Archive for the ‘True story’ Category

Det er nok gået op for de fleste at jeg godt kan lide at tage pis på folk, og da det jo som bekendt for nylig var den 1. april, skulle der selvfølgelig ske et eller andet. Jeg aftalte på dagen med en veninde at vi som aprilsnar skulle offentliggøre vores “forhold” på Facebook, og det blev en forrygende succes.

På min profil var der ikke mange der faldt for den, og kommentarer som “yeah right – aprilsnar” dukkede hurtigt op (hvad han i øvrigt mente med det, ved jeg virkelig ikke). Heller ikke på venindens profil var der den store reaktion til at starte med, udover en masse ligegyldige lykønskningskommentarer (on second thought, det må jo betyde de syntes jeg var et catch. Devious scheme initiated).

Dagen efter slog jeg efter aftale op med hende igen, med en kommentar om at jeg ikke var klar til et forhold, at hun vist havde misforstået det her og, klicheen over dem alle, at det ikke var hende, men mig (note to self: den mangler jeg at få brugt irl). Det postede jeg selvfølgelig som kommentar til vores nye forhold, så alle kunne se det, og endte derefter vores relationship. Og så skete der minsandten noget!

Kort tid efter postede en af hendes venner denne overraskende venlige kommentar:

“HEINE HOP UD FRA AALBORG-TÅRNET, SPADE!”

Jeg kunne naturligvis ikke dy mig, så jeg svarede (en anelse kækt):

“Hej ******! Jeg har prøvet at hoppe ud fra Aalborg-tårnet nu, det var god griner. Har du andre forslag til ‘must see’-oplevelser her i byen?”

Maddingen virkede, med denne kommentar til følge (dette er en ordret gengivelse, bortset fra venindens navn):

“ja en tur i havnen skulle også være underholdene,bagefter kunne du jo smutte ind omkring sughuset og lade dem undersøge dig for evt. manglede forbindelse mellem hjerne-mund-finger. du er sku da et kæmpe fjols at du skriver sådan noget på facebook og som **** siger, så alle kan se det.
men det siger jo lidt om din intelligens”

Jeg ville egentlig have svinet ham til, men jeg nænnede det simpelthen ikke. Det er jo sødt når en voksen mand hverken ejer staveevner eller humoristisk sans for fem flade ører og samtidig tror at jeg bruger munden til at skrive på computeren med. Noget siger mig at han heller ikke bruger alle tre nævnte kropsdele, men jeg tror dog ikke at det er de samme to vi bruger.

Faktisk havde jeg glemt episoden igen, men så kom jeg en dag i tanke om at jeg da egentlig havde en blog et eller andet sted, og der kunne jeg ligeså godt smide historien op. Jeg beklager fraværet – det er ikke fordi der ikke sker noget i mit liv pt., jeg er bare som regel for fuld til at huske noget om det. Det ændrer sig nok ikke foreløbigt, men jeg lover at når jeg er ædru og i stand til det (= husker det), skal jeg nok prøve at skrive noget her igen. Det er dog svært at brokke sig når man er lykkeligt beruset hele tiden – men jeg skal se på det.

Reklamer

… Sagde min far altid og knappede en bajer mere op. Og nok er jeg oftest enig i min kære faders visdomsord – f.eks. når han i et forsøg på at lukke kæften på min grammofonpladesnakkende mor hårdnakket fastholder at “hvis man ikke har noget fornuftigt at sige, skal man slet ikke sige noget” – men denne kliche af en gang ordgylle skurrer altså en anelse i mine ører nu da jeg har tænkt nærmere over den.

Jeg er dog enig langt hen af vejen. Jeg vil vove at påstå at jeg kan finde et potentielt positivt aspekt ved selv de mest forfærdelige historier:

Hvis psykopatfjæs blæser knoppen af sit afkom, og den slags hører man jo altså desværre om alt for ofte i nyhederne, så kan man jo argumentere for at de er blevet reddet fra en voldelig opvækst med en tyrannisk far, hvilket sandsynligvis ville lægge kimen til deres kriminelle løbebane som i sidste ende ville gå ud over endnu flere mennesker – med hvem ved hvor mange dødsfald til følge. Jeg siger ikke det er det bedste alternativ… Men det er jo ikke så skidt at det ikke er godt for noget.

Hvis en pige får tæv af sin kæreste, så kan man jo håbe at hun har fået nok af pisset og skrider fra spasseren med øjeblikkelig virkning. Dermed har hun på længere sigt skabt muligheden for at forbedre sit liv (og ikke mindst valg af kæreste) væsentligt. Og det er jo bestemt godt for noget.

Catch my drift?

Masseudryddelser, siger du? Så er der da mere plads til os andre! Folkedrab? Jamen, hvis det lykkes at udrydde fjenden, er krigen vel forbi. Naturkatastrofer så? Dem kan vi lære noget af i forebyggelsens tegn, så vi bliver bedre til at forberede os på dem og mindske katastrofens omfang.

Hvor meget det end piner mig at indrømme det, så er der temmelig sikkert også et eller andet sted, skjult bag stupiditetens åndsfraværende ansigt, et positivt aspekt ved Paradise Hotel-fænomenet… For personer hvis liv er indholds- og meningsløse, er det da fabelagtigt at de alle ugens hverdage kan følge med i andre ligeså ligegyldige menneskers intetsigende liv. You go, girl!

Men er der nogen der gider forklare mig (hvis der er, så gør det langsomt) hvorledes kombinationen af komplet mangel på motivation til at skrive speciale, ikke-eksisterende rygrad og et altid tilgængelig internet er godt for noget som helst?

(Dette er absolut alt hvad jeg har lavet i dag efter seks timer på kontoret… Need I say more?)

Som tidligere nævnt fik en af mine bekendte sig en kæreste for ikke så længe siden, og forholdet blev naturligvis offentliggjort på Fjæsen, sådan som reglerne nu engang foreskriver. Ivrigt tjekkede jeg den nye dame ud, og min gode kammerat, Verdens Mest Bitre Mand, der tilfældigvis var på besøg den dag, kunne godt høre at jeg morede mig en del over det og spurgte hvad der var los. Jeg forklarede ham situationen; en bekendt havde fået en kæreste som jeg skulle tjekke ud. Han spurgte køligt om hun var lækker, hvortil jeg svarede: “Næh, ikke rigtigt.” Der gik et par sekunder hvor Verdens Mest Bitre Mand tænkte sig om, og så sagde han, med en sær tone der godt kunne lyde som skuffelse, i stemmen: “I det mindste har han en fast en at kneppe så.”

SÅ meget bitterhed og ufortyndet livslede komprimeret i én sætning – det er simpelthen fantastisk! Jeg skraldgrinede og begyndte med det samme at nedfælde citatet. Han kunne godt se hvad klokken var slået og gik straks i forsvarsposition: “Hallo, man skal da se det positive i det!”

Jeg er helt enig, min ven. Det er jeg bare ikke sikker på du gør.

En person med en mere positiv tilgang til livet ville måske have sagt noget i stil med: “nåmmen, så er hun nok sød,” men det var ikke helt den vinkel Verdens Mest Bitre Mand valgte. Det ville sgu nok også have skræmt mig en smule.

Han går i øvrigt og sms’er med en pige for tiden, og jeg følger selvfølgelig intenst med fra sidelinien da den slags ikke er hverdagskost. Som den gode ven jeg nu engang er og altid har været, forsøger jeg endda at dele ud af mine mange års erfaring ud i kunstarten at score via sms – men det er som om han ikke rigtigt tager rådene til sig. Derfor, kære læser, søger jeg nu dit råd: Hvordan får jeg ham til at følge sms-champens anbefalinger her?

Nok påstod jeg at jeg skulle til at finde nye venner, men hvis han bliver ved med at ryste den slags citater ud af ærmet, tror jeg da nærmere jeg skal til at hænge mere ud med ham. Næste gang vil jeg prøve bare at stirre på ham og vente på han kommer med nogle guldkorn – det vil helt sikkert pisse ham af, og så er han nemlig i sit es!

I mit forrige indlæg indskød jeg en kort bemærkning om at jeg burde tænde for tv’et hvis jeg manglede noget at brokke mig over. Og det kom jeg så, dum som jeg er, til i dag.

Da hørte jeg – jeg stod nemlig i køkkenet og kunne derfor ikke se tv’et – en mildest talt vanvittig reklame for Fitness DK hvor en fyr siger et eller andet vrøvl om at det er sindssygt irriterende konstant at blive tjekket ud af piger. Den latterlige påstand kan jeg så afkræfte med det samme, og det vil man også vide hvis man nogensinde har prøvet det: Det er nemlig både knæhøj karse og bred ymer at blive tjekket ud af piger – ren benzin på selvtillidsbålet.

Jeg ved ikke hvem den idiotiske reklame siger mest om – dem der kommer i fitnesscentre eller de ansatte i Fitness DK’s marketingsafdeling? Muligvis er det endda ét og samme segment? Og dog, jeg mener trods alt at et job i markedsføringsbranchen fordrer en eller anden form for uddannelse.

Det er da meget muligt at førstnævnte segment er “lækre” – det kommer vel an på øjnene der ser – men det er fanme indiskutabelt at de ikke aner en skid om hvorvidt de bliver tjekket ud eller ej. Når pigerne smiler, fætter pumpejern, er det fordi de på din karseklippede rockerfrisure, din solariebrune (og dermed kræftcellespirende) hud flot prydet med tribal-tatoveringer, de overdimensionerede steroide-arme og ikke mindst det altid medfølgende vilde hulemandsblik i øjnene godt ved hvor stor din sjover er, og derfor ikke kan skjule et lille fnis. And can you blame them? Det er immervæk lidt morsomt.

Desuden ved alle med bare en smule kvindetække at det satans hunkøn er os langt overlegne når det gælder tjekke ud uden at blive opdaget. Så hvis der rent faktisk var nogen der tjekkede dig ud, din tungnemme jerngøgler, ville du slet ikke opdage det. Case dismissed. Tilbage til samlebåndet med dig.

Marketingfolkene bag lidt for lækker-reklamen er ikke meget bedre stillet, omend de trods alt må forventes at have lidt flere brikker at flytte rundt med. Sagen med dette uheldige segment er så bare at ingen af de kommunikationsuddannede, hornbrillebærende marketingnørder har for en femmers begreb om kvinder da de aldrig nogensinde har været i nærheden af en, sandsynligvis grundet en kombination af deres, for nu at sige det mildt, mindre heldige udseende og generelle fremtoning, den på ethvert hunkønsvæsen totalt spildte Star Wars-humor og den altoverskyggende svedperlefremkaldende panikangst for piger der sidder dybt i dem alle. Lost cases, the lot of them. I kan vist ikke rigtigt udtale jer om det er ‘sindssygt irriterende’ at blive tjekket ud af piger, kan I vel? Tak.

Jeg ved ikke hvem de forestiller sig reklamen er rettet mod? Deres egne pigeforskrækkede taberkumpaner? Dem der brænder kalorier (og hjerneceller) af dernede allerede? Uanset hvad, så er den i dén grad fejlslagen og kommer ikke til at rokke en tøddel ved nogens holdning til Fitness DK. Overhovedet.

De skulle have satset på det der stripfitness. Dét kan man sgu da forstå hvad skal bruges til!

Den skarpe læser (ikke at jeg rigtigt regner med jeg har den slags) vil have bemærket at jeg ikke har brokket mig så meget på det sidste. Dette skyldes dog ikke at jeg ikke er arrig; jeg er blot ikke stødt på noget der fortjente at blive syrebadet i galde og modtage de skriftlige tæv som jeg holder så meget af at uddele. Det har stået så skidt til at jeg er begyndt at konversere med andre mennesker i håbet om at nogle af dem ville bidrage med et emne der fik det til at krible i fingrene igen, og, alas, man skal passe på hvad man ønsker sig… (Jeg kunne nok også bare have tændt for fjerneren, men der er dog grænser for hvad jeg vil udsætte mig selv for).

Her gik man frejdigt og troede man var et af klodens mest bitre mennesker, men jeg har på det seneste fået et helt nyt syn på den sag.

For nylig sagde min kammerat, som nu absolut må gå under titlen ‘Verdens Mest Bitre Mand’, under en diskussion om voldtægt (længere historie): “Det kunne da være meget fedt at prøve engang.”

Jeg var flad af grin og kunne ikke høre de forskellige undskyldninger og forklaringer han febrilsk forsøgte sig med bagefter, men bedømt på de usædvanligt røde ører han hurtigt fik, tror jeg ikke helt han var tilfreds med måden han fik formuleret det på. Slet ikke da jeg bedyrede at det ville ryge på bloggen hurtigst muligt.

Ret skal være ret; han mente selvfølgelig ikke at han gerne ville prøve at voldtage nogen, men diskussionen gik på at det er normalt, omend en smule tabu, at kvinder fantaserer om at blive voldtaget (rollespil, anyone?), mens en fyr der proklamerer at han fantaserer om at voldtage, omgående vil blive udråbt som psykopat. Og spærret inde. Med liderlige rockere.

Det er vel et eller andet sted ikke helt fair, men måske er det bare mig. I øvrigt fik Verdens Mest Bitre Mand også lige smidt ind i samtalen at hvis han skulle voldtage nogen, ville han vælge en over 15 – så ville man jo kun blive straffet for én forbrydelse! Det er svært at argumentere imod, men hvordan han i praksis ville sikre dette, meldte historien desværre intet om (jeg ved egentlig heller ikke om jeg vil vide det). Det er umiddelbart ikke noget jeg har gjort mig de store tanker om tidligere, men det virker i hvert fald smartere end at gå i den modsatte grøft og voldtage en pensionist… Og dog! Jeg formoder at voldtægtsforbrydere godt ved at det er noget skidt de er ude i, og så er det måske en rest af menneskelighed der gør at nogle af dem vælger at smadre de få resterende år af en gammel dames liv, frem for at ødelægge hele livet for en pige på 19.

Jeg skal i øvrigt SÅ meget finde nye venner…

Nok om voldtægt, og tilbage til det med bitterheden. For ikke så længe siden fik han nemlig sendt gevaldige svinere afsted mod Ole Henriksen – I ved, ham creme-bøssen fra Nibe. Og der, må jeg indrømme, står jeg altså af. Jeg kender ikke Ole-drengen, men han virker som det mest venlige, sympatiske og positive menneske der overhovedet findes på denne klode. Og det tager jeg altså hatten af for. Jeg ved godt at man grundet indholdet på denne blog kunne foranlediges til at tro at jeg går rundt og er mavesur dagen lang – og det er, heldigvis, ikke langt fra sandheden – men hvad pøblen muligvis ikke ved, er at jeg griner indvendigt stort set hele dagen. Af andre mennesker, forstås.

Beklager, men selvom jeg sikkert burde, kan jeg altså ikke hade Ole Henriksen, det mest livsglade menneske i verden. Jeg er nærmere en smule misundelig på hans ukuelige optimisme og evigt positive livssyn.

Jeg må vige pladsen; jeg er tydeligvis slet ikke lige så bitter som Verdens Mest Bitre Mand. Og det er vist også okay. Det siger sig selv at jeg er begyndt at se min kammerat i et nyt og ret interessant lys efter han har åbnet op for bitterhedsgodteposen (og voldtægtstankerne).

Og så undrer han sig over at damerne holder sig væk…

Jeg gør det aldrig igen!

Posted: 25. februar 2010 in Brok, Træls, True story

I en tid hvor der ellers ikke er meget at udspy sin livsgalde over, er det herligt at man ved at forlade sin lejlighed i mindre end en halv time kan opbygge så meget had til livet og andre mennesker at man seriøst overvejer hvilken selvmordsmetode der er hurtigst og mindst smertefuld. Forslag modtages gerne.

Det er vist sket før at jeg har udgydt min vrede over ældre mennesker og deres ufattelig enerverende væremåde, og her til formiddag blev den vækket på ny. Jeg skulle jo bare ned på biblioteket og hente nogle fucking bøger og inden jeg får set mig om, er jeg omgivet af sociale tabere eller gamle senildemente bedstemødre på tilbudsjagt på alle sider i en sådan grad at jeg ville ønske jeg var iklædt mellemøstligt-producerede selvmordsbomber fra top til tå (“Hov hov, Finland, nu kom du til at skrive noget der både er diskriminerende og racistisk,” siger socialisten der har forvildet sig ind på min side måske, men nej, jeg kan forsikre dig om at jeg ikke er kommet til noget som helst).

Da jeg kommer ned til biblioteket, er der sat afskærmning op på grund af fare for nedfaldende sne så man ikke kan komme ind i bygningen, og samtidigt opdager jeg at biblioteket slet ikke er åbent endnu da kommunalt ansatte naturligvis ikke kan forventes at stå op på samme tidspunkt som normale mennesker. Jeg begynder at få tics ved mit højre øje, men får kontrol over vreden ved først at tænke på at jeg kan udnytte tiden med en tur i Fakta, og dernæst ved at forestille mig det sørgelige liv som offentligt ansatte utvivlsomt slæber sig igennem – hvilket øjeblikkeligt får smilet frem hos mig (anger management for the win!).

Det skulle dog vise sig at være en stakket frist, for da jeg kommer til kassen i Fakta står Gravballemandens kone og mumler og stammer fordi hun ikke magtede at tage de tre rigtige pakker kød der var tilbud på, og nu ikke fatter det den hårdt prøvede kassedame forgæves forsøger at forklare hende. Det er også svært når der findes flere slags hakket kød, kan jeg godt se. Derudover mistænker jeg oldtidslevnet for bevidst at forsøge at irritere kassedamen ved at skulle have sine varer delt op i to bunker der skal betales hver for sig (et fænomen jeg i øvrigt aldrig har fattet – så svært er det vel for helvede heller ikke at regne ud hvor meget man skylder hinanden bagefter!?), og det er efterhånden tydeligt for alle andre end det degenererede mosefund at køen er ved at blive urimeligt lang på grund af hendes inkompetence og ævlen og kævlen om forskelligt kød. Jeg har lyst til at bede dem åbne en kasse til, men føler mig ikke gammel og bitter nok (haha) til at stille den slags autoritære krav.

Jeg er nu rødglødende. Jeg overvejer på et tidspunkt hvad de gældende regler for aktiv dødshjælp er – og var jeg mere inde i reglerne, havde jeg muligvis benyttet mig af det – men jeg mener alligevel det var bedst ikke at løbe risikoen. Først senere kommer jeg i tanke om at dr. Kevorkian da vist aldrig kom ind at sidde og fortryder inderligt at jeg ikke stoppede de tre pakker kød ned i halsen på hønissen. Nå, den tid, den sorg. Med det held som jeg vader i for tiden, får jeg vel lov at passere hende når hun om et par dage skvatter i sneen på sine skæve stankelben og ligger hjælpeløst på gaden og trygler mig om at hjælpe hende op inden forfrysningerne paralyserer hende for altid. Sorry, no can do. “Jeg skal lige ind og bruge tyve minutter på at købe kød først, okay bedste? Don’t move!”

Til alles held lykkes det mig at hente mine bøger og finde tilbage til min lejlighed uden at støde ind i flere imbecile tosser – ellers ville jeg ikke kunne svare for følgerne. Og så lover jeg at jeg aldrig mere forlader min lejlighed om formiddagen. Det er vist i alles interesse.

Følgende siger jeg kun én gang: hvis jeg nogensinde bliver så debildement, afliver I mig bare omgående. Mit fremtidige jeg vil uden tvivl brokke sig og nægte at lukke jer ind, men så må I lokke mig med nogle unge damer eller noget og eksekvere nakkeskuddet når jeg kommer halsende. Det vil jeg sætte pris på. Tak.

Jeg har aldrig sagt jeg var et godt menneske, lad os lige få det på plads med det samme. Jeg har sagt at jeg forsøger at være det, men det er absolut også en helt anden sag. Det vender vi tilbage til.

Da jeg var barn, syntes jeg det var ret spøjst at kigge på bryllupsbillederne i den lokale sprøjte for at se hvordan det nygifte par passede sammen sådan med hensyn til udseendet. Det stod nemlig hurtigt klart for mig at parrene i langt de fleste tilfælde passede godt sammen – hvis den ene var rigtig køn, var den anden det som regel også; hvis den ene var overvægtig, var den anden det også; og hvis den ene lignede en smadret emhætte i ansigtet, var det sædvanligvis Frankensteins brud der stolt stod ved siden af med et tandløst (men oprigtigt) smil. Jeg er den dag i dag ikke helt klar over hvorfor jeg netop fandt dette interessant, men at grine af andre mennesker har jo altid været en af mine favoritbeskæftigelser.

Der var naturligvis også de yderst sjældne men afsindigt underholdende tilfælde hvor et Gollum-lignende væsen havde formået at score langt over niveau og stod ved siden af en gudesmuk kvinde af Scarlett Johanssonske proportioner. Par af denne type ses ofte på ganske urealistisk vis fremstillet i amerikanske tv-serier i et omfang der er meget ulig virkeligheden: Doug og Carrie fra King of Queens, Jim og Cheryl i According to Jim, og der er sikkert talrige eksempler fra både serier og film som jeg bare ikke gider at finde frem lige nu. Fede, halvskaldede og på alle måder klammo mænd der har anskaffet sig en lille lækker kone.

Jeg har luret en del af konceptet; det må være noget med at give disse tabermænd et falsk håb om at de nok skal finde sig en smuk kone engang, men jeg kan sgu ikke gennemskue det omfattende lobbyarbejde der nødvendigvis må ligge bag dette gennemførte svindelnummer. Hvem betaler for det? Har fede (og rige) mænd organiseret sig og er nu ved langsomt at overtage verdensherredømmet? Jeg er ikke sikker, men jeg mener at dette omgående bør få højeste prioritet hos CIA og andre efterretningstjenester. Fuck bin Laden, han er på ingen måde en trussel mod vores samfund i forhold til det verdensomspændende bedrag som tabermændene er ved at gennemføre. Mark my words…

Nå, tilbage til det som det handler om. I disse moderne tider udfører Facebook nogenlunde den samme funktion som min gamle lokalsprøjte, og jeg er ganske overbevist om at jeg ikke er den eneste der følger med i mine (mindre) bekendtes kærlighedsliv via deres forholdsstatus. Er der i øvrigt i den forbindelse andre der har bemærket hvorledes dem der lige er blevet single, pludselig bliver utrolig aktive på Fjasbogen igen? Prøv det, det er klasse underholdning!

For nylig ændrede en af mine bekendte sin forholdsstatus – han havde fået en kæreste. Instinktivt tænkte jeg: “hvordan har han dog fået en kæreste!?” Jeg klikkede nysgerrigt på hendes navn for at se giraffen og udbrød med det samme jeg så hende: “nååårh, på dén måde!”

Og jeg forsøger altså virkelig…