Archive for the ‘Consumerisme’ Category

Jeg er vild med vores regering. Og nu skal jeg forklare hvorfor.

På trods af mit ivrige forsøg på at påvirke deres politik i en positiv retning, og deres ignorering af samme, har de alligevel fundet en måde hvorpå nogenlunde samme resultat som jeg gik efter, kan opnås. Deres metode er blot meget mere udspekuleret og gemen end noget en blød mand med et hjerte af guld som mit nogensinde kunne have udtænkt. De har nemlig udnyttet deres enorme netværk og gennem et ondsindet lobbyarbejde af frygtindgydende proportioner fået videnskaben med på den…

Se selv her. En vaccine mod hudkræft, siger du? Intet mindre end genialt, siger jeg. Hvordan tror I denne nyhed bliver modtaget af de solariebrune masser af sociale tabere der udgør den absolutte bund af det danske samfund? Med spontane glædesudbrud og taksigelser, naturligvis! Nu kan de jo tage sol adskillige gange om ugen for at bevare den “flotte” kulør helt uden at skulle bekymre sig om småbagateller som hudkræft (jeg antager at frygten sidder et sted dybt inde i dem alle – men jeg er også lidt bange for at jeg dermed overvurderer dem. Betydeligt).

Samtidig jubler politikerne på højborgen og gnider sig gnækkende i deres små fedtede hænder, når de da ikke high-fiver hinanden, fordi de nu endelig har fundet en legitim måde at afskaffe den befolkningsgruppe som utvivlsomt er den største udgift for statskassen.

For det er jo et scam, folkens. Der findes naturligvis ikke en vaccine mod hudkræft, men med disse nye pseudo-videnskabelige resultater in mente tager poletnegerne nu formentlig endnu mere sol, og vil derfor endnu hurtigere forlade denne jord. Jeg formoder desuden at staten har købt sig ind på solariemarkedet, således at den øgede omsætning på landets solarier bliver en dobbelt bonus for dem. Det er lige så simpelt, som det er genialt. Bravo!

Jeg forventer – nej, forudser – at videnskaben inden for en overskuelig fremtid offentliggør en række lignende forbløffende fund, og da jeg jo er på forkant med slige sager, vil jeg her præsentere mine bud på hvad disse videnskabelige resultater kunne bestå af.

Et af de vigtigste fund vil utvivlsomt være at det viser sig at rygning, i modsætning til alle tidligere undersøgelsers upålidelige resultater, slet ikke er farligt! Ja, ikke bare er det ganske harmløst – det er også decideret sundt for vores fysiske såvel som psykiske velvære at ryge. Det må ligeledes her formodes at staten køber sig ind på cigaretmarkedet, ikke blot for at lukrere på den eksplosivt øgede omsætning, men så sandelig også for at sørge for at indholdet af nikotin, tjære, formaldehyd, rohypnol og methanol øges væsentligt. All for a good cause, you see.

Dernæst vil nogle dedikerede videnskabsmænd finde kuren mod HIV og AIDS som heldigvis bliver så ekstremt billig at producere at alle vil have råd til den. Dette giver naturligvis bøsser frit spil for en stund, men vil i sidste ende (jeg kunne ikke lade være) resultere i at staten får udryddet denne uønskede minoritet. Staten ejer alligevel medicinalindustrien, så det bliver ingen sag at pille ved ingredienserne i “kuren”.

Den sidste er en anelse progressiv, vil nogle sikkert mene, men jeg tror på at regeringen får den gennemført alligevel. I trust you guys. Om ganske få år vil det vise sig at man, hvis man reproducerer sig inden det 25. år fra fødslen, øger risikoen for at få det berygtede demensalzheimerskræftprostatapoliopest-syndrom med ca. 367 %. Dermed vil der til alles glæde og tilfredsstillelse blive sat en effektiv stopper for de alt for unge mødre der er i færd med at skabe næste generations samfundstabere. Skulle der være nogen der trodser advarslerne og føder børn inden de er opgaven voksen (og jo, det skal der nok være), kan vi roligt regne med at deres forbrug af cigaretter og junkfood (et område som staten formentlig også vil påvirke positivt) sørger for at de ikke når langt.

Hvis denne kur mod hudkræft er noget fingerpeg, går vi en lys fremtid i møde. Jeg glæder mig.

I mit forrige indlæg indskød jeg en kort bemærkning om at jeg burde tænde for tv’et hvis jeg manglede noget at brokke mig over. Og det kom jeg så, dum som jeg er, til i dag.

Da hørte jeg – jeg stod nemlig i køkkenet og kunne derfor ikke se tv’et – en mildest talt vanvittig reklame for Fitness DK hvor en fyr siger et eller andet vrøvl om at det er sindssygt irriterende konstant at blive tjekket ud af piger. Den latterlige påstand kan jeg så afkræfte med det samme, og det vil man også vide hvis man nogensinde har prøvet det: Det er nemlig både knæhøj karse og bred ymer at blive tjekket ud af piger – ren benzin på selvtillidsbålet.

Jeg ved ikke hvem den idiotiske reklame siger mest om – dem der kommer i fitnesscentre eller de ansatte i Fitness DK’s marketingsafdeling? Muligvis er det endda ét og samme segment? Og dog, jeg mener trods alt at et job i markedsføringsbranchen fordrer en eller anden form for uddannelse.

Det er da meget muligt at førstnævnte segment er “lækre” – det kommer vel an på øjnene der ser – men det er fanme indiskutabelt at de ikke aner en skid om hvorvidt de bliver tjekket ud eller ej. Når pigerne smiler, fætter pumpejern, er det fordi de på din karseklippede rockerfrisure, din solariebrune (og dermed kræftcellespirende) hud flot prydet med tribal-tatoveringer, de overdimensionerede steroide-arme og ikke mindst det altid medfølgende vilde hulemandsblik i øjnene godt ved hvor stor din sjover er, og derfor ikke kan skjule et lille fnis. And can you blame them? Det er immervæk lidt morsomt.

Desuden ved alle med bare en smule kvindetække at det satans hunkøn er os langt overlegne når det gælder tjekke ud uden at blive opdaget. Så hvis der rent faktisk var nogen der tjekkede dig ud, din tungnemme jerngøgler, ville du slet ikke opdage det. Case dismissed. Tilbage til samlebåndet med dig.

Marketingfolkene bag lidt for lækker-reklamen er ikke meget bedre stillet, omend de trods alt må forventes at have lidt flere brikker at flytte rundt med. Sagen med dette uheldige segment er så bare at ingen af de kommunikationsuddannede, hornbrillebærende marketingnørder har for en femmers begreb om kvinder da de aldrig nogensinde har været i nærheden af en, sandsynligvis grundet en kombination af deres, for nu at sige det mildt, mindre heldige udseende og generelle fremtoning, den på ethvert hunkønsvæsen totalt spildte Star Wars-humor og den altoverskyggende svedperlefremkaldende panikangst for piger der sidder dybt i dem alle. Lost cases, the lot of them. I kan vist ikke rigtigt udtale jer om det er ‘sindssygt irriterende’ at blive tjekket ud af piger, kan I vel? Tak.

Jeg ved ikke hvem de forestiller sig reklamen er rettet mod? Deres egne pigeforskrækkede taberkumpaner? Dem der brænder kalorier (og hjerneceller) af dernede allerede? Uanset hvad, så er den i dén grad fejlslagen og kommer ikke til at rokke en tøddel ved nogens holdning til Fitness DK. Overhovedet.

De skulle have satset på det der stripfitness. Dét kan man sgu da forstå hvad skal bruges til!

Nu kommer jeg muligvis til at træde nogen over tæerne, men… Well, fuck it. Jeg forsøger at være nogenlunde rationel i mine valg i livet (og det er ikke her der skal jokes – I’m serious. Det er bare ham den fulde idiot der fucker alting op fra tid til anden). Da jeg gerne vil bruge mit liv på noget fornuftigt (alt er relativt jo), og dumme mennesker som regel giver mig meterlange løg, er det yderst sjældent at jeg ser tv ud fra devisen om at det meste af sendefladen er fyldt med latterlige møgprogrammer der på værste vis udnytter pøblens trang til at se semi-kendte udfolde sig i diverse spændende former for “underholdning” – f.eks. dans, skøjteløb eller “sang” (ja, citationstegnene er med fuldt overlæg).

Men da jeg i weekenden så Super Bowl sammen med en flok gæve gutter (nej, jeg ser ikke normalt NFL, men der var tyve liter sodavand, chips med de obligatoriske to liter dip til, et par pakker hot wings og pommes, en pose blandet slik, to liter is og to dødsburgere der overbeviste mig om at jeg skulle se det), kunne jeg jo ikke undgå at se reklamer for nogle af de seriøst fordummende snotprogrammer de sender i fjerneren, og jeg vidste sgu ærlig talt ikke om jeg skulle græde eller grine da hende den blonde dåse fra Paradise Hotel i en reklame siger noget med: “hun skal bare ud, og det kan kun gå for hurtigt!”

Jeg har aldrig fulgt med i nævnte reality-show og jeg kan garantere jer for at jeg aldrig nogensinde i min livstid kommer til det, uanset hvor meget det så minder om et eventyr. Så ville jeg da hellere sprættes op og voldtages af en syg gorilla end at udsætte mine øjne og hjerne for de talentløse tabere der udgør klientellet i toppen af dansk reality-tv anno 2010. Det er skam i ramme alvor når jeg siger at jeg tror den slags programmer har en negativ effekt på seernes intelligenskvotient. Jeg mener at det kan sammenlignes med at få hamret en gennemsnitlig mursten i panden ved en 3-400 km i timen på daglig basis, men det er så bare min teori.

Heldigvis er jeg ikke ene om at smadderhade den slags programmer, og min gode kammerat Jens, der i sin tid kunne opleves på Tom og Jens i The Big Apple, har præsenteret mig for et fremragende koncept for fremtidens reality-tv; et koncept der uden tvivl vil revolutionere genren.

Konceptet i al sin enkelthed:

Fase 1: En massiv markedsføringsindsats skal sikre at tusindvis af unge opmærksomhedshungrende se-mig-typer melder sig til det stort opsatte reality-show, dansk tv’s hidtil største satsning. Denne fase er særdeles vigtigt da det naturligvis endnu ikke er blevet afsløret hvad deltagerne vil blive udsat for i programmet.

Fase 2: I de indledende runder vil man, tro mod genren, følge alle tåberne der valfarter til auditions i to-tre af landets største byer, og høre lidt om deres sørgelige eksistens og de ligeså sørgelige bevæggrunde for at stille op til showet. Der bliver helt sikkert givet gode grunde som f.eks. at vedkommende var et helt unikt menneske i den nu afdøde bedstemors øjne. Unik er bare ikke altid noget positivt, ven, men lad nu det ligge.

Fase 3: Her kommer twistet. Når deltagerne er blevet ført ind i rummet hvor de fire kendte dommere sidder klar, vil de resolut få stukket en boltpistol for panden og blive aflivet på stedet. Forestil jer chokeffekten! Hele familien Danmark samlet foran skærmen til et blodbad af dimensioner! Forestil jer medieomtalen og den seerstorm det vil skabe!

Konceptet kan med fordel finansieres af staten da denne jo selvsagt slipper for enorme byrder grundet den systematiske udryddelse af alle de samfundsnassende tabere der udelukkende er en belastning for staten. Samtidigt kan konceptet sælges til andre lande og tv-stationer der naturligvis står i kø for at introducere programmet på deres marked, og på denne måde fungerer det som et tveægget sværd: der skabes profit, hvilket vil gavne velfærdssamfundet, og der vil blive ryddet gevaldigt op i samfundets bærme, hvilket igen vil øge velfærden her til lands.

Jeg har svært ved at se hvordan konceptet skulle fejle?

Vi er naturligvis lydhøre over for ethvert forslag der kan forbedre konceptet. Og så mangler vi bare et navn…

Undskyld, venner

Posted: 4. februar 2010 in Consumerisme, Filippinerne, True story

Jeg har en tilståelse. Og det er en af dem der sviger.

Mine nærmeste venner vil vide at jeg engang i tidernes morgen nærede et indædt had til ankelsokker (du ved, dem der af grunde som jeg i hvert fald aldrig helt forstod, stopper lige ved anklen – i mangel af en bedre term kalder jeg dem altså for ankelsokker) og højt og helligt proklamerede at jeg aldrig nogensinde skulle bære, endsige købe, den slags latterlige og uduelige påklædningsgenstande.

Men det er tid til at krybe til korset. Jeg indrømmer det: jeg ejer faktisk ankelsokker. Jeg ved at dette må være hård kost for mange af mine nære bekendte, og jeg har fuld forståelse for det hvis man annullerer vores venskab, sletter mig på Fjasbog og aldrig nogensinde kontakter mig igen. Jeg ved at jeg har fejlet. Inden I forlader bloggen permanent, så læs lige det sidste af min beretning. Jeg er nemlig, som altid, ganske uskyldig i sagen.

Det er nemlig filippinerne og deres bloody servicekultur der er skyld i at jeg har indtil flere ankelsokker liggende i skuffen. Jeg skulle have nye sokker på et tidspunkt mens jeg var dernede – må man egentlig sige at man boede der, når det kun var i fem måneder? Jeg ved det stadig ikke – og smart som jeg er, vader jeg naturligvis ind i et storcenter og finder afdelingen med herretøj. Jeg kunne på lang afstand se at der var masser af sokker. Fine, sorte sokker. Almindelige sokker. Ikke noget pis.

Hvad jeg dog også kunne se, var en hær af filippinske piger iklædt storcenterets lyserøde (ja sgu) sælgeroutfit, der alle stod på spring for at overfalde enhver der bare viste den mindste interesse for et par sokker. I Danmark kan man sagtens få lov at gå i fred i butikker. Spørger de ansatte om man ønsker hjælp, kan man bare svare at man lige vil kigge lidt og vende tilbage hvis der er noget. Det er simpelt, og det virker. Sådan fungerer det bare ingenlunde på Filippinerne.

Der regner man automatisk med at kunden har ca. samme IQ som det bælte man har på, og derfor ikke magter at vælge et eneste produkt uden “kvalificeret” hjælp fra en, nej undskyld, adskillige ansatte i butikken. Som følge af den logik bliver man overfaldet af sælgere det øjeblik man træder ind i butikken, og gud nåde og trøste den der viser interesse for et af butikkens produkter. Ligesom jeg gjorde da jeg skulle købe sokker. Jeg ved ikke om de er på kommission, de stakkels piger, men da jeg begyndte at se på sokker, angreb de fra alle sider. En fire-fem stykker tror jeg de var, der hver reklamerede med forskellige brands. “Here, sir, these are ‘Darlington’. Very soft, sir. Feel!” Like I give a fucking shite.

Som altid når der er for mange mennesker omkring mig på én gang, panikkede jeg fuldstændigt, og da det begyndte at sortne for mine øjne, vidste jeg at jeg måtte handle hurtigt hvis jeg skulle undgå at falde i deres nederdrægtige baghold. Stakåndet fik jeg flået nogle sokker af stativet og med en manøvre der er Super Bowl værdig, slap jeg ud af deres fælde og påbegyndte min flugt mod kasseapparatet, hvor man endelig kan være i fred for de blodsugende lyserøde djævle. For så har man jo brugt penge. Jeg tror først det var da jeg kom hjem, min puls var faldet ned igen og jeg fik åbnet pakken at jeg opdagede det var ankelsokker. Straks begyndte scenariet forfra, med åndenød og svimmelhed…

Således gik det til at jeg fik erhvervet mig ankelsokker. Som I kan se, er jeg komplet uskyldig i sagen, og det skyldes udelukkende mit hårdføre overlevelsesinstinkt at jeg stadig er her den dag i dag. Så kan jeg godt leve med at det blev på bekostning af en pakke ankelsokker og min værdighed…

At jeg lavede samme trick nogle måneder senere, snakker vi ikke om.

Jajaja, jeg ved godt jeg ikke følger pissemeget med på filmfronten, men har I måske hørt om den der spritnye blockbuster der hedder AVATAR??? Nå, det havde I… Hm. Efterhånden er jeg vel også den eneste der ikke har fået set “mesterværket” og tilmed ikke har nogen planer om det (i modsætning til 2012, som jeg gerne vil se fordi jeg mener den er så dårlig at den rent faktisk er underholdende, tror jeg nemlig ikke Avatar har en skid at byde på).

Og det er der en speciel grund til: Når jeg hører at der er brugt 134 billiarder pund og 78 millioner timer (nej, det er ikke made-up tal) på at opfinde et helt sprog til de her computergenererede blå freaks, så tænker jeg altså bare at de penge og den tid muligvis, bare muligvis, kunne være brugt på en bedre måde, fx på nogle vildere eksplosioner eller et par predators (jeg har som sagt ikke set den, så jeg ved ikke hvad filmen mangler – men alle film mangler en predator eller to). Eller hvem ved, måske en original handling? Det er godt nok en lidt crazy og progressiv tanke, og ideen kan nemt falde til jorden hvis pøblen ikke kan få lov at opleve forløsningen når de gode (og kærligheden, hvis jeg ikke tager meget fejl) sejrer til sidst, så det er nok på det grundlag at den ide er blevet fravalgt.

Jeg ved da godt at der sidder nogle Tolkien-elskende lingvister et eller andet sted og er ved at komme i hørbukserne over Na’vi-sproget, men har det på nogen måde en positiv virkning på filmens såkaldte “troværdighed”? Den handler for fuck’s sake om en planet beboet af klammo, fredselskende blå aliens; gør det så nogen forskel, James Cameroun, om de lyde som de siger, bygger på smarte afrikanske sprog eller er det rene volapyk?

Men fair nok, Paul Frommer grinede med garanti hele vejen til banken efter han brugte en eftermiddag på at sætte nogle lyde sammen til et “sprog” og straks bestilte en enkeltbillet til Hawaii. Det havde jeg også gjort. Næste gang du får en så brilliant ide, hr. Cameroun, så ringer du bare til undertegnede, så skal jeg satme nok kreere et sprog til dig. For halvdelen af Frommers salær…

Når man ikke rigtigt synes at der er noget der kører for en, er det en stor trøst at der er masser af mennesker derude der har det værre end en selv. Det minder jeg ofte mig selv om, og jeg bliver altid i markant bedre humør af det (det står i øvrigt frit for om man vil afprøve teknikken derhjemme, men der medfølger ingen garanti – det hjælper dog hvis man er i besiddelse af en vis portion kynisme). Som den hungrende vidensjunkie jeg er, frekventerer jeg videnskab.dk på daglig basis, og selvom det ikke normalvis er her jeg finder dårligdomme der kan få mig i bedre humør, så var det just hvad der skete i dag.

Der fandt jeg nemlig en artikel om mobiltelefoner og hvad de skal kunne ifølge unge forbrugere, lavet i samarbejde med Aalborg Universitet. Det viser sig at der er “en del der ønskede at mobilen i fremtiden vil kunne ‘tale tilbage til dem’, så mobilen kan blive deres ‘ven’, som de kan søge dialog og råd hos.” Det er simpelthen det mest sørgelige og ufrivilligt tragikomiske jeg længe har hørt, og mens jeg prøver at finde ud af om jeg skal have ondt af dem eller bare knække sammen i latterkramper, kan jeg mærke mit humør stige mod hidtil uanede højder over at jeg ikke er så desperat og deprimerende et individ. Hvad helvede er meningen? Hvad med at bruge dem der, hvad hedder de nu, som man snakker med og søger råd hos hvis det er man har brug for det, øhm – NÅ JA, andre mennesker til den slags! Hvor elendigt et liv skal man have før man tyr til et fucking batteridrevet kommunikationsapparat for oprigtig dialog og råd? Det er sgu da klart man ikke har nogen venner hvis man går og snakker med sin åndssvage telefon hele tiden; den slags idiotiske opførsel er nok ikke ligefrem befordrende for ens sociale liv. Og hvem fanden kræver at en mobil skal kunne noget som helst andet end at ringe og skrive (det ved jeg godt du gør, og jeg hader dig for det)? Det er det absolut eneste sådan en skal kunne, og jeg må på det kraftigste understrege at jeg aldrig nogensinde kommer til at eje en iPhone. Fjern det bras fra mig, og lad mig leve i fred.

Som om det ikke var nok, fortæller artiklen også om et system hvor du kan tage et billede af en tøjgenstand som en fremmed bærer, sende billedet til en database og efterfølgende få at vide hvor du kan købe den fotograferede tøjgenstand. Jesus fucking christ. Hvor indholdsløst et liv (og sind) er det muligt at have? Hvis man ikke har andet at gå op i end hvad andre folk har på og hvor det kan købes, anbefaler jeg omgående trepanering som kur, og jeg skal gerne selv stille mig til rådighed for at gennemføre proceduren. Bare giv mig besked, ikk’? Please? Desuden må det udløse sagsanlæg i hobetal når folk begynder at tage paparazzibilleder af hinanden på gader og stræder. Fuck, jeg skal tjene penge på de fjolser.

Endnu engang må jeg brække mig over at der overhovedet spildes kræfter på landets universiteter på at forske i noget så komplet irrelevant for hovedparten (håber jeg inderligt) af befolkningen, og jeg får vitterligt lyst til at anskaffe mig en sort trenchcoat og komme på uanmeldt visit hos et par uddannelsesinstitutioner som tydeligvis ikke tager deres virke seriøst nok.

Der er virkelig noget råddent i Danmark…

Jeg havde engang en kæreste der sagde “jeg er glad for at jeg og mine veninder aldrig kommer til at starte en samtale med ‘hvor har du købt det bælte?'” Jeg forstår hende nu. Åh, hvor jeg forstår hende. Men hvis jeg finder ud af hun har købt en iPhone, så tæver jeg hende. Igen.

Således kan en dag gå fra ‘skyd mig, en eller anden’ til ‘nu skyder jeg snart en eller anden’, og så bliver det jo næsten ikke bedre. Min dag er i hvert fald reddet. God lørdag derude. Og husk:

“When I get sad, I stop being sad and be awesome instead.”

Så simpelt kan det siges.

På forhånd tak

Posted: 4. december 2009 in Consumerisme, Dæå, True story

Nu er det snart jul, og det er jo som bekendt hjerternes fest hvor man glæder sine nærmeste med gaver der viser hvor meget man holder af hinanden. Derfor ser jeg ingen grund til at tvivle på at alle mine læsere naturligvis ønsker at vise mig hvor meget jeg betyder for dem, samt hvor meget de har savnet mit altid fornøjelige selskab de seneste fem måneder, og således ønsker at overvælde mig med gaver det øjeblik jeg sætter fod i landet igen.

For at effektivisere julegaveindkøbsprocessen – der findes nemlig næppe noget mere afskyeligt og dybt frustrerende end at skulle mase sig igennem mængden af frådende bedstemødre og kvinder klædt på til kamp med uldfrakker, stiletter og hårde tasker, der ganske effektivt bruges som slagvåben hvis en forvirret mandsperson skulle komme i vejen for købet af den ultimative gave til lille Mattias, i alle byens tætpakkede butikker i sin håbløse søgen efter elendige og endnu ikke valgte gaver, mens hele befolkningen i et kollektivt anfald af vanvid går bersærkergang med kreditkortet – har jeg valgt at publicere min ønskeseddel nedenfor. Der er nemlig stadig masser af tid til at bestille lortet over nettet, så I fuldstændigt undgår juledramaet ude i byen. I kan takke mig senere.

Jakkesæt – Armani, tak.
Rolex-ur
Nietzsches samlede værker
Et års forbrug af Glenfiddich 40-års single malt (jeg ville have valgt 50-års, men man er vel beskeden)
Nummeret på hende her
Og en seng
Silkepyjamas
Global-knive
Rayban-solbriller (alt det sne blænder mig)
En dartskive m. pile
En jacuzzi
Ti-turs kort til Pussy Galore
DALI MegaLine højttalere
Havannacigarer
Kikkert (don’t ask)
Et billardbord
Washburn Dime 333 (til rock’n’roll)
Gibson Hummingbird True Vintage (til sødsuppemusik for damerne)
Samsung 58″ plasmaskærm
En PS3 (og 100 spil)
Cd-holdere til min samling på 416 styks

Glædelig jul, suckers! Nyd jeres karrysild og juleand derhjemme i polar-Danmark, mens jeg ligger ved poolen og sipper Martini’er.

Røvhuller.