Archive for the ‘Videnskab’ Category

Det her er hvad jeg ville have skrevet:

Den selvproklamerede klogeste mand i verden spiller smart igen – og nej, det er ikke mig selv jeg henviser til. Stephen Hawking, der i årevis er kommet med den ene vanvittige udtalelse efter den anden, påstår nu for det første at der er liv rummet, og for det andet at vi bør undlade at kontakte dem (det her indlæg har, som du nok har opdaget nu, været længe undervejs). Sjældent har jeg hørt noget så dumt.

Hans ræsonnement er at hvis rumvæsener kommer til jorden, vil det gå som da Columbus kom til Amerika og blev venner med indianerne – hvilket jo også kun førte den industrielle revolution med sig og lagde kimen til vestens totale verdensherredømme (ikk’? Jeg sov lidt i historietimerne). At der så røg et par indianere på den bekostning, er der vist ikke andre end professor Hawking der går op i. Hvordan ville verden i øvrigt se ud hvis de hash-rygende hippier var forblevet det dominerende folk på det nordamerikanske kontinent? De kommunikerede med røgsignaler, for helvede – hvor øko-frelst er det ikke lige!?

Man skulle jo tro at de fleste med rette ville være pisse ligeglade rumpsykopatens udtalelser og smadder-ignorere ham, men så heldige har vi naturligvis ikke lov at være. Tværtimod har FN af uforståelige grunde valgt at tage Hawkings LSD-inducerede fantasier seriøst og udnævnt en ambassadør der skal tage imod rumvæsenerne når de kommer.

To sekunder, jeg skal lige have pulsen ned…

What the FUCK sker der!? En fucking rumambassadør, er det seriøst? Jeg håber kraftedeme det er en usædvanlig dårlig (og ringe udført) aprilsnar, men noget siger mig at de mener det.

Lad mig for de tungnemme læseres skyld forklare hvad der pisser mig af.

Ifølge selv samme organisation lever flere end 1 milliard mennesker under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen. Jeg er klar over det muligvis er et radikalt forslag i nogles øjne, og jeg indrømmer at jeg ikke ved en hujende fis om hvordan FN er finansieret eller hvordan pengene distribueres imellem de forskellige underafdelinger, men tror I ikke vi muligvis kunne bruge den overdådige månedsløn som vores kære rumambassadør uden tvivl får, på noget andet end at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom? Just a thought.

Eller hvad med miljøet? Jeg skal ikke gøre mig klog på om global opvarmning er menneskeskabt, eller om fænomenet overhovedet er en realitet, men det slår mig bare at det ville være bedre at spendere de millionbeløb som går til FNs rumafdeling, på forskning inden for miljø, klimavenlig energi og forebyggelse af naturkatastrofer i stedet for at pisse op og ned af ryggen på den sjettedel af verdensbefolkningen der lever i ekstrem fattigdom, og som alle naturkatastrofer synes at ramme!

Jeg siger blot at med de massive problemer vi har på vores klode, burde en verdensomspændende organisation som FN måske fokusere på nogle problemstillinger af lidt mere væsentlig karakter end hvordan vi skal byde eventuelle (muligvis ikke-eksisterende?) rumvæsener velkommen.

Javist, der er mange der tror der er liv derude. Der er også mange der tror der sidder en mand oppe i skyerne og styrer tingenes gang her på planeten.

Jeg siger ikke at der ikke er liv i rummet. Men hvis der er, tror jeg det eksisterer i en af to følgende former: Enten er det nogle tåbelige amøber (ikke så anderledes end os, faktisk) der går og hygger sig på en planet et eller andet sted derude, og som langt fra er intelligente nok til at konstruere fartøj der skulle kunne tage dem de 9,57 lysår de skal tilbagelægge for at besøge os. Ergo kommer de ikke på besøg. De ved ikke engang vi er her.

Eller også er de os langt overlegne på alle områder, i særdeleshed på deres intellekt, hvorfor de aldrig nogensinde ville drømme om at besøge vores hærgede planet og møde de lavtstående væsener der går og slår hinanden ihjel her, og som uden tvivl ville benytte mødet med dem til at indfange eksemplarer af racen, som kunne indespærres i små hyggelige celler hvor adskillige skizo-videnskabsmænd kunne få stillet deres sadistiske lyster ved at proppe sonder og andre objekter op i røven på dem. Ergo kommer de ikke på besøg. Nogensinde.

Mit håb for menneskeheden er forsvindende. FN, tag jer sammen.

Men så læste jeg det her. Meh. Poster lortet alligevel…

Indimellem hænder det at en eller anden karl smart tror at han skal belære mig om hvad god musik er, hvilket i sig selv er ubeskriveligt irriterende grundet min indlysende ekspertise på dette område, men nogle gange formår klaphatten at gøre det med ordene “prøv at lytte til teksten” – og så rammer jeg altså det røde felt (såfremt han har fanget mig på en dag hvor jeg ikke i forvejen allerede er deroppe)!

Prøliåhørher! Hvis du prøver at sælge et nummer til mig, skal salgsargumentet fandenstejleme ikke være at ordene er gode. Kan det være mere ligegyldigt? Jeg er da helt ubeskriveligt ligeglad med om den knuste troubadour der står bag nummeret, var knalddygtig til at udtrykke sin hjertesorg i lyriske vendinger, hvis ikke manden kan skrive en god melodi. Det er jo for fanden ikke poesi jeg går op i, men musik.

Desuden er der ingen påviselig sammenhæng mellem tekstens indhold og nummerets kvalitet. Lad mig give et eksempel på det. For at vurdere det jævnfør god videnskabelig praksis skal vi naturligvis først definere hvornår en sang er god, og der er det jo klart at det er markedskræfterne der må råde. Det er der umuligt nogen der kan være uenig i. I denne højteknologiske tidsalder giver det derfor mening at kigge på hvilke singler der er blevet downloaded mest via det der iTunes som alle taberne går sådan op i (taberfjolserne udgør klart den størst befolkningsgruppe, skarpt efterfulgt af hippie-freaksene, hvorfor de har den største indflydelse på markedet. Sadly).

Må jeg præsentere, i omvendt rækkefølge (for at holde spændingen oppe jo), de tre mest downloadede sange via iTunes:

3. Black Eyed Peas – Boom Boom Pow

En sang hvor omkvædet på velartikuleret vis lyder:

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom

Boom boom boom

Jeg ved ikke i hvilken verden dette juks kan gå under betegnelsen ‘lyrik’, men ikke min. Det er vist tydeligt at Fergie og company skal have deres skolepenge tilbage. I øvrigt har jeg læst teksten igennem 16 gange, og det er mig stadig en gåde hvad den egentlig handler om. Jeg ved ikke hvad de forsøger at sige, men jeg tror de har problemer derhjemme. Dog leder en af de såkaldte rappere os elegant videre til næste kunstner med ordene:

I’m a beast when you turn me on

Into the future cybertron

Harder, faster, better, stronger

Sexy ladies extra longer (← diller-reference!)

2. Lady Gaga – Poker Face

Meget bedre går det ikke på listens andenplads hvor hermafroditten Lady Gaga (du købte vel ikke den med at “hun” er kvinde? ‘Min vagina er fornærmet,’ come on! Det er mit intellekt også) må stamme sig igennem megahittets hookline:

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

Poker siger mig aldeles intet (jeg er selv i stand til at drikke mine penge op og har ikke brug for hasardspil), og lige så lidt gider jeg høre om hermafroditters uanstændige sexliv. Shut it, weener girl.

I øvrigt: “Cause I’m bluffin’ with my muffin.” Really? Kan det være tydeligere at der gemmer sig en lille overraskelse mellem benene på “hende”?

1. Black Eyed Peas – I Gotta Feeling

Endnu engang Black Eyed Peas, men denne gang behøver vi ikke engang skele til “lyrikken” før den er gal og tumperne viser deres ulideligt ringe sproglige formåen: Den er allerede gal med titlen!

“Den giver da udmærket mening,” tænker du nok, men nej, det kan jeg så afsløre at det gør den på INGEN måde, min sprogligt udfordrede “ven”. Ordet ‘gotta’ er en sammentrækning af ‘got to’ (jeg har i dagens anledning også fundet en kilde på det), hvilket vil sige at titlen, når den bliver skrevet ud, er ‘ I got to feeling’. Og så skal man vist ikke have meget bedre engelskkundskaber end hvad der må forventes rimeligt af en gennemsnitlig 6. klasses elev for at kunne se at det er usandsynlig dårligt engelsk (6. klasse er måske højt sat, men børn er jo for fanden idioter nu om dage).

Men hvad kan man også forvente af et band der består af tre negere og en kvinde.

Således har jeg på skarpsindig vis demonstreret at der ingen positiv sammenhæng er mellem en sangs kvalitet og det lyriske indhold. Hvis du er uenig, kan du jo smide en kommentar. Jeg er dog ekstremt god til at ignorere andres meninger.

Hej matematik(er)

Posted: 16. juni 2010 in Kongeråd, Piger..., Videnskab, Vrøvl

Jeg har nævnt det før, og det tåler bestemt gentagelse (I lytter jo for helvede ikke): Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbeligste vis får indskudt ordene ‘min kæreste’, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig?

I gymnasiet havde jeg en kammerat der med en overbevisende ukuelighed fastholdt: “Jeg snakker kun med piger der gider knalde.” Det er et særdeles fornuftigt udgangspunkt (jeg valgte selv en anden strategi, men den vender vi tilbage til), og hvis man følger dette princip, giver det jo ikke megen mening at spilde tid på en der har en kæreste…

Mange år og personlige erfaringer rigere kan jeg så konstatere at dette ikke er en universel regel. Om jeg ville rode mig ud i et seksuelt (og naturligvis flygtigt) forhold med en der allerede er optaget, afhænger nemlig udelukkende af facittet på en formel som jeg har lavet der inkluderer hendes hotness og min liderlighed, ganget med min promille på det givne tidspunkt.

Jeg kan prøve at illustrere det. Hvis Y-aksen er min liderlighed, og X-aksen indikerer hendes lækkerhed, så ser det i et koordinatsystem således ud:

Den røde linie repræsenterer mit liderligheds/fuldskabs-indeks. Som man kan se er det på et ret konstant niveau, hvilket kun kan overraske hvis man ikke kender mig, sådan rigtigt

Nu undrer visse læsere sig sikkert over at min X-akse går fra hotte Jennifer til labre Emmanuelle, men der hører en ganske simpel forklaring til. Det er simpelthen kun kvinder i den kaliber og klasse jeg scorer. You gotta have standards, som jeg altid siger.

Selvsamme gruppe af læsere er sandsynligvis yderst imponerede over mine evner som charlatan, men tilsvarende uimponerede over mine matematiske evner, og det er kun forståeligt da de med al tydelighed selv er matematikere og utvivlsomt ler hånligt af min (ellers smarte) figur mens de mæsker sig i cola og chips og World of Warcraft. Til dem kan jeg kun gentage hvad en kammerat for kort tid siden sagde vedrørende matematiske studerendes mindre seksuelle erfaring i forhold til sproglige:

“De sad jo i rundkredse og snakkede om matematiske love, solsystemer og sådan noget i rene drengegrupper, mens vi andre væltede os i damer, der udgjorde 75% af klassens indhold.”

Word.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke scorede meget i gymnasietiden. Jeg valgte nemlig (som altid) den suverænt bedste taktik i forhold til opgaven. Jeg studerede damerne. Blev venner med dem, lærte dem at kende, blev fortrolig med deres væsen og alle dets finurligheder, satte mig ind i deres utallige hemmeligheder og hver en afkrog af deres sind. Jeg aflurede dem. Lærte at læse dem.

Valget af denne strategi forvirrer med al sandsynlighed den mindre begavede læser (og matematikerne igen), men bare rolig, nu skal jeg forklare det for jer. Det skyldes at jeg allerede på daværende tidspunkt var langt forud for min egen tid med hensyn til damerne. Jeg vidste nemlig godt at de færreste gymnasiepiger gider knalde; med mindre man selvfølgelig indleder et “seriøst” forhold til dem – men jeg var jo ikke dum.

Ved at blive fortrolig med kvindevæsenet i mine teenageår forberedte jeg mig på en dag at kunne udnytte denne uvurderlige viden på natklubber, barer, diskoteker, værtshuse, cafeer, pubs, i supermarkeder, klasselokaler, venteværelser, fitnesscentre (yeah right), til konferencer, familiefest, konfirmationer, jobsamtaler og ved tilfældige møder på gaden – kort sagt, alle steder hvor det andet køn befinder sig.

Sandheden er jo at når først man har forladt teenageårenes fordummende tåge og hæmmede mentale kapacitet og træder ind i de voksnes gloværdige rækker, spreder pigerne velvilligt ben bare man kan et par søde gloser og forstår at underspille sin drengede charme og bad guy-attitude, samtidigt med at man skjuler den efterhånden berygtede playboy-status. Men det er selvfølgelig svært når man ikke ejer skyggen af selvværd, kvindens kønsdele er lige så uudforsket et område som dværgplaneten Plutos atmosfære og det mest interessante samtaleemne man kan komme i tanke om, er principperne bag Newtons love.

Skulle der blandt mine læsere findes en skare af mandlige matematiske studerende, har I således lige modtaget det bedste råd nogensinde, men jeg formoder ærlig talt at I enten var for tungnemme eller for travlt optaget med trolde og dværge til at fange den.

Og nej, for at være ærlig så regner jeg egentlig ikke rigtigt med at jeg har matematiske læsere (det har noget med lix-tallet at gøre. Slå det op).

Til eventuelle resterende kvindelige læsere: Det er jo bare for sjov. Mest. You know I love ya.

Kære Danmarks befolkning

Jeg er indimellem en anelse træt af at råbe og skrige af jer, især når I ikke gør som der ganske tydeligt bliver sagt I skal. Men da jeg ikke er en fucking quitter, bliver jeg ved.

Når man er så sprogligt begavet – ja, enkelte vil måske endda gå så vidt som at bruge udtrykket ‘overlegen’ – som jeg, er det klart at man fra tid til anden støder på deciderede mangler ved det ganske danske sprog, som jeg ellers holder så meget af.

Dette smerter naturligvis en ordgøgler som undertegnede dybt, og mødet med sprogets fejlbarlighed afføder både søvnløse nætter og talrige dage hvor intet andet end bekymring over sprogets forværrede tilstand ligger mig på sinde. Dog må jeg, som den lingvistiske entitet jeg nu engang er, gennemleve smerten, rejse mig på ny og søge at opnå spirituel tilfredsstillelse ved at forbedre vort elskede sprog gennem en udvidelse af samme. Dette vil selvsagt bidrage til at en højere elokvens vil være opnåelig for de af os der går op i den slags (og det burde gælde alle, men ak, det ved jeg kun alt for godt at det ikke gør).

Vi mangler nemlig et udtryk på dansk. Muligvis findes det på andre sprog, men jeg har i så fald aldrig hørt om det, og hvis det er tilfældet at det ikke findes, foreslår jeg at de kan få lov at låne vores ord (som jeg vil foreslå om ganske få linier).

Lad mig give jer en personkarakteristik: En lille irriterende og nævenyttig fætter der kækt blander sig i andre folks diskussioner og samtaler og (this is the crucial part) spiller de andre aktører ud mod hinanden hvorefter han trækker sig tilbage og nyder det verbale såvel som fysiske slagsmål med en svært veltilfreds mine, uden at deltage i debatten selv. Hvis diskussionen dør eller de implicerede når til enighed, stikker han næsen frem igen, leverer et par velplacerede stikpiller og bevidner ordvekslingen bryde ud i lys lue endnu engang.

Har vi et ord for sådan en person? Det tror jeg ikke. Lad mig derfor foreslå at vi i det danske sprogs tjeneste indfører udtrykket “KONG FINLAND” til at henvise til den ovenfor beskrevne person. Dette forslag kunne muligvis, for den mindre begavede læser, mistolkes som storhedsvanvid på undertegnedes vegne, men jeg kan forsikre om at det ikke er tilfældet. Tværtimod er det kutyme at store tænkere får opkaldt begreber, formler, opfindelser af intellektuelle ejendomme og andet efter sig. Tænk blot på Bush eller Stalin.

På denne måde er begrebet Kong Finland sikret overlevelse gennem dansk sprog og kultur de næste mange hundrede år – sikkert lige indtil en eller anden klaphat begynder at bruge det i den diametralt modsatte betydning (hvad så end det er), men det er okay; bare det stadig bruges flittigt.

Jeg ser frem til at Go’aften Danmark og andre journalistiske højborge tager udtrykket op til diskussion i de kommende dage. Dansk Sprognævn, jeg kigger også på jer.

Tak mig blot senere, Danmark.

Jeg er vild med vores regering. Og nu skal jeg forklare hvorfor.

På trods af mit ivrige forsøg på at påvirke deres politik i en positiv retning, og deres ignorering af samme, har de alligevel fundet en måde hvorpå nogenlunde samme resultat som jeg gik efter, kan opnås. Deres metode er blot meget mere udspekuleret og gemen end noget en blød mand med et hjerte af guld som mit nogensinde kunne have udtænkt. De har nemlig udnyttet deres enorme netværk og gennem et ondsindet lobbyarbejde af frygtindgydende proportioner fået videnskaben med på den…

Se selv her. En vaccine mod hudkræft, siger du? Intet mindre end genialt, siger jeg. Hvordan tror I denne nyhed bliver modtaget af de solariebrune masser af sociale tabere der udgør den absolutte bund af det danske samfund? Med spontane glædesudbrud og taksigelser, naturligvis! Nu kan de jo tage sol adskillige gange om ugen for at bevare den “flotte” kulør helt uden at skulle bekymre sig om småbagateller som hudkræft (jeg antager at frygten sidder et sted dybt inde i dem alle – men jeg er også lidt bange for at jeg dermed overvurderer dem. Betydeligt).

Samtidig jubler politikerne på højborgen og gnider sig gnækkende i deres små fedtede hænder, når de da ikke high-fiver hinanden, fordi de nu endelig har fundet en legitim måde at afskaffe den befolkningsgruppe som utvivlsomt er den største udgift for statskassen.

For det er jo et scam, folkens. Der findes naturligvis ikke en vaccine mod hudkræft, men med disse nye pseudo-videnskabelige resultater in mente tager poletnegerne nu formentlig endnu mere sol, og vil derfor endnu hurtigere forlade denne jord. Jeg formoder desuden at staten har købt sig ind på solariemarkedet, således at den øgede omsætning på landets solarier bliver en dobbelt bonus for dem. Det er lige så simpelt, som det er genialt. Bravo!

Jeg forventer – nej, forudser – at videnskaben inden for en overskuelig fremtid offentliggør en række lignende forbløffende fund, og da jeg jo er på forkant med slige sager, vil jeg her præsentere mine bud på hvad disse videnskabelige resultater kunne bestå af.

Et af de vigtigste fund vil utvivlsomt være at det viser sig at rygning, i modsætning til alle tidligere undersøgelsers upålidelige resultater, slet ikke er farligt! Ja, ikke bare er det ganske harmløst – det er også decideret sundt for vores fysiske såvel som psykiske velvære at ryge. Det må ligeledes her formodes at staten køber sig ind på cigaretmarkedet, ikke blot for at lukrere på den eksplosivt øgede omsætning, men så sandelig også for at sørge for at indholdet af nikotin, tjære, formaldehyd, rohypnol og methanol øges væsentligt. All for a good cause, you see.

Dernæst vil nogle dedikerede videnskabsmænd finde kuren mod HIV og AIDS som heldigvis bliver så ekstremt billig at producere at alle vil have råd til den. Dette giver naturligvis bøsser frit spil for en stund, men vil i sidste ende (jeg kunne ikke lade være) resultere i at staten får udryddet denne uønskede minoritet. Staten ejer alligevel medicinalindustrien, så det bliver ingen sag at pille ved ingredienserne i “kuren”.

Den sidste er en anelse progressiv, vil nogle sikkert mene, men jeg tror på at regeringen får den gennemført alligevel. I trust you guys. Om ganske få år vil det vise sig at man, hvis man reproducerer sig inden det 25. år fra fødslen, øger risikoen for at få det berygtede demensalzheimerskræftprostatapoliopest-syndrom med ca. 367 %. Dermed vil der til alles glæde og tilfredsstillelse blive sat en effektiv stopper for de alt for unge mødre der er i færd med at skabe næste generations samfundstabere. Skulle der være nogen der trodser advarslerne og føder børn inden de er opgaven voksen (og jo, det skal der nok være), kan vi roligt regne med at deres forbrug af cigaretter og junkfood (et område som staten formentlig også vil påvirke positivt) sørger for at de ikke når langt.

Hvis denne kur mod hudkræft er noget fingerpeg, går vi en lys fremtid i møde. Jeg glæder mig.

Når man ikke rigtigt synes at der er noget der kører for en, er det en stor trøst at der er masser af mennesker derude der har det værre end en selv. Det minder jeg ofte mig selv om, og jeg bliver altid i markant bedre humør af det (det står i øvrigt frit for om man vil afprøve teknikken derhjemme, men der medfølger ingen garanti – det hjælper dog hvis man er i besiddelse af en vis portion kynisme). Som den hungrende vidensjunkie jeg er, frekventerer jeg videnskab.dk på daglig basis, og selvom det ikke normalvis er her jeg finder dårligdomme der kan få mig i bedre humør, så var det just hvad der skete i dag.

Der fandt jeg nemlig en artikel om mobiltelefoner og hvad de skal kunne ifølge unge forbrugere, lavet i samarbejde med Aalborg Universitet. Det viser sig at der er “en del der ønskede at mobilen i fremtiden vil kunne ‘tale tilbage til dem’, så mobilen kan blive deres ‘ven’, som de kan søge dialog og råd hos.” Det er simpelthen det mest sørgelige og ufrivilligt tragikomiske jeg længe har hørt, og mens jeg prøver at finde ud af om jeg skal have ondt af dem eller bare knække sammen i latterkramper, kan jeg mærke mit humør stige mod hidtil uanede højder over at jeg ikke er så desperat og deprimerende et individ. Hvad helvede er meningen? Hvad med at bruge dem der, hvad hedder de nu, som man snakker med og søger råd hos hvis det er man har brug for det, øhm – NÅ JA, andre mennesker til den slags! Hvor elendigt et liv skal man have før man tyr til et fucking batteridrevet kommunikationsapparat for oprigtig dialog og råd? Det er sgu da klart man ikke har nogen venner hvis man går og snakker med sin åndssvage telefon hele tiden; den slags idiotiske opførsel er nok ikke ligefrem befordrende for ens sociale liv. Og hvem fanden kræver at en mobil skal kunne noget som helst andet end at ringe og skrive (det ved jeg godt du gør, og jeg hader dig for det)? Det er det absolut eneste sådan en skal kunne, og jeg må på det kraftigste understrege at jeg aldrig nogensinde kommer til at eje en iPhone. Fjern det bras fra mig, og lad mig leve i fred.

Som om det ikke var nok, fortæller artiklen også om et system hvor du kan tage et billede af en tøjgenstand som en fremmed bærer, sende billedet til en database og efterfølgende få at vide hvor du kan købe den fotograferede tøjgenstand. Jesus fucking christ. Hvor indholdsløst et liv (og sind) er det muligt at have? Hvis man ikke har andet at gå op i end hvad andre folk har på og hvor det kan købes, anbefaler jeg omgående trepanering som kur, og jeg skal gerne selv stille mig til rådighed for at gennemføre proceduren. Bare giv mig besked, ikk’? Please? Desuden må det udløse sagsanlæg i hobetal når folk begynder at tage paparazzibilleder af hinanden på gader og stræder. Fuck, jeg skal tjene penge på de fjolser.

Endnu engang må jeg brække mig over at der overhovedet spildes kræfter på landets universiteter på at forske i noget så komplet irrelevant for hovedparten (håber jeg inderligt) af befolkningen, og jeg får vitterligt lyst til at anskaffe mig en sort trenchcoat og komme på uanmeldt visit hos et par uddannelsesinstitutioner som tydeligvis ikke tager deres virke seriøst nok.

Der er virkelig noget råddent i Danmark…

Jeg havde engang en kæreste der sagde “jeg er glad for at jeg og mine veninder aldrig kommer til at starte en samtale med ‘hvor har du købt det bælte?'” Jeg forstår hende nu. Åh, hvor jeg forstår hende. Men hvis jeg finder ud af hun har købt en iPhone, så tæver jeg hende. Igen.

Således kan en dag gå fra ‘skyd mig, en eller anden’ til ‘nu skyder jeg snart en eller anden’, og så bliver det jo næsten ikke bedre. Min dag er i hvert fald reddet. God lørdag derude. Og husk:

“When I get sad, I stop being sad and be awesome instead.”

Så simpelt kan det siges.

Den hydro-kapilære effekt

Posted: 12. november 2009 in Brok, Videnskab

Hvem gider at bøvle med matematiske formler, tyde uforståelige hieroglyffer eller manipulere genetisk arvemateriale når man kan forske i tepotter?

I hvert fald ikke en tåbelig franskmand der har set det som sin mission at løse problemet med dryppende tepotter. Det skyldes, som vi alle ved, den hydro-kapilære effekt, der jo har stået i vejen for menneskehedens succes og været en torn i øjet på den øvre middelklasse i århundreder.

Selvom jeg udmærket kan forstå frustrationen over en tepotte der drypper, synes jeg personligt der er langt vigtigere problemer vi bør fokusere videnskabelig forskning på. Et godt bud kunne være mysteriet om hvorfor de sidste cornflakes der er tilbage i pakken, ALTID kun er nok til en halv portion. Dét vil jeg gerne se en teknologisk løsning på, så kom i gang, din opfinder-skidespræller!

Hvis ham den Lyon-baserede Georg Gearløs er så skide genial, hvorfor opfinder han så ikke noget der er brugbart for en lidt større skare af mennesker end dem der drikker te? Jeg kunne nævne forskningsprojekter i flæng: Hvorfor er det komplet umuligt at få ketchuppen til at løbe ud af en nyåbnet bøtte? Hvorfor er nøglerne altid det sidste sted man kigger? Hvorfor er der mennesker der er født uden nogen form for intimsfære? Hvorfor findes der small talk (Ingen pølsesnak, tak)? Hvorfor hører mongoler Lars Lilholt? Hvorfor drikker nogle ”mænd” cider og små fadøl?

ALLE de ovennævnte problemer er langt vigtigere at få løst for menneskehedens overlevelse end tilfældet er med opfindelsen af den aldrig dryppende tepotte, og samtidig vil nytteværdien være betydelig større. Det kan der ikke være tvivl om.

Kun arrogante franskmænd kan få tiden til at gå med noget så ligegyldigt og uinteressant som tepotter der drypper! Jeg håber fjolset bliver kvalt i sin baguette, den lede frøspisende kvaksalver! Eller endnu bedre – jeg er trods alt ikke en barbar – kan han få lov at betale verdenssamfundet tilbage for at spilde tiden med så latterligt et forskningsprojekt ved at løse nogle af de rigtige problemer som jeg har nævnt ovenfor.

Tilbage til tegnebrættet, Jean-Pierre. Og du kommer først ud når du har løst nogle relevante problemer. Comprenez-vous?