Archive for the ‘Indestængt had’ Category

Har nogen af jer opdaget at jeg er lidt af en sprogfascist? Nej, vel? Nåmmen, det er der visse onde tunger der påstår (bl.a. min egen), og hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg sikker på at de ikke længere er det efter at have læst dette indlæg.

Der er et par tendenser som jeg ønsker en forklaring på.

De fleste med en smule sprogforståelse ved at man sætter et punktum for enden af en periode. Dette er standard. Ingen dikkedarer. Hvis man så ønsker at modtageren skal tænke lidt over udsagnet, kan man vælge at sætte tre punktummer. Jeg går ud fra alle stadig er med (har endnu ikke spottet læsere fra Brøndby…), så nu kommer det svære.

HvorFOR er det at nogle mennesker indimellem vælger at sætte TO punktummer? Hvad fanden skal det betyde – at man skal tænke lidt over sætningen, men ikke helt så meget som hvis man satte tre?

Og hvad i hele hule helvede er meningen med at sætte fire, fem eller flere punktummer? Mine øjne BRÆNDER når I gør det, lad nu vær’!

Jeg er dog ikke den eneste der får nervøse ticks af dette fænomen, da jeg tidligere har diskuteret det med en kammerat der er næsten lige så fascistisk anlagt som jeg. Også med hensyn til sproget.

Et andet fænomen har dog også fanget min opmærksomhed og efterfølgende fået mig til at trykkoge af raseri. Vi har igen med tegn man kan sætte for enden af perioder, at gøre, men denne gang er det ikke punktummet der står for skud. Nu er det udråbstegnet og i særdeleshed en lille finte som jeg ser igen og igen rundt omkring hvor amatører skal forsøge at formulere sig på skrift, og som får mine sarte øjne til at bløde. De sætter et mellemrum mellem sætningens sidste ord og udråbstegnet. Sådan her !

Jeg FATTER det ikke! I skriver jo heller ikke sådan her normalt . Det ville jo se komplet åndssvagt ud . Så lad for guds skyld være med at gøre det !..

Jajaja, jeg er pernitten – det ved jeg sgu da godt. Men for helvede hvor er det grimt og sørgeligt at voksne mennesker ikke kan finde ud af det. Og inden du rømmer stemmen og gør klar til at præsentere det ellers så logiske argument at jeg jo heller ikke kan finde ud af hverken at gange, dividere, plusse eller minusse, må jeg bede dig klappe dine gæller noget så kraftigt i og lukke røven med dit afledningsmanøvre-ræsonnement. For jeg demonstrerer og udstiller jo ikke mine manglende matematiske evner – på daglig basis, hvis jeg må tilføje det – i offentligt tilgængelige fora, som eksempelvis Facebook, i en lang liste af ufuldstændige og pinligt ringe udførte regnestykker, vel?

Godt. Så luk.

Hukommelse er en sjov størrelse. Jeg kan ikke huske hvad jeg fik at spise for to dage siden (udover min obligatoriske madpakke med fire klapsammen’er med rugbrød, noget frugt, muligvis et stykke kage, ofte en plade chokolade og indimellem en is ovre fra kantinen), men jeg kan huske bittesmå mikroskopiske detaljer af oplevelser jeg havde for år tilbage. Oplevelser hvor jeg har lavet sproglige fejl, vel at mærke.

For et par år siden sad jeg på et kollegieværelse ovre i Edinburgh i herligt selskab med mennesker fra forskellige dele af verden og nød livet. Snakken gik, øllet flød, og hvis jeg kender den tids Kong Finland ret, var der nok også noget whisky indblandet. Those were the days. Jeg skulle fortælle en eller anden historie (kan ikke huske hvilken, men det var garanteret pisse god), og under fortællingen udtalte jeg ordet ‘feisty’ forkert, så det i stedet lød som ‘feces’. Til stor moro for alle de andre. Jeg husker tydeligt den øredøvende latter, hende den mørkhåredes ydmygende blik, og den følelse af skam, afmagt og at være til grin der fulgte med. Min sproglige stolthed var uopretteligt såret.

Engang for få år tilbage sagde en veninde ‘loudspeaker’, og der var det mig der stod for den hånlige latter, fordi jeg mente det bare hed ‘speaker’. Faktisk var vi to der grinede, men det er sagen uvedkommende. Vi tog fejl. Og blev udstillet. Og det gjorde ondt.

Der var også engang for ikke så længe siden hvor jeg klogede mig (igen) på sådan et åndssvagt internet-medie og skrev ‘sviger’ i stedet for ‘svier’. Og blev irettesat af en herre der er betydeligt skarpere end jeg. Det sved.

Faktisk var der også situation hvor jeg ikke engang nåede at sige noget forkert, men kun tænkte det. I en engelsktime i gymnasiet. Hvor jeg havde hånden oppe fordi jeg i hvert fald godt vidste hvordan ‘fatigue’ skulle udtales. Det vidste jeg så ikke, skulle det vise sig da min sidemand blev taget og udtalte ordet korrekt. Ikke sådan som jeg troede det skulle udtales. Og på trods af at ingen vidste noget om min fejl, så gjorde det ondt. Og selvværdet led et knæk.

Og det hele begyndte med én enkelt hændelse, som jeg egentlig vil frem til med indlægget her:

Jeg husker med næsten pinlig tydelighed en episode i gymnasiet hvor jeg læste op fra en engelsk tekst og udtalte ordet ‘adult’ med tryk på første stavelse. Læreren rettede mig; hun mente det skulle udtales med tryk på sidste stavelse. Nuvel, jeg gjorde som hun sagde, men undrede mig da jeg bestemt mente at jeg før havde hørt det udtalt som jeg gjorde. Jeg havde blot ingen beviser (vi snakker begyndelsen af det 21. århundrede her, dvs. inden den bærbare gjorde sit indtog i landets gymnasielokaler). Først mange år senere da Merriam-Webster forbedrede internettet betydeligt med deres lydordbog, fandt jeg svaret jeg søgte: Man kan godt udtale det ‘adult’! Fik du fat i den, din inkompetente narhat af en undskyldning for en engelsklærer der kun (fucking kun) tog et kursus i engelsk hvorefter du blev sat til at undervise en sproglig gymnasieklasse i sproget? Man kan godt sige ˈædʌlt! Tak fordi du ydmygede mig foran 20 klassekammerater. Tak fordi du på kun to år formåede at tage næsten al lysten til sproget ud af mig. Tak fordi du gav mig traumer der i adskillige år har givet mig koldsved, fået mig til at stamme, falde over ordene og ryste af nervøsitet og frygt for at lave en fejl når jeg skulle tale engelsk, blot fordi du, din nøgendansende hippie-fisse, ikke fattede sproget.

Du behøver ikke sige undskyld… Men det ville fanme være på sin plads.