Archive for the ‘Filippinerne’ Category

Min korte gåtur i solen i går var særdeles inspirerende og medførte filosofiske, næsten eksistentielle, overvejelser.

Ikke siden Filippinerne har jeg mærket solens stråler på den måde. Årets første sommerdag i mine øjne – og hvor har den været længe ventet!

Efter fem måneder med 30 grader og solskin hver dag var det hårdt at komme hjem til Danmarks permavinter. Nærmest deprimerende. Jeg aner ikke hvordan jeg klarede det, men på trods af vinterdepressioner og selvmordstanker, har jeg altså på en eller anden måde overlevet (ukrudt forgår ikke så let), og jeg tror faktisk ikke det er gået op for mig hvor meget jeg har savnet solen. Før nu.

Den varmede min ellers slatne krop op på min korte gåtur, tankeprocesserne fandt et ekstra gear, og mens jeg missede med øjnene, så fremtiden pludselig lysere ud end den længe har gjort.

Det er ikke til at begribe at det snart er fem måneder siden vi sidst så hinanden. Den 27. december 2009 for nu at være præcis. Men jeg har hverken glemt solen eller den brusende fornemmelse den bringer frem i mig og som får mig til at vokse et par centimeter hver gang.

Pigen der kom mod mig, så sød ud. Hun smilede, og jeg smilede igen. Først da hun var helt oppe på siden af mig, genkendte jeg hende. Det var jo hende fra 8. semester. Ikke hende den søde – eller jo jo, det er hende her skam også – men ikke hende den rigtig søde.

Solen overbeviste mig endnu engang om at jeg uden tvivl skal flytte til varmere himmelstrøg en dag. Jo før, jo bedre. Ned til et sted hvor mennesker er mere glade, hvor de hilser på hinanden og hjælper med stort som småt, uden at forvente noget til gengæld. Et sted hvor danskernes evindelige søgen efter middelmådighed ikke bremser enhver mulighed for at udfolde sig lidt. Et sted hvor pigernes mørke øjne kigger lige igennem en og blotlægger ens sjæl uden den mindste anstrengelse.

Et sted hvor jeg smiler mere.

Det var tanker som disse der flød igennem mig på min lille gåtur i solen. Kunne livet være bedre?

Sagtens.

Og normalt ville jeg lave en liste (jeg er patologisk listemager hvis du ikke skulle have opdaget det) over alle de ting der ikke er i orden i mit liv pt., men det gode vejr begejstrer Kongen, og jeg vil derfor lave en positiv liste i stedet. Don’t get used to it, lad.

1. Sommeren står for døren, hvilket betyder damerne finder sommerkjolerne og de frække smil frem. Nok kommer jeg kun til at opleve sommeren på de korte gåture til og fra kantinen, men hold kæft hvor skal der flirtes uhæmmet på disse ture!

2. Takket være Mikkel har jeg fundet et sæt computerhøjttalere til kontoret så jeg nu kan høre musik i god kvalitet dagen lang. Det er yderst befordrende for specialearbejdet.

3. Jævnfør punkt 1, så sidder jeg lige foran et vindue hvor der dagen lang vader skønjomfruer forbi som man kan beundre. Det er til gengæld knap så befordrende for specialet!

4. Det kører fortræffeligt med hjemmestudiet, og der er masser af sange i støbeskeen i øjeblikket. Det er ca. det al min fritid er gået med siden basketsæsonen sluttede. Og grunden til at bloggen har været forsømt.

5. Mine forældre har sølvbryllup om mindre end en måned. Og hvad så, tænker du nok, men det er sgu ret godt gået i vore dage, synes jeg. De fortjener skulderklap for at holde fast i ægteskabet, især når de har haft to møgbesværlige knægte at opdrage på undervejs. De fortjener en tale. Og det skal undertegnede nok sørge for at de får. Målet bliver at få mor til at tude. Besides, nothing suits me like a suit.

6. Det gode vejr betyder også at man kan spille basket udenfor igen.

7. Om lidt over to måneder er min tid som studerende ovre. Jeg aner ikke hvad der kommer efter, eller hvor det kommer til at foregå – men jeg glæder mig. Det kunne jo være man skulle vende næsen mod varmere himmelstrøg og se om der skulle være noget af interesse.

8. Alle ved at sommerens komme også indikerer at det nu er helt legitimt, hvis ikke endda påkrævet, at man ifører sig verdens sejeste beklædningsgenstand: Hawaii-skjorten. Jeg bliver ridiculously good-looking hele sommeren!

Ah, summer, my old love. You make my dreams

Reklamer

Undskyld, venner

Posted: 4. februar 2010 in Consumerisme, Filippinerne, True story

Jeg har en tilståelse. Og det er en af dem der sviger.

Mine nærmeste venner vil vide at jeg engang i tidernes morgen nærede et indædt had til ankelsokker (du ved, dem der af grunde som jeg i hvert fald aldrig helt forstod, stopper lige ved anklen – i mangel af en bedre term kalder jeg dem altså for ankelsokker) og højt og helligt proklamerede at jeg aldrig nogensinde skulle bære, endsige købe, den slags latterlige og uduelige påklædningsgenstande.

Men det er tid til at krybe til korset. Jeg indrømmer det: jeg ejer faktisk ankelsokker. Jeg ved at dette må være hård kost for mange af mine nære bekendte, og jeg har fuld forståelse for det hvis man annullerer vores venskab, sletter mig på Fjasbog og aldrig nogensinde kontakter mig igen. Jeg ved at jeg har fejlet. Inden I forlader bloggen permanent, så læs lige det sidste af min beretning. Jeg er nemlig, som altid, ganske uskyldig i sagen.

Det er nemlig filippinerne og deres bloody servicekultur der er skyld i at jeg har indtil flere ankelsokker liggende i skuffen. Jeg skulle have nye sokker på et tidspunkt mens jeg var dernede – må man egentlig sige at man boede der, når det kun var i fem måneder? Jeg ved det stadig ikke – og smart som jeg er, vader jeg naturligvis ind i et storcenter og finder afdelingen med herretøj. Jeg kunne på lang afstand se at der var masser af sokker. Fine, sorte sokker. Almindelige sokker. Ikke noget pis.

Hvad jeg dog også kunne se, var en hær af filippinske piger iklædt storcenterets lyserøde (ja sgu) sælgeroutfit, der alle stod på spring for at overfalde enhver der bare viste den mindste interesse for et par sokker. I Danmark kan man sagtens få lov at gå i fred i butikker. Spørger de ansatte om man ønsker hjælp, kan man bare svare at man lige vil kigge lidt og vende tilbage hvis der er noget. Det er simpelt, og det virker. Sådan fungerer det bare ingenlunde på Filippinerne.

Der regner man automatisk med at kunden har ca. samme IQ som det bælte man har på, og derfor ikke magter at vælge et eneste produkt uden “kvalificeret” hjælp fra en, nej undskyld, adskillige ansatte i butikken. Som følge af den logik bliver man overfaldet af sælgere det øjeblik man træder ind i butikken, og gud nåde og trøste den der viser interesse for et af butikkens produkter. Ligesom jeg gjorde da jeg skulle købe sokker. Jeg ved ikke om de er på kommission, de stakkels piger, men da jeg begyndte at se på sokker, angreb de fra alle sider. En fire-fem stykker tror jeg de var, der hver reklamerede med forskellige brands. “Here, sir, these are ‘Darlington’. Very soft, sir. Feel!” Like I give a fucking shite.

Som altid når der er for mange mennesker omkring mig på én gang, panikkede jeg fuldstændigt, og da det begyndte at sortne for mine øjne, vidste jeg at jeg måtte handle hurtigt hvis jeg skulle undgå at falde i deres nederdrægtige baghold. Stakåndet fik jeg flået nogle sokker af stativet og med en manøvre der er Super Bowl værdig, slap jeg ud af deres fælde og påbegyndte min flugt mod kasseapparatet, hvor man endelig kan være i fred for de blodsugende lyserøde djævle. For så har man jo brugt penge. Jeg tror først det var da jeg kom hjem, min puls var faldet ned igen og jeg fik åbnet pakken at jeg opdagede det var ankelsokker. Straks begyndte scenariet forfra, med åndenød og svimmelhed…

Således gik det til at jeg fik erhvervet mig ankelsokker. Som I kan se, er jeg komplet uskyldig i sagen, og det skyldes udelukkende mit hårdføre overlevelsesinstinkt at jeg stadig er her den dag i dag. Så kan jeg godt leve med at det blev på bekostning af en pakke ankelsokker og min værdighed…

At jeg lavede samme trick nogle måneder senere, snakker vi ikke om.

En servicemeddelelse

Posted: 12. december 2009 in Brok, Filippinerne, Træls

Kære filippinske taxachauffører

Dette er en servicemeddelelse til jer.

Jeg ved ikke om I er klar over dette, men vi har faktisk også taxaer i Vesten. Vi kender systemet. Skal man have fat i en, rækker man en arm i vejret eller gør på anden måde opmærksom på sig selv, således at taxachaufføren kan se at man har brug for en taxa. Jeg troede, åbenbart fejlagtigt, at dette var et universelt system, men ud fra jeres opførsel at dømme er det ikke tilfældet. Dette ræsonnement bygger på mine erfaringer med taxachauffører her i Manila de sidste snart fem måneder, hvor jeg utallige gange har oplevet jer sætte farten ned og snige sig op på mig for så at skræmme livet af mig ved at trykke hornet i bund – gerne gentagne gange – i et forsøg på at få min opmærksomhed når jeg kommer gående hen ad gaden ganske fredsommeligt og i mine egne tanker.

Her må jeg på det kraftigste advare om at det kan være yderst farligt at forstyrre en hvid mand. Jeg sværger, hvis jeg havde skydevåben på mig, var de blevet taget i brug op til flere gange mod disse luskede taxachauffører. PLAF PLAF – så kan vi se om du stadig kan køre taxa med kugler i begge skuldre. PLAF – ringer det også for dine ører nu? Det håber jeg, dit svin, for jeg har en konstant og smertefremkaldende høj hyletone i begge mine ører takket være jeres uendelig og ganske uforskammede dytten.

Muligvis er det jeres bud på god og venlig service, men her kan jeg heldigvis hjælpe jer. Det bryder vi os nemlig ikke om i Vesten. Vi vil bare have lov at passe os selv, og hvis vi så ønsker jeres service, skal vi nok henvende os til jer. Denne oplysning må I meget gerne viderebringe til Manilas buschauffører, butiksassistenter, prostituerede m.v.

Det er også en mulighed at I bare voldhader hvide mennesker, fordi I er trætte af at gamle, ulækre hvide mænd kommer og stjæler jeres piger, og at I derfor faktisk forsøger at skræmme livet af os med jeres infernalske overgreb. Og det er skam forståeligt nok, men hvis filipinaer frivilligt vælger aldrende, halvskaldede mænd frem for jer, er det sgu nok fordi I gør et eller andet forkert. Så må I kraftedeme mande jer op og komme ind i kampen. I kunne passende starte med at lade være med at ligne en flok lallende 14-årige piger alle sammen. Rådet er hermed givet videre…

Uanset hvad grunden er, så er det ikke fordi vi ikke kender til taxaer i Vesten. Lad mig for én gangs skyld slå det fast: hvis vi ikke fægter med arme og ben som en gal, er det fordi vi ikke har brug for en taxa. Så bedes I droppe jeres overraskelsesangreb på uskyldige hvide mennesker og den måbende stirren I bagefter praktiserer, indtil man demonstrativt har tilkendegivet at man ikke ønsker et lift.

Ellers har jeg hørt at det er relativt nemt at skaffe våben i Manila…

Asocialt kontor

Posted: 27. november 2009 in Dæå, Filippinerne, Vrøvl

Det ærgerlige ved at arbejde på et kontor hvor folk ikke snakker til hinanden, er naturligvis at der intet socialt liv er. De to filipinaer der er placeret over for mig, er simpelthen så reserverede at det er helt uhyggeligt! De tør jo nærmest ikke at snakke til en overhovedet, og spørger man om de vil med ud at spise i frokostpausen (helt uskyldigt, for helvede, styr dig), er de lige ved at blive blå i hovedet af frustration over at skulle finde på latterlige undskyldninger der kan fratage dem for at deltage i det skrækkelige scenarie det må være at spise med Dickie og jeg.

Det gode ved at arbejde på et kontor hvor folk ikke snakker til hinanden, er at jeg kan fyre op for den fedeste musik og så rocke med som en anden autist på speed, mens jeg forbereder barnagtig powerpoint-præsentation til lige så barnagtig chef. Det er jo lige før jeg skriger med af mine lungers fulde kraft: “So, I’m coming hooooome…”

Men det ville sgu nok skræmme livet af de små stakkels filippinerpiger. Jeg må hellere modstå fristelsen… Lidt endnu.

Dårlig indflydelse

Posted: 23. november 2009 in Dæå, Filippinerne, Vrøvl

“So, where are you from?” “Denmark.” Et par sekunders stilhed følger. Længe nok til at jeg kan regne ud han tænker over hvor Danmark er, og hvordan han kan imponere mig med sin brede geografiske viden.

“In the US?”

Dog ikke. Danmark i Skandinavien, i Europa. Du ved, verdens ældste kongerige, vikinger, Mohammed-tegninger og en medopfinder af atombomben… Selvom vi ikke er ret mange, har vi det med at fucke jer andre op fra tid til anden. Prøv at læse en bog en dag.

Nå ja, hvad kan man forvente. Filippinerne bruger trods alt det amerikanske curriculum… Bum bum.

(Og hvis der er nogen der overvejer at påpege der findes et ‘Denmark’ i staterne, så lad venligst være. Jeg har set Biker Jens i USA.)

Jeg mødte verdens mest irriterende menneske i sidste weekend. Okay, ud af mere end seks milliarder mennesker på denne klode, hvoraf jeg kun har mødt et par stykker, er det ikke sikkert at vedkommende er det mest irriterende, på trods af et ellers ihærdigt forsøg, men personen er helt sikkert i top 10, og det siger ikke så lidt. Da risikoen for at jeg skulle møde andre personer fra den liste er forsvindende lille (heldigvis), vil jeg herefter referere til vedkommende som Verdens Mest Irriterende Menneske.

Nedenfor vil jeg gennemgå hvorfor jeg mener at Verdens Mest Irriterende Menneske er Verdens Mest Irriterende Menneske – jeg er ikke i tvivl om at du vil give mig ret når du har læst det – og for nemhedens skyld, vælger jeg at gøre det på listeform i 10 overskuelige punkter. Umiddelbart, kære læser, synes hver enkelt del måske ikke at være særlig irriterende i sig selv, men tag ikke fejl; når man lægger alle delene sammen, har vi opskriften på Verdens Mest Irriterende Menneske. Derudover er dette et af de sjældne tilfælde hvor summen er større end de enkelte dele. Der er simpelthen bare noget uforklarligt irriterende ved Verdens Mest Irriterende Menneske, som en aura der omgiver ham; ikke synlig med det blotte øje, men helt sikkert tilstede. Man kan fornemme det. Man bliver arrig bare af hans tilstedeværelse.

Inden jeg vil præsentere de 10 punkter, bør jeg nok forklare situationen, så alle er med. Jeg skulle på en dagtur til Mt. Pinatubo, en aktiv vulkan nord for Manila, og mødte altså på denne tur Verdens Mest Irriterende Menneske.

1.
Allerede den allerførste sætning han siger til mig er irriterende. Vi skal stoppes 14-15 mennesker ind i en minibus der på ingen måde er lavet til lange mennesker, og da tourguiden Ann ser mig og noterer sig at jeg er to hoveder højere end alle de andre, foreslår hun at jeg sidder på forsædet, så der er plads til mine ben. Fint, siger jeg, og så står vi ellers og venter på at folk langsomt slæber sig ind i bussen. Folk kender ikke hinanden, og der opstår lidt forvirring om hvem der skal være hvor, og så foreslår Verdens Mest Irriterende Menneske at jeg sætter mig ind på bagsædet. Jeg tænker ‘neeeeej, der kan jeg jo ikke være,’ men hører mig selv sige ‘sure’ og kravler derind.
Jeg kunne på ingen måde sidde ordentligt på det lille uduelige betonsæde og fik ingen søvn på den første del af turen. Jeg grinede dog af det, og jokede indvendigt om at Verdens Mest Irriterende Menneskes kommentar blot var begyndelsen, og at han ville vise sig at være et forfærdeligt menneske senere. Jeg var tættere på sandheden end jeg anede. Det var vel karma der besluttede at når jeg tænkte den slags, skulle jeg fanme også få det at føle.

2.
Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg ender i samme jeep der skal tage os op til det punkt hvor vores trek skal starte, og på denne tur lærer jeg at Verdens Mest Irriterende Menneske synger. Ikke som i ‘synger i band’, nej, som i ‘synger hele fucking tiden’! Beatles-numre, Bee Gees-numre, alt muligt gammelt crap synger han, og det er ikke sådan en stilfærdig nynnen – det er højt og tydeligt. Og han synger godt. Fuck, det er irriterende.

3.
Udover Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg, var der i jeepen to filippinere og en russisk pige som Verdens Mest Irriterende Menneske fulgtes med. Jeg kunne i starten ikke lure om de var kærester (hahaha, Verdens Mest Irriterende Menneske og damer, yeah right!) for han snakkede hele tiden med hende om alle de ting de skulle opleve, sagde at hun så sød ud og så videre, men der var ingen fysisk kontakt mellem dem. Senere på dagen kildede han hende dog på maven i en gestus der var en tredjeklasses folkeskoleelev værdig. Det var helt tydeligt at han forsøgte at score hende, og lige så tydeligt for den opmærksomme observatør at hun på ingen måde var interesseret i ham. Men føj, hvor var hans tilnærmelser irriterende at se på.

4.
Cirka hvert tredje sekund blinker Verdens Mest Irriterende Menneske. Ikke sådan et normalt blink som man knap lægger mærke til, men et meget kraftigt et hvor begge øjnes lukkes hårdt i og brynene rynkes. Og lige så tit rynker han på næsen (dog uafhængigt af blinkene). Når først man bemærker den meget ivrige og kraftige blinken og rynken på næse, er det fuldstændigt umuligt at koncentrere sig om hvad manden siger, og man undrer sig i stedet over om hans motorisk udfordrede ansigtsmuskulatur er et tegn på at manden bør søge psykiatrisk hjælp omgående. Jeg blev aldrig færdig med min analyse.

5.
Flere gange i løbet af turen op af vulkanen måtte vi krydse små vandløb ved at gå på sten hen over, og ved det allerførste vandløb faldt Verdens Mest Irriterende Menneske i vandet, ned til låret, på trods af advarsler om at der var dybere end der så ud til, og at stenene var glatte. En historie der åbenbart var så morsom at Verdens Mest Irriterende Menneske synes den skulle genfortælles en 30-40 gange i løbet af dagen. Jeg grinte hver gang.

6.
På et tidspunkt mens vi vandrer, kigger Verdens Mest Irriterende Menneske på mine fødder og siger: ”Wrong shoes for trekking.” Jeg svarede: ”No, perfect shoes for trekking,” hvortil han lo og sagde ”No, no, no, no…”
Fortæl mig så, hr. jeg-ved-alt-om-trekking-og-især-det-udstyr-man-skal-bruge-undervejs-på-trods-af-at-jeg-tydeligvis-aldrig-har-vandret-nogen-som-helst-steder-hen-og-at-det-er-min-første-trek-på-Mount-Pinatubo-selvom-jeg-har-boet-et-par-timers-kørsel-derfra-det-meste-af-mit-liv-og-blinke-ikke-magter-at-manøvrere-over-et-ét-meter-bredt-vandløb-blinkeblinke-uden-at-falde-i-vandet-som-en-anden-mongol, din narhat, hvorfor var det dig der sidst på dagen havde vabler på fødderne og en storetå-negl der var helt fucked up og blå, mens mine fødder havde det fucking perfekt!? ”Oh, I never said MY shoes were perfect.” Nej, det gjorde du fanme ikke. Og luk så røven.

7.
Efter turen op og ned af vulkanen sidder vi og skal have noget at spise på en lille spartansk udseende restaurant. Russisk pige, Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg. De finder tallerkener frem til russisk pige og jeg – Verdens Mest Irriterende Menneske er tilsyneladende ikke sulten, og vil ikke have en tallerken – og vi spiser løs af de forskellige retter der står på små tallerkener på bordet. Lidt efter vi er færdige, spørger Verdens Mest Irriterende Menneske om vi skal have mere at spise, og da vi svarer nej, udbryder han: ”Mmm, leftovers for me!” Han tager en af tallerkenerne fra bordet, skraber maden over på en anden tallerken med mad på og begynder at spise med en gaffel og ske fra en af de andre tallerkener. Alt imens står der rene tallerkener og bestik på bordet lige bag ham. Jeg spørger, forundret og en anelse forurettet, hvorfor han ikke spiste sammen med os, hvortil han svarer: ”No no, it’s okay.” Nej, det er fandenstejleme overhovedet ikke okay, hvad snakker du om!? Jeg er åbenbart ikke fin nok til at spise med Verdens Mest Irriterende Menneske.

8.
Under middagen (hans middag, altså) snakker han om at han er ved at vise russisk pige alle de pæne steder i Manila. Han spørger om jeg kender Fort Bonafacio, og da jeg svarer nej og fortæller at jeg ikke ved hvad det er, siger han: ”Really? It’s so nice there, you should go.” Jeg spørger hvor det er, og han siger at det er i Makati, at det er virkelig flot, at han troede jeg boede i Makati, om jeg så heller ikke kendte Greenbelt, at jeg skulle tage derhen, ogsåvidereogsåvidere. Jeg spørger ham, efterhånden mere end en anelse ophidset, HVAD Fort Bonafacio er, om det er et mall, en vej, en park, hvad helvede er det, så svar mig dog, menneske? ”Oh, well, it’s like a mall, but not really. It’s really nice.” Tak, den har jeg fanget. Jeg er nu ved at være rødglødende af raseri og hiver demonstrativt min bog med kort over Manila op af tasken, og med det samme siger han: ”You probably won’t find it in there, it’s an old map.” Jeg måber – hvad fanden i helvede ved han om det kort som jeg har købt for mindre end tre måneder siden, den klaphat! Jeg slår op på første side og læser højt: ”Copyright 2009,” og tilføjer: ”What the fuck is your point?” Russisk pige griner nu, synes tydeligvis det er morsomt at nogen giver ham igen, og jeg gætter på at hun er mindst lige så træt af ham som jeg på dette tidspunkt. Forståeligt. Jeg kan ikke finde noget Fort Bonafacio i Makati, så han overtager kortet og leder videre, mens han mumler noget med at det måske ligger i Taguig City, og ikke i Makati. Han peger ud i luften og siger at det ville ligge ca. dér i forhold til kortet. Okay. Så bladr dog over på den side, din jubelidiot! Der er fine dertil indrettede trekanter ude i siden af kortet der markerer hvilken side du skal gå til! Han finder det til sidst. Taguig City, ikke Makati. Flot.

9.
Dette punkt er ikke så meget irriterende, som det er direkte usmageligt. Og det er en sand historie.
Grunden til han ville besøge Mt. Pinatubo var at det er et ulykkessted. Flere hundrede mennesker døde, da vulkanen var i udbrud i 1991. Uden nogen form for anger fortalte han at han besøgte lokaliteter hvor der var sket ulykker med dødsofre – naturkatastrofer, drukneulykker, brande og den slags. Og tog billeder. Han fortalte om en sønderknust mand som kun kunne kende sin forkullede kone (eller søster, jeg husker det ikke) på bæltespændet. Alt andet var brændt til ukendelighed. Og han tog billeder af denne knuste mand. Ligeledes fortalte han at brændt menneskekød lugter af barbecue, og faktisk ret godt. Jo vist, skulle han vælge mellem fisk og menneskekød, ville han nok foretrække sidstnævnte. Måske er jeg sart, men jeg synes det er en syg form for hobby. Desværre fik jeg aldrig spurgt ham hvad han brugte billederne til. Der er trods alt en vis forskel på om de bliver solgt til aviser og tidsskrifter eller de hænger på væggen derhjemme.

10.
Han gik rundt med en trøje på hovedet. Behøver jeg sige mere?

På min færden rundt i Makatis gader stødte jeg for nylig på dette glimrende reklamefremstød:

CIMG0489

Genialt koncept! Nu kan du få leveret dit kommende hjerteslag lige til døren, UDEN at du behøver forlade din lejlighed!

Jeg ved ikke om McDelivery eksisterer andre steder – det ville næsten overraske mig hvis det ikke var en amerikansk ide – men er det muligt at Filippinerne her har overgået USA?