Arkiv for januar, 2010

Når man ikke rigtigt synes at der er noget der kører for en, er det en stor trøst at der er masser af mennesker derude der har det værre end en selv. Det minder jeg ofte mig selv om, og jeg bliver altid i markant bedre humør af det (det står i øvrigt frit for om man vil afprøve teknikken derhjemme, men der medfølger ingen garanti – det hjælper dog hvis man er i besiddelse af en vis portion kynisme). Som den hungrende vidensjunkie jeg er, frekventerer jeg videnskab.dk på daglig basis, og selvom det ikke normalvis er her jeg finder dårligdomme der kan få mig i bedre humør, så var det just hvad der skete i dag.

Der fandt jeg nemlig en artikel om mobiltelefoner og hvad de skal kunne ifølge unge forbrugere, lavet i samarbejde med Aalborg Universitet. Det viser sig at der er “en del der ønskede at mobilen i fremtiden vil kunne ‘tale tilbage til dem’, så mobilen kan blive deres ‘ven’, som de kan søge dialog og råd hos.” Det er simpelthen det mest sørgelige og ufrivilligt tragikomiske jeg længe har hørt, og mens jeg prøver at finde ud af om jeg skal have ondt af dem eller bare knække sammen i latterkramper, kan jeg mærke mit humør stige mod hidtil uanede højder over at jeg ikke er så desperat og deprimerende et individ. Hvad helvede er meningen? Hvad med at bruge dem der, hvad hedder de nu, som man snakker med og søger råd hos hvis det er man har brug for det, øhm – NÅ JA, andre mennesker til den slags! Hvor elendigt et liv skal man have før man tyr til et fucking batteridrevet kommunikationsapparat for oprigtig dialog og råd? Det er sgu da klart man ikke har nogen venner hvis man går og snakker med sin åndssvage telefon hele tiden; den slags idiotiske opførsel er nok ikke ligefrem befordrende for ens sociale liv. Og hvem fanden kræver at en mobil skal kunne noget som helst andet end at ringe og skrive (det ved jeg godt du gør, og jeg hader dig for det)? Det er det absolut eneste sådan en skal kunne, og jeg må på det kraftigste understrege at jeg aldrig nogensinde kommer til at eje en iPhone. Fjern det bras fra mig, og lad mig leve i fred.

Som om det ikke var nok, fortæller artiklen også om et system hvor du kan tage et billede af en tøjgenstand som en fremmed bærer, sende billedet til en database og efterfølgende få at vide hvor du kan købe den fotograferede tøjgenstand. Jesus fucking christ. Hvor indholdsløst et liv (og sind) er det muligt at have? Hvis man ikke har andet at gå op i end hvad andre folk har på og hvor det kan købes, anbefaler jeg omgående trepanering som kur, og jeg skal gerne selv stille mig til rådighed for at gennemføre proceduren. Bare giv mig besked, ikk’? Please? Desuden må det udløse sagsanlæg i hobetal når folk begynder at tage paparazzibilleder af hinanden på gader og stræder. Fuck, jeg skal tjene penge på de fjolser.

Endnu engang må jeg brække mig over at der overhovedet spildes kræfter på landets universiteter på at forske i noget så komplet irrelevant for hovedparten (håber jeg inderligt) af befolkningen, og jeg får vitterligt lyst til at anskaffe mig en sort trenchcoat og komme på uanmeldt visit hos et par uddannelsesinstitutioner som tydeligvis ikke tager deres virke seriøst nok.

Der er virkelig noget råddent i Danmark…

Jeg havde engang en kæreste der sagde “jeg er glad for at jeg og mine veninder aldrig kommer til at starte en samtale med ‘hvor har du købt det bælte?'” Jeg forstår hende nu. Åh, hvor jeg forstår hende. Men hvis jeg finder ud af hun har købt en iPhone, så tæver jeg hende. Igen.

Således kan en dag gå fra ‘skyd mig, en eller anden’ til ‘nu skyder jeg snart en eller anden’, og så bliver det jo næsten ikke bedre. Min dag er i hvert fald reddet. God lørdag derude. Og husk:

“When I get sad, I stop being sad and be awesome instead.”

Så simpelt kan det siges.

Reklamer

Galde lige fra hoften

Posted: 29. januar 2010 in Brok, Træls

Dagens hadeliste i vilkårlig rækkefølge:

  1. Folk der skriver til en på MSN og som ikke svarer når man skriver tilbage til dem. Havde du kun tid til at snakke i ét minut eller hvad!?
  2. Sne. Så fjern dig dog. For nu at citere en kammerat: “Så længe vi ingen fucking bjerge har i Danmark, har vi intet at bruge sne til!”
  3. Folk der bare er kronisk glade. Hvordan gør I? Giv noget!
  4. Dansk tv der på imponerende vis formår at sætte nye standarder for deprimerende ligegyldige og uintelligente programmer.
  5. At Caroline Wozniacky tror at hun skal til at være sangerinde. Please lad være. Jeg får lyst til at blæse mine ører ud med en højtryksrenser ved tanken om at hun skal synge. I hendes tilfælde gælder den ældgamle græske læresætning “hold kæft og se godt ud” i allerhøjeste grad.
  6. Udlejere der siger at “lejligheden desværre ikke egner sig til tre personer.” Lad os da se den alligevel! Når vi ringer til dig, er det sgu nok fordi vi er ret interesserede i den – eller bare meget desperate. Sig det dog hvis det er fordi du ikke vil have der bor tre, det er skam en ærlig sag, men det der vattede pakken ind i vammel undskyldning er fanme fesent.
  7. Ekskæreste som man møder i byen. Som ser godt ud.
  8. Det frådende monster som jeg bliver til når jeg er fuld.
  9. At jeg kan se mine sendte beskeder på min mobil.
  10. At pige med potentiale flytter fra Aalborg.

Som I nok kan se, kører det ikke rigtigt for tiden. Kom med noget februar, tak. Og en lejlighed. Og penge. Ellers er jeg klar til weekenden. Vist nok.

Dog kan ham her og den her stadig få mig til at smile. Så er der nok stadig håb et eller andet sted…

I min søgen efter en ny westernguitar forelskede jeg mig i en sort Washburn der selvfølgelig kostede det dobbelte af hvad jeg havde planlagt at bruge på ny guitar – ingen siger noget til min bankrådgiver, vel? Dog var der en Ibanez som jeg også gerne vil prøve. I ved, bare for sammenligningens skyld. Den havde de så imidlertid ikke hjemme i butikken, kunne jeg se på hjemmesiden, så jeg skrev en ganske kort mail til dem med et relativt simpelt spørgsmål, hvis jeg selv skal sige det, der lød ca. sådan her: “Ved du om I får Ibanezguitaren på lager igen, og i så fald hvornår?”

Jeg indrømmer at det er hele to spørgsmål på én gang, hvilket muligvis kan have forvirret sælgermanden der besvarede min mail, og for at svare på spørgsmålene er det naturligvis en forudsætning at den indviklede process der i fagterminologien kaldes ‘læs og forstå’, beherskes fuldt ud. Mens jeg ventede i åndeløs spænding på svaret, gjorde jeg mig endda visse forestillinger om hvilket svar jeg kunne tænkes at få. Mulighederne var, så vidt jeg kunne regne ud, temmelig begrænsede da første spørgsmål er et såkaldt ja/nej-spørgsmål, mens svaret på andet spørgsmål – som så, for lige at komplicere situationen, er et opfølgningsspørgsmål hvis svar i den grad afhænger af svaret på første spørgsmål – gerne skulle bestå af en dato. Eksempelvis kunne han svare: “Ja. På torsdag.” Hvilket ville have været en fantastisk og ikke mindst brugbart svar. Han kunne også give det mindre spændende, men dog stadig yderst brugbare svar: “Ja. Det gør vi ikke.” Sidst men ikke mindst kunne han svare: “Nej.” Et skuffende svar, men dog stadig et svar ifølge de FN-godkendte kriterier for spørgsmål/svar-sekvenser fra 1987.

I stedet er dette “svaret” der tikker ind på min mail: “Ibanezguitarer lyder ikke nær så godt som Washburn. Derfor er de ikke hjemme i butikken.”

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Læs så mit spørgsmål igen.

Det er jo for helvede ikke et svar på mit spørgsmål, din bebrillede lortesælger! Det er en personlig kommentar, som er komplet ubrugeligt i forhold til mit ellers simple spørgsmål og som jeg ikke har bedt om. Jeg undrer mig over om han i andre sammenhænge giver lige så elendige svar. “Hey, hvad skal du i aften?” “Jeg havde en sjov aften i går.” Nå, okay? Tak for det, mester! Var han der ikke den dag de gennemgik det på sælgerskolen eller hvad? Jeg har ikke selv gået der, men jeg formoder da at man lærer at når kunden spørger om noget, er det ifølge videnskabeligt efterprøvede forsøg den bedste taktik at give dem et fucking svar.

Jeg vidste godt det stod sløjt til med kundeservice i Danmark, men jeg troede da at det at svare på et spørgsmål, var lige til at overkomme… Endnu engang viser standarden sig at være under hvad der må kunne forventes rimeligt – lærer jeg det aldrig?

Som den evigt hjælpsomme fyr jeg er, har jeg besluttet mig for at lave et lynkursus i kundeservice (lavet i tre trin, så selv mongolsælgere kan fatte det):

1. Når kunden stiller et spørgsmål, skal man svare på det. Med et ordentligt svar. Omgående.

2. Kan man ikke svare omgående, skal man vende tilbage med et svar snarest.

3. Er det også for stor en mundfuld, skal man slet ikke være sælger, men kan i stedet fokusere på en fin uddannelse i at lægge mursten oven på hinanden i snorlige rækker.

Så simpelt er det faktisk. Jeg håber de indfører denne korte liste på sælgerskolens pensum, så jeg i fremtiden slipper for den slags uduelige forsøg på noget der burde være et ligetil svar.

Slet skjult hentydning?

Posted: 25. januar 2010 in Dæå, True story

Da udlejeren til den lejlighed jeg var ude at se søndag formiddag, sagde at han helst tog par ind fordi de har nogle bedre vaner, tror I så han hentydede til at jeg stod i det samme tøj som jeg havde på i byen aftenen inden, at jeg nok stank ret voldsomt af sprut og at jeg tydeligvis ikke havde fået ret meget søvn, eftersom man sover af helvedes til på en busstation?

Jeg er ikke sikker…

Nå. Vaner schmaner. Hvis du vil være kedelig, gammelfar, så bare giv los. Jeg skal i hvert fald heller ikke bo til leje hos en tørvetriller der ikke kan have det sjovt (eller tåle at andre mennesker kan finde ud af det) og derfor har anlagt sig det obligatoriske jeg-er-voksen-og-seriøs-overskæg, som angiveligt udløser en form for autoritet i visse sørgelige kredse.

Sådan en blærerøv… Bare fordi man har et minus på kontoen på over 30.000, ikke ved hvad ens speciale skal handle om, bor på en sofa og er hjemløs om tre uger kan man altså godt have styr på sit liv. Ikke?

Bitterpedia

Posted: 17. januar 2010 in Dæå, Vrøvl

Jeg sad lige og læste om kulturchok på Wikipedia (don’t ask) og stødte på en brilliant sætning midt i forklaringen om hvorledes alting i den første fase i en ny kultur føles nyt og spændende:

“Like many honeymoons this stage eventually ends”

Er det muligt ikke at elske når den slags bitterhed sniger sig ind i en ellers neutral og objektiv tekst? Jeg håber lidt at jeg kan få lignende statements lusket ind i min eksamensopgave. Det kan da kun trække op.

“However, Phelps et al. (2003) propose a theoretical framework which seeks to elucidate the aggregated processes that influence the outcome of life, i.e. the painful tribulations we go through for some 50 years until cardiac arrest saves us from suffering more indignities, but the model was not accepted in academic circles as it, according to Smith & Cohen (2005: 88), fails to recognise the severity of the hardships that constitute an ordinary human life – which is, by definition, a bitch.”

Stik mig så det 12-tal! Gimme, gimme, gimme!

Brevkassen #8

Posted: 12. januar 2010 in Brevkassen

Og endnu et spørgsmål ovre fra Samlingsbanken (og hvor er jeg bare til fals for den slags smiger der lægges ud med!):

Kære brevkasse-konge. Hvilke filosofi ligger bag dit valg af design? Det er så enkelt og default-agtigt, at det nærmest er retro. Venligst, mig.

Der ligger absolut ingen filosofi bag valget af design – det var bare det der var mindst grimt af de valgmuligheder der var. Og ja, jeg overvejer at gøre noget ved det. Engang.

I øvrigt er jeg glad for du kalder det retro, det lyder langt bedre end at sige det bare er en naturlig konsekvens af min dovenskab og mangel på kreativitet. It works for me.

Brevkassen #7

Posted: 12. januar 2010 in Brevkassen

To fellow-bloggere, henholdsvis Dines og Blondie, har samme fremragende spørgsmål til brevkassen, og jeg har naturligvis et lige så fremragende svar parat:

Kære brevkasse. Hvem er Celina Hilslev?

Hun er en upcoming semi-celeb (jeg tror på dig, skat). Jeg ved egentlig ikke helt hvad hun er kendt for; jeg opdagede hende i en Johnson-video, som jeg har linket til tidligere, men vidste ikke hvem hun var før den største stodder jeg kender – ingen nævnt, ingen glemt – berigede mig med hendes navn.

Og så er hun naturligvis min kommende hustru. Hun ved det bare ikke endnu.