Archive for the ‘Træls’ Category

Hukommelse er en sjov størrelse. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for to dage siden (udover min obligatoriske madpakke med fire klapsammen’er med rugbrød, noget frugt, muligvis et stykke kage, ofte en plade chokolade og indimellem en is ovre fra kantinen), men jeg kan huske bittesmå mikroskopiske detaljer af oplevelser jeg havde for år tilbage. Oplevelser hvor jeg har lavet sproglige fejl, vel at mærke.

For et par år siden sad jeg på et kollegieværelse ovre i Edinburgh i herligt selskab med mennesker fra forskellige dele af verden og nød livet. Snakken gik, øllet flød, og hvis jeg kender den tids Kong Finland ret, var der nok også noget whisky indblandet. Those were the days. Jeg skulle fortælle en eller anden historie (kan ikke huske hvilken, men det var garanteret pisse god), og under fortællingen udtalte jeg ordet ‘feisty’ forkert, så det i stedet lød som ‘feces’. Til stor moro for alle de andre. Jeg husker tydeligt den øredøvende latter, hende den mørkhåredes ydmygende blik, og den følelse af skam, afmagt og at være til grin der fulgte med. Min sproglige stolthed var uopretteligt såret.

Engang for få år tilbage sagde en veninde ‘loudspeaker’, og der var det mig der stod for den hånlige latter, fordi jeg mente det bare hed ‘speaker’. Faktisk var vi to der grinede, men det er sagen uvedkommende. Vi tog fejl. Og blev udstillet. Og det gjorde ondt.

Der var også engang for ikke så længe siden hvor jeg klogede mig (igen) på sådan et åndssvagt internet-medie og skrev ‘sviger’ i stedet for ‘svier’. Og blev irettesat af en herre der er betydeligt skarpere end jeg. Det sved.

Faktisk var der også situation hvor jeg ikke engang nåede at sige noget forkert, men kun tænkte det. I en engelsktime i gymnasiet. Hvor jeg havde hånden oppe fordi jeg i hvert fald godt vidste hvordan ‘fatigue’ skulle udtales. Det vidste jeg så ikke, skulle det vise sig da min sidemand blev taget og udtalte ordet korrekt. Ikke sådan som jeg troede det skulle udtales. Og på trods af at ingen vidste noget om min fejl, så gjorde det ondt. Og selvværdet led et knæk.

Og det hele begyndte med én enkelt hændelse, som jeg egentlig vil frem til med indlægget her:

Jeg husker med næsten pinlig tydelighed en episode i gymnasiet hvor jeg læste op fra en engelsk tekst og udtalte ordet ‘adult’ med tryk på første stavelse. Læreren rettede mig; hun mente det skulle udtales med tryk på sidste stavelse. Nuvel, jeg gjorde som hun sagde, men undrede mig da jeg bestemt mente at jeg før havde hørt det udtalt som jeg gjorde. Jeg havde blot ingen beviser (vi snakker begyndelsen af det 21. århundrede her, dvs. inden den bærbare gjorde sit indtog i landets gymnasielokaler). Først mange år senere da Merriam-Webster forbedrede internettet betydeligt med deres lydordbog, fandt jeg svaret jeg søgte: Man kan godt udtale det ‘adult’! Fik du fat i den, din inkompetente narhat af en undskyldning for en engelsklærer der kun (fucking kun) tog et kursus i engelsk hvorefter du blev sat til at undervise en sproglig gymnasieklasse i sproget? Man kan godt sige ˈædʌlt! Tak fordi du ydmygede mig foran 20 klassekammerater. Tak fordi du på kun to år formåede at tage næsten al lysten til sproget ud af mig. Tak fordi du gav mig traumer der i adskillige år har givet mig koldsved, fået mig til at stamme, falde over ordene og ryste af nervøsitet og frygt for at lave en fejl når jeg skulle tale engelsk, blot fordi du, din nøgendansende hippie-fisse, ikke fattede sproget.

Du behøver ikke sige undskyld… Men det ville fanme være på sin plads.

Reklamer

Toilet troubles

Posted: 24. maj 2010 in Brok, Dæå, Træls, True story

Er der nogen der kan forklare mig hvorfor der, når jeg maks. en halv time efter at have indtaget min cappuccino (jeg er stadig ikke voksen nok til at drikke kaffe sort. Luk røven, smartass, det smager af bæ) fra kantines dødsmaskine og jeg som en direkte konsekvens heraf sidder på toilettet med explosive bowels syndrome, altid er nogen der skal tage i dørhåndtaget? Er det virkelig så svært at fatte at når den lille skive under dørhåndtaget, der kan være to farver, er RØD, så betyder det ‘no go/hold dig væk/der er optaget, spasser’!?

Det er en universelt regel at man skal holde sig fra ting der er røde. Det betyder fare, jo.

Her kunne jeg sagtens berige jer med utallige eksempler fra dyreriget eller den internationale forskning, begge verdener som jeg jo er ganske velbevandret ud i, men jeg har valgt i stedet at krydre med et par eksempler fra mit eget oplevelsesmættede liv.

Rød er et faresignal, og det indikerer at man skal holde sig væk…

… Som når stort brød med en flot kokrød ansigtskulør skrigspytter “Hvad griner du af!?” ind i ens hoved fordi man ikke helt formår at skjule grineflippet da han, henvendt til ens kammerat, spørger i ramme alvor om vi gloede på hans dame. Det er et faresignal. Lay low (det er mig ubegribeligt at jeg aldrig har fået tæsk i byen).

… Som når en pige man “kender” pludselig chokerer ved at være iklædt en af de skrækkelige røde ‘Bevar Christiania’ T-shirts og andre ligeledes kommunist-inspirerede beklædningsgenstande. Det kan vel næppe undre nogen at jeg fik ændret nummer og sat ny lås i døren, hvorefter jeg indstillede enhver kontakt med den arme trunte. Der er grænser for hvad man skal finde sig i.

… Rødvin. Der behøver jeg vist ikke sige mere. Man skal holde sig langt, langt væk hvis man har sit liv kært. Og det har hr. jeg-tror-ikke-to-flasker-er-nok-til-mig-jeg-må-hellere-købe-tre-bare-for-en-sikkerheds-skyld Finland så åbenbart ikke.

… Som når farven på tøsebarnets ansigt nærmer sig lava (hvis fersken er en farve, er lava fanme også) efter man i et kvarters tid har svinet hendes pelskrave og forsøgt at diskutere dyrerettigheder på en shawarmabar kl. 5 en lørdag morgen, mens man selv er ved at fortære en bacon cheese burger. Man burde nok have vidst hun ville snappe og begyndte at uddele slag med flad, men yderst gavmild, hånd. Hun skylder mig stadig for den Cocio jeg tabte.

… Som når hendes lænders frugt tager en mørkerød farve, sandsynligvis efter hendes moralsk fordærvede sjæl, som man først opdager alt, alt for sent via det blodindsmurte lagen, og det går op for en at hvad man troede var hendes varme og indbydende skød, er noget helt andet og knap så fristende. Hendes underliv bliver da i både billedlig og bogstavelig forstand et stop-skilt der indikerer at man på ingen måde skal nærme sig hende eftersom ethvert forsøg på dette vil blive affejet med voldsomme anklager og vanvittige beskyldninger om ens intentioner. Og så nævner vi slet ikke den medfølgende smag af rust.

Der findes talrige eksempler, og jeg fatter ikke at man kan ignorere denne basale viden og gentagne gange tage i dørhåndtaget når jeg sidder på tønden!!!

Man skulle kraftedeme tro at de var farveblinde.

Næste gang lader jeg være med at låse, så ser vi hvad der sker når de åbner og jeg sidder med et stykke kage og siger: “Hej, kom indenfor!”

Hvordan kan det være at alle vandhaner i den bygning hvor jeg sidder, er placeret så frustrerende tæt på vasken at man ikke kan få en flaske ind under den og få noget koldt vand at drikke mens man skriver speciale?

Jeg sidder på mit klaustrofobiske kontor – hvor vinduet i øvrigt er strategisk klogt placeret lige foran mig, så jeg ikke kan undgå at se de mange skønne piger der dagen lang går forbi ude i solskinnet – adskillige timer om dagen, og min gane bliver altså en anelse tør af det. Men kan man få vand? Nixen bixen, du kan glemme det, din samfundsnasser! Ca. en time efter min røv har ramt stolen, har jeg bællet min halve liter medbragte vand, og så er der altså åbenbart lukket for den slags goder – med mindre man selvfølgelig flotter sig og render i kantinen for at købe en flaske kildevand til den nette sum af 15,95 kr. (et professionelt gæt, jeg har aldrig prøvet at købe det), men det strider altså desværre bare imod alle mine principper at købe vand på flaske. Uanset hvor tørstig og rig jeg så måtte være.

Hvis det bare var en tilfældighed, kunne jeg måske bære over med den åbenlyse idioti, men det ved man jo at det ikke er. Næh nej, der har siddet en eller anden fessor-type med nogle gedigne murstensbriller der studerer persuasive design eller en anden småfascistisk kommunistuddannelse, og har fundet ud af at “hvis afstanden mellem hane og vask er præcis 13,7 cm, kan de studerende ikke stjæle vores vand!” (indsæt selv Anders Fogh-agtig stemme).

Nogle gange glemmer jeg fanme helt at AAUs fornemste opgave er at sørge for at berige det danske erhvervsliv med veluddannede kandidater i alle afskygninger, og at det ikke bare er en grisk pengemaskine. Eller vent, er det omvendt?

Jeg har endnu ikke fået tjekket det (til gengæld bliver det min hovedopgave i morgen, kan jeg love jer), men jeg vil vædde min overdådige månedsløn på at der på de fastansattes gemakker forefindes både amerikanske køleskabe, læderbetrukne chaiselonger og ikke mindst guldbelagte vandhaner perfekt designet således at en halvliters plastikflaske passer, som var den skabt til det, ind under hanen – tja, hvem ved, måske har de endda vandkølere, de nederdrægtige svin!

Er der noget at sige til at man trøstespiser Rittersport, chokoladecroissanter fra kantinen eller M&Ms fra automaten dagen lang når man hver eneste dag er oppe imod den slags social uretfærdighed?

Og kom så ikke her og påstå at det ikke er seriøse emner der bliver taget op på bloggen…

… Sagde min far altid og knappede en bajer mere op. Og nok er jeg oftest enig i min kære faders visdomsord – f.eks. når han i et forsøg på at lukke kæften på min grammofonpladesnakkende mor hårdnakket fastholder at “hvis man ikke har noget fornuftigt at sige, skal man slet ikke sige noget” – men denne kliche af en gang ordgylle skurrer altså en anelse i mine ører nu da jeg har tænkt nærmere over den.

Jeg er dog enig langt hen af vejen. Jeg vil vove at påstå at jeg kan finde et potentielt positivt aspekt ved selv de mest forfærdelige historier:

Hvis psykopatfjæs blæser knoppen af sit afkom, og den slags hører man jo altså desværre om alt for ofte i nyhederne, så kan man jo argumentere for at de er blevet reddet fra en voldelig opvækst med en tyrannisk far, hvilket sandsynligvis ville lægge kimen til deres kriminelle løbebane som i sidste ende ville gå ud over endnu flere mennesker – med hvem ved hvor mange dødsfald til følge. Jeg siger ikke det er det bedste alternativ… Men det er jo ikke så skidt at det ikke er godt for noget.

Hvis en pige får tæv af sin kæreste, så kan man jo håbe at hun har fået nok af pisset og skrider fra spasseren med øjeblikkelig virkning. Dermed har hun på længere sigt skabt muligheden for at forbedre sit liv (og ikke mindst valg af kæreste) væsentligt. Og det er jo bestemt godt for noget.

Catch my drift?

Masseudryddelser, siger du? Så er der da mere plads til os andre! Folkedrab? Jamen, hvis det lykkes at udrydde fjenden, er krigen vel forbi. Naturkatastrofer så? Dem kan vi lære noget af i forebyggelsens tegn, så vi bliver bedre til at forberede os på dem og mindske katastrofens omfang.

Hvor meget det end piner mig at indrømme det, så er der temmelig sikkert også et eller andet sted, skjult bag stupiditetens åndsfraværende ansigt, et positivt aspekt ved Paradise Hotel-fænomenet… For personer hvis liv er indholds- og meningsløse, er det da fabelagtigt at de alle ugens hverdage kan følge med i andre ligeså ligegyldige menneskers intetsigende liv. You go, girl!

Men er der nogen der gider forklare mig (hvis der er, så gør det langsomt) hvorledes kombinationen af komplet mangel på motivation til at skrive speciale, ikke-eksisterende rygrad og et altid tilgængelig internet er godt for noget som helst?

(Dette er absolut alt hvad jeg har lavet i dag efter seks timer på kontoret… Need I say more?)

Krigsliderlig

Posted: 9. marts 2010 in Brok, Træls

Jeg er træt i dag. Træt af verden, træt af mennesker. Træt af at brokke mig. Men nogen er for helvede nødt til at gøre det.

Jeg har sat menneskefjendsk musik på, smidt roomies ud og sidder alene i en mørk stue og syder. Galden flyder over, og min skuffelse over menneskeheden er ubærlig.

I søndags spildte jeg et par timer af mit liv på at se et imponerende ringe Oscarshow, og de timer får jeg aldrig tilbage igen. Det er dog ikke selve showet, men derimod årets vinder, der er skyld i min nedtrykte sindstilstand.

Der er mange ting jeg ikke forstår; faktisk så mange at jeg slet ikke orker at begynde på en udtømmende liste (og det er vel egentlig bloggens eksistensberettigelse, no?), og jeg ved at jeg ikke burde bryde mit smukke hoved med det, men nogle gange kan jeg fanme bare ikke lade være.

Jeg. Fatter. Ikke. Hvordan. The Hurt Locker. Kunne. Vinde. Så. Mange. Priser.

Er der nogen der gider forklare mig det? Nej, on second thought, lad være. Jeg har, på min gode ven Kims opfordring, forsøgt at læse de himmelråbende tåbelige anmeldelser af filmen for at få svar på mit spørgsmål, men indtil videre uden held. Noget volapyk om en krigsfilm der ikke tager stilling til emnet krig eller hvilken side der er henholdsvis god og ond, er i mine øjne en meget ringe berettigelse for seks Oscars.

Nuvel, man skal ikke udtale sig om noget man ikke har forstand på, det er jeg helt enig i, men selvom jeg ikke på nogen måde er en filmconnaiseur, så kan jeg sgu ikke bare lukke kæften når The Hurt Locker uden problemer hiver hele seks statuetter hjem. Jeg bliver aldrig filmanmelder (måske musikanmelder hvis ikke målgruppen var for smal (og dum) til jeg gad beskæftige mig med det) og har ingen intentioner om nogensinde at blive det, men for satan hvor er jeg både gal i skralden og skuffet over dette års store vinder.

Normalt ville jeg have en lang liste af kritikpunkter, men i dette tilfælde har jeg kun ét kritikpunkt, dog et fældende et af slagsen.

You ready? Alright: Der er ikke nogen fucking historie i filmen! None, whatsoever. Er der? Jamen, så genfortæl den da endelig for mig. “De er ude på såen en mission, og så skal de på en ny bagefter, og så en mere, og så er der en dreng som bliver sprængt i luften, og så, og så…” Ja, det er flot! Enkeltstående situationer uden nogen form for bindende rød tråd skaber altså ikke en historie, din lalleglade hippie!

Og hvor var jeg da ved at brække mig over filmens ubeskrivelig klammo og klichefyldte slutning. Efter hjemsendelsen kan han ikke fungere i et normalt samfund længere, kæresten forstår ham ikke, og selv det at skulle købe morgenmad virker mere uoverskueligt end at desarmere bomber. Den ubarmhjertige løsning er selvfølgelig at tage tilbage til krigshelvede hvor han trives med den daglige fare og det adrenalinrus der følger med. He’s addicted to war, man! Jesus kristus, hvor får jeg lange løg.

Muligvis er jeg fra den gamle skole, men for at en film er rigtig god, kræver det altså en god historie. Det er selve rygraden i filmen – ligesom den gode melodi er det i en god sang. Så kan det være nok så flot pakket ind i dyre produktioner, smarte teknikker og andet studielir; hvis den gode melodi ikke er der, er det hele ligegyldigt, og nummeret formår ikke at hæve sig over det middelmådige stadie. Det er en kaloriefyldt snack, at best, men fanme ikke noget hovedmåltid. Det samme gør sig gældende ved film, efter min mening, og der falder The Hurt Locker altså fuldstændig igennem.

Jeg gider ikke Oscars mere. Nok vandt Avatar heldigvis ikke så mange priser, men jeg ved ærlig talt ikke om det her er bedre. Min harme er desværre uændret, frygter jeg. Og det har intet at gøre med at jeg ikke vandt vores interne konkurrence om at gætte flest af aftenens vindere…

PS: Glemte jeg egentlig at skrive spoiler alert?

Jeg gør det aldrig igen!

Posted: 25. februar 2010 in Brok, Træls, True story

I en tid hvor der ellers ikke er meget at udspy sin livsgalde over, er det herligt at man ved at forlade sin lejlighed i mindre end en halv time kan opbygge så meget had til livet og andre mennesker at man seriøst overvejer hvilken selvmordsmetode der er hurtigst og mindst smertefuld. Forslag modtages gerne.

Det er vist sket før at jeg har udgydt min vrede over ældre mennesker og deres ufattelig enerverende væremåde, og her til formiddag blev den vækket på ny. Jeg skulle jo bare ned på biblioteket og hente nogle fucking bøger og inden jeg får set mig om, er jeg omgivet af sociale tabere eller gamle senildemente bedstemødre på tilbudsjagt på alle sider i en sådan grad at jeg ville ønske jeg var iklædt mellemøstligt-producerede selvmordsbomber fra top til tå (“Hov hov, Finland, nu kom du til at skrive noget der både er diskriminerende og racistisk,” siger socialisten der har forvildet sig ind på min side måske, men nej, jeg kan forsikre dig om at jeg ikke er kommet til noget som helst).

Da jeg kommer ned til biblioteket, er der sat afskærmning op på grund af fare for nedfaldende sne så man ikke kan komme ind i bygningen, og samtidigt opdager jeg at biblioteket slet ikke er åbent endnu da kommunalt ansatte naturligvis ikke kan forventes at stå op på samme tidspunkt som normale mennesker. Jeg begynder at få tics ved mit højre øje, men får kontrol over vreden ved først at tænke på at jeg kan udnytte tiden med en tur i Fakta, og dernæst ved at forestille mig det sørgelige liv som offentligt ansatte utvivlsomt slæber sig igennem – hvilket øjeblikkeligt får smilet frem hos mig (anger management for the win!).

Det skulle dog vise sig at være en stakket frist, for da jeg kommer til kassen i Fakta står Gravballemandens kone og mumler og stammer fordi hun ikke magtede at tage de tre rigtige pakker kød der var tilbud på, og nu ikke fatter det den hårdt prøvede kassedame forgæves forsøger at forklare hende. Det er også svært når der findes flere slags hakket kød, kan jeg godt se. Derudover mistænker jeg oldtidslevnet for bevidst at forsøge at irritere kassedamen ved at skulle have sine varer delt op i to bunker der skal betales hver for sig (et fænomen jeg i øvrigt aldrig har fattet – så svært er det vel for helvede heller ikke at regne ud hvor meget man skylder hinanden bagefter!?), og det er efterhånden tydeligt for alle andre end det degenererede mosefund at køen er ved at blive urimeligt lang på grund af hendes inkompetence og ævlen og kævlen om forskelligt kød. Jeg har lyst til at bede dem åbne en kasse til, men føler mig ikke gammel og bitter nok (haha) til at stille den slags autoritære krav.

Jeg er nu rødglødende. Jeg overvejer på et tidspunkt hvad de gældende regler for aktiv dødshjælp er – og var jeg mere inde i reglerne, havde jeg muligvis benyttet mig af det – men jeg mener alligevel det var bedst ikke at løbe risikoen. Først senere kommer jeg i tanke om at dr. Kevorkian da vist aldrig kom ind at sidde og fortryder inderligt at jeg ikke stoppede de tre pakker kød ned i halsen på hønissen. Nå, den tid, den sorg. Med det held som jeg vader i for tiden, får jeg vel lov at passere hende når hun om et par dage skvatter i sneen på sine skæve stankelben og ligger hjælpeløst på gaden og trygler mig om at hjælpe hende op inden forfrysningerne paralyserer hende for altid. Sorry, no can do. “Jeg skal lige ind og bruge tyve minutter på at købe kød først, okay bedste? Don’t move!”

Til alles held lykkes det mig at hente mine bøger og finde tilbage til min lejlighed uden at støde ind i flere imbecile tosser – ellers ville jeg ikke kunne svare for følgerne. Og så lover jeg at jeg aldrig mere forlader min lejlighed om formiddagen. Det er vist i alles interesse.

Følgende siger jeg kun én gang: hvis jeg nogensinde bliver så debildement, afliver I mig bare omgående. Mit fremtidige jeg vil uden tvivl brokke sig og nægte at lukke jer ind, men så må I lokke mig med nogle unge damer eller noget og eksekvere nakkeskuddet når jeg kommer halsende. Det vil jeg sætte pris på. Tak.

… og verden smiler til dig, siger nogen. Virker det heller ikke for dig? Hvad så med: Skul ondt til verden, og verden lader dig være i fucking fred.

Det er mit motto her i livet. Og nu skal jeg forklare hvorfor.

Det er en udbredt misforståelse at man får mest ud af livet ved at være venlig og smile til sine medmennesker, for al videnskabelig forskning indikerer at mennesker er nogle små griske sataner der nakker hele din arm hvis du rækker dem en lillefinger. Storbyen (Aalborg, ikk’?) er en jungle, og at vise venlighed og omsorg er et svaghedstegn – og svage mennesker skal naturligvis have tæsk og holdes nede som de undermennesker de er.

Samme videnskabelige felt har flere gange påvist at der er ufattelig mange nassere ude i verden, og selvom der er mange forskellige underkategorier af dem, kan de kendes på nogle få basale fællestræk: De er altid utroligt venlige og imødekommende fra det øjeblik man møder dem, for så senere at kræve en form for tilbagebetaling for ulejligheden, oftest ved at man skal hjælpe dem med et eller andet latterligt projekt som de, pga. deres manglende rygrad og generelle luddovne indstilling til livet (kendetegn nr. 2), ikke selv magter at gennemføre. Hvad det er de vil have hjælp med, afhænger helt og aldeles af hvor mindrebemidlede de er, samt hvor billigt de er villige til at sælge sig selv (hvilket så igen afhænger af deres selvrespekt – eller snarere mangel på samme), og det er desværre ofte pænt billigt.

Jeg kender et par stykker af denne ubehjælpsomme type. Typen der ikke kan noget som helst selv og som kommer igennem livet uden egentlig nogensinde at udrette noget nævneværdigt, fordi de kører på frihjul og lever af andre menneskers dårlige samvittighed. For man kan jo ikke tillade sig at sige nej til at hjælpe dem, kan man? Hvad så med karma?

Nu skal jeg fortælle om karma. Han er et røvhul af dimensioner, kort og godt. Hvis du tror at der er nogen som helst retfærdighed til stede når han er indblandet, tager du gruelig fejl. Han er barnet der stikker en pind i myretuen bare for at se hvad der sker. Lad være med at bruge karma som undskyldning når du for 117. gang hjælper nasseren i din vennekreds; tag dig i stedet sammen og slå hånden af vedkommende. Du ved du vil, og i sidste ende gør du nasseren en tjeneste, da dette er en nødvendighed for at vedkommende kan lære at tage hånd om sit liv.

Og jeg ved godt det er svært. Dumme mennesker kan trods alt ignoreres, men det er ikke nemt med nasserne, der smigrer sig ind med smil og skulderklap til det punkt hvor det er direkte opkastfremkaldende. Derfor bør din mistro vækkes og faresansen gjalde i det øjeblik et nyt bekendtskab er klistre-klistre venlig, og den mest effektive måde at slippe af med nasseren på er at stikke personen en svirrende ørefigen så snart der lægges an til et smil. Hvis vedkommende så vender den anden kind til, kan du være sikker på at han også er kristen, og så giver du den bare bundgas med bat og kølle.

På denne måde får du vist nasseren at hans opførsel ikke tolereres, og han vil forhåbentligt derefter begynde at udvikle en rygrad – eller i det mindste gå til andre end dig med sine åh-så-uoverskuelige hverdagsproblemer. Skulle nasseren blive pigefornærmet over lussingen og lægge “venskabet” på is, har du jo ikke rigtigt mistet noget alligevel, men er tværtimod sluppet for vedkommendes evindelige tiggen om hjælp og belastende tuderi. Mission accomplished.

Mit råd: Stol udelukkende på folk der starter ud med at brokke sig over et eller andet ligegyldigt pis de ikke gider finde sig i (hvis de gør det ordentligt naturligvis og ikke bare klynker – den type er nemlig endnu værre), for så ved man for det første at de ikke er ude på at snøre en, for det andet at der er nogen hjemme på øverste etage, for det tredje at de har noget de går op i med liv og sjæl, og for det fjerde at de har holdninger og tør stå ved dem.

Og den slags mennesker er nu engang mest spændende at omgås.