Arkiv for juni, 2010

Indimellem hænder det at en eller anden karl smart tror at han skal belære mig om hvad god musik er, hvilket i sig selv er ubeskriveligt irriterende grundet min indlysende ekspertise på dette område, men nogle gange formår klaphatten at gøre det med ordene “prøv at lytte til teksten” – og så rammer jeg altså det røde felt (såfremt han har fanget mig på en dag hvor jeg ikke i forvejen allerede er deroppe)!

Prøliåhørher! Hvis du prøver at sælge et nummer til mig, skal salgsargumentet fandenstejleme ikke være at ordene er gode. Kan det være mere ligegyldigt? Jeg er da helt ubeskriveligt ligeglad med om den knuste troubadour der står bag nummeret, var knalddygtig til at udtrykke sin hjertesorg i lyriske vendinger, hvis ikke manden kan skrive en god melodi. Det er jo for fanden ikke poesi jeg går op i, men musik.

Desuden er der ingen påviselig sammenhæng mellem tekstens indhold og nummerets kvalitet. Lad mig give et eksempel på det. For at vurdere det jævnfør god videnskabelig praksis skal vi naturligvis først definere hvornår en sang er god, og der er det jo klart at det er markedskræfterne der må råde. Det er der umuligt nogen der kan være uenig i. I denne højteknologiske tidsalder giver det derfor mening at kigge på hvilke singler der er blevet downloaded mest via det der iTunes som alle taberne går sådan op i (taberfjolserne udgør klart den størst befolkningsgruppe, skarpt efterfulgt af hippie-freaksene, hvorfor de har den største indflydelse på markedet. Sadly).

Må jeg præsentere, i omvendt rækkefølge (for at holde spændingen oppe jo), de tre mest downloadede sange via iTunes:

3. Black Eyed Peas – Boom Boom Pow

En sang hvor omkvædet på velartikuleret vis lyder:

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom

Boom boom boom

Jeg ved ikke i hvilken verden dette juks kan gå under betegnelsen ‘lyrik’, men ikke min. Det er vist tydeligt at Fergie og company skal have deres skolepenge tilbage. I øvrigt har jeg læst teksten igennem 16 gange, og det er mig stadig en gåde hvad den egentlig handler om. Jeg ved ikke hvad de forsøger at sige, men jeg tror de har problemer derhjemme. Dog leder en af de såkaldte rappere os elegant videre til næste kunstner med ordene:

I’m a beast when you turn me on

Into the future cybertron

Harder, faster, better, stronger

Sexy ladies extra longer (← diller-reference!)

2. Lady Gaga – Poker Face

Meget bedre går det ikke på listens andenplads hvor hermafroditten Lady Gaga (du købte vel ikke den med at “hun” er kvinde? ‘Min vagina er fornærmet,’ come on! Det er mit intellekt også) må stamme sig igennem megahittets hookline:

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

Poker siger mig aldeles intet (jeg er selv i stand til at drikke mine penge op og har ikke brug for hasardspil), og lige så lidt gider jeg høre om hermafroditters uanstændige sexliv. Shut it, weener girl.

I øvrigt: “Cause I’m bluffin’ with my muffin.” Really? Kan det være tydeligere at der gemmer sig en lille overraskelse mellem benene på “hende”?

1. Black Eyed Peas – I Gotta Feeling

Endnu engang Black Eyed Peas, men denne gang behøver vi ikke engang skele til “lyrikken” før den er gal og tumperne viser deres ulideligt ringe sproglige formåen: Den er allerede gal med titlen!

“Den giver da udmærket mening,” tænker du nok, men nej, det kan jeg så afsløre at det gør den på INGEN måde, min sprogligt udfordrede “ven”. Ordet ‘gotta’ er en sammentrækning af ‘got to’ (jeg har i dagens anledning også fundet en kilde på det), hvilket vil sige at titlen, når den bliver skrevet ud, er ‘ I got to feeling’. Og så skal man vist ikke have meget bedre engelskkundskaber end hvad der må forventes rimeligt af en gennemsnitlig 6. klasses elev for at kunne se at det er usandsynlig dårligt engelsk (6. klasse er måske højt sat, men børn er jo for fanden idioter nu om dage).

Men hvad kan man også forvente af et band der består af tre negere og en kvinde.

Således har jeg på skarpsindig vis demonstreret at der ingen positiv sammenhæng er mellem en sangs kvalitet og det lyriske indhold. Hvis du er uenig, kan du jo smide en kommentar. Jeg er dog ekstremt god til at ignorere andres meninger.

Hej matematik(er)

Posted: 16. juni 2010 in Kongeråd, Piger..., Videnskab, Vrøvl

Jeg har nævnt det før, og det tåler bestemt gentagelse (I lytter jo for helvede ikke): Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbeligste vis får indskudt ordene ‘min kæreste’, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig?

I gymnasiet havde jeg en kammerat der med en overbevisende ukuelighed fastholdt: “Jeg snakker kun med piger der gider knalde.” Det er et særdeles fornuftigt udgangspunkt (jeg valgte selv en anden strategi, men den vender vi tilbage til), og hvis man følger dette princip, giver det jo ikke megen mening at spilde tid på en der har en kæreste…

Mange år og personlige erfaringer rigere kan jeg så konstatere at dette ikke er en universel regel. Om jeg ville rode mig ud i et seksuelt (og naturligvis flygtigt) forhold med en der allerede er optaget, afhænger nemlig udelukkende af facittet på en formel som jeg har lavet der inkluderer hendes hotness og min liderlighed, ganget med min promille på det givne tidspunkt.

Jeg kan prøve at illustrere det. Hvis Y-aksen er min liderlighed, og X-aksen indikerer hendes lækkerhed, så ser det i et koordinatsystem således ud:

Den røde linie repræsenterer mit liderligheds/fuldskabs-indeks. Som man kan se er det på et ret konstant niveau, hvilket kun kan overraske hvis man ikke kender mig, sådan rigtigt

Nu undrer visse læsere sig sikkert over at min X-akse går fra hotte Jennifer til labre Emmanuelle, men der hører en ganske simpel forklaring til. Det er simpelthen kun kvinder i den kaliber og klasse jeg scorer. You gotta have standards, som jeg altid siger.

Selvsamme gruppe af læsere er sandsynligvis yderst imponerede over mine evner som charlatan, men tilsvarende uimponerede over mine matematiske evner, og det er kun forståeligt da de med al tydelighed selv er matematikere og utvivlsomt ler hånligt af min (ellers smarte) figur mens de mæsker sig i cola og chips og World of Warcraft. Til dem kan jeg kun gentage hvad en kammerat for kort tid siden sagde vedrørende matematiske studerendes mindre seksuelle erfaring i forhold til sproglige:

“De sad jo i rundkredse og snakkede om matematiske love, solsystemer og sådan noget i rene drengegrupper, mens vi andre væltede os i damer, der udgjorde 75% af klassens indhold.”

Word.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke scorede meget i gymnasietiden. Jeg valgte nemlig (som altid) den suverænt bedste taktik i forhold til opgaven. Jeg studerede damerne. Blev venner med dem, lærte dem at kende, blev fortrolig med deres væsen og alle dets finurligheder, satte mig ind i deres utallige hemmeligheder og hver en afkrog af deres sind. Jeg aflurede dem. Lærte at læse dem.

Valget af denne strategi forvirrer med al sandsynlighed den mindre begavede læser (og matematikerne igen), men bare rolig, nu skal jeg forklare det for jer. Det skyldes at jeg allerede på daværende tidspunkt var langt forud for min egen tid med hensyn til damerne. Jeg vidste nemlig godt at de færreste gymnasiepiger gider knalde; med mindre man selvfølgelig indleder et “seriøst” forhold til dem – men jeg var jo ikke dum.

Ved at blive fortrolig med kvindevæsenet i mine teenageår forberedte jeg mig på en dag at kunne udnytte denne uvurderlige viden på natklubber, barer, diskoteker, værtshuse, cafeer, pubs, i supermarkeder, klasselokaler, venteværelser, fitnesscentre (yeah right), til konferencer, familiefest, konfirmationer, jobsamtaler og ved tilfældige møder på gaden – kort sagt, alle steder hvor det andet køn befinder sig.

Sandheden er jo at når først man har forladt teenageårenes fordummende tåge og hæmmede mentale kapacitet og træder ind i de voksnes gloværdige rækker, spreder pigerne velvilligt ben bare man kan et par søde gloser og forstår at underspille sin drengede charme og bad guy-attitude, samtidigt med at man skjuler den efterhånden berygtede playboy-status. Men det er selvfølgelig svært når man ikke ejer skyggen af selvværd, kvindens kønsdele er lige så uudforsket et område som dværgplaneten Plutos atmosfære og det mest interessante samtaleemne man kan komme i tanke om, er principperne bag Newtons love.

Skulle der blandt mine læsere findes en skare af mandlige matematiske studerende, har I således lige modtaget det bedste råd nogensinde, men jeg formoder ærlig talt at I enten var for tungnemme eller for travlt optaget med trolde og dværge til at fange den.

Og nej, for at være ærlig så regner jeg egentlig ikke rigtigt med at jeg har matematiske læsere (det har noget med lix-tallet at gøre. Slå det op).

Til eventuelle resterende kvindelige læsere: Det er jo bare for sjov. Mest. You know I love ya.

Hukommelse er en sjov størrelse. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for to dage siden (udover min obligatoriske madpakke med fire klapsammen’er med rugbrød, noget frugt, muligvis et stykke kage, ofte en plade chokolade og indimellem en is ovre fra kantinen), men jeg kan huske bittesmå mikroskopiske detaljer af oplevelser jeg havde for år tilbage. Oplevelser hvor jeg har lavet sproglige fejl, vel at mærke.

For et par år siden sad jeg på et kollegieværelse ovre i Edinburgh i herligt selskab med mennesker fra forskellige dele af verden og nød livet. Snakken gik, øllet flød, og hvis jeg kender den tids Kong Finland ret, var der nok også noget whisky indblandet. Those were the days. Jeg skulle fortælle en eller anden historie (kan ikke huske hvilken, men det var garanteret pisse god), og under fortællingen udtalte jeg ordet ‘feisty’ forkert, så det i stedet lød som ‘feces’. Til stor moro for alle de andre. Jeg husker tydeligt den øredøvende latter, hende den mørkhåredes ydmygende blik, og den følelse af skam, afmagt og at være til grin der fulgte med. Min sproglige stolthed var uopretteligt såret.

Engang for få år tilbage sagde en veninde ‘loudspeaker’, og der var det mig der stod for den hånlige latter, fordi jeg mente det bare hed ‘speaker’. Faktisk var vi to der grinede, men det er sagen uvedkommende. Vi tog fejl. Og blev udstillet. Og det gjorde ondt.

Der var også engang for ikke så længe siden hvor jeg klogede mig (igen) på sådan et åndssvagt internet-medie og skrev ‘sviger’ i stedet for ‘svier’. Og blev irettesat af en herre der er betydeligt skarpere end jeg. Det sved.

Faktisk var der også situation hvor jeg ikke engang nåede at sige noget forkert, men kun tænkte det. I en engelsktime i gymnasiet. Hvor jeg havde hånden oppe fordi jeg i hvert fald godt vidste hvordan ‘fatigue’ skulle udtales. Det vidste jeg så ikke, skulle det vise sig da min sidemand blev taget og udtalte ordet korrekt. Ikke sådan som jeg troede det skulle udtales. Og på trods af at ingen vidste noget om min fejl, så gjorde det ondt. Og selvværdet led et knæk.

Og det hele begyndte med én enkelt hændelse, som jeg egentlig vil frem til med indlægget her:

Jeg husker med næsten pinlig tydelighed en episode i gymnasiet hvor jeg læste op fra en engelsk tekst og udtalte ordet ‘adult’ med tryk på første stavelse. Læreren rettede mig; hun mente det skulle udtales med tryk på sidste stavelse. Nuvel, jeg gjorde som hun sagde, men undrede mig da jeg bestemt mente at jeg før havde hørt det udtalt som jeg gjorde. Jeg havde blot ingen beviser (vi snakker begyndelsen af det 21. århundrede her, dvs. inden den bærbare gjorde sit indtog i landets gymnasielokaler). Først mange år senere da Merriam-Webster forbedrede internettet betydeligt med deres lydordbog, fandt jeg svaret jeg søgte: Man kan godt udtale det ‘adult’! Fik du fat i den, din inkompetente narhat af en undskyldning for en engelsklærer der kun (fucking kun) tog et kursus i engelsk hvorefter du blev sat til at undervise en sproglig gymnasieklasse i sproget? Man kan godt sige ˈædʌlt! Tak fordi du ydmygede mig foran 20 klassekammerater. Tak fordi du på kun to år formåede at tage næsten al lysten til sproget ud af mig. Tak fordi du gav mig traumer der i adskillige år har givet mig koldsved, fået mig til at stamme, falde over ordene og ryste af nervøsitet og frygt for at lave en fejl når jeg skulle tale engelsk, blot fordi du, din nøgendansende hippie-fisse, ikke fattede sproget.

Du behøver ikke sige undskyld… Men det ville fanme være på sin plads.

Farvel

Posted: 10. juni 2010 in Dæå, Kongeråd, Piger...

Det er vist på tide at jeg imødekommer de mange læsere der i flere uger har spammet min virtuelle brevkasse med hundredvis af forespørgsler vedrørende mit personlige ve og vel og bloggens usikre fremtid i yderst bekymrede (og til tider bønfaldende) vendinger.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har det godt. Og med godt mener jeg naturligvis at jeg stadig er rasende i en grad der ville gøre selv Hulken grøn af misundelse (fuck, jeg er on fire). Når jeg kigger omkring mig, ser jeg ikke en eneste grund til at jeg ikke stadig skulle være hvidglødende af raseri, og andre mennesker (og deres vaner og deres holdninger og deres dyr og deres tøj) irriterer mig muligvis mere end nogensinde. Jeg kan eksempelvis give jer tre typer der afføder min fortsatte bitterhed: Tykke piger med små bryster, pæne piger med store røve og alle piger med kort pandehår.

Det er derfor ikke af frelste hippie-psykotiske årsager at jeg ikke har været så aktiv på det sidste. Sagen er såmænd bare den at jeg er en anelse optaget af at skrive speciale, hvilket medfører to ting: 1) At jeg sidder foran en computerskærm og gøgler med akademiske formuleringer på et sprog der ikke er mit modersmål, i 9-10 timer i døgnet hvorfor jeg ikke har den store trang til at skulle være kreativ med ord i min begrænsede fritid, og 2) at jeg stort set ikke interagerer med andre mennesker for tiden – hvorfor der jo ikke er nævneværdig grund til at brokke sig. Jeg bliver mere og mere overbevist om at verden ville være et bedre sted uden jer. Vent og se.

For nu at sige det kort (og det har jeg egentlig aldrig været så god til – hvilket vel er grunden til man har valgt at lave sådan en guide her (jeg betragter det ikke som en blog, men nærmere som en samling af råd og sandheder der kan vejlede ligesindede gennem livets svære valg) hvor man frit kan kloge sig på ting man reelt ikke aner en kæft om): Jeg har ikke så meget tid til sjov og spas i øjeblikket. Frygt ej, venner, jeg skal nok vende tilbage, men I må holde ud lidt endnu. Jeg ved det er svært i og med at I craver det her shit som Tiger Woods craver ludere.

Men jeg findes altså stadig. Og er ikke gået i hi. Helt.

Angående overskriften:

Haha. Du troede lige, hva’? I had you at goodbye.