Archive for the ‘Dæå’ Category

This is not an exit

Posted: 27. oktober 2010 in Dæå

Det er altså ikke fordi jeg ikke gider at jeg intet skriver for tiden, men der er absolut intet at komme efter i forhold til nævneværdige oplevelser i denne nye tilværelse som arbejdsløs akademiker.

Jeg sidder hjemme og glor, pusler med nogle jobansøgninger og trykker en hel del på det der internet. Som sådan ser jeg ikke rigtigt nogen mennesker i dagligdagen, udover roomies, basket-kammerater og regelmæssigt tilbagevendende hysteriske kvinder der flipper ud over et eller andet jeg har sagt eller gjort, og det er egentlig fint.

Problemet er at jeg rådner indvendigt når jeg ikke har noget at lave. ‘Den proces har da vist været undervejs længe, tøhø,’ udbryder du nok, svært begejstret for dit eget vid og humoristiske talent, og svælger dig i den fiktive opmærksomhed og de imaginære latterudbrud du tror altid omgiver dig som den konge af komik du uomtvisteligt er, og det har du helt ret i. Den har været rigtig længe undervejs. “Power corrupts; absolute power corrupts absolutely.” Men det ved du jo ikke noget om, og jeg gider ærlig talt ikke stave det for dig.

Man skulle tro at jeg som arbejdsløs ville have masser af tid til at producere indlæg, og det har jeg egentlig også, men når der ikke sker noget i mit liv, er det sgu svært at finde den allestedsnærværende bitterhed frem og slippe den løs. Med mindre jeg skulle begynde at beklage mig over ikke at have noget at beklage mig over, men der er dog grænser for hykleriet.

Jeg kunne sagtens brokke mig noget mere over solariefedtede fitness-amøber og deres afblegede dåser, matematikere, folk uden humor, folk med dårlig humor, rygere, rygere der ikke gider dø, uligevægtige kvindemennesker, kvinder med små bryster, pandehår, sælgere, personer der taler udenom, analfabeter, teenagere, pensionister, folk for hvem sarkasme er et fremmedord, Tool, piger der tror på hvad jeg siger, piger der tager denne blog seriøst og den på tragisk vis imponerende lave standard for hjerneaktivitet og -kapacitet den danske befolkning generelt lægger for dagen, men der er ikke rigtigt så meget mere at sige.

Denne metaltræthed må dog ingenlunde forveksles med empati eller, hvad værre er, spirende sympati; jeg er blot ikke interesseret i at gentage mig selv (mere end nødvendigt). Således, netop som Kong Finland fylder ét år (tillykke, dit gamle svin), vil jeg – selvfed som jeg er – trække mig tilbage og tage en pause på ubestemt tid. Nyde mit otium. Dette medfører at der for eftertiden vil være langt mellem de sure opstød, hvilket jo i praksis bare betyder at intet rigtigt ændrer sig. Men nu er det sagt.

Indtil jeg finder et job eller begynder på en ny uddannelse, vil jeg påskønne hver eneste dag hvor jeg ikke skal konversere eller på anden måde socialisere med andre mennesker. Tør dog blot snottet væk, kære læser, jeg er overbevist om at der næppe går længe inden en eller anden sinke krydser min vej og får mine hænder til at krible efter stumpe genstande der kan bringe hende til tavshed, i en sådan grad at jeg er nødt til at fatte pennen for at få afløb for mine morderiske tendenser og almene frustrationer. Der er trods alt visse ting der aldrig ændrer sig.

For nu at cementere min holdning én gang for alle, hvis den da på nogen måde skulle være til at overse – i så fald har jeg fejlet – vil jeg afslutningsvis benytte mig af et ældre, men altid relevant, citat:

“Hell is other people.”

Well put, sir. Adieu.

Jeg er træt af mennesker der, af en eller anden grund jeg ikke forstår, føler sig nødsaget til at fortælle hele verden om det når de keder sig. Sædvanligvis via Facebook.

Der er tre ting galt med scenariet: For det første er man et uopfindsomt, ukreativt og intellektuelt udfordret individ hvis man ikke kan finde på noget at lave. Der findes millioner af bøger derude, titusindvis af tv-serier og film samt uendelig mange hjemmesider – man må sgu da kunne finde noget der vil interessere/underholde en via ét af de tre medier! Derudover har internettet den fantastiske egenskab at det er interaktivt, hvilket burde få det til at krible i fingrene hos enhver eventyrlysten ungersvend: Du kan selv være med til at skabe indholdet! Tænk over de muligheder, mand!

Og hvis man ellers har lidt omløb på øverste etage og ikke bare er en hjernedød modtager af støj, kan man jo selv afprøve sine kreative sider: Man kan skrive ord, spille musik, tegne, klippe/klistre med karton, forme ler/trylledej, lege med papmaché, strikke – ja, kun fantasien sætter grænser (men det er så nok også problemet).

Eller hvad med en gammel klassiker; ring til en ven! Det har virket i årtier, og jeg er overbevist om at man finde på noget at lave sammen (kvinder vil som regel kunne knævre om dårlige kærester og ham den lækre inde fra regnskabsafdelingen, mens mænd hurtigt kan få stablet en rask bytur på benene (hvis de da ikke er totalt underkuede, i hvilket tilfælde jeg kun kan sige: langs armen, makker)).

Hvis ingen af de ovenstående muligheder lige passer en, er man blot en vranten, teenage-tvær slendrian der burde hanke op i sig selv og indse at man selv er herre over sin egen skæbne. Fjols.

Det andet der er galt med at ville fortælle verden at man keder sig, er netop det; at man vil fortælle verden man keder sig. Hvor helvede kommer den trang fra? Skal man så også bræge op om alle andre nederen aspekter af ens personlighed?

“Hej alle, jeg lettere psykotisk forstyrret pga. mine ekskærester der har tyranniseret mig gennem årevis, sikkert fordi jeg er en usikker, ligegyldig person, blottet for selvtillid og selvværd, der lader andres nedgørende ord og handlinger bekræfte mig i min negative opfattelse af mig selv.”

Eller:

“Hej, jeg kan kun tale om mig selv. Hvis du har en god historie, har jeg med garanti én der kan overgå din med længder! Og så lader jeg dig endda næsten tale færdig…”

Eller den gode gamle:

“Jeg forstår ikke hentydninger. Overhovedet. Du kan ligeså godt glemme det. Selvom du kommer med utallige subtile hentydninger til at det nu for pokker snart må være min tur til at betale når vi har været ude at spise, så nægter min hjerne pure at bearbejde informationen. Uhm, jeg kunne godt drikke en latte!”

Jeg begriber bare ikke den kombination af opmærksomhedshunger og offertrang. ‘Se mig, se mig, jeg er et elendigt menneske!’ Det ved vi jo for fanden godt…

Den tredje fejl ved scenariet er at det foregår på Facebook. Jeg fatter fanme efterhånden ikke hvorfor jeg stadig er på det lort… Gid de havde slettet mig dengang jeg uploadede nøgenbilleder netop i det håb! Det eneste man får ud af Facebook er indblik i hvor ubeskrivelig deprimerende andres liv må være siden de kan lukke så meget ideforladt lort ud, fuldstændig uden tanke på at den lille bid af information, den lille del af deres liv som de lige har offentliggjort, er komplet uvedkommende for alle andre end dem selv og den (stakkels) skeløjede mongol de kalder deres kæreste.

Næste gang du keder dig, så tænk lige over om omverdenen får noget ud af at vide det. Hvis du ikke er sikker, så ring til mig. Jeg kender en sjov leg…

Få ting varmer mit kolde hjerte, bringer solskin over mit ellers mørke sind og skaber brusende liv i mine tomme, golde øjne som når en person jeg oprigtigt holder af, bliver provokeret og lader sig ramme af en af mine utallige verbale såvel som skriftlige spydigheder. Det er mig et evigt under at folk tager det seriøst når jeg langer ud, men det er vel byrden man må bære når man, som jeg, har gjort det til hele sin karakter, hele sin identitet, at uddele konstante velplacerede lussinger til enhver der kommer forbi, uanset vedkommendes værdier, holdninger, politiske tilhørsforhold, udseende, tro, humor (og mangel på samme) – ofte gør jeg det blot for at studere personens reaktion – og derfor lever bag en maske camoufleret af drivende sarkasme og personlige fornærmelser der gør, om man vil det eller ej, at folk aldrig helt ved hvor man står og om man egentlig mener hvad man siger (hint: Det gør jeg. Altid).

Jeg ville sige ’for nylig’, men det passer ikke for det er efterhånden længe siden, skrev en gammel bekendt til mig på Facebook; hun havde fundet min blog. Hvad der ellers startede med prisende lovord om mine skrivekundskaber og generelle fornuftighed (hun er en af de få der kender til min gamle blog) forvandlede sig hurtigt til en større tilsvining af mig som person på grund af et par udtalelser om piger i forhold og deres totale mangel på nytteværdi i mit liv. Kære læser, du har allerede gættet helt rigtigt: Hun er både i et forhold og samtidig en af dem jeg har langt an på engang i hvad der nu føles som tidernes morgen. Det var tydeligt at hun var blevet fornærmet over mine udtalelser – og for mig lige så tydeligt at hun stadig har følelser i klemme, men lad nu den ligge – og nu følte at hun måtte agere retfærdighedens vogter ved at påpege min respektløshed over for kvinder og, i vores personlige forhold, gøre det klart at vi ikke skulle have mere med hinanden at gøre. Tick, tock.

Naturligvis var det komplet umuligt for mig at tilbageholde mit latterudbrud, og jeg må indrømme at jeg brugte adskillige minutter på at finde ud af hvorledes jeg skulle svare hende. Et kontrastød? Det ville være uhyre morsomt, men næppe for hende (jeg vil selvsagt ikke lukke døren helt i – hun kunne blive single igen en dag jo). En undskyldning – who are we kidding? Et kort men fattet svar der indeholder et subtil personangreb som muligvis, bare muligvis, ville gå hen over hovedet på hende – yes, sir!

Kære læser, jeg ville hellere end gerne netop her vise hendes besked, bevismateriale A, men som det gode menneske jeg er, spurgte jeg naturligvis om jeg måtte poste det på bloggen, og til det havde hun to betingelser: (1) at hendes navn ikke fremgik, og (2) at jeg rettede hendes stavefejl. Derfor er det desværre ikke en mulighed at poste et screenshot af beskeden, men jeg synes alligevel ikke I skal snydes for den så jeg har gjort som befalet og renskrevet den:

Hejsa

Længe siden, håber du går og har det godt.
Sad og ryddede lidt op i min computer da jeg falder over et dokument der indeholder en adresse til din gamle blog, og kom til at tænke på hvorfor det engentlig var vi mistede kontakten. Jeg var glad for at skrive med dig, hyggede mig når vi så film, og du præsenterede mig for 1000 fryd som var sjovt.
Men så gik jeg ind på din gamle blog og så det var et link til en ny blog du havde lavet. Jeg husker at jeg syntes det var spændende at læse hvad du skrev, at du var god til at skrive og formulere dig, så jeg klikkede hen på din nye blog og her fik jeg svaret på hvorfor vi ikke har kontakt længere.
“Når jeg taler med (= charmerer) en pige og hun på tåbelig vis får indskudt ordene ´min kæreste´, bliver jeg med et trylleslag komplet ligeglad med hende, hendes ligegyldige liv, hendes latterlige holdninger og alt hvad hun af uvisse årsager kunne finde det interessant at oplyse mig om. Jamen, lad være med at misforstå mig, men hvilket formål kan hun så på nogen måde tjene mig??”

Helt ærlig, Heine, det kan du da ikke mene. Hvad med venskab, kan en pige ikke bidrage med det? Har altid syntes om dig og, for at være ærlig, synes du har haft nogle kloge ord på din blog. Men hvis dette er sandt, og ikke bare for at provokere, så har jeg da opfattet dig helt forkert, troede ikke det om dig.

Før jeg læste dette, sad jeg ellers og tænkte om det mon var mulig at få kontakt med dig igen, men det kan jeg da vist godt glemme alt om, eller hvad?

Mit svar, derimod, kan sagtens tåle at blive postet her (klik på lortet).


Jeg tror nok at vi er gode venner igen, men man kan jo aldrig vide med det andet køn. Der er ikke en morale eller pointe med indlægget her, men jeg morede mig blot så meget over hendes fornærmede udbrud at jeg syntes det fortjente et større publikum. Og bloggen her har jo også stået stille alt, alt for længe, så det var tiltrængt at hun kunne bidrage med noget inspiration.

Tak, søde.

Farvel

Posted: 10. juni 2010 in Dæå, Kongeråd, Piger...

Det er vist på tide at jeg imødekommer de mange læsere der i flere uger har spammet min virtuelle brevkasse med hundredvis af forespørgsler vedrørende mit personlige ve og vel og bloggens usikre fremtid i yderst bekymrede (og til tider bønfaldende) vendinger.

Lad det være sagt med det samme: Jeg har det godt. Og med godt mener jeg naturligvis at jeg stadig er rasende i en grad der ville gøre selv Hulken grøn af misundelse (fuck, jeg er on fire). Når jeg kigger omkring mig, ser jeg ikke en eneste grund til at jeg ikke stadig skulle være hvidglødende af raseri, og andre mennesker (og deres vaner og deres holdninger og deres dyr og deres tøj) irriterer mig muligvis mere end nogensinde. Jeg kan eksempelvis give jer tre typer der afføder min fortsatte bitterhed: Tykke piger med små bryster, pæne piger med store røve og alle piger med kort pandehår.

Det er derfor ikke af frelste hippie-psykotiske årsager at jeg ikke har været så aktiv på det sidste. Sagen er såmænd bare den at jeg er en anelse optaget af at skrive speciale, hvilket medfører to ting: 1) At jeg sidder foran en computerskærm og gøgler med akademiske formuleringer på et sprog der ikke er mit modersmål, i 9-10 timer i døgnet hvorfor jeg ikke har den store trang til at skulle være kreativ med ord i min begrænsede fritid, og 2) at jeg stort set ikke interagerer med andre mennesker for tiden – hvorfor der jo ikke er nævneværdig grund til at brokke sig. Jeg bliver mere og mere overbevist om at verden ville være et bedre sted uden jer. Vent og se.

For nu at sige det kort (og det har jeg egentlig aldrig været så god til – hvilket vel er grunden til man har valgt at lave sådan en guide her (jeg betragter det ikke som en blog, men nærmere som en samling af råd og sandheder der kan vejlede ligesindede gennem livets svære valg) hvor man frit kan kloge sig på ting man reelt ikke aner en kæft om): Jeg har ikke så meget tid til sjov og spas i øjeblikket. Frygt ej, venner, jeg skal nok vende tilbage, men I må holde ud lidt endnu. Jeg ved det er svært i og med at I craver det her shit som Tiger Woods craver ludere.

Men jeg findes altså stadig. Og er ikke gået i hi. Helt.

Angående overskriften:

Haha. Du troede lige, hva’? I had you at goodbye.

Toilet troubles

Posted: 24. maj 2010 in Brok, Dæå, Træls, True story

Er der nogen der kan forklare mig hvorfor der, når jeg maks. en halv time efter at have indtaget min cappuccino (jeg er stadig ikke voksen nok til at drikke kaffe sort. Luk røven, smartass, det smager af bæ) fra kantines dødsmaskine og jeg som en direkte konsekvens heraf sidder på toilettet med explosive bowels syndrome, altid er nogen der skal tage i dørhåndtaget? Er det virkelig så svært at fatte at når den lille skive under dørhåndtaget, der kan være to farver, er RØD, så betyder det ‘no go/hold dig væk/der er optaget, spasser’!?

Det er en universelt regel at man skal holde sig fra ting der er røde. Det betyder fare, jo.

Her kunne jeg sagtens berige jer med utallige eksempler fra dyreriget eller den internationale forskning, begge verdener som jeg jo er ganske velbevandret ud i, men jeg har valgt i stedet at krydre med et par eksempler fra mit eget oplevelsesmættede liv.

Rød er et faresignal, og det indikerer at man skal holde sig væk…

… Som når stort brød med en flot kokrød ansigtskulør skrigspytter “Hvad griner du af!?” ind i ens hoved fordi man ikke helt formår at skjule grineflippet da han, henvendt til ens kammerat, spørger i ramme alvor om vi gloede på hans dame. Det er et faresignal. Lay low (det er mig ubegribeligt at jeg aldrig har fået tæsk i byen).

… Som når en pige man “kender” pludselig chokerer ved at være iklædt en af de skrækkelige røde ‘Bevar Christiania’ T-shirts og andre ligeledes kommunist-inspirerede beklædningsgenstande. Det kan vel næppe undre nogen at jeg fik ændret nummer og sat ny lås i døren, hvorefter jeg indstillede enhver kontakt med den arme trunte. Der er grænser for hvad man skal finde sig i.

… Rødvin. Der behøver jeg vist ikke sige mere. Man skal holde sig langt, langt væk hvis man har sit liv kært. Og det har hr. jeg-tror-ikke-to-flasker-er-nok-til-mig-jeg-må-hellere-købe-tre-bare-for-en-sikkerheds-skyld Finland så åbenbart ikke.

… Som når farven på tøsebarnets ansigt nærmer sig lava (hvis fersken er en farve, er lava fanme også) efter man i et kvarters tid har svinet hendes pelskrave og forsøgt at diskutere dyrerettigheder på en shawarmabar kl. 5 en lørdag morgen, mens man selv er ved at fortære en bacon cheese burger. Man burde nok have vidst hun ville snappe og begyndte at uddele slag med flad, men yderst gavmild, hånd. Hun skylder mig stadig for den Cocio jeg tabte.

… Som når hendes lænders frugt tager en mørkerød farve, sandsynligvis efter hendes moralsk fordærvede sjæl, som man først opdager alt, alt for sent via det blodindsmurte lagen, og det går op for en at hvad man troede var hendes varme og indbydende skød, er noget helt andet og knap så fristende. Hendes underliv bliver da i både billedlig og bogstavelig forstand et stop-skilt der indikerer at man på ingen måde skal nærme sig hende eftersom ethvert forsøg på dette vil blive affejet med voldsomme anklager og vanvittige beskyldninger om ens intentioner. Og så nævner vi slet ikke den medfølgende smag af rust.

Der findes talrige eksempler, og jeg fatter ikke at man kan ignorere denne basale viden og gentagne gange tage i dørhåndtaget når jeg sidder på tønden!!!

Man skulle kraftedeme tro at de var farveblinde.

Næste gang lader jeg være med at låse, så ser vi hvad der sker når de åbner og jeg sidder med et stykke kage og siger: “Hej, kom indenfor!”

Min korte gåtur i solen i går var særdeles inspirerende og medførte filosofiske, næsten eksistentielle, overvejelser.

Ikke siden Filippinerne har jeg mærket solens stråler på den måde. Årets første sommerdag i mine øjne – og hvor har den været længe ventet!

Efter fem måneder med 30 grader og solskin hver dag var det hårdt at komme hjem til Danmarks permavinter. Nærmest deprimerende. Jeg aner ikke hvordan jeg klarede det, men på trods af vinterdepressioner og selvmordstanker, har jeg altså på en eller anden måde overlevet (ukrudt forgår ikke så let), og jeg tror faktisk ikke det er gået op for mig hvor meget jeg har savnet solen. Før nu.

Den varmede min ellers slatne krop op på min korte gåtur, tankeprocesserne fandt et ekstra gear, og mens jeg missede med øjnene, så fremtiden pludselig lysere ud end den længe har gjort.

Det er ikke til at begribe at det snart er fem måneder siden vi sidst så hinanden. Den 27. december 2009 for nu at være præcis. Men jeg har hverken glemt solen eller den brusende fornemmelse den bringer frem i mig og som får mig til at vokse et par centimeter hver gang.

Pigen der kom mod mig, så sød ud. Hun smilede, og jeg smilede igen. Først da hun var helt oppe på siden af mig, genkendte jeg hende. Det var jo hende fra 8. semester. Ikke hende den søde – eller jo jo, det er hende her skam også – men ikke hende den rigtig søde.

Solen overbeviste mig endnu engang om at jeg uden tvivl skal flytte til varmere himmelstrøg en dag. Jo før, jo bedre. Ned til et sted hvor mennesker er mere glade, hvor de hilser på hinanden og hjælper med stort som småt, uden at forvente noget til gengæld. Et sted hvor danskernes evindelige søgen efter middelmådighed ikke bremser enhver mulighed for at udfolde sig lidt. Et sted hvor pigernes mørke øjne kigger lige igennem en og blotlægger ens sjæl uden den mindste anstrengelse.

Et sted hvor jeg smiler mere.

Det var tanker som disse der flød igennem mig på min lille gåtur i solen. Kunne livet være bedre?

Sagtens.

Og normalt ville jeg lave en liste (jeg er patologisk listemager hvis du ikke skulle have opdaget det) over alle de ting der ikke er i orden i mit liv pt., men det gode vejr begejstrer Kongen, og jeg vil derfor lave en positiv liste i stedet. Don’t get used to it, lad.

1. Sommeren står for døren, hvilket betyder damerne finder sommerkjolerne og de frække smil frem. Nok kommer jeg kun til at opleve sommeren på de korte gåture til og fra kantinen, men hold kæft hvor skal der flirtes uhæmmet på disse ture!

2. Takket være Mikkel har jeg fundet et sæt computerhøjttalere til kontoret så jeg nu kan høre musik i god kvalitet dagen lang. Det er yderst befordrende for specialearbejdet.

3. Jævnfør punkt 1, så sidder jeg lige foran et vindue hvor der dagen lang vader skønjomfruer forbi som man kan beundre. Det er til gengæld knap så befordrende for specialet!

4. Det kører fortræffeligt med hjemmestudiet, og der er masser af sange i støbeskeen i øjeblikket. Det er ca. det al min fritid er gået med siden basketsæsonen sluttede. Og grunden til at bloggen har været forsømt.

5. Mine forældre har sølvbryllup om mindre end en måned. Og hvad så, tænker du nok, men det er sgu ret godt gået i vore dage, synes jeg. De fortjener skulderklap for at holde fast i ægteskabet, især når de har haft to møgbesværlige knægte at opdrage på undervejs. De fortjener en tale. Og det skal undertegnede nok sørge for at de får. Målet bliver at få mor til at tude. Besides, nothing suits me like a suit.

6. Det gode vejr betyder også at man kan spille basket udenfor igen.

7. Om lidt over to måneder er min tid som studerende ovre. Jeg aner ikke hvad der kommer efter, eller hvor det kommer til at foregå – men jeg glæder mig. Det kunne jo være man skulle vende næsen mod varmere himmelstrøg og se om der skulle være noget af interesse.

8. Alle ved at sommerens komme også indikerer at det nu er helt legitimt, hvis ikke endda påkrævet, at man ifører sig verdens sejeste beklædningsgenstand: Hawaii-skjorten. Jeg bliver ridiculously good-looking hele sommeren!

Ah, summer, my old love. You make my dreams

En bekendelse (sorta)

Posted: 16. maj 2010 in Dæå, True story

Kære Gud/Karma/hvem-end-der-styrer-showet

Jeg ved godt jeg ikke altid har været dit bedste barn. Jeg ved godt jeg har været et svin, et veritabelt røvhul, en skiderik, en lort, en luset, lavtstående sjuft, en primitivt tølper af værste skuffe og et gedigen usselt kryb der gang på gang har narret folk der burde vide bedre.

For alle de gange jeg har løjet, manipuleret, udnyttet, stukket blår i øjnene på intetanende fremmede, såret mennesker jeg holdt af, og skuffet venner og bekendte, beder jeg nu om tilgivelse.

Jeg gjorde nemlig en god gerning i dag. Og jeg kunne, så let som ingenting, uden hverken at blinke eller tænke nærmere over det, have udnyttet situationen for egen vindings skyld. Og guderne skal vide (er det blasfemi? I så fald undskyld. Jeg er bare stadig ikke helt overbevist om at du var ene om det her show, Gud…) at jeg overvejede den lette udvej, som jeg så ofte tidligere har valgt. Men denne gang valgte jeg efter flere sekunders rådvild tvivl og moralsk vaklen – man er vel kun et menneske – the high road. Jeg valgte på trods af en næsten uimodståeligt fristelse, en chance der egentlig var for god til at lade gå til spilde, at gøre det rigtige.

Hvis du virkelig findes derude, Karma (og det ved jeg ikke om jeg skal håbe at du gør da det kunne ende grimt), så håber jeg du så mig i dag. Så hvordan jeg kiggede forføreren i øjnene, hvordan jeg blev draget nærmere og nærmere, mens svedperler begyndte at springe frem på panden og en hidtil uset lyst til at tage hvad der (retmæssigt?) var mit, spredte sig fra underlivet og hele vejen op igennem maven, op ad ryggen, gennem nakken, helt ud til fingerspidserne og mit brandvarme (og utvivlsomt røde) ansigt, hvordan jeg blev lokket med flere timers uforpligtende og lidenskabelig morskab – men køligt, næsten ophøjet, takkede nej med en from mine. Og en spag stemme.

Buschaufføren gav mig for mange penge retur da jeg købte billet. Og jeg mindede ham om det af årsager som jeg ikke helt selv kender (muligvis bare fordi jeg ved at jeg er bagud på den konto). Og det tæller når regnskabet skal gøres op. Goddamnit, det tæller.

Jeg håber dybt og inderligt at du bemærkede det, Karma. For jeg kunne altså virkelig godt have brugt de 100 kroner på bland-selv og is her til aften.