted mod Ole Henriksen – I ved, ham creme-bøssen fra Nibe. Og der, må jeg indrømme, står jeg altså af. Jeg kender ikke Ole-drengen, men han virker som det mest venlige, sympatiske og positive menneske der overhovedet findes på denne klode. Og det tager jeg altså hatten af for. Jeg ved godt at man grundet indholdet på denne blog kunne foranlediges til at tro at jeg går rundt og er mavesur dagen lang – og det er, heldigvis, ikke langt fra sandheden – men hvad pøblen muligvis ikke ved, er at jeg griner indvendigt stort set hele dagen. Af andre mennesker, forstås.

Beklager, men selvom jeg sikkert burde, kan jeg altså ikke hade Ole Henriksen, det mest livsglade menneske i verden. Jeg er nærmere en smule misundelig på hans ukuelige optimisme og evigt positive livssyn.

Jeg må vige pladsen; jeg er tydeligvis slet ikke lige så bitter som Verdens Mest Bitre Mand. Og det er vist også okay. Det siger sig selv at jeg er begyndt at se min kammerat i et nyt og ret interessant lys efter han har åbnet op for bitterhedsgodteposen (og voldtægtstankerne).

Og så undrer han sig over at damerne holder sig væk…