Archive for the ‘Kongeteori’ Category

Indimellem hænder det at en eller anden karl smart tror at han skal belære mig om hvad god musik er, hvilket i sig selv er ubeskriveligt irriterende grundet min indlysende ekspertise på dette område, men nogle gange formår klaphatten at gøre det med ordene “prøv at lytte til teksten” – og så rammer jeg altså det røde felt (såfremt han har fanget mig på en dag hvor jeg ikke i forvejen allerede er deroppe)!

Prøliåhørher! Hvis du prøver at sælge et nummer til mig, skal salgsargumentet fandenstejleme ikke være at ordene er gode. Kan det være mere ligegyldigt? Jeg er da helt ubeskriveligt ligeglad med om den knuste troubadour der står bag nummeret, var knalddygtig til at udtrykke sin hjertesorg i lyriske vendinger, hvis ikke manden kan skrive en god melodi. Det er jo for fanden ikke poesi jeg går op i, men musik.

Desuden er der ingen påviselig sammenhæng mellem tekstens indhold og nummerets kvalitet. Lad mig give et eksempel på det. For at vurdere det jævnfør god videnskabelig praksis skal vi naturligvis først definere hvornår en sang er god, og der er det jo klart at det er markedskræfterne der må råde. Det er der umuligt nogen der kan være uenig i. I denne højteknologiske tidsalder giver det derfor mening at kigge på hvilke singler der er blevet downloaded mest via det der iTunes som alle taberne går sådan op i (taberfjolserne udgør klart den størst befolkningsgruppe, skarpt efterfulgt af hippie-freaksene, hvorfor de har den største indflydelse på markedet. Sadly).

Må jeg præsentere, i omvendt rækkefølge (for at holde spændingen oppe jo), de tre mest downloadede sange via iTunes:

3. Black Eyed Peas – Boom Boom Pow

En sang hvor omkvædet på velartikuleret vis lyder:

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Gotta get that

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom Yeah

Boom boom boom

Boom boom boom

Jeg ved ikke i hvilken verden dette juks kan gå under betegnelsen ‘lyrik’, men ikke min. Det er vist tydeligt at Fergie og company skal have deres skolepenge tilbage. I øvrigt har jeg læst teksten igennem 16 gange, og det er mig stadig en gåde hvad den egentlig handler om. Jeg ved ikke hvad de forsøger at sige, men jeg tror de har problemer derhjemme. Dog leder en af de såkaldte rappere os elegant videre til næste kunstner med ordene:

I’m a beast when you turn me on

Into the future cybertron

Harder, faster, better, stronger

Sexy ladies extra longer (← diller-reference!)

2. Lady Gaga – Poker Face

Meget bedre går det ikke på listens andenplads hvor hermafroditten Lady Gaga (du købte vel ikke den med at “hun” er kvinde? ‘Min vagina er fornærmet,’ come on! Det er mit intellekt også) må stamme sig igennem megahittets hookline:

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

P-p-p-poker face, p-p-poker face

M-m-m my

Poker siger mig aldeles intet (jeg er selv i stand til at drikke mine penge op og har ikke brug for hasardspil), og lige så lidt gider jeg høre om hermafroditters uanstændige sexliv. Shut it, weener girl.

I øvrigt: “Cause I’m bluffin’ with my muffin.” Really? Kan det være tydeligere at der gemmer sig en lille overraskelse mellem benene på “hende”?

1. Black Eyed Peas – I Gotta Feeling

Endnu engang Black Eyed Peas, men denne gang behøver vi ikke engang skele til “lyrikken” før den er gal og tumperne viser deres ulideligt ringe sproglige formåen: Den er allerede gal med titlen!

“Den giver da udmærket mening,” tænker du nok, men nej, det kan jeg så afsløre at det gør den på INGEN måde, min sprogligt udfordrede “ven”. Ordet ‘gotta’ er en sammentrækning af ‘got to’ (jeg har i dagens anledning også fundet en kilde på det), hvilket vil sige at titlen, når den bliver skrevet ud, er ‘ I got to feeling’. Og så skal man vist ikke have meget bedre engelskkundskaber end hvad der må forventes rimeligt af en gennemsnitlig 6. klasses elev for at kunne se at det er usandsynlig dårligt engelsk (6. klasse er måske højt sat, men børn er jo for fanden idioter nu om dage).

Men hvad kan man også forvente af et band der består af tre negere og en kvinde.

Således har jeg på skarpsindig vis demonstreret at der ingen positiv sammenhæng er mellem en sangs kvalitet og det lyriske indhold. Hvis du er uenig, kan du jo smide en kommentar. Jeg er dog ekstremt god til at ignorere andres meninger.

Jeg er vild med vores regering. Og nu skal jeg forklare hvorfor.

På trods af mit ivrige forsøg på at påvirke deres politik i en positiv retning, og deres ignorering af samme, har de alligevel fundet en måde hvorpå nogenlunde samme resultat som jeg gik efter, kan opnås. Deres metode er blot meget mere udspekuleret og gemen end noget en blød mand med et hjerte af guld som mit nogensinde kunne have udtænkt. De har nemlig udnyttet deres enorme netværk og gennem et ondsindet lobbyarbejde af frygtindgydende proportioner fået videnskaben med på den…

Se selv her. En vaccine mod hudkræft, siger du? Intet mindre end genialt, siger jeg. Hvordan tror I denne nyhed bliver modtaget af de solariebrune masser af sociale tabere der udgør den absolutte bund af det danske samfund? Med spontane glædesudbrud og taksigelser, naturligvis! Nu kan de jo tage sol adskillige gange om ugen for at bevare den “flotte” kulør helt uden at skulle bekymre sig om småbagateller som hudkræft (jeg antager at frygten sidder et sted dybt inde i dem alle – men jeg er også lidt bange for at jeg dermed overvurderer dem. Betydeligt).

Samtidig jubler politikerne på højborgen og gnider sig gnækkende i deres små fedtede hænder, når de da ikke high-fiver hinanden, fordi de nu endelig har fundet en legitim måde at afskaffe den befolkningsgruppe som utvivlsomt er den største udgift for statskassen.

For det er jo et scam, folkens. Der findes naturligvis ikke en vaccine mod hudkræft, men med disse nye pseudo-videnskabelige resultater in mente tager poletnegerne nu formentlig endnu mere sol, og vil derfor endnu hurtigere forlade denne jord. Jeg formoder desuden at staten har købt sig ind på solariemarkedet, således at den øgede omsætning på landets solarier bliver en dobbelt bonus for dem. Det er lige så simpelt, som det er genialt. Bravo!

Jeg forventer – nej, forudser – at videnskaben inden for en overskuelig fremtid offentliggør en række lignende forbløffende fund, og da jeg jo er på forkant med slige sager, vil jeg her præsentere mine bud på hvad disse videnskabelige resultater kunne bestå af.

Et af de vigtigste fund vil utvivlsomt være at det viser sig at rygning, i modsætning til alle tidligere undersøgelsers upålidelige resultater, slet ikke er farligt! Ja, ikke bare er det ganske harmløst – det er også decideret sundt for vores fysiske såvel som psykiske velvære at ryge. Det må ligeledes her formodes at staten køber sig ind på cigaretmarkedet, ikke blot for at lukrere på den eksplosivt øgede omsætning, men så sandelig også for at sørge for at indholdet af nikotin, tjære, formaldehyd, rohypnol og methanol øges væsentligt. All for a good cause, you see.

Dernæst vil nogle dedikerede videnskabsmænd finde kuren mod HIV og AIDS som heldigvis bliver så ekstremt billig at producere at alle vil have råd til den. Dette giver naturligvis bøsser frit spil for en stund, men vil i sidste ende (jeg kunne ikke lade være) resultere i at staten får udryddet denne uønskede minoritet. Staten ejer alligevel medicinalindustrien, så det bliver ingen sag at pille ved ingredienserne i “kuren”.

Den sidste er en anelse progressiv, vil nogle sikkert mene, men jeg tror på at regeringen får den gennemført alligevel. I trust you guys. Om ganske få år vil det vise sig at man, hvis man reproducerer sig inden det 25. år fra fødslen, øger risikoen for at få det berygtede demensalzheimerskræftprostatapoliopest-syndrom med ca. 367 %. Dermed vil der til alles glæde og tilfredsstillelse blive sat en effektiv stopper for de alt for unge mødre der er i færd med at skabe næste generations samfundstabere. Skulle der være nogen der trodser advarslerne og føder børn inden de er opgaven voksen (og jo, det skal der nok være), kan vi roligt regne med at deres forbrug af cigaretter og junkfood (et område som staten formentlig også vil påvirke positivt) sørger for at de ikke når langt.

Hvis denne kur mod hudkræft er noget fingerpeg, går vi en lys fremtid i møde. Jeg glæder mig.

Jeg har aldrig sagt jeg var et godt menneske, lad os lige få det på plads med det samme. Jeg har sagt at jeg forsøger at være det, men det er absolut også en helt anden sag. Det vender vi tilbage til.

Da jeg var barn, syntes jeg det var ret spøjst at kigge på bryllupsbillederne i den lokale sprøjte for at se hvordan det nygifte par passede sammen sådan med hensyn til udseendet. Det stod nemlig hurtigt klart for mig at parrene i langt de fleste tilfælde passede godt sammen – hvis den ene var rigtig køn, var den anden det som regel også; hvis den ene var overvægtig, var den anden det også; og hvis den ene lignede en smadret emhætte i ansigtet, var det sædvanligvis Frankensteins brud der stolt stod ved siden af med et tandløst (men oprigtigt) smil. Jeg er den dag i dag ikke helt klar over hvorfor jeg netop fandt dette interessant, men at grine af andre mennesker har jo altid været en af mine favoritbeskæftigelser.

Der var naturligvis også de yderst sjældne men afsindigt underholdende tilfælde hvor et Gollum-lignende væsen havde formået at score langt over niveau og stod ved siden af en gudesmuk kvinde af Scarlett Johanssonske proportioner. Par af denne type ses ofte på ganske urealistisk vis fremstillet i amerikanske tv-serier i et omfang der er meget ulig virkeligheden: Doug og Carrie fra King of Queens, Jim og Cheryl i According to Jim, og der er sikkert talrige eksempler fra både serier og film som jeg bare ikke gider at finde frem lige nu. Fede, halvskaldede og på alle måder klammo mænd der har anskaffet sig en lille lækker kone.

Jeg har luret en del af konceptet; det må være noget med at give disse tabermænd et falsk håb om at de nok skal finde sig en smuk kone engang, men jeg kan sgu ikke gennemskue det omfattende lobbyarbejde der nødvendigvis må ligge bag dette gennemførte svindelnummer. Hvem betaler for det? Har fede (og rige) mænd organiseret sig og er nu ved langsomt at overtage verdensherredømmet? Jeg er ikke sikker, men jeg mener at dette omgående bør få højeste prioritet hos CIA og andre efterretningstjenester. Fuck bin Laden, han er på ingen måde en trussel mod vores samfund i forhold til det verdensomspændende bedrag som tabermændene er ved at gennemføre. Mark my words…

Nå, tilbage til det som det handler om. I disse moderne tider udfører Facebook nogenlunde den samme funktion som min gamle lokalsprøjte, og jeg er ganske overbevist om at jeg ikke er den eneste der følger med i mine (mindre) bekendtes kærlighedsliv via deres forholdsstatus. Er der i øvrigt i den forbindelse andre der har bemærket hvorledes dem der lige er blevet single, pludselig bliver utrolig aktive på Fjasbogen igen? Prøv det, det er klasse underholdning!

For nylig ændrede en af mine bekendte sin forholdsstatus – han havde fået en kæreste. Instinktivt tænkte jeg: “hvordan har han dog fået en kæreste!?” Jeg klikkede nysgerrigt på hendes navn for at se giraffen og udbrød med det samme jeg så hende: “nååårh, på dén måde!”

Og jeg forsøger altså virkelig…

Nu kommer jeg muligvis til at træde nogen over tæerne, men… Well, fuck it. Jeg forsøger at være nogenlunde rationel i mine valg i livet (og det er ikke her der skal jokes – I’m serious. Det er bare ham den fulde idiot der fucker alting op fra tid til anden). Da jeg gerne vil bruge mit liv på noget fornuftigt (alt er relativt jo), og dumme mennesker som regel giver mig meterlange løg, er det yderst sjældent at jeg ser tv ud fra devisen om at det meste af sendefladen er fyldt med latterlige møgprogrammer der på værste vis udnytter pøblens trang til at se semi-kendte udfolde sig i diverse spændende former for “underholdning” – f.eks. dans, skøjteløb eller “sang” (ja, citationstegnene er med fuldt overlæg).

Men da jeg i weekenden så Super Bowl sammen med en flok gæve gutter (nej, jeg ser ikke normalt NFL, men der var tyve liter sodavand, chips med de obligatoriske to liter dip til, et par pakker hot wings og pommes, en pose blandet slik, to liter is og to dødsburgere der overbeviste mig om at jeg skulle se det), kunne jeg jo ikke undgå at se reklamer for nogle af de seriøst fordummende snotprogrammer de sender i fjerneren, og jeg vidste sgu ærlig talt ikke om jeg skulle græde eller grine da hende den blonde dåse fra Paradise Hotel i en reklame siger noget med: “hun skal bare ud, og det kan kun gå for hurtigt!”

Jeg har aldrig fulgt med i nævnte reality-show og jeg kan garantere jer for at jeg aldrig nogensinde i min livstid kommer til det, uanset hvor meget det så minder om et eventyr. Så ville jeg da hellere sprættes op og voldtages af en syg gorilla end at udsætte mine øjne og hjerne for de talentløse tabere der udgør klientellet i toppen af dansk reality-tv anno 2010. Det er skam i ramme alvor når jeg siger at jeg tror den slags programmer har en negativ effekt på seernes intelligenskvotient. Jeg mener at det kan sammenlignes med at få hamret en gennemsnitlig mursten i panden ved en 3-400 km i timen på daglig basis, men det er så bare min teori.

Heldigvis er jeg ikke ene om at smadderhade den slags programmer, og min gode kammerat Jens, der i sin tid kunne opleves på Tom og Jens i The Big Apple, har præsenteret mig for et fremragende koncept for fremtidens reality-tv; et koncept der uden tvivl vil revolutionere genren.

Konceptet i al sin enkelthed:

Fase 1: En massiv markedsføringsindsats skal sikre at tusindvis af unge opmærksomhedshungrende se-mig-typer melder sig til det stort opsatte reality-show, dansk tv’s hidtil største satsning. Denne fase er særdeles vigtigt da det naturligvis endnu ikke er blevet afsløret hvad deltagerne vil blive udsat for i programmet.

Fase 2: I de indledende runder vil man, tro mod genren, følge alle tåberne der valfarter til auditions i to-tre af landets største byer, og høre lidt om deres sørgelige eksistens og de ligeså sørgelige bevæggrunde for at stille op til showet. Der bliver helt sikkert givet gode grunde som f.eks. at vedkommende var et helt unikt menneske i den nu afdøde bedstemors øjne. Unik er bare ikke altid noget positivt, ven, men lad nu det ligge.

Fase 3: Her kommer twistet. Når deltagerne er blevet ført ind i rummet hvor de fire kendte dommere sidder klar, vil de resolut få stukket en boltpistol for panden og blive aflivet på stedet. Forestil jer chokeffekten! Hele familien Danmark samlet foran skærmen til et blodbad af dimensioner! Forestil jer medieomtalen og den seerstorm det vil skabe!

Konceptet kan med fordel finansieres af staten da denne jo selvsagt slipper for enorme byrder grundet den systematiske udryddelse af alle de samfundsnassende tabere der udelukkende er en belastning for staten. Samtidigt kan konceptet sælges til andre lande og tv-stationer der naturligvis står i kø for at introducere programmet på deres marked, og på denne måde fungerer det som et tveægget sværd: der skabes profit, hvilket vil gavne velfærdssamfundet, og der vil blive ryddet gevaldigt op i samfundets bærme, hvilket igen vil øge velfærden her til lands.

Jeg har svært ved at se hvordan konceptet skulle fejle?

Vi er naturligvis lydhøre over for ethvert forslag der kan forbedre konceptet. Og så mangler vi bare et navn…

Siden det sociale netværksfænomen Facebook invaderede det danske marked i 2007, har forbrugerne haft en altid tilgængelig platform at udgyde evindelig ligegyldigt ævl på; en mulighed som langt størstedelen af befolkningen ivrigt har benyttet sig af. Fænomenet har nu imidlertid taget en ny drejning, og efter at mobiltelefoner med internetadgang har givet forbrugerne ubegrænset adgang til netværket, er der ikke længere noget tidspunkt hvor man kan slippe for den linde strøm af uengagerede statusopdateringer der udspys konstant.

Med ankomsten af disse ‘smarte’ mobiltelefoner (især et velkendt produkt der bærer en frugt som kendetegn), er folk nemlig begyndt at skrive statusopdateringer selv når de befinder sig i baren på den lokale, pubben eller klubben – lokaliteter der ellers tidligere er blevet betragtet som hellige i visse kredse (eller i hvert fald uden for internettets rækkevidde). Ja, kære læser, der er folk der synes de skal bruge tiden i baren på at skrive ligegyldigt ævl på Facebook i stedet for at gøre det som det altid har været meningen man gør i en bar: drikker (ja, sgu da) og lukker ligegyldigt ævl ud til de omkringværende personer!

Jeg er dybt forarget over at der findes mennesker der på så blasfemisk vis bryder de til alle tider gældende regler for korrekt opførsel på lurvede barer, brune værtshuse og andre lignende steder hvor godtfolk holder til. Og forundret. For hvad er det der gør at visse personer føler et behov for at informere andre mennesker om at de nu er at finde på det og det diskotek? Som selvproklameret forsker i forbrugeradfærd og antropologi er det mit fornemste ærinde at studere og analysere nye fænomener i samfundet i håbet om at kunne klarlægge en større årsagssammenhæng der forklarer det nye fænomen på en simpel og logisk måde.

Jeg besluttede mig derfor for at foretage en undersøgelse blandt disse sørgelige individer for at belyse bevæggrundene for den særprægede opførsel, og jeg vil her præsentere resultatet af mit studie. Undersøgelsen bygger på videnskabelige metoder der er blevet afprøvet og testet gennem adskillige år, og der kan derfor umuligt være fejlslutninger i resultaterne. Det empiriske grundlag er bredt og velfunderet, 2381 personer deltog i undersøgelsen, og man kan derfor sagtens overføre resultaterne til en bredere samfundsmæssig sammenhæng.

Mine studier har vist at der er fire personlighedstyper der benytter sig af ovennævnte opførsel. De fire karakterer kan beskrives således:

Don Juan-typen – gerne solbrun og lækker (jf. sine egne skønhedsidealer), typen der går i byen for at vise sine pumpede overarme og den smarte, nyindkøbte skjorte frem for de villige damer. Han mener at han virker ‘lidt mystisk’ (og det kan damerne jo godt lide) hvis han står og skriver på sin mobil oppe i baren. I virkeligheden er han pigefornærmet over at de ikke giver ham nok opmærksomhed, og han forsøger derfor at lokke andre piger til ved at fortælle om sin placering på Facebook.

Århus-typen – den intellektuelle debattør, typen der konstant leder efter åndelig stimulering. Klientellet i baren er ikke godt nok til ham, og han føler sig på én gang malplaceret og overlegen ved at være i samme lokale som disse undermålere. Han ser sig nødsaget til at fortælle sine bebrillede Århus-type-venner om hvor kedelig der er i byen og hvor barnlige og dumme ‘de andre’ er. I virkeligheden er hans største ønske at være som dem – men det ville jo obstruere hele hans raison d’etre, oh ve!

WoW-typen – en asocial computerfreak, typen der lever sit liv på nettet og sjældent bevæger sig uden for hjemmets fire vægge – så ville man jo være nødt til at kommunikere ansigt-til-ansigt med andre mennesker, skræk og rædsel! Typisk er han de fleste andre mennesker intelligent overlegen, men desværre er hans sociale evner tilsvarende underudviklede (en teori jeg vil uddybe på et senere tidspunkt), hvilket dog ikke afholder ham fra at prale med at han som en anden opdagelsesrejsende har bevæget sig ind på et hidtil ukendt territorium for at studere ‘de lokale’. I virkeligheden er statusopdateringen et nødvendigt bevis for at udløse den virtuelle pengesum der venter i World of Warcraft efter operationens fuldførelse.

Taber-typen – en uheldig skabning der ikke rigtigt hører hjemme nogle steder, og aldrig har gjort det. Da han er uhyre sky, vides der meget lidt om denne type særling, og det er endnu ikke blevet klarlagt hvad han egentlig laver i baren. Faktisk er eksistensen af denne type aldrig blevet endeligt bevist, men forskning fra det nordlige Tyskland, samt visse områder på Sjælland og i Midtjylland, tyder dog på at han i ekstremt sjældne tilfælde kan forefindes i en afsidesliggende mørk krog af baren. Han må formodes at være ekstremt farlig, hvorfor al kontakt bør frarådes på det kraftigste.

Yderligere forskning er påkrævet for at fastslå hvordan vi mest effektivt får ændret de fire typers uhensigtsmæssige adfærd, og indtil denne foreligger, må det anbefales at man tager afstand fra dem, skulle man være så uheldig at støde ind i dem på ens lokale bar.

Såfremt der blandt læserne skulle være ulykkelige repræsentanter for typerne der er klar over deres upassende opførsel og ønsker at forbedre sig (ikke at jeg tror det er sandsynligt), har jeg følgende råd.

Til Don Juan-typen:
Hvis du er lækker, har du ikke brug for Facebook for at score. Ud og mød damerne, min ven! Og hvis de ikke kontakter dig, så drik dig fuld – så kommer resten af sig selv.

Til Århus-typen:
Hvis du keder dig, så drik dig fuld. Det virker. Promise.

Til WoW-typen:
Hvis du ikke har nogen venner og ikke kan finde ud af at socialisere med fremmede, så drik dig fuld. Alle ved at det er meget nemmere (og sjovere, og bedre, og intelligentere) at snakke med folk når man er fuld. Jeg er sikker på at det også er sjovere at spille World of Warcraft når man er fuld.

Til Taber-typen:
Æhm… Drik dig fuld?

En frisk undersøgelse udgivet af den ”uafhængige” forskningsorganisation The Legatum Institute viser at Norden er stedet at være hvis man sætter pris på velstand, sundhed og pressefrihed. Det mørke Finland er placeret øverst på hitlisten, efterfulgt af Sverige, Danmark og Norge på tredje-, fjerde- og femtepladsen – af uforståelige årsager har farisæeren Schweiz sneget sig ind på listens andenplads.

Vodka, knive og saunaer er altså vejen frem ifølge undersøgelsen. Der er tydeligvis gået noget helt galt under det bagvedliggende feltarbejde! Hvordan er det ellers muligt at Sverige ligger foran Danmark? Systembolaget, my ass. Er det desuden et krav at man har bjerge og sne året rundt (året rundt refererer her kun til sne. Jeg kender få bjerge der er afhængige af årstiden) for at blive placeret i top 3? Jeg tror der er ugler i mosen, og jeg stoler på ingen måde på den undersøgelse. En dag jeg får tid, laver jeg min egen undersøgelse.

Min chef, Dickie, bragte sin egen ganske interessante teori på banen, nemlig at de havde for travlt med at finde varme til at lave ballade i Norden. Det korrelerer jo med at de lavest placerede lande på listen hovedsageligt er fra varmere egne som Afrika eller Asien, og er derfor en umiddelbart plausibel teori. Indtil man kigger lidt ned af listen. Australien er nemlig placeret på en sjetteplads, selvom landet, så vidt jeg ved, hovedsageligt består af ørken OG (vigtig pointe for den langsomme læser) kriminelle. Forbryderstaten burde altså være placeret længere nede på listen hvis kulde skulle lede til økonomisk velstand, og varme til krigeriske og anarkistiske tilstande. Det hænger simpelthen ikke sammen, og Dickies teori falder til jorden med et brag.

Jeg har dog også min egen teori. Jeg mindes engang at have hørt (der er ingen grund til at checke op på fakta når man ved man har ret) at Finland havde den højeste selvmordsrate blandt unge i verden, hvilket jo åbenlyst forklarer topplaceringen. Det er jo indlysende at landet fungerer når alle de unge begår selvmord i stedet for at lave ballade, ligesom resten af verdens unge gør.

Strategien må være klar: hvis et land ønsker at forbedre sin placering på listen, må man sætte ind med en effektiv markedsføring af selvmord til unge. Prøv det før din nabo!

Jeg opfordrer hermed alle danske ballademagere til at begå selvmord. Langs armen, ikke på tværs, Johnny. Så skal vi nok opnå en top 3-placering inden næste års liste udarbejdes.

Se i øvrigt hele listen her.