Arkiv for februar, 2010

Når man flytter sammen med en repræsentant for det modsatte køn, opdager man pludselig en masse finurlige genstande som aldeles ikke plejer at være en del af ens hjem. Det finder jeg egentlig ret hyggeligt (årh hvad, nu troede du lige jeg skulle til at brokke mig!), og specielt én genstand her i hjemmet får smilet frem hver eneste gang jeg får øje på den.

Tjek det fantastiske navn på dette produkt:

Jeg elsker marketingfolk og deres leg med sproget! Jeg er sikker på der må have ligget et væddemål til grund for den geniale navngivning vi ser her.

“Det tør du ikke foreslå!”

“Johow, det gør jeg i hvert fald. Watch me!”

Og mellemlederen der står med den endelige beslutning, har sikkert godkendt navnet blot for at pisse topchefen af.

Kan I mærke hvordan jeg glæder mig til at komme ud på arbejdsmarkedet og deltage i den slags gak og løjer på daglig basis?

Nå, men I må have en rådden weekend. Jeg skal være fuld med gamle gutter og have damebesøg, så min bliver awesome! Hej hej!

(Og jaja, min humor er både infantil og latrinær. Sue me.)

Reklamer

Jeg gør det aldrig igen!

Posted: 25. februar 2010 in Brok, Træls, True story

I en tid hvor der ellers ikke er meget at udspy sin livsgalde over, er det herligt at man ved at forlade sin lejlighed i mindre end en halv time kan opbygge så meget had til livet og andre mennesker at man seriøst overvejer hvilken selvmordsmetode der er hurtigst og mindst smertefuld. Forslag modtages gerne.

Det er vist sket før at jeg har udgydt min vrede over ældre mennesker og deres ufattelig enerverende væremåde, og her til formiddag blev den vækket på ny. Jeg skulle jo bare ned på biblioteket og hente nogle fucking bøger og inden jeg får set mig om, er jeg omgivet af sociale tabere eller gamle senildemente bedstemødre på tilbudsjagt på alle sider i en sådan grad at jeg ville ønske jeg var iklædt mellemøstligt-producerede selvmordsbomber fra top til tå (“Hov hov, Finland, nu kom du til at skrive noget der både er diskriminerende og racistisk,” siger socialisten der har forvildet sig ind på min side måske, men nej, jeg kan forsikre dig om at jeg ikke er kommet til noget som helst).

Da jeg kommer ned til biblioteket, er der sat afskærmning op på grund af fare for nedfaldende sne så man ikke kan komme ind i bygningen, og samtidigt opdager jeg at biblioteket slet ikke er åbent endnu da kommunalt ansatte naturligvis ikke kan forventes at stå op på samme tidspunkt som normale mennesker. Jeg begynder at få tics ved mit højre øje, men får kontrol over vreden ved først at tænke på at jeg kan udnytte tiden med en tur i Fakta, og dernæst ved at forestille mig det sørgelige liv som offentligt ansatte utvivlsomt slæber sig igennem – hvilket øjeblikkeligt får smilet frem hos mig (anger management for the win!).

Det skulle dog vise sig at være en stakket frist, for da jeg kommer til kassen i Fakta står Gravballemandens kone og mumler og stammer fordi hun ikke magtede at tage de tre rigtige pakker kød der var tilbud på, og nu ikke fatter det den hårdt prøvede kassedame forgæves forsøger at forklare hende. Det er også svært når der findes flere slags hakket kød, kan jeg godt se. Derudover mistænker jeg oldtidslevnet for bevidst at forsøge at irritere kassedamen ved at skulle have sine varer delt op i to bunker der skal betales hver for sig (et fænomen jeg i øvrigt aldrig har fattet – så svært er det vel for helvede heller ikke at regne ud hvor meget man skylder hinanden bagefter!?), og det er efterhånden tydeligt for alle andre end det degenererede mosefund at køen er ved at blive urimeligt lang på grund af hendes inkompetence og ævlen og kævlen om forskelligt kød. Jeg har lyst til at bede dem åbne en kasse til, men føler mig ikke gammel og bitter nok (haha) til at stille den slags autoritære krav.

Jeg er nu rødglødende. Jeg overvejer på et tidspunkt hvad de gældende regler for aktiv dødshjælp er – og var jeg mere inde i reglerne, havde jeg muligvis benyttet mig af det – men jeg mener alligevel det var bedst ikke at løbe risikoen. Først senere kommer jeg i tanke om at dr. Kevorkian da vist aldrig kom ind at sidde og fortryder inderligt at jeg ikke stoppede de tre pakker kød ned i halsen på hønissen. Nå, den tid, den sorg. Med det held som jeg vader i for tiden, får jeg vel lov at passere hende når hun om et par dage skvatter i sneen på sine skæve stankelben og ligger hjælpeløst på gaden og trygler mig om at hjælpe hende op inden forfrysningerne paralyserer hende for altid. Sorry, no can do. “Jeg skal lige ind og bruge tyve minutter på at købe kød først, okay bedste? Don’t move!”

Til alles held lykkes det mig at hente mine bøger og finde tilbage til min lejlighed uden at støde ind i flere imbecile tosser – ellers ville jeg ikke kunne svare for følgerne. Og så lover jeg at jeg aldrig mere forlader min lejlighed om formiddagen. Det er vist i alles interesse.

Følgende siger jeg kun én gang: hvis jeg nogensinde bliver så debildement, afliver I mig bare omgående. Mit fremtidige jeg vil uden tvivl brokke sig og nægte at lukke jer ind, men så må I lokke mig med nogle unge damer eller noget og eksekvere nakkeskuddet når jeg kommer halsende. Det vil jeg sætte pris på. Tak.

Jeg har aldrig sagt jeg var et godt menneske, lad os lige få det på plads med det samme. Jeg har sagt at jeg forsøger at være det, men det er absolut også en helt anden sag. Det vender vi tilbage til.

Da jeg var barn, syntes jeg det var ret spøjst at kigge på bryllupsbillederne i den lokale sprøjte for at se hvordan det nygifte par passede sammen sådan med hensyn til udseendet. Det stod nemlig hurtigt klart for mig at parrene i langt de fleste tilfælde passede godt sammen – hvis den ene var rigtig køn, var den anden det som regel også; hvis den ene var overvægtig, var den anden det også; og hvis den ene lignede en smadret emhætte i ansigtet, var det sædvanligvis Frankensteins brud der stolt stod ved siden af med et tandløst (men oprigtigt) smil. Jeg er den dag i dag ikke helt klar over hvorfor jeg netop fandt dette interessant, men at grine af andre mennesker har jo altid været en af mine favoritbeskæftigelser.

Der var naturligvis også de yderst sjældne men afsindigt underholdende tilfælde hvor et Gollum-lignende væsen havde formået at score langt over niveau og stod ved siden af en gudesmuk kvinde af Scarlett Johanssonske proportioner. Par af denne type ses ofte på ganske urealistisk vis fremstillet i amerikanske tv-serier i et omfang der er meget ulig virkeligheden: Doug og Carrie fra King of Queens, Jim og Cheryl i According to Jim, og der er sikkert talrige eksempler fra både serier og film som jeg bare ikke gider at finde frem lige nu. Fede, halvskaldede og på alle måder klammo mænd der har anskaffet sig en lille lækker kone.

Jeg har luret en del af konceptet; det må være noget med at give disse tabermænd et falsk håb om at de nok skal finde sig en smuk kone engang, men jeg kan sgu ikke gennemskue det omfattende lobbyarbejde der nødvendigvis må ligge bag dette gennemførte svindelnummer. Hvem betaler for det? Har fede (og rige) mænd organiseret sig og er nu ved langsomt at overtage verdensherredømmet? Jeg er ikke sikker, men jeg mener at dette omgående bør få højeste prioritet hos CIA og andre efterretningstjenester. Fuck bin Laden, han er på ingen måde en trussel mod vores samfund i forhold til det verdensomspændende bedrag som tabermændene er ved at gennemføre. Mark my words…

Nå, tilbage til det som det handler om. I disse moderne tider udfører Facebook nogenlunde den samme funktion som min gamle lokalsprøjte, og jeg er ganske overbevist om at jeg ikke er den eneste der følger med i mine (mindre) bekendtes kærlighedsliv via deres forholdsstatus. Er der i øvrigt i den forbindelse andre der har bemærket hvorledes dem der lige er blevet single, pludselig bliver utrolig aktive på Fjasbogen igen? Prøv det, det er klasse underholdning!

For nylig ændrede en af mine bekendte sin forholdsstatus – han havde fået en kæreste. Instinktivt tænkte jeg: “hvordan har han dog fået en kæreste!?” Jeg klikkede nysgerrigt på hendes navn for at se giraffen og udbrød med det samme jeg så hende: “nååårh, på dén måde!”

Og jeg forsøger altså virkelig…

… og verden smiler til dig, siger nogen. Virker det heller ikke for dig? Hvad så med: Skul ondt til verden, og verden lader dig være i fucking fred.

Det er mit motto her i livet. Og nu skal jeg forklare hvorfor.

Det er en udbredt misforståelse at man får mest ud af livet ved at være venlig og smile til sine medmennesker, for al videnskabelig forskning indikerer at mennesker er nogle små griske sataner der nakker hele din arm hvis du rækker dem en lillefinger. Storbyen (Aalborg, ikk’?) er en jungle, og at vise venlighed og omsorg er et svaghedstegn – og svage mennesker skal naturligvis have tæsk og holdes nede som de undermennesker de er.

Samme videnskabelige felt har flere gange påvist at der er ufattelig mange nassere ude i verden, og selvom der er mange forskellige underkategorier af dem, kan de kendes på nogle få basale fællestræk: De er altid utroligt venlige og imødekommende fra det øjeblik man møder dem, for så senere at kræve en form for tilbagebetaling for ulejligheden, oftest ved at man skal hjælpe dem med et eller andet latterligt projekt som de, pga. deres manglende rygrad og generelle luddovne indstilling til livet (kendetegn nr. 2), ikke selv magter at gennemføre. Hvad det er de vil have hjælp med, afhænger helt og aldeles af hvor mindrebemidlede de er, samt hvor billigt de er villige til at sælge sig selv (hvilket så igen afhænger af deres selvrespekt – eller snarere mangel på samme), og det er desværre ofte pænt billigt.

Jeg kender et par stykker af denne ubehjælpsomme type. Typen der ikke kan noget som helst selv og som kommer igennem livet uden egentlig nogensinde at udrette noget nævneværdigt, fordi de kører på frihjul og lever af andre menneskers dårlige samvittighed. For man kan jo ikke tillade sig at sige nej til at hjælpe dem, kan man? Hvad så med karma?

Nu skal jeg fortælle om karma. Han er et røvhul af dimensioner, kort og godt. Hvis du tror at der er nogen som helst retfærdighed til stede når han er indblandet, tager du gruelig fejl. Han er barnet der stikker en pind i myretuen bare for at se hvad der sker. Lad være med at bruge karma som undskyldning når du for 117. gang hjælper nasseren i din vennekreds; tag dig i stedet sammen og slå hånden af vedkommende. Du ved du vil, og i sidste ende gør du nasseren en tjeneste, da dette er en nødvendighed for at vedkommende kan lære at tage hånd om sit liv.

Og jeg ved godt det er svært. Dumme mennesker kan trods alt ignoreres, men det er ikke nemt med nasserne, der smigrer sig ind med smil og skulderklap til det punkt hvor det er direkte opkastfremkaldende. Derfor bør din mistro vækkes og faresansen gjalde i det øjeblik et nyt bekendtskab er klistre-klistre venlig, og den mest effektive måde at slippe af med nasseren på er at stikke personen en svirrende ørefigen så snart der lægges an til et smil. Hvis vedkommende så vender den anden kind til, kan du være sikker på at han også er kristen, og så giver du den bare bundgas med bat og kølle.

På denne måde får du vist nasseren at hans opførsel ikke tolereres, og han vil forhåbentligt derefter begynde at udvikle en rygrad – eller i det mindste gå til andre end dig med sine åh-så-uoverskuelige hverdagsproblemer. Skulle nasseren blive pigefornærmet over lussingen og lægge “venskabet” på is, har du jo ikke rigtigt mistet noget alligevel, men er tværtimod sluppet for vedkommendes evindelige tiggen om hjælp og belastende tuderi. Mission accomplished.

Mit råd: Stol udelukkende på folk der starter ud med at brokke sig over et eller andet ligegyldigt pis de ikke gider finde sig i (hvis de gør det ordentligt naturligvis og ikke bare klynker – den type er nemlig endnu værre), for så ved man for det første at de ikke er ude på at snøre en, for det andet at der er nogen hjemme på øverste etage, for det tredje at de har noget de går op i med liv og sjæl, og for det fjerde at de har holdninger og tør stå ved dem.

Og den slags mennesker er nu engang mest spændende at omgås.

TAK! Nej, det gør jeg fanme ikke, og det er der en grund til.

Jeg har ikke længere tal på hvor mange gange folk er blevet overrasket over forskellige aspekter af min (såkaldte) personlighed som de ikke kendte til, f.eks. mine meninger, den sportsgren jeg dyrker, eller, i særdeleshed, det musik jeg hører. For nu at sige det mildt: jeg har en meget bred musiksmag. Den spænder fra finsk melodisk dødsmetal i den ene ende over hård rock, punk, indie, rap, elektronisk, country til pop og singer-songwriters i den anden, og det er vel efterhånden ret få genrer jeg kan sige at jeg overhovedet ikke bryder mig om (dog kvæler jeg dig hvis du får den syge ide at sætte opera på mens jeg er der).

Navnlig metal har altid stået mit hjerte nær, og mange mennesker har åbenbart nogle ret stærke meninger om hvordan man skal se ud når man lytter til metal, og på den baggrund må jeg altså skuffe: jeg har hverken langt hår, tatoveringer eller piercinger (til gengæld har jeg personlighedsspaltning og paranoia, men dækker over det ved at fake en multifacetteret personlighed og følsomhed). Faktisk ligner jeg derimod en helt normal fyr (vil jeg gerne bilde mig selv ind i hvert fald), og det er ikke tilfældigt. Sandheden er at der, ligesom ved (næsten) alt andet jeg foretager mig, ligger et rationale bag, og jeg kan ganske kort opridse det for jer.

Årsag nummer 1:
Jeg hader at blive klassificeret. Jeg er udmærket klar over at det er en helt naturlig og uundgåelig del af menneskets måde at opfatte verden på, men jeg hader altså bare at blive smidt i en bestemt kategori på baggrund af mit udseende. Og især hvis de andre medlemmer af samme kategori er en flok kontanthjælpsmodtagende amøber der ikke ved hvad de vil med deres liv, og som jeg ikke føler det store tilhørsforhold til.

Årsag nummer 2:
Jeg elsker at provokere, og af en eller anden grund fungerer det bare bedst for mig hvis jeg ser mere eller mindre neutral ud. Så er chokket større når jeg voldspyr min kroniske weltschmerz og det konstant ulmende raserianfald ud over intetanende mennesker der ikke ved hvordan de skal reagere. De måbende ansigtsudtryk der følger efter, er intet mindre end priceless.

Årsag nummer 3:
Vi er nogle der er dameglade jo, og lur mig om ikke den slags går bedre når man ser nogenlunde normal ud.

Du kan jo spørge sig selv hvem af disse mænd DU højst sandsynligt ville gå hjem med (og jo, du ved det også godt selvom du er en fyr):

Denne flotte og relativt anonymt udseende heavy-gut?

Charmøren her?

Eller denne velklædte fyr med det frække glimt i øjet og det selvsikre smil?

Jeg har ret, ikk’?

Det der egentlig irriterer mig, er at mange mennesker tilsyneladende mener at man bør se ud på en bestemt måde alt efter ens hobbyer, politiske ståsted eller musiksmag, og det kan jeg altså bare ikke være med på. Beklager men så endimensionel vil jeg ikke være. På samme måde som jeg varierer musikken jeg lytter til (og det er faktisk ret vigtigt for mig), kan jeg godt lide at variere mit udseende: den ene dag tropper jeg måske op i en blazer eller en pæn skjorte og den næste har jeg en hættetrøje på. Eller en plettet undertrøje der engang var hvid, hvis jeg skal ud og charmere pigebørnene.

I bund og grund vil jeg vel bare ikke have at jeg er nem at klassificere. Min gode kammerat som jeg spiller basketball med, siger det nok allerbedst når vi snakker om alle de af vores holdkammerater der render rundt med gangsta bling-bling, cappen på skrå og hængerøvsbukser og tydeligvis mener at de hører hjemme i det inderste Harlem: “Det er en sportsgren vi dyrker, for helvede, ikke en livsstil!”

Jeg er slående enig. Og inden nogen nævner det – ja, jeg er dobbeltmoralsk. Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Jeg får lyst til at lire dette filmcitat af – så det gør jeg:

“I’m like my mother, I stereotype. It’s faster.”

Det er ikke dig, det er mig…

Posted: 11. februar 2010 in Dæå

Kære min tidligere fremtidige kone

Jeg synes det er gået skævt mellem os på det sidste. Du virker fraværende, og jeg har det som om du ignorerer mig. At du ikke vil være venner med mig på Facebook tolker jeg lidt som om at du ikke mener det her lige så seriøst som jeg. Derfor synes jeg det er bedst vore veje skilles nu, så vi stadig kan bevare vores venskab, sådan som voksne mennesker jo gør når de går fra hinanden.

Af uransagelige årsager kom jeg til at se nogle afsnit af Ignoranterne som du jo er med i, og umiddelbart har jeg min tvivl om hvorvidt vi to overhovedet passer sammen. Det er ikke fordi jeg har fundet en anden, det må du ikke tro. Slet ikke. Det kunne jeg aldrig finde på. Ever. Sværger. Jeg ved det kan være svært at komme videre nu, men du er nødt til at tro på at det her er det rigtige for os. Du er en dejlig pige, og jeg er sikker på du nok skal finde en sød, æh, en fyr engang i hvert fald.

Jeg ved godt at jeg burde gøre det forbi i en sms, som en rigtig mand ville gøre, men det er ikke nemt når du aldrig svarer, selvom jeg kan se du er hjemme og læser min besked. Så må jeg i stedet satse på du læser det her. Det har været et par stormfulde måneder som jeg er sikker på vi begge sent vil glemme. Gem dem i dit hjerte, og sæt pris på at du fik hele to måneder sammen med Kong Finland. Det er mere end de fleste får.

Knus,
Finland

Nu kommer jeg muligvis til at træde nogen over tæerne, men… Well, fuck it. Jeg forsøger at være nogenlunde rationel i mine valg i livet (og det er ikke her der skal jokes – I’m serious. Det er bare ham den fulde idiot der fucker alting op fra tid til anden). Da jeg gerne vil bruge mit liv på noget fornuftigt (alt er relativt jo), og dumme mennesker som regel giver mig meterlange løg, er det yderst sjældent at jeg ser tv ud fra devisen om at det meste af sendefladen er fyldt med latterlige møgprogrammer der på værste vis udnytter pøblens trang til at se semi-kendte udfolde sig i diverse spændende former for “underholdning” – f.eks. dans, skøjteløb eller “sang” (ja, citationstegnene er med fuldt overlæg).

Men da jeg i weekenden så Super Bowl sammen med en flok gæve gutter (nej, jeg ser ikke normalt NFL, men der var tyve liter sodavand, chips med de obligatoriske to liter dip til, et par pakker hot wings og pommes, en pose blandet slik, to liter is og to dødsburgere der overbeviste mig om at jeg skulle se det), kunne jeg jo ikke undgå at se reklamer for nogle af de seriøst fordummende snotprogrammer de sender i fjerneren, og jeg vidste sgu ærlig talt ikke om jeg skulle græde eller grine da hende den blonde dåse fra Paradise Hotel i en reklame siger noget med: “hun skal bare ud, og det kan kun gå for hurtigt!”

Jeg har aldrig fulgt med i nævnte reality-show og jeg kan garantere jer for at jeg aldrig nogensinde i min livstid kommer til det, uanset hvor meget det så minder om et eventyr. Så ville jeg da hellere sprættes op og voldtages af en syg gorilla end at udsætte mine øjne og hjerne for de talentløse tabere der udgør klientellet i toppen af dansk reality-tv anno 2010. Det er skam i ramme alvor når jeg siger at jeg tror den slags programmer har en negativ effekt på seernes intelligenskvotient. Jeg mener at det kan sammenlignes med at få hamret en gennemsnitlig mursten i panden ved en 3-400 km i timen på daglig basis, men det er så bare min teori.

Heldigvis er jeg ikke ene om at smadderhade den slags programmer, og min gode kammerat Jens, der i sin tid kunne opleves på Tom og Jens i The Big Apple, har præsenteret mig for et fremragende koncept for fremtidens reality-tv; et koncept der uden tvivl vil revolutionere genren.

Konceptet i al sin enkelthed:

Fase 1: En massiv markedsføringsindsats skal sikre at tusindvis af unge opmærksomhedshungrende se-mig-typer melder sig til det stort opsatte reality-show, dansk tv’s hidtil største satsning. Denne fase er særdeles vigtigt da det naturligvis endnu ikke er blevet afsløret hvad deltagerne vil blive udsat for i programmet.

Fase 2: I de indledende runder vil man, tro mod genren, følge alle tåberne der valfarter til auditions i to-tre af landets største byer, og høre lidt om deres sørgelige eksistens og de ligeså sørgelige bevæggrunde for at stille op til showet. Der bliver helt sikkert givet gode grunde som f.eks. at vedkommende var et helt unikt menneske i den nu afdøde bedstemors øjne. Unik er bare ikke altid noget positivt, ven, men lad nu det ligge.

Fase 3: Her kommer twistet. Når deltagerne er blevet ført ind i rummet hvor de fire kendte dommere sidder klar, vil de resolut få stukket en boltpistol for panden og blive aflivet på stedet. Forestil jer chokeffekten! Hele familien Danmark samlet foran skærmen til et blodbad af dimensioner! Forestil jer medieomtalen og den seerstorm det vil skabe!

Konceptet kan med fordel finansieres af staten da denne jo selvsagt slipper for enorme byrder grundet den systematiske udryddelse af alle de samfundsnassende tabere der udelukkende er en belastning for staten. Samtidigt kan konceptet sælges til andre lande og tv-stationer der naturligvis står i kø for at introducere programmet på deres marked, og på denne måde fungerer det som et tveægget sværd: der skabes profit, hvilket vil gavne velfærdssamfundet, og der vil blive ryddet gevaldigt op i samfundets bærme, hvilket igen vil øge velfærden her til lands.

Jeg har svært ved at se hvordan konceptet skulle fejle?

Vi er naturligvis lydhøre over for ethvert forslag der kan forbedre konceptet. Og så mangler vi bare et navn…