Archive for the ‘Bitterhed’ Category

Det her er hvad jeg ville have skrevet:

Den selvproklamerede klogeste mand i verden spiller smart igen – og nej, det er ikke mig selv jeg henviser til. Stephen Hawking, der i årevis er kommet med den ene vanvittige udtalelse efter den anden, påstår nu for det første at der er liv rummet, og for det andet at vi bør undlade at kontakte dem (det her indlæg har, som du nok har opdaget nu, været længe undervejs). Sjældent har jeg hørt noget så dumt.

Hans ræsonnement er at hvis rumvæsener kommer til jorden, vil det gå som da Columbus kom til Amerika og blev venner med indianerne – hvilket jo også kun førte den industrielle revolution med sig og lagde kimen til vestens totale verdensherredømme (ikk’? Jeg sov lidt i historietimerne). At der så røg et par indianere på den bekostning, er der vist ikke andre end professor Hawking der går op i. Hvordan ville verden i øvrigt se ud hvis de hash-rygende hippier var forblevet det dominerende folk på det nordamerikanske kontinent? De kommunikerede med røgsignaler, for helvede – hvor øko-frelst er det ikke lige!?

Man skulle jo tro at de fleste med rette ville være pisse ligeglade rumpsykopatens udtalelser og smadder-ignorere ham, men så heldige har vi naturligvis ikke lov at være. Tværtimod har FN af uforståelige grunde valgt at tage Hawkings LSD-inducerede fantasier seriøst og udnævnt en ambassadør der skal tage imod rumvæsenerne når de kommer.

To sekunder, jeg skal lige have pulsen ned…

What the FUCK sker der!? En fucking rumambassadør, er det seriøst? Jeg håber kraftedeme det er en usædvanlig dårlig (og ringe udført) aprilsnar, men noget siger mig at de mener det.

Lad mig for de tungnemme læseres skyld forklare hvad der pisser mig af.

Ifølge selv samme organisation lever flere end 1 milliard mennesker under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen. Jeg er klar over det muligvis er et radikalt forslag i nogles øjne, og jeg indrømmer at jeg ikke ved en hujende fis om hvordan FN er finansieret eller hvordan pengene distribueres imellem de forskellige underafdelinger, men tror I ikke vi muligvis kunne bruge den overdådige månedsløn som vores kære rumambassadør uden tvivl får, på noget andet end at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom? Just a thought.

Eller hvad med miljøet? Jeg skal ikke gøre mig klog på om global opvarmning er menneskeskabt, eller om fænomenet overhovedet er en realitet, men det slår mig bare at det ville være bedre at spendere de millionbeløb som går til FNs rumafdeling, på forskning inden for miljø, klimavenlig energi og forebyggelse af naturkatastrofer i stedet for at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom, og som alle naturkatastrofer synes at ramme!

Jeg siger blot at med de massive problemer vi har på vores klode, burde en verdensomspændende organisation som FN måske fokusere på nogle problemstillinger af lidt mere væsentlig karakter end hvordan vi skal byde eventuelle (muligvis ikke-eksisterende?) rumvæsener velkommen.

Javist, der er mange der tror der er liv derude. Der er også mange der tror der sidder en mand oppe i skyerne og styrer tingenes gang her på planeten.

Jeg siger ikke at der ikke er liv i rummet. Men hvis der er, tror jeg det eksisterer i en af to følgende former: Enten er det nogle tåbelige amøber (ikke så anderledes end os, faktisk) der går og hygger sig på en planet et eller andet sted derude, og som langt fra er intelligente nok til at konstruere fartøj der skulle kunne tage dem de 9,57 lysår de skal tilbagelægge for at besøge os. Ergo kommer de ikke på besøg. De ved ikke engang vi er her.

Eller også er de os langt overlegne på alle områder, i særdeleshed på deres intellekt, hvorfor de aldrig nogensinde ville drømme om at besøge vores hærgede planet og møde de lavtstående væsener der går og slår hinanden ihjel her, og som uden tvivl ville benytte mødet med dem til at indfange eksemplarer af racen, som kunne indespærres i små hyggelige celler hvor adskillige skizo-videnskabsmænd kunne få stillet deres sadistiske lyster ved at proppe sonder og andre objekter op i røven på dem. Ergo kommer de ikke på besøg. Nogensinde.

Mit håb for menneskeheden er forsvindende. FN, tag jer sammen.

Men så læste jeg det her. Meh. Poster lortet alligevel…

Har nogen af jer opdaget at jeg er lidt af en sprogfascist? Nej, vel? Nåmmen, det er der visse onde tunger der påstår (bl.a. min egen), og hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg sikker på at de ikke længere er det efter at have læst dette indlæg.

Der er et par tendenser som jeg ønsker en forklaring på.

De fleste med en smule sprogforståelse ved at man sætter et punktum for enden af en periode. Dette er standard. Ingen dikkedarer. Hvis man så ønsker at modtageren skal tænke lidt over udsagnet, kan man vælge at sætte tre punktummer. Jeg går ud fra alle stadig er med (har endnu ikke spottet læsere fra Brøndby…), så nu kommer det svære.

HvorFOR er det at nogle mennesker indimellem vælger at sætte TO punktummer? Hvad fanden skal det betyde – at man skal tænke lidt over sætningen, men ikke helt så meget som hvis man satte tre?

Og hvad i hele hule helvede er meningen med at sætte fire, fem eller flere punktummer? Mine øjne BRÆNDER når I gør det, lad nu vær’!

Jeg er dog ikke den eneste der får nervøse ticks af dette fænomen, da jeg tidligere har diskuteret det med en kammerat der er næsten lige så fascistisk anlagt som jeg. Også med hensyn til sproget.

Et andet fænomen har dog også fanget min opmærksomhed og efterfølgende fået mig til at trykkoge af raseri. Vi har igen med tegn man kan sætte for enden af perioder, at gøre, men denne gang er det ikke punktummet der står for skud. Nu er det udråbstegnet og i særdeleshed en lille finte som jeg ser igen og igen rundt omkring hvor amatører skal forsøge at formulere sig på skrift, og som får mine sarte øjne til at bløde. De sætter et mellemrum mellem sætningens sidste ord og udråbstegnet. Sådan her !

Jeg FATTER det ikke! I skriver jo heller ikke sådan her normalt . Det ville jo se komplet åndssvagt ud . Så lad for guds skyld være med at gøre det !..

Jajaja, jeg er pernitten – det ved jeg sgu da godt. Men for helvede hvor er det grimt og sørgeligt at voksne mennesker ikke kan finde ud af det. Og inden du rømmer stemmen og gør klar til at præsentere det ellers så logiske argument at jeg jo heller ikke kan finde ud af hverken at gange, dividere, plusse eller minusse, må jeg bede dig klappe dine gæller noget så kraftigt i og lukke røven med dit afledningsmanøvre-ræsonnement. For jeg demonstrerer og udstiller jo ikke mine manglende matematiske evner – på daglig basis, hvis jeg må tilføje det – i offentligt tilgængelige fora, som eksempelvis Facebook, i en lang liste af ufuldstændige og pinligt ringe udførte regnestykker, vel?

Godt. Så luk.

Jeg er træt af mennesker der, af en eller anden grund jeg ikke forstår, føler sig nødsaget til at fortælle hele verden om det når de keder sig. Sædvanligvis via Facebook.

Der er tre ting galt med scenariet: For det første er man et uopfindsomt, ukreativt og intellektuelt udfordret individ hvis man ikke kan finde på noget at lave. Der findes millioner af bøger derude, titusindvis af tv-serier og film samt uendelig mange hjemmesider – man må sgu da kunne finde noget der vil interessere/underholde en via ét af de tre medier! Derudover har internettet den fantastiske egenskab at det er interaktivt, hvilket burde få det til at krible i fingrene hos enhver eventyrlysten ungersvend: Du kan selv være med til at skabe indholdet! Tænk over de muligheder, mand!

Og hvis man ellers har lidt omløb på øverste etage og ikke bare er en hjernedød modtager af støj, kan man jo selv afprøve sine kreative sider: Man kan skrive ord, spille musik, tegne, klippe/klistre med karton, forme ler/trylledej, lege med papmaché, strikke – ja, kun fantasien sætter grænser (men det er så nok også problemet).

Eller hvad med en gammel klassiker; ring til en ven! Det har virket i årtier, og jeg er overbevist om at man finde på noget at lave sammen (kvinder vil som regel kunne knævre om dårlige kærester og ham den lækre inde fra regnskabsafdelingen, mens mænd hurtigt kan få stablet en rask bytur på benene (hvis de da ikke er totalt underkuede, i hvilket tilfælde jeg kun kan sige: langs armen, makker)).

Hvis ingen af de ovenstående muligheder lige passer en, er man blot en vranten, teenage-tvær slendrian der burde hanke op i sig selv og indse at man selv er herre over sin egen skæbne. Fjols.

Det andet der er galt med at ville fortælle verden at man keder sig, er netop det; at man vil fortælle verden man keder sig. Hvor helvede kommer den trang fra? Skal man så også bræge op om alle andre nederen aspekter af ens personlighed?

“Hej alle, jeg lettere psykotisk forstyrret pga. mine ekskærester der har tyranniseret mig gennem årevis, sikkert fordi jeg er en usikker, ligegyldig person, blottet for selvtillid og selvværd, der lader andres nedgørende ord og handlinger bekræfte mig i min negative opfattelse af mig selv.”

Eller:

“Hej, jeg kan kun tale om mig selv. Hvis du har en god historie, har jeg med garanti én der kan overgå din med længder! Og så lader jeg dig endda næsten tale færdig…”

Eller den gode gamle:

“Jeg forstår ikke hentydninger. Overhovedet. Du kan ligeså godt glemme det. Selvom du kommer med utallige subtile hentydninger til at det nu for pokker snart må være min tur til at betale når vi har været ude at spise, så nægter min hjerne pure at bearbejde informationen. Uhm, jeg kunne godt drikke en latte!”

Jeg begriber bare ikke den kombination af opmærksomhedshunger og offertrang. ‘Se mig, se mig, jeg er et elendigt menneske!’ Det ved vi jo for fanden godt…

Den tredje fejl ved scenariet er at det foregår på Facebook. Jeg fatter fanme efterhånden ikke hvorfor jeg stadig er på det lort… Gid de havde slettet mig dengang jeg uploadede nøgenbilleder netop i det håb! Det eneste man får ud af Facebook er indblik i hvor ubeskrivelig deprimerende andres liv må være siden de kan lukke så meget ideforladt lort ud, fuldstændig uden tanke på at den lille bid af information, den lille del af deres liv som de lige har offentliggjort, er komplet uvedkommende for alle andre end dem selv og den (stakkels) skeløjede mongol de kalder deres kæreste.

Næste gang du keder dig, så tænk lige over om omverdenen får noget ud af at vide det. Hvis du ikke er sikker, så ring til mig. Jeg kender en sjov leg…

Hukommelse er en sjov størrelse. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for to dage siden (udover min obligatoriske madpakke med fire klapsammen’er med rugbrød, noget frugt, muligvis et stykke kage, ofte en plade chokolade og indimellem en is ovre fra kantinen), men jeg kan huske bittesmå mikroskopiske detaljer af oplevelser jeg havde for år tilbage. Oplevelser hvor jeg har lavet sproglige fejl, vel at mærke.

For et par år siden sad jeg på et kollegieværelse ovre i Edinburgh i herligt selskab med mennesker fra forskellige dele af verden og nød livet. Snakken gik, øllet flød, og hvis jeg kender den tids Kong Finland ret, var der nok også noget whisky indblandet. Those were the days. Jeg skulle fortælle en eller anden historie (kan ikke huske hvilken, men det var garanteret pisse god), og under fortællingen udtalte jeg ordet ‘feisty’ forkert, så det i stedet lød som ‘feces’. Til stor moro for alle de andre. Jeg husker tydeligt den øredøvende latter, hende den mørkhåredes ydmygende blik, og den følelse af skam, afmagt og at være til grin der fulgte med. Min sproglige stolthed var uopretteligt såret.

Engang for få år tilbage sagde en veninde ‘loudspeaker’, og der var det mig der stod for den hånlige latter, fordi jeg mente det bare hed ‘speaker’. Faktisk var vi to der grinede, men det er sagen uvedkommende. Vi tog fejl. Og blev udstillet. Og det gjorde ondt.

Der var også engang for ikke så længe siden hvor jeg klogede mig (igen) på sådan et åndssvagt internet-medie og skrev ‘sviger’ i stedet for ‘svier’. Og blev irettesat af en herre der er betydeligt skarpere end jeg. Det sved.

Faktisk var der også situation hvor jeg ikke engang nåede at sige noget forkert, men kun tænkte det. I en engelsktime i gymnasiet. Hvor jeg havde hånden oppe fordi jeg i hvert fald godt vidste hvordan ‘fatigue’ skulle udtales. Det vidste jeg så ikke, skulle det vise sig da min sidemand blev taget og udtalte ordet korrekt. Ikke sådan som jeg troede det skulle udtales. Og på trods af at ingen vidste noget om min fejl, så gjorde det ondt. Og selvværdet led et knæk.

Og det hele begyndte med én enkelt hændelse, som jeg egentlig vil frem til med indlægget her:

Jeg husker med næsten pinlig tydelighed en episode i gymnasiet hvor jeg læste op fra en engelsk tekst og udtalte ordet ‘adult’ med tryk på første stavelse. Læreren rettede mig; hun mente det skulle udtales med tryk på sidste stavelse. Nuvel, jeg gjorde som hun sagde, men undrede mig da jeg bestemt mente at jeg før havde hørt det udtalt som jeg gjorde. Jeg havde blot ingen beviser (vi snakker begyndelsen af det 21. århundrede her, dvs. inden den bærbare gjorde sit indtog i landets gymnasielokaler). Først mange år senere da Merriam-Webster forbedrede internettet betydeligt med deres lydordbog, fandt jeg svaret jeg søgte: Man kan godt udtale det ‘adult’! Fik du fat i den, din inkompetente narhat af en undskyldning for en engelsklærer der kun (fucking kun) tog et kursus i engelsk hvorefter du blev sat til at undervise en sproglig gymnasieklasse i sproget? Man kan godt sige ˈædʌlt! Tak fordi du ydmygede mig foran 20 klassekammerater. Tak fordi du på kun to år formåede at tage næsten al lysten til sproget ud af mig. Tak fordi du gav mig traumer der i adskillige år har givet mig koldsved, fået mig til at stamme, falde over ordene og ryste af nervøsitet og frygt for at lave en fejl når jeg skulle tale engelsk, blot fordi du, din nøgendansende hippie-fisse, ikke fattede sproget.

Du behøver ikke sige undskyld… Men det ville fanme være på sin plads.

Hej ven

Posted: 9. april 2010 in Bitterhed, Brok, Facebooking

Må jeg lige be’ om én ting? Næste gang du ser en eller anden gruppe på Fjasbåk om nogle der har det helt vildt hårdt, nogle det hele er mega synd for, eller noget der er herre uretfærdigt, så lad være med at invitere mig til gruppen! Jeg GIDER ikke flere af de der sympati-grupper; de er da noget af det mest nederen der findes, og det er fanme efterhånden hver eneste dag at jeg bliver inviteret til lortet.

Og så kan det godt være at man, hvis man er hippie-bras, hidser sig op og kalder mig både usympatisk, højreorienteret og det der er værre, men det er jeg overordentlig ligeglad med for det er slet ikke pointen. Jeg synes skam det er synd for alle sammen – jeg gider bare ikke bruge Faijsbuuk til noget som helst seriøst (og nu gider jeg ikke at en eller anden smartass minutiøst pløjer sig igennem det hav af grupper jeg er medlem af, i en søgen efter en med et seriøst indhold, vel? It ain’t there. Goddamnit).

Det har sikkert noget at gøre med at der er få ting i livet jeg tager seriøst, og jeg synes ikke helt at et web-baseret socialt netværk kvalificerer sig til at få tildelt denne status (brune kvindelår derimod…). Derfor er jeg kun medlem af sjove og decideret useriøse grupper, og alt hvad jeg skriver derinde, er komplet useriøst ordgøgl (i skarp kontrast til konceptet her).

Jamen, er jeg den eneste der har det sådan? Jeg nægter da bare at bruge den side til anything remotely serious, og derfor gider jeg ikke se på flere af den slags ligegyldige se-hvor-synd-det-er-for-lille-Jonatan-der-har-en-dødelig-sygdom-og-bor-i-en-hæk-med-sin-alkoholiske-mor-og-Ludoman-Per-ovre-fra-vænget-og-ikke-har-råd-til-en-kur-selvom-denne-koster-500-kr-grupper. For ændrer de en skid alligevel? Er det ikke bare fordi dem der melder sig ind i sådanne grupper, vil vise “vennerne” at de er åh så empatiske og altruistiske at det voldsomt generer min opkastrefleks? I så fald kan de rende mig. Og næste gang du synes at verden skal vide hvor fantastisk et menneske du er, så spring lige mig over når du inviterer alle vennerne.

Dette er i øvrigt ikke henvendt til nogen bestemt (og det viser lidt om hvor problematisk det kan være at have venner der læser med på bloggen når man er nødt til at komme med sådan en disclaimer). Der er sikkert nogen der bliver stødt alligevel. Oh well…

Det er egentlig en fejl at alt hvad jeg skriver om, er fucking Facebook, men der er for helvede ikke en skid andet i mit liv at gå op i. Nå jo, druk. Vi ses efter weekenden. I øvrigt var forrige weekends bedste kommentar: “Der findes mennesker jeg synes er mindre værd end de bryster.” Jeg regner med den bliver toppet i den kommende weekend.

… Sagde min far altid og knappede en bajer mere op. Og nok er jeg oftest enig i min kære faders visdomsord – f.eks. når han i et forsøg på at lukke kæften på min grammofonpladesnakkende mor hårdnakket fastholder at “hvis man ikke har noget fornuftigt at sige, skal man slet ikke sige noget” – men denne kliche af en gang ordgylle skurrer altså en anelse i mine ører nu da jeg har tænkt nærmere over den.

Jeg er dog enig langt hen af vejen. Jeg vil vove at påstå at jeg kan finde et potentielt positivt aspekt ved selv de mest forfærdelige historier:

Hvis psykopatfjæs blæser knoppen af sit afkom, og den slags hører man jo altså desværre om alt for ofte i nyhederne, så kan man jo argumentere for at de er blevet reddet fra en voldelig opvækst med en tyrannisk far, hvilket sandsynligvis ville lægge kimen til deres kriminelle løbebane som i sidste ende ville gå ud over endnu flere mennesker – med hvem ved hvor mange dødsfald til følge. Jeg siger ikke det er det bedste alternativ… Men det er jo ikke så skidt at det ikke er godt for noget.

Hvis en pige får tæv af sin kæreste, så kan man jo håbe at hun har fået nok af pisset og skrider fra spasseren med øjeblikkelig virkning. Dermed har hun på længere sigt skabt muligheden for at forbedre sit liv (og ikke mindst valg af kæreste) væsentligt. Og det er jo bestemt godt for noget.

Catch my drift?

Masseudryddelser, siger du? Så er der da mere plads til os andre! Folkedrab? Jamen, hvis det lykkes at udrydde fjenden, er krigen vel forbi. Naturkatastrofer så? Dem kan vi lære noget af i forebyggelsens tegn, så vi bliver bedre til at forberede os på dem og mindske katastrofens omfang.

Hvor meget det end piner mig at indrømme det, så er der temmelig sikkert også et eller andet sted, skjult bag stupiditetens åndsfraværende ansigt, et positivt aspekt ved Paradise Hotel-fænomenet… For personer hvis liv er indholds- og meningsløse, er det da fabelagtigt at de alle ugens hverdage kan følge med i andre ligeså ligegyldige menneskers intetsigende liv. You go, girl!

Men er der nogen der gider forklare mig (hvis der er, så gør det langsomt) hvorledes kombinationen af komplet mangel på motivation til at skrive speciale, ikke-eksisterende rygrad og et altid tilgængelig internet er godt for noget som helst?

(Dette er absolut alt hvad jeg har lavet i dag efter seks timer på kontoret… Need I say more?)

Som tidligere nævnt fik en af mine bekendte sig en kæreste for ikke så længe siden, og forholdet blev naturligvis offentliggjort på Fjæsen, sådan som reglerne nu engang foreskriver. Ivrigt tjekkede jeg den nye dame ud, og min gode kammerat, Verdens Mest Bitre Mand, der tilfældigvis var på besøg den dag, kunne godt høre at jeg morede mig en del over det og spurgte hvad der var los. Jeg forklarede ham situationen; en bekendt havde fået en kæreste som jeg skulle tjekke ud. Han spurgte køligt om hun var lækker, hvortil jeg svarede: “Næh, ikke rigtigt.” Der gik et par sekunder hvor Verdens Mest Bitre Mand tænkte sig om, og så sagde han, med en sær tone der godt kunne lyde som skuffelse, i stemmen: “I det mindste har han en fast en at kneppe så.”

SÅ meget bitterhed og ufortyndet livslede komprimeret i én sætning – det er simpelthen fantastisk! Jeg skraldgrinede og begyndte med det samme at nedfælde citatet. Han kunne godt se hvad klokken var slået og gik straks i forsvarsposition: “Hallo, man skal da se det positive i det!”

Jeg er helt enig, min ven. Det er jeg bare ikke sikker på du gør.

En person med en mere positiv tilgang til livet ville måske have sagt noget i stil med: “nåmmen, så er hun nok sød,” men det var ikke helt den vinkel Verdens Mest Bitre Mand valgte. Det ville sgu nok også have skræmt mig en smule.

Han går i øvrigt og sms’er med en pige for tiden, og jeg følger selvfølgelig intenst med fra sidelinien da den slags ikke er hverdagskost. Som den gode ven jeg nu engang er og altid har været, forsøger jeg endda at dele ud af mine mange års erfaring ud i kunstarten at score via sms – men det er som om han ikke rigtigt tager rådene til sig. Derfor, kære læser, søger jeg nu dit råd: Hvordan får jeg ham til at følge sms-champens anbefalinger her?

Nok påstod jeg at jeg skulle til at finde nye venner, men hvis han bliver ved med at ryste den slags citater ud af ærmet, tror jeg da nærmere jeg skal til at hænge mere ud med ham. Næste gang vil jeg prøve bare at stirre på ham og vente på han kommer med nogle guldkorn – det vil helt sikkert pisse ham af, og så er han nemlig i sit es!