Archive for the ‘Brok’ Category

Det her er hvad jeg ville have skrevet:

Den selvproklamerede klogeste mand i verden spiller smart igen – og nej, det er ikke mig selv jeg henviser til. Stephen Hawking, der i årevis er kommet med den ene vanvittige udtalelse efter den anden, påstår nu for det første at der er liv rummet, og for det andet at vi bør undlade at kontakte dem (det her indlæg har, som du nok har opdaget nu, været længe undervejs). Sjældent har jeg hørt noget så dumt.

Hans ræsonnement er at hvis rumvæsener kommer til jorden, vil det gå som da Columbus kom til Amerika og blev venner med indianerne – hvilket jo også kun førte den industrielle revolution med sig og lagde kimen til vestens totale verdensherredømme (ikk’? Jeg sov lidt i historietimerne). At der så røg et par indianere på den bekostning, er der vist ikke andre end professor Hawking der går op i. Hvordan ville verden i øvrigt se ud hvis de hash-rygende hippier var forblevet det dominerende folk på det nordamerikanske kontinent? De kommunikerede med røgsignaler, for helvede – hvor øko-frelst er det ikke lige!?

Man skulle jo tro at de fleste med rette ville være pisse ligeglade rumpsykopatens udtalelser og smadder-ignorere ham, men så heldige har vi naturligvis ikke lov at være. Tværtimod har FN af uforståelige grunde valgt at tage Hawkings LSD-inducerede fantasier seriøst og udnævnt en ambassadør der skal tage imod rumvæsenerne når de kommer.

To sekunder, jeg skal lige have pulsen ned…

What the FUCK sker der!? En fucking rumambassadør, er det seriøst? Jeg håber kraftedeme det er en usædvanlig dårlig (og ringe udført) aprilsnar, men noget siger mig at de mener det.

Lad mig for de tungnemme læseres skyld forklare hvad der pisser mig af.

Ifølge selv samme organisation lever flere end 1 milliard mennesker under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen. Jeg er klar over det muligvis er et radikalt forslag i nogles øjne, og jeg indrømmer at jeg ikke ved en hujende fis om hvordan FN er finansieret eller hvordan pengene distribueres imellem de forskellige underafdelinger, men tror I ikke vi muligvis kunne bruge den overdådige månedsløn som vores kære rumambassadør uden tvivl får, på noget andet end at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom? Just a thought.

Eller hvad med miljøet? Jeg skal ikke gøre mig klog på om global opvarmning er menneskeskabt, eller om fænomenet overhovedet er en realitet, men det slår mig bare at det ville være bedre at spendere de millionbeløb som går til FNs rumafdeling, på forskning inden for miljø, klimavenlig energi og forebyggelse af naturkatastrofer i stedet for at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom, og som alle naturkatastrofer synes at ramme!

Jeg siger blot at med de massive problemer vi har på vores klode, burde en verdensomspændende organisation som FN måske fokusere på nogle problemstillinger af lidt mere væsentlig karakter end hvordan vi skal byde eventuelle (muligvis ikke-eksisterende?) rumvæsener velkommen.

Javist, der er mange der tror der er liv derude. Der er også mange der tror der sidder en mand oppe i skyerne og styrer tingenes gang her på planeten.

Jeg siger ikke at der ikke er liv i rummet. Men hvis der er, tror jeg det eksisterer i en af to følgende former: Enten er det nogle tåbelige amøber (ikke så anderledes end os, faktisk) der går og hygger sig på en planet et eller andet sted derude, og som langt fra er intelligente nok til at konstruere fartøj der skulle kunne tage dem de 9,57 lysår de skal tilbagelægge for at besøge os. Ergo kommer de ikke på besøg. De ved ikke engang vi er her.

Eller også er de os langt overlegne på alle områder, i særdeleshed på deres intellekt, hvorfor de aldrig nogensinde ville drømme om at besøge vores hærgede planet og møde de lavtstående væsener der går og slår hinanden ihjel her, og som uden tvivl ville benytte mødet med dem til at indfange eksemplarer af racen, som kunne indespærres i små hyggelige celler hvor adskillige skizo-videnskabsmænd kunne få stillet deres sadistiske lyster ved at proppe sonder og andre objekter op i røven på dem. Ergo kommer de ikke på besøg. Nogensinde.

Mit håb for menneskeheden er forsvindende. FN, tag jer sammen.

Men så læste jeg det her. Meh. Poster lortet alligevel…

Reklamer

Har nogen af jer opdaget at jeg er lidt af en sprogfascist? Nej, vel? Nåmmen, det er der visse onde tunger der påstår (bl.a. min egen), og hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg sikker på at de ikke længere er det efter at have læst dette indlæg.

Der er et par tendenser som jeg ønsker en forklaring på.

De fleste med en smule sprogforståelse ved at man sætter et punktum for enden af en periode. Dette er standard. Ingen dikkedarer. Hvis man så ønsker at modtageren skal tænke lidt over udsagnet, kan man vælge at sætte tre punktummer. Jeg går ud fra alle stadig er med (har endnu ikke spottet læsere fra Brøndby…), så nu kommer det svære.

HvorFOR er det at nogle mennesker indimellem vælger at sætte TO punktummer? Hvad fanden skal det betyde – at man skal tænke lidt over sætningen, men ikke helt så meget som hvis man satte tre?

Og hvad i hele hule helvede er meningen med at sætte fire, fem eller flere punktummer? Mine øjne BRÆNDER når I gør det, lad nu vær’!

Jeg er dog ikke den eneste der får nervøse ticks af dette fænomen, da jeg tidligere har diskuteret det med en kammerat der er næsten lige så fascistisk anlagt som jeg. Også med hensyn til sproget.

Et andet fænomen har dog også fanget min opmærksomhed og efterfølgende fået mig til at trykkoge af raseri. Vi har igen med tegn man kan sætte for enden af perioder, at gøre, men denne gang er det ikke punktummet der står for skud. Nu er det udråbstegnet og i særdeleshed en lille finte som jeg ser igen og igen rundt omkring hvor amatører skal forsøge at formulere sig på skrift, og som får mine sarte øjne til at bløde. De sætter et mellemrum mellem sætningens sidste ord og udråbstegnet. Sådan her !

Jeg FATTER det ikke! I skriver jo heller ikke sådan her normalt . Det ville jo se komplet åndssvagt ud . Så lad for guds skyld være med at gøre det !..

Jajaja, jeg er pernitten – det ved jeg sgu da godt. Men for helvede hvor er det grimt og sørgeligt at voksne mennesker ikke kan finde ud af det. Og inden du rømmer stemmen og gør klar til at præsentere det ellers så logiske argument at jeg jo heller ikke kan finde ud af hverken at gange, dividere, plusse eller minusse, må jeg bede dig klappe dine gæller noget så kraftigt i og lukke røven med dit afledningsmanøvre-ræsonnement. For jeg demonstrerer og udstiller jo ikke mine manglende matematiske evner – på daglig basis, hvis jeg må tilføje det – i offentligt tilgængelige fora, som eksempelvis Facebook, i en lang liste af ufuldstændige og pinligt ringe udførte regnestykker, vel?

Godt. Så luk.

Jeg ender jo nok alligevel i Klub 27

Posted: 23. september 2010 in Brok, Vrøvl

For et stykke tid siden bad en pige mig fortælle om et af mine mål i livet, og jeg må indrømme at emnet har rumsteret i mit hoved siden. For hvad er egentlig mine mål i livet? Hvad vil jeg gerne opnå?

Guderne skal vide at jeg er den første til at fare fordømmende ud hvis andre mennesker ikke har ambitioner og mål i livet – hvordan i alverden kan det så være jeg ikke selv har 100 % styr på den slags i forhold til mit eget liv?

Spørgsmålet efterlod mig mundlam i adskillige sekunder hvor diverse mere eller mindre realistiske fremtidsscenarier fløj rundt i hovedet på mig. Jeg måtte vælge et jo. Et godt et.

På trods af at jeg bestemt mener jeg har ambitioner med mit liv, så har jeg altid haft det temmelig ambivalent med den slags. At skulle have en mental liste med nogle faste, definerende mål man vil nå inden man skal herfra, minder mig bare lidt om de der lister over ‘ting man skal nå inden man fylder 30’. For det første slutter livet ikke der. Faktisk skulle man helst være under halvvejs. Og hvis man ellers bevarer noget af barndommens glæde og naivitet og udskyder alderdommens uundgåelige, altgennemtrængende bitterhed lidt endnu, skal man sgu nok blive ved med at have det sjovt og gøre lige præcis det man har lyst til og finder underholdende.

For det andet, selve målene på de lister, ikk’? De er altså ret tåbelige.

At se solnedgangen fra Kilimanjaro, at fare vild i New York, at køre på hundeslæde over grønlandsisen, at trekke i Himalaya, at køre tværs over USA på motorcykel, at tage på Safari i Kalahari-ørkenen, at deltage i karnevallet i Rio de Janeiro, og så videre, og så videre…

That’s a whole lot of travelling. Med tanke på at jeg selvfølgelig har gjort som vores kære regering har befalet og brugt min ungdom på at tage en længere videregående uddannelse, bliver det sgu nok lidt svært at have råd til alt det pis inden jeg fylder 30.

Så er der alle de ting på listen som man kan opnå herhjemme.

Springe i faldskærm – Nej tak, jeg foretrækker den levende version af mig.

Få en tatovering – Nej tak, behøver ikke kunst på min krop. Men tramp stamps på andre er helt okay.

Løbe et maraton – Jeg har sagt hvad jeg mener om at svede, ikke?

Gennemføre en uddannelse – Check!

Blaffe fra den ene ende af landet til den anden – Den slags får man sprættet maven op af, trust me.

Få børn – Holy mothercunt, er I sindssyge!?

Jeg har svært ved at se hvordan det at jeg f.eks. får en tatovering på nogen måde skulle berige mit liv eller gøre mig til en mere fuldkommen person. Tror nok liiige vi kunne finde et par stykker der, på trods af at være udsmykket med endog mange tatoveringer, er en anelse afstumpede. Bare et bud.

Mine mål i livet er langt mere uhåndgribelige end dette. De ovennævnte oplevelser er til at tage at føle på; man kunne planlægge at gennemføre hver eneste af dem i dag hvis det skulle være. Og det er netop mit problem. Mine mål i livet er ikke planlagt på forhånd. Og skal ikke planlægges.

Jeg forsøger (som regel) altid at være den bedste jeg kan være. Jeg forsøger at stå ved det jeg siger. Jeg forsøger at leve op til mine egne principper om den rigtige måde at leve livet på. Jeg forsøger at være den person jeg gerne vil være og opfattes som, og hvis jeg støder på noget ved min personlighed der ikke stemmer overens med dette selvbillede, så ændrer jeg på det.

Faktisk kan det opsummeres således: Når jeg en (skønne) dag bliver lagt i graven, så håber jeg at sådan som alle mine venner og bekendte husker mig, det billede af mig de har, svarer til min egen selvopfattelse og den person jeg gerne vil være. For i så fald har jeg levet rigtigt. Og det er noget jeg kan arbejde på hver eneste dag af mit liv. Det behøver jeg ikke en tåbelig liste med latterlige mål jeg kan krydse af, til.

I øvrigt var mit svar: “Jeg vil kun giftes én gang.” Jeg ved godt det er mere realistisk at jeg bliver indsat som overhoved for den katolske kirke, men det var jo for fanden et mislykket forsøg på at være romantisk.

Jeg er træt af mennesker der, af en eller anden grund jeg ikke forstår, føler sig nødsaget til at fortælle hele verden om det når de keder sig. Sædvanligvis via Facebook.

Der er tre ting galt med scenariet: For det første er man et uopfindsomt, ukreativt og intellektuelt udfordret individ hvis man ikke kan finde på noget at lave. Der findes millioner af bøger derude, titusindvis af tv-serier og film samt uendelig mange hjemmesider – man må sgu da kunne finde noget der vil interessere/underholde en via ét af de tre medier! Derudover har internettet den fantastiske egenskab at det er interaktivt, hvilket burde få det til at krible i fingrene hos enhver eventyrlysten ungersvend: Du kan selv være med til at skabe indholdet! Tænk over de muligheder, mand!

Og hvis man ellers har lidt omløb på øverste etage og ikke bare er en hjernedød modtager af støj, kan man jo selv afprøve sine kreative sider: Man kan skrive ord, spille musik, tegne, klippe/klistre med karton, forme ler/trylledej, lege med papmaché, strikke – ja, kun fantasien sætter grænser (men det er så nok også problemet).

Eller hvad med en gammel klassiker; ring til en ven! Det har virket i årtier, og jeg er overbevist om at man finde på noget at lave sammen (kvinder vil som regel kunne knævre om dårlige kærester og ham den lækre inde fra regnskabsafdelingen, mens mænd hurtigt kan få stablet en rask bytur på benene (hvis de da ikke er totalt underkuede, i hvilket tilfælde jeg kun kan sige: langs armen, makker)).

Hvis ingen af de ovenstående muligheder lige passer en, er man blot en vranten, teenage-tvær slendrian der burde hanke op i sig selv og indse at man selv er herre over sin egen skæbne. Fjols.

Det andet der er galt med at ville fortælle verden at man keder sig, er netop det; at man vil fortælle verden man keder sig. Hvor helvede kommer den trang fra? Skal man så også bræge op om alle andre nederen aspekter af ens personlighed?

“Hej alle, jeg lettere psykotisk forstyrret pga. mine ekskærester der har tyranniseret mig gennem årevis, sikkert fordi jeg er en usikker, ligegyldig person, blottet for selvtillid og selvværd, der lader andres nedgørende ord og handlinger bekræfte mig i min negative opfattelse af mig selv.”

Eller:

“Hej, jeg kan kun tale om mig selv. Hvis du har en god historie, har jeg med garanti én der kan overgå din med længder! Og så lader jeg dig endda næsten tale færdig…”

Eller den gode gamle:

“Jeg forstår ikke hentydninger. Overhovedet. Du kan ligeså godt glemme det. Selvom du kommer med utallige subtile hentydninger til at det nu for pokker snart må være min tur til at betale når vi har været ude at spise, så nægter min hjerne pure at bearbejde informationen. Uhm, jeg kunne godt drikke en latte!”

Jeg begriber bare ikke den kombination af opmærksomhedshunger og offertrang. ‘Se mig, se mig, jeg er et elendigt menneske!’ Det ved vi jo for fanden godt…

Den tredje fejl ved scenariet er at det foregår på Facebook. Jeg fatter fanme efterhånden ikke hvorfor jeg stadig er på det lort… Gid de havde slettet mig dengang jeg uploadede nøgenbilleder netop i det håb! Det eneste man får ud af Facebook er indblik i hvor ubeskrivelig deprimerende andres liv må være siden de kan lukke så meget ideforladt lort ud, fuldstændig uden tanke på at den lille bid af information, den lille del af deres liv som de lige har offentliggjort, er komplet uvedkommende for alle andre end dem selv og den (stakkels) skeløjede mongol de kalder deres kæreste.

Næste gang du keder dig, så tænk lige over om omverdenen får noget ud af at vide det. Hvis du ikke er sikker, så ring til mig. Jeg kender en sjov leg…

Hukommelse er en sjov størrelse. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for to dage siden (udover min obligatoriske madpakke med fire klapsammen’er med rugbrød, noget frugt, muligvis et stykke kage, ofte en plade chokolade og indimellem en is ovre fra kantinen), men jeg kan huske bittesmå mikroskopiske detaljer af oplevelser jeg havde for år tilbage. Oplevelser hvor jeg har lavet sproglige fejl, vel at mærke.

For et par år siden sad jeg på et kollegieværelse ovre i Edinburgh i herligt selskab med mennesker fra forskellige dele af verden og nød livet. Snakken gik, øllet flød, og hvis jeg kender den tids Kong Finland ret, var der nok også noget whisky indblandet. Those were the days. Jeg skulle fortælle en eller anden historie (kan ikke huske hvilken, men det var garanteret pisse god), og under fortællingen udtalte jeg ordet ‘feisty’ forkert, så det i stedet lød som ‘feces’. Til stor moro for alle de andre. Jeg husker tydeligt den øredøvende latter, hende den mørkhåredes ydmygende blik, og den følelse af skam, afmagt og at være til grin der fulgte med. Min sproglige stolthed var uopretteligt såret.

Engang for få år tilbage sagde en veninde ‘loudspeaker’, og der var det mig der stod for den hånlige latter, fordi jeg mente det bare hed ‘speaker’. Faktisk var vi to der grinede, men det er sagen uvedkommende. Vi tog fejl. Og blev udstillet. Og det gjorde ondt.

Der var også engang for ikke så længe siden hvor jeg klogede mig (igen) på sådan et åndssvagt internet-medie og skrev ‘sviger’ i stedet for ‘svier’. Og blev irettesat af en herre der er betydeligt skarpere end jeg. Det sved.

Faktisk var der også situation hvor jeg ikke engang nåede at sige noget forkert, men kun tænkte det. I en engelsktime i gymnasiet. Hvor jeg havde hånden oppe fordi jeg i hvert fald godt vidste hvordan ‘fatigue’ skulle udtales. Det vidste jeg så ikke, skulle det vise sig da min sidemand blev taget og udtalte ordet korrekt. Ikke sådan som jeg troede det skulle udtales. Og på trods af at ingen vidste noget om min fejl, så gjorde det ondt. Og selvværdet led et knæk.

Og det hele begyndte med én enkelt hændelse, som jeg egentlig vil frem til med indlægget her:

Jeg husker med næsten pinlig tydelighed en episode i gymnasiet hvor jeg læste op fra en engelsk tekst og udtalte ordet ‘adult’ med tryk på første stavelse. Læreren rettede mig; hun mente det skulle udtales med tryk på sidste stavelse. Nuvel, jeg gjorde som hun sagde, men undrede mig da jeg bestemt mente at jeg før havde hørt det udtalt som jeg gjorde. Jeg havde blot ingen beviser (vi snakker begyndelsen af det 21. århundrede her, dvs. inden den bærbare gjorde sit indtog i landets gymnasielokaler). Først mange år senere da Merriam-Webster forbedrede internettet betydeligt med deres lydordbog, fandt jeg svaret jeg søgte: Man kan godt udtale det ‘adult’! Fik du fat i den, din inkompetente narhat af en undskyldning for en engelsklærer der kun (fucking kun) tog et kursus i engelsk hvorefter du blev sat til at undervise en sproglig gymnasieklasse i sproget? Man kan godt sige ˈædʌlt! Tak fordi du ydmygede mig foran 20 klassekammerater. Tak fordi du på kun to år formåede at tage næsten al lysten til sproget ud af mig. Tak fordi du gav mig traumer der i adskillige år har givet mig koldsved, fået mig til at stamme, falde over ordene og ryste af nervøsitet og frygt for at lave en fejl når jeg skulle tale engelsk, blot fordi du, din nøgendansende hippie-fisse, ikke fattede sproget.

Du behøver ikke sige undskyld… Men det ville fanme være på sin plads.

Toilet troubles

Posted: 24. maj 2010 in Brok, Dæå, Træls, True story

Er der nogen der kan forklare mig hvorfor der, når jeg maks. en halv time efter at have indtaget min cappuccino (jeg er stadig ikke voksen nok til at drikke kaffe sort. Luk røven, smartass, det smager af bæ) fra kantines dødsmaskine og jeg som en direkte konsekvens heraf sidder på toilettet med explosive bowels syndrome, altid er nogen der skal tage i dørhåndtaget? Er det virkelig så svært at fatte at når den lille skive under dørhåndtaget, der kan være to farver, er RØD, så betyder det ‘no go/hold dig væk/der er optaget, spasser’!?

Det er en universelt regel at man skal holde sig fra ting der er røde. Det betyder fare, jo.

Her kunne jeg sagtens berige jer med utallige eksempler fra dyreriget eller den internationale forskning, begge verdener som jeg jo er ganske velbevandret ud i, men jeg har valgt i stedet at krydre med et par eksempler fra mit eget oplevelsesmættede liv.

Rød er et faresignal, og det indikerer at man skal holde sig væk…

… Som når stort brød med en flot kokrød ansigtskulør skrigspytter “Hvad griner du af!?” ind i ens hoved fordi man ikke helt formår at skjule grineflippet da han, henvendt til ens kammerat, spørger i ramme alvor om vi gloede på hans dame. Det er et faresignal. Lay low (det er mig ubegribeligt at jeg aldrig har fået tæsk i byen).

… Som når en pige man “kender” pludselig chokerer ved at være iklædt en af de skrækkelige røde ‘Bevar Christiania’ T-shirts og andre ligeledes kommunist-inspirerede beklædningsgenstande. Det kan vel næppe undre nogen at jeg fik ændret nummer og sat ny lås i døren, hvorefter jeg indstillede enhver kontakt med den arme trunte. Der er grænser for hvad man skal finde sig i.

… Rødvin. Der behøver jeg vist ikke sige mere. Man skal holde sig langt, langt væk hvis man har sit liv kært. Og det har hr. jeg-tror-ikke-to-flasker-er-nok-til-mig-jeg-må-hellere-købe-tre-bare-for-en-sikkerheds-skyld Finland så åbenbart ikke.

… Som når farven på tøsebarnets ansigt nærmer sig lava (hvis fersken er en farve, er lava fanme også) efter man i et kvarters tid har svinet hendes pelskrave og forsøgt at diskutere dyrerettigheder på en shawarmabar kl. 5 en lørdag morgen, mens man selv er ved at fortære en bacon cheese burger. Man burde nok have vidst hun ville snappe og begyndte at uddele slag med flad, men yderst gavmild, hånd. Hun skylder mig stadig for den Cocio jeg tabte.

… Som når hendes lænders frugt tager en mørkerød farve, sandsynligvis efter hendes moralsk fordærvede sjæl, som man først opdager alt, alt for sent via det blodindsmurte lagen, og det går op for en at hvad man troede var hendes varme og indbydende skød, er noget helt andet og knap så fristende. Hendes underliv bliver da i både billedlig og bogstavelig forstand et stop-skilt der indikerer at man på ingen måde skal nærme sig hende eftersom ethvert forsøg på dette vil blive affejet med voldsomme anklager og vanvittige beskyldninger om ens intentioner. Og så nævner vi slet ikke den medfølgende smag af rust.

Der findes talrige eksempler, og jeg fatter ikke at man kan ignorere denne basale viden og gentagne gange tage i dørhåndtaget når jeg sidder på tønden!!!

Man skulle kraftedeme tro at de var farveblinde.

Næste gang lader jeg være med at låse, så ser vi hvad der sker når de åbner og jeg sidder med et stykke kage og siger: “Hej, kom indenfor!”

Hvordan kan det være at alle vandhaner i den bygning hvor jeg sidder, er placeret så frustrerende tæt på vasken at man ikke kan få en flaske ind under den og få noget koldt vand at drikke mens man skriver speciale?

Jeg sidder på mit klaustrofobiske kontor – hvor vinduet i øvrigt er strategisk klogt placeret lige foran mig, så jeg ikke kan undgå at se de mange skønne piger der dagen lang går forbi ude i solskinnet – adskillige timer om dagen, og min gane bliver altså en anelse tør af det. Men kan man få vand? Nixen bixen, du kan glemme det, din samfundsnasser! Ca. en time efter min røv har ramt stolen, har jeg bællet min halve liter medbragte vand, og så er der altså åbenbart lukket for den slags goder – med mindre man selvfølgelig flotter sig og render i kantinen for at købe en flaske kildevand til den nette sum af 15,95 kr. (et professionelt gæt, jeg har aldrig prøvet at købe det), men det strider altså desværre bare imod alle mine principper at købe vand på flaske. Uanset hvor tørstig og rig jeg så måtte være.

Hvis det bare var en tilfældighed, kunne jeg måske bære over med den åbenlyse idioti, men det ved man jo at det ikke er. Næh nej, der har siddet en eller anden fessor-type med nogle gedigne murstensbriller der studerer persuasive design eller en anden småfascistisk kommunistuddannelse, og har fundet ud af at “hvis afstanden mellem hane og vask er præcis 13,7 cm, kan de studerende ikke stjæle vores vand!” (indsæt selv Anders Fogh-agtig stemme).

Nogle gange glemmer jeg fanme helt at AAUs fornemste opgave er at sørge for at berige det danske erhvervsliv med veluddannede kandidater i alle afskygninger, og at det ikke bare er en grisk pengemaskine. Eller vent, er det omvendt?

Jeg har endnu ikke fået tjekket det (til gengæld bliver det min hovedopgave i morgen, kan jeg love jer), men jeg vil vædde min overdådige månedsløn på at der på de fastansattes gemakker forefindes både amerikanske køleskabe, læderbetrukne chaiselonger og ikke mindst guldbelagte vandhaner perfekt designet således at en halvliters plastikflaske passer, som var den skabt til det, ind under hanen – tja, hvem ved, måske har de endda vandkølere, de nederdrægtige svin!

Er der noget at sige til at man trøstespiser Rittersport, chokoladecroissanter fra kantinen eller M&Ms fra automaten dagen lang når man hver eneste dag er oppe imod den slags social uretfærdighed?

Og kom så ikke her og påstå at det ikke er seriøse emner der bliver taget op på bloggen…