Archive for the ‘Vrøvl’ Category

Jeg ender jo nok alligevel i Klub 27

Posted: 23. september 2010 in Brok, Vrøvl

For et stykke tid siden bad en pige mig fortælle om et af mine mål i livet, og jeg må indrømme at emnet har rumsteret i mit hoved siden. For hvad er egentlig mine mål i livet? Hvad vil jeg gerne opnå?

Guderne skal vide at jeg er den første til at fare fordømmende ud hvis andre mennesker ikke har ambitioner og mål i livet – hvordan i alverden kan det så være jeg ikke selv har 100 % styr på den slags i forhold til mit eget liv?

Spørgsmålet efterlod mig mundlam i adskillige sekunder hvor diverse mere eller mindre realistiske fremtidsscenarier fløj rundt i hovedet på mig. Jeg måtte vælge et jo. Et godt et.

På trods af at jeg bestemt mener jeg har ambitioner med mit liv, så har jeg altid haft det temmelig ambivalent med den slags. At skulle have en mental liste med nogle faste, definerende mål man vil nå inden man skal herfra, minder mig bare lidt om de der lister over ‘ting man skal nå inden man fylder 30’. For det første slutter livet ikke der. Faktisk skulle man helst være under halvvejs. Og hvis man ellers bevarer noget af barndommens glæde og naivitet og udskyder alderdommens uundgåelige, altgennemtrængende bitterhed lidt endnu, skal man sgu nok blive ved med at have det sjovt og gøre lige præcis det man har lyst til og finder underholdende.

For det andet, selve målene på de lister, ikk’? De er altså ret tåbelige.

At se solnedgangen fra Kilimanjaro, at fare vild i New York, at køre på hundeslæde over grønlandsisen, at trekke i Himalaya, at køre tværs over USA på motorcykel, at tage på Safari i Kalahari-ørkenen, at deltage i karnevallet i Rio de Janeiro, og så videre, og så videre…

That’s a whole lot of travelling. Med tanke på at jeg selvfølgelig har gjort som vores kære regering har befalet og brugt min ungdom på at tage en længere videregående uddannelse, bliver det sgu nok lidt svært at have råd til alt det pis inden jeg fylder 30.

Så er der alle de ting på listen som man kan opnå herhjemme.

Springe i faldskærm – Nej tak, jeg foretrækker den levende version af mig.

Få en tatovering – Nej tak, behøver ikke kunst på min krop. Men tramp stamps på andre er helt okay.

Løbe et maraton – Jeg har sagt hvad jeg mener om at svede, ikke?

Gennemføre en uddannelse – Check!

Blaffe fra den ene ende af landet til den anden – Den slags får man sprættet maven op af, trust me.

Få børn – Holy mothercunt, er I sindssyge!?

Jeg har svært ved at se hvordan det at jeg f.eks. får en tatovering på nogen måde skulle berige mit liv eller gøre mig til en mere fuldkommen person. Tror nok liiige vi kunne finde et par stykker der, på trods af at være udsmykket med endog mange tatoveringer, er en anelse afstumpede. Bare et bud.

Mine mål i livet er langt mere uhåndgribelige end dette. De ovennævnte oplevelser er til at tage at føle på; man kunne planlægge at gennemføre hver eneste af dem i dag hvis det skulle være. Og det er netop mit problem. Mine mål i livet er ikke planlagt på forhånd. Og skal ikke planlægges.

Jeg forsøger (som regel) altid at være den bedste jeg kan være. Jeg forsøger at stå ved det jeg siger. Jeg forsøger at leve op til mine egne principper om den rigtige måde at leve livet på. Jeg forsøger at være den person jeg gerne vil være og opfattes som, og hvis jeg støder på noget ved min personlighed der ikke stemmer overens med dette selvbillede, så ændrer jeg på det.

Faktisk kan det opsummeres således: Når jeg en (skønne) dag bliver lagt i graven, så håber jeg at sådan som alle mine venner og bekendte husker mig, det billede af mig de har, svarer til min egen selvopfattelse og den person jeg gerne vil være. For i så fald har jeg levet rigtigt. Og det er noget jeg kan arbejde på hver eneste dag af mit liv. Det behøver jeg ikke en tåbelig liste med latterlige mål jeg kan krydse af, til.

I øvrigt var mit svar: “Jeg vil kun giftes én gang.” Jeg ved godt det er mere realistisk at jeg bliver indsat som overhoved for den katolske kirke, men det var jo for fanden et mislykket forsøg på at være romantisk.

Reklamer

Hej matematik(er)

Posted: 16. juni 2010 in Kongeråd, Piger..., Videnskab, Vrøvl

Jeg har nævnt det før, og det tåler bestemt gentagelse (I lytter jo for helvede ikke): Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbeligste vis får indskudt ordene ‘min kæreste’, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig?

I gymnasiet havde jeg en kammerat der med en overbevisende ukuelighed fastholdt: “Jeg snakker kun med piger der gider knalde.” Det er et særdeles fornuftigt udgangspunkt (jeg valgte selv en anden strategi, men den vender vi tilbage til), og hvis man følger dette princip, giver det jo ikke megen mening at spilde tid på en der har en kæreste…

Mange år og personlige erfaringer rigere kan jeg så konstatere at dette ikke er en universel regel. Om jeg ville rode mig ud i et seksuelt (og naturligvis flygtigt) forhold med en der allerede er optaget, afhænger nemlig udelukkende af facittet på en formel som jeg har lavet der inkluderer hendes hotness og min liderlighed, ganget med min promille på det givne tidspunkt.

Jeg kan prøve at illustrere det. Hvis Y-aksen er min liderlighed, og X-aksen indikerer hendes lækkerhed, så ser det i et koordinatsystem således ud:

Den røde linie repræsenterer mit liderligheds/fuldskabs-indeks. Som man kan se er det på et ret konstant niveau, hvilket kun kan overraske hvis man ikke kender mig, sådan rigtigt

Nu undrer visse læsere sig sikkert over at min X-akse går fra hotte Jennifer til labre Emmanuelle, men der hører en ganske simpel forklaring til. Det er simpelthen kun kvinder i den kaliber og klasse jeg scorer. You gotta have standards, som jeg altid siger.

Selvsamme gruppe af læsere er sandsynligvis yderst imponerede over mine evner som charlatan, men tilsvarende uimponerede over mine matematiske evner, og det er kun forståeligt da de med al tydelighed selv er matematikere og utvivlsomt ler hånligt af min (ellers smarte) figur mens de mæsker sig i cola og chips og World of Warcraft. Til dem kan jeg kun gentage hvad en kammerat for kort tid siden sagde vedrørende matematiske studerendes mindre seksuelle erfaring i forhold til sproglige:

“De sad jo i rundkredse og snakkede om matematiske love, solsystemer og sådan noget i rene drengegrupper, mens vi andre væltede os i damer, der udgjorde 75% af klassens indhold.”

Word.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed at jeg ikke scorede meget i gymnasietiden. Jeg valgte nemlig (som altid) den suverænt bedste taktik i forhold til opgaven. Jeg studerede damerne. Blev venner med dem, lærte dem at kende, blev fortrolig med deres væsen og alle dets finurligheder, satte mig ind i deres utallige hemmeligheder og hver en afkrog af deres sind. Jeg aflurede dem. Lærte at læse dem.

Valget af denne strategi forvirrer med al sandsynlighed den mindre begavede læser (og matematikerne igen), men bare rolig, nu skal jeg forklare det for jer. Det skyldes at jeg allerede på daværende tidspunkt var langt forud for min egen tid med hensyn til damerne. Jeg vidste nemlig godt at de færreste gymnasiepiger gider knalde; med mindre man selvfølgelig indleder et “seriøst” forhold til dem – men jeg var jo ikke dum.

Ved at blive fortrolig med kvindevæsenet i mine teenageår forberedte jeg mig på en dag at kunne udnytte denne uvurderlige viden på natklubber, barer, diskoteker, værtshuse, cafeer, pubs, i supermarkeder, klasselokaler, venteværelser, fitnesscentre (yeah right), til konferencer, familiefest, konfirmationer, jobsamtaler og ved tilfældige møder på gaden – kort sagt, alle steder hvor det andet køn befinder sig.

Sandheden er jo at når først man har forladt teenageårenes fordummende tåge og hæmmede mentale kapacitet og træder ind i de voksnes gloværdige rækker, spreder pigerne velvilligt ben bare man kan et par søde gloser og forstår at underspille sin drengede charme og bad guy-attitude, samtidigt med at man skjuler den efterhånden berygtede playboy-status. Men det er selvfølgelig svært når man ikke ejer skyggen af selvværd, kvindens kønsdele er lige så uudforsket et område som dværgplaneten Plutos atmosfære og det mest interessante samtaleemne man kan komme i tanke om, er principperne bag Newtons love.

Skulle der blandt mine læsere findes en skare af mandlige matematiske studerende, har I således lige modtaget det bedste råd nogensinde, men jeg formoder ærlig talt at I enten var for tungnemme eller for travlt optaget med trolde og dværge til at fange den.

Og nej, for at være ærlig så regner jeg egentlig ikke rigtigt med at jeg har matematiske læsere (det har noget med lix-tallet at gøre. Slå det op).

Til eventuelle resterende kvindelige læsere: Det er jo bare for sjov. Mest. You know I love ya.

Hukommelse er en sjov størrelse. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for to dage siden (udover min obligatoriske madpakke med fire klapsammen’er med rugbrød, noget frugt, muligvis et stykke kage, ofte en plade chokolade og indimellem en is ovre fra kantinen), men jeg kan huske bittesmå mikroskopiske detaljer af oplevelser jeg havde for år tilbage. Oplevelser hvor jeg har lavet sproglige fejl, vel at mærke.

For et par år siden sad jeg på et kollegieværelse ovre i Edinburgh i herligt selskab med mennesker fra forskellige dele af verden og nød livet. Snakken gik, øllet flød, og hvis jeg kender den tids Kong Finland ret, var der nok også noget whisky indblandet. Those were the days. Jeg skulle fortælle en eller anden historie (kan ikke huske hvilken, men det var garanteret pisse god), og under fortællingen udtalte jeg ordet ‘feisty’ forkert, så det i stedet lød som ‘feces’. Til stor moro for alle de andre. Jeg husker tydeligt den øredøvende latter, hende den mørkhåredes ydmygende blik, og den følelse af skam, afmagt og at være til grin der fulgte med. Min sproglige stolthed var uopretteligt såret.

Engang for få år tilbage sagde en veninde ‘loudspeaker’, og der var det mig der stod for den hånlige latter, fordi jeg mente det bare hed ‘speaker’. Faktisk var vi to der grinede, men det er sagen uvedkommende. Vi tog fejl. Og blev udstillet. Og det gjorde ondt.

Der var også engang for ikke så længe siden hvor jeg klogede mig (igen) på sådan et åndssvagt internet-medie og skrev ‘sviger’ i stedet for ‘svier’. Og blev irettesat af en herre der er betydeligt skarpere end jeg. Det sved.

Faktisk var der også situation hvor jeg ikke engang nåede at sige noget forkert, men kun tænkte det. I en engelsktime i gymnasiet. Hvor jeg havde hånden oppe fordi jeg i hvert fald godt vidste hvordan ‘fatigue’ skulle udtales. Det vidste jeg så ikke, skulle det vise sig da min sidemand blev taget og udtalte ordet korrekt. Ikke sådan som jeg troede det skulle udtales. Og på trods af at ingen vidste noget om min fejl, så gjorde det ondt. Og selvværdet led et knæk.

Og det hele begyndte med én enkelt hændelse, som jeg egentlig vil frem til med indlægget her:

Jeg husker med næsten pinlig tydelighed en episode i gymnasiet hvor jeg læste op fra en engelsk tekst og udtalte ordet ‘adult’ med tryk på første stavelse. Læreren rettede mig; hun mente det skulle udtales med tryk på sidste stavelse. Nuvel, jeg gjorde som hun sagde, men undrede mig da jeg bestemt mente at jeg før havde hørt det udtalt som jeg gjorde. Jeg havde blot ingen beviser (vi snakker begyndelsen af det 21. århundrede her, dvs. inden den bærbare gjorde sit indtog i landets gymnasielokaler). Først mange år senere da Merriam-Webster forbedrede internettet betydeligt med deres lydordbog, fandt jeg svaret jeg søgte: Man kan godt udtale det ‘adult’! Fik du fat i den, din inkompetente narhat af en undskyldning for en engelsklærer der kun (fucking kun) tog et kursus i engelsk hvorefter du blev sat til at undervise en sproglig gymnasieklasse i sproget? Man kan godt sige ˈædʌlt! Tak fordi du ydmygede mig foran 20 klassekammerater. Tak fordi du på kun to år formåede at tage næsten al lysten til sproget ud af mig. Tak fordi du gav mig traumer der i adskillige år har givet mig koldsved, fået mig til at stamme, falde over ordene og ryste af nervøsitet og frygt for at lave en fejl når jeg skulle tale engelsk, blot fordi du, din nøgendansende hippie-fisse, ikke fattede sproget.

Du behøver ikke sige undskyld… Men det ville fanme være på sin plads.

TAK! Nej, det gør jeg fanme ikke, og det er der en grund til.

Jeg har ikke længere tal på hvor mange gange folk er blevet overrasket over forskellige aspekter af min (såkaldte) personlighed som de ikke kendte til, f.eks. mine meninger, den sportsgren jeg dyrker, eller, i særdeleshed, det musik jeg hører. For nu at sige det mildt: jeg har en meget bred musiksmag. Den spænder fra finsk melodisk dødsmetal i den ene ende over hård rock, punk, indie, rap, elektronisk, country til pop og singer-songwriters i den anden, og det er vel efterhånden ret få genrer jeg kan sige at jeg overhovedet ikke bryder mig om (dog kvæler jeg dig hvis du får den syge ide at sætte opera på mens jeg er der).

Navnlig metal har altid stået mit hjerte nær, og mange mennesker har åbenbart nogle ret stærke meninger om hvordan man skal se ud når man lytter til metal, og på den baggrund må jeg altså skuffe: jeg har hverken langt hår, tatoveringer eller piercinger (til gengæld har jeg personlighedsspaltning og paranoia, men dækker over det ved at fake en multifacetteret personlighed og følsomhed). Faktisk ligner jeg derimod en helt normal fyr (vil jeg gerne bilde mig selv ind i hvert fald), og det er ikke tilfældigt. Sandheden er at der, ligesom ved (næsten) alt andet jeg foretager mig, ligger et rationale bag, og jeg kan ganske kort opridse det for jer.

Årsag nummer 1:
Jeg hader at blive klassificeret. Jeg er udmærket klar over at det er en helt naturlig og uundgåelig del af menneskets måde at opfatte verden på, men jeg hader altså bare at blive smidt i en bestemt kategori på baggrund af mit udseende. Og især hvis de andre medlemmer af samme kategori er en flok kontanthjælpsmodtagende amøber der ikke ved hvad de vil med deres liv, og som jeg ikke føler det store tilhørsforhold til.

Årsag nummer 2:
Jeg elsker at provokere, og af en eller anden grund fungerer det bare bedst for mig hvis jeg ser mere eller mindre neutral ud. Så er chokket større når jeg voldspyr min kroniske weltschmerz og det konstant ulmende raserianfald ud over intetanende mennesker der ikke ved hvordan de skal reagere. De måbende ansigtsudtryk der følger efter, er intet mindre end priceless.

Årsag nummer 3:
Vi er nogle der er dameglade jo, og lur mig om ikke den slags går bedre når man ser nogenlunde normal ud.

Du kan jo spørge sig selv hvem af disse mænd DU højst sandsynligt ville gå hjem med (og jo, du ved det også godt selvom du er en fyr):

Denne flotte og relativt anonymt udseende heavy-gut?

Charmøren her?

Eller denne velklædte fyr med det frække glimt i øjet og det selvsikre smil?

Jeg har ret, ikk’?

Det der egentlig irriterer mig, er at mange mennesker tilsyneladende mener at man bør se ud på en bestemt måde alt efter ens hobbyer, politiske ståsted eller musiksmag, og det kan jeg altså bare ikke være med på. Beklager men så endimensionel vil jeg ikke være. På samme måde som jeg varierer musikken jeg lytter til (og det er faktisk ret vigtigt for mig), kan jeg godt lide at variere mit udseende: den ene dag tropper jeg måske op i en blazer eller en pæn skjorte og den næste har jeg en hættetrøje på. Eller en plettet undertrøje der engang var hvid, hvis jeg skal ud og charmere pigebørnene.

I bund og grund vil jeg vel bare ikke have at jeg er nem at klassificere. Min gode kammerat som jeg spiller basketball med, siger det nok allerbedst når vi snakker om alle de af vores holdkammerater der render rundt med gangsta bling-bling, cappen på skrå og hængerøvsbukser og tydeligvis mener at de hører hjemme i det inderste Harlem: “Det er en sportsgren vi dyrker, for helvede, ikke en livsstil!”

Jeg er slående enig. Og inden nogen nævner det – ja, jeg er dobbeltmoralsk. Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Jeg får lyst til at lire dette filmcitat af – så det gør jeg:

“I’m like my mother, I stereotype. It’s faster.”

Bitterpedia

Posted: 17. januar 2010 in Dæå, Vrøvl

Jeg sad lige og læste om kulturchok på Wikipedia (don’t ask) og stødte på en brilliant sætning midt i forklaringen om hvorledes alting i den første fase i en ny kultur føles nyt og spændende:

“Like many honeymoons this stage eventually ends”

Er det muligt ikke at elske når den slags bitterhed sniger sig ind i en ellers neutral og objektiv tekst? Jeg håber lidt at jeg kan få lignende statements lusket ind i min eksamensopgave. Det kan da kun trække op.

“However, Phelps et al. (2003) propose a theoretical framework which seeks to elucidate the aggregated processes that influence the outcome of life, i.e. the painful tribulations we go through for some 50 years until cardiac arrest saves us from suffering more indignities, but the model was not accepted in academic circles as it, according to Smith & Cohen (2005: 88), fails to recognise the severity of the hardships that constitute an ordinary human life – which is, by definition, a bitch.”

Stik mig så det 12-tal! Gimme, gimme, gimme!

Asocialt kontor

Posted: 27. november 2009 in Dæå, Filippinerne, Vrøvl

Det ærgerlige ved at arbejde på et kontor hvor folk ikke snakker til hinanden, er naturligvis at der intet socialt liv er. De to filipinaer der er placeret over for mig, er simpelthen så reserverede at det er helt uhyggeligt! De tør jo nærmest ikke at snakke til en overhovedet, og spørger man om de vil med ud at spise i frokostpausen (helt uskyldigt, for helvede, styr dig), er de lige ved at blive blå i hovedet af frustration over at skulle finde på latterlige undskyldninger der kan fratage dem for at deltage i det skrækkelige scenarie det må være at spise med Dickie og jeg.

Det gode ved at arbejde på et kontor hvor folk ikke snakker til hinanden, er at jeg kan fyre op for den fedeste musik og så rocke med som en anden autist på speed, mens jeg forbereder barnagtig powerpoint-præsentation til lige så barnagtig chef. Det er jo lige før jeg skriger med af mine lungers fulde kraft: “So, I’m coming hooooome…”

Men det ville sgu nok skræmme livet af de små stakkels filippinerpiger. Jeg må hellere modstå fristelsen… Lidt endnu.

Dårlig indflydelse

Posted: 23. november 2009 in Dæå, Filippinerne, Vrøvl

“So, where are you from?” “Denmark.” Et par sekunders stilhed følger. Længe nok til at jeg kan regne ud han tænker over hvor Danmark er, og hvordan han kan imponere mig med sin brede geografiske viden.

“In the US?”

Dog ikke. Danmark i Skandinavien, i Europa. Du ved, verdens ældste kongerige, vikinger, Mohammed-tegninger og en medopfinder af atombomben… Selvom vi ikke er ret mange, har vi det med at fucke jer andre op fra tid til anden. Prøv at læse en bog en dag.

Nå ja, hvad kan man forvente. Filippinerne bruger trods alt det amerikanske curriculum… Bum bum.

(Og hvis der er nogen der overvejer at påpege der findes et ‘Denmark’ i staterne, så lad venligst være. Jeg har set Biker Jens i USA.)