Archive for the ‘Antropologisk fænomenologi’ Category

Jeg er træt af mennesker der, af en eller anden grund jeg ikke forstår, føler sig nødsaget til at fortælle hele verden om det når de keder sig. Sædvanligvis via Facebook.

Der er tre ting galt med scenariet: For det første er man et uopfindsomt, ukreativt og intellektuelt udfordret individ hvis man ikke kan finde på noget at lave. Der findes millioner af bøger derude, titusindvis af tv-serier og film samt uendelig mange hjemmesider – man må sgu da kunne finde noget der vil interessere/underholde en via ét af de tre medier! Derudover har internettet den fantastiske egenskab at det er interaktivt, hvilket burde få det til at krible i fingrene hos enhver eventyrlysten ungersvend: Du kan selv være med til at skabe indholdet! Tænk over de muligheder, mand!

Og hvis man ellers har lidt omløb på øverste etage og ikke bare er en hjernedød modtager af støj, kan man jo selv afprøve sine kreative sider: Man kan skrive ord, spille musik, tegne, klippe/klistre med karton, forme ler/trylledej, lege med papmaché, strikke – ja, kun fantasien sætter grænser (men det er så nok også problemet).

Eller hvad med en gammel klassiker; ring til en ven! Det har virket i årtier, og jeg er overbevist om at man finde på noget at lave sammen (kvinder vil som regel kunne knævre om dårlige kærester og ham den lækre inde fra regnskabsafdelingen, mens mænd hurtigt kan få stablet en rask bytur på benene (hvis de da ikke er totalt underkuede, i hvilket tilfælde jeg kun kan sige: langs armen, makker)).

Hvis ingen af de ovenstående muligheder lige passer en, er man blot en vranten, teenage-tvær slendrian der burde hanke op i sig selv og indse at man selv er herre over sin egen skæbne. Fjols.

Det andet der er galt med at ville fortælle verden at man keder sig, er netop det; at man vil fortælle verden man keder sig. Hvor helvede kommer den trang fra? Skal man så også bræge op om alle andre nederen aspekter af ens personlighed?

“Hej alle, jeg lettere psykotisk forstyrret pga. mine ekskærester der har tyranniseret mig gennem årevis, sikkert fordi jeg er en usikker, ligegyldig person, blottet for selvtillid og selvværd, der lader andres nedgørende ord og handlinger bekræfte mig i min negative opfattelse af mig selv.”

Eller:

“Hej, jeg kan kun tale om mig selv. Hvis du har en god historie, har jeg med garanti én der kan overgå din med længder! Og så lader jeg dig endda næsten tale færdig…”

Eller den gode gamle:

“Jeg forstår ikke hentydninger. Overhovedet. Du kan ligeså godt glemme det. Selvom du kommer med utallige subtile hentydninger til at det nu for pokker snart må være min tur til at betale når vi har været ude at spise, så nægter min hjerne pure at bearbejde informationen. Uhm, jeg kunne godt drikke en latte!”

Jeg begriber bare ikke den kombination af opmærksomhedshunger og offertrang. ‘Se mig, se mig, jeg er et elendigt menneske!’ Det ved vi jo for fanden godt…

Den tredje fejl ved scenariet er at det foregår på Facebook. Jeg fatter fanme efterhånden ikke hvorfor jeg stadig er på det lort… Gid de havde slettet mig dengang jeg uploadede nøgenbilleder netop i det håb! Det eneste man får ud af Facebook er indblik i hvor ubeskrivelig deprimerende andres liv må være siden de kan lukke så meget ideforladt lort ud, fuldstændig uden tanke på at den lille bid af information, den lille del af deres liv som de lige har offentliggjort, er komplet uvedkommende for alle andre end dem selv og den (stakkels) skeløjede mongol de kalder deres kæreste.

Næste gang du keder dig, så tænk lige over om omverdenen får noget ud af at vide det. Hvis du ikke er sikker, så ring til mig. Jeg kender en sjov leg…

Reklamer

Lad os nu bare være ærlige fra starten, piger. Vi fyre gider ikke danse med jer. Når vi så alligevel gør det, kan I være sikre på der er en af følgende to grunde til det: 1. vi er ubehjælpeligt stive og aner ikke hvad vi laver, eller 2. vi er ude i et ynkeligt scoreforsøg (og de to ting hænger ofte sammen, at I ved det).

Jeg kan kun gisne om hvad der får piger til at danse, men jeg formoder at det ikke er helt lige så simpelt som for os fyre. Sætninger som “så var vi i byen og dansede bare hele natten, det var så sjovt” hører man af mystiske årsager nogle gange pigebørn komme med – endda med en anseelig entusiasme at spore i stemmen, nærmest som om danseaktiviteten er et mål i sig selv! Ofte ser jeg endog, når jeg en sjælden gang imellem bevæger mig ud i weekendens natteliv, flokke af tydeligvis desillusionerede tøser danse med hinanden på byens finere diskoteker, helt uden mandlig selskab (forklar mig det hvem der kan). De må jo ikke have forstået det ellers relativt simple koncept.

Når en fyr og en pige danser, fungerer det, oppe i vores hoveder i hvert fald, som et forspil. Man får mulighed for at komme fysisk tæt på en potentiel partner, og hvis man fornemmer en vis enighed om nattens fremtidige udskejelser, kan man køre kyssetøjet i stilling og så ellers gå til angreb. Det er ikke for sjov vi danser (af den simple grund at det ikke er sjovt at danse, comprendes?), men med et klart defineret mål for øje. Det er jo f.eks. af denne grund at vi aldrig kigger jer i øjnene under dansen, men stirrer vedholdende på jeres gyngende bryster. Vi ved I elsker det.

Da jeg om nogen kender til irritationen og frustrationen over gentagne gange at blive budt op til dans af diverse blåøjede pigebørn når jeg forsøger at have en god bytur i venners lag, vil jeg her begave mine ligemænd med et par nyttige råd til hvordan man undgår pigernes dansegunst. Der findes nemlig flere teknikker man med fordel kan benytte sig af:

Solodanseren
En ofte benyttet og ganske velkendt teknik. Hvis man bare vælter alene rundt på dansegulvet, fægter vildt med armene, agerer både trommeslager, guitarist og vokalist i ét og skubber andre væk for at få the spotlight for en selv, plejer man at undgå danselystne piger. Er man rigtig lækker, vil der stadig være piger der lurer glubsk på en, men der kan jeg så anbefale at man finder sig et tilfældigt kvindeligt offer og giver hende et friskt klap i bagen. Så fordufter interessen som regel.

Øldanseren
En raffineret version af Solodanseren er ham der danser alene rundt med sin øl. En teknik jeg selv har praktiseret gennem en årrække (spørg selv eks-eks) på grund af den glimrende afskrækkende effekt som den har på alle pigebørn. Selv 18-årige blondiner kan regne ud at man ikke byder manden der danser kælent med sin øl, op til dans, og man får derfor lov at være i fred for dansetilbud. Desværre tror nogle piger at de er så lækre at man naturligvis gerne og endda med glæde vil opgive sin øl for at danse med dem, men der hjælper det oftest på situationen hvis man, når hun henvender sig, spiller overrasket og “spilder” sin øl ud over hende, hvorefter man går amok og kræver betaling for den tabte øl og det følelsesmæssige svig man har oplevet grundet hendes uforsvarlige opførsel.

Mandedanseren
Denne her er tricky, det indrømmer jeg blankt, og det kræver mænd af en vis støbning at udføre den. Hvis I er en flok drenge i byen, kan I, æhm, danse med hinanden. Jeg ved det lyder sindssygt, men man kan sagtens gøre en sport ud af det: stå i en stor cirkel, hvor I så skiftes til at give den gas i midten, eventuelt med noget af det nyeste breakdance straight outta New York. Heppen, klappen, piften og hujen er obligatorisk. På den måde kan flokken overtage hele dansegulvet, og ingen pige vil turde at nærme sig jer overhovedet – eller også er det bare min vennekreds der har den effekt på dem…

I vil nu have bemærket at alle teknikker indtil videre involverer en eller anden form for dans – hvilket jo netop er hvad vi forsøger at undgå. Det skal dog tilføjes at de bygger på særdeles troværdige empiriske studier (mit liv), og deres effekt er både bevist og veldokumenteret. Jeg forsøger naturligvis at imødekomme efterspørgslen og har derfor udviklet yderligere tre teknikker der ikke på nogen måde indeholder dans, men da de endnu ikke er blevet testet i praksis, er det på eget ansvar hvis man benytter sig af dem. Jeg hører gerne fra folk der har efterprøvet dem ude i nattelivet.

Klisteren
Nogle gange må man ty til ekstremerne for at få sin vilje, og det er netop hvad denne teknik går ud på. Stå i baren, og giv den gas som du plejer. Når der så vanen tro dukker en smilende blondine med dådyrøjne op og tror at hun enten skal tømme din tegnebog for kontanter i form af jættedyre drinks eller hive dig med ud på dansegulvet, viser du hende overdrevet meget opmærksomhed. Faktisk virker det bedst hvis du netop opsøger hende og tager kontakten, gerne i form af en kvalmende scorereplik leveret stammende og med et flakkende blik – naturligvis efterfulgt af din bedste Ole Wedel-imitation. Det er en sikker vinder. For at være sikker på hun holder sig væk, samt at alle andre hunkøn har fattet budskabet, følger du efter hende når hun med hastige skridt forlader baren. I tilfælde af at hun helt forlader diskoteket, følger du også bare tæt efter hende og forsøger at genoptage “samtalen”. Kom gerne med undskyldninger om at det bare var for sjov, hurtigt efterfulgt af spørgsmålet om du må få hendes nummer alligevel. Works like a charm.
Det værste der kan ske (hvis vi går ud fra hun ikke er bevæbnet med peberspray eller har en tonser-kæreste gemt om hjørnet), er at hun giver dig sit nummer eller tager dig med hjem for at knalde. Uden at I har danset. Win.

Bangebuksen
Man finder sig et mørkt hjørne af diskoteket, sætter sig der og ser skræmt ud. Øjenkontakt og enhver form for samtale bør undgås, da dette kan mistolkes som en invitation til dans. Nej, jeg ved heller ikke hvordan dette kan lade sig gøre. Bare stol på mig. Vigtigheden af at se yderst skræmt ud kan ikke understreges nok. Hvis man ikke formår at få rædslen til at lyse ud af øjnene, tror pigerne bare man er en lidt mystisk ener, og så er interessen (og dermed risikoen for at de vil danse) pludselig tidoblet. Hvis dette sker, er der kun én udvej, og det er at brække sig på kommando (tænk Stan fra South Park) ud over trunten. Denne slags udspekulerede kropsmanøvrer kræver muligvis lidt træning, men du har jo tydeligvis ikke noget bedre at tage dig til siden du læser med her alligevel.

Taberen
Hvis du helt og aldeles vil undgå pigernes opmærksomhed, kan du selvfølgelig også bare tage en lyserød polo på og drikke cidere, så giver det ligesom sig selv. Krydr eventuelt med hvide tennissokker og selvbruner for at opnå den fulde effekt.

Jeg regner med at tage grusom hævn over de manglende byture de sidste to uger, så jeg vil formentlig benytte mig af flere af de nævnte teknikker i weekenden. Ses vi?

I mit forrige indlæg indskød jeg en kort bemærkning om at jeg burde tænde for tv’et hvis jeg manglede noget at brokke mig over. Og det kom jeg så, dum som jeg er, til i dag.

Da hørte jeg – jeg stod nemlig i køkkenet og kunne derfor ikke se tv’et – en mildest talt vanvittig reklame for Fitness DK hvor en fyr siger et eller andet vrøvl om at det er sindssygt irriterende konstant at blive tjekket ud af piger. Den latterlige påstand kan jeg så afkræfte med det samme, og det vil man også vide hvis man nogensinde har prøvet det: Det er nemlig både knæhøj karse og bred ymer at blive tjekket ud af piger – ren benzin på selvtillidsbålet.

Jeg ved ikke hvem den idiotiske reklame siger mest om – dem der kommer i fitnesscentre eller de ansatte i Fitness DK’s marketingsafdeling? Muligvis er det endda ét og samme segment? Og dog, jeg mener trods alt at et job i markedsføringsbranchen fordrer en eller anden form for uddannelse.

Det er da meget muligt at førstnævnte segment er “lækre” – det kommer vel an på øjnene der ser – men det er fanme indiskutabelt at de ikke aner en skid om hvorvidt de bliver tjekket ud eller ej. Når pigerne smiler, fætter pumpejern, er det fordi de på din karseklippede rockerfrisure, din solariebrune (og dermed kræftcellespirende) hud flot prydet med tribal-tatoveringer, de overdimensionerede steroide-arme og ikke mindst det altid medfølgende vilde hulemandsblik i øjnene godt ved hvor stor din sjover er, og derfor ikke kan skjule et lille fnis. And can you blame them? Det er immervæk lidt morsomt.

Desuden ved alle med bare en smule kvindetække at det satans hunkøn er os langt overlegne når det gælder tjekke ud uden at blive opdaget. Så hvis der rent faktisk var nogen der tjekkede dig ud, din tungnemme jerngøgler, ville du slet ikke opdage det. Case dismissed. Tilbage til samlebåndet med dig.

Marketingfolkene bag lidt for lækker-reklamen er ikke meget bedre stillet, omend de trods alt må forventes at have lidt flere brikker at flytte rundt med. Sagen med dette uheldige segment er så bare at ingen af de kommunikationsuddannede, hornbrillebærende marketingnørder har for en femmers begreb om kvinder da de aldrig nogensinde har været i nærheden af en, sandsynligvis grundet en kombination af deres, for nu at sige det mildt, mindre heldige udseende og generelle fremtoning, den på ethvert hunkønsvæsen totalt spildte Star Wars-humor og den altoverskyggende svedperlefremkaldende panikangst for piger der sidder dybt i dem alle. Lost cases, the lot of them. I kan vist ikke rigtigt udtale jer om det er ‘sindssygt irriterende’ at blive tjekket ud af piger, kan I vel? Tak.

Jeg ved ikke hvem de forestiller sig reklamen er rettet mod? Deres egne pigeforskrækkede taberkumpaner? Dem der brænder kalorier (og hjerneceller) af dernede allerede? Uanset hvad, så er den i dén grad fejlslagen og kommer ikke til at rokke en tøddel ved nogens holdning til Fitness DK. Overhovedet.

De skulle have satset på det der stripfitness. Dét kan man sgu da forstå hvad skal bruges til!

Jeg har aldrig sagt jeg var et godt menneske, lad os lige få det på plads med det samme. Jeg har sagt at jeg forsøger at være det, men det er absolut også en helt anden sag. Det vender vi tilbage til.

Da jeg var barn, syntes jeg det var ret spøjst at kigge på bryllupsbillederne i den lokale sprøjte for at se hvordan det nygifte par passede sammen sådan med hensyn til udseendet. Det stod nemlig hurtigt klart for mig at parrene i langt de fleste tilfælde passede godt sammen – hvis den ene var rigtig køn, var den anden det som regel også; hvis den ene var overvægtig, var den anden det også; og hvis den ene lignede en smadret emhætte i ansigtet, var det sædvanligvis Frankensteins brud der stolt stod ved siden af med et tandløst (men oprigtigt) smil. Jeg er den dag i dag ikke helt klar over hvorfor jeg netop fandt dette interessant, men at grine af andre mennesker har jo altid været en af mine favoritbeskæftigelser.

Der var naturligvis også de yderst sjældne men afsindigt underholdende tilfælde hvor et Gollum-lignende væsen havde formået at score langt over niveau og stod ved siden af en gudesmuk kvinde af Scarlett Johanssonske proportioner. Par af denne type ses ofte på ganske urealistisk vis fremstillet i amerikanske tv-serier i et omfang der er meget ulig virkeligheden: Doug og Carrie fra King of Queens, Jim og Cheryl i According to Jim, og der er sikkert talrige eksempler fra både serier og film som jeg bare ikke gider at finde frem lige nu. Fede, halvskaldede og på alle måder klammo mænd der har anskaffet sig en lille lækker kone.

Jeg har luret en del af konceptet; det må være noget med at give disse tabermænd et falsk håb om at de nok skal finde sig en smuk kone engang, men jeg kan sgu ikke gennemskue det omfattende lobbyarbejde der nødvendigvis må ligge bag dette gennemførte svindelnummer. Hvem betaler for det? Har fede (og rige) mænd organiseret sig og er nu ved langsomt at overtage verdensherredømmet? Jeg er ikke sikker, men jeg mener at dette omgående bør få højeste prioritet hos CIA og andre efterretningstjenester. Fuck bin Laden, han er på ingen måde en trussel mod vores samfund i forhold til det verdensomspændende bedrag som tabermændene er ved at gennemføre. Mark my words…

Nå, tilbage til det som det handler om. I disse moderne tider udfører Facebook nogenlunde den samme funktion som min gamle lokalsprøjte, og jeg er ganske overbevist om at jeg ikke er den eneste der følger med i mine (mindre) bekendtes kærlighedsliv via deres forholdsstatus. Er der i øvrigt i den forbindelse andre der har bemærket hvorledes dem der lige er blevet single, pludselig bliver utrolig aktive på Fjasbogen igen? Prøv det, det er klasse underholdning!

For nylig ændrede en af mine bekendte sin forholdsstatus – han havde fået en kæreste. Instinktivt tænkte jeg: “hvordan har han dog fået en kæreste!?” Jeg klikkede nysgerrigt på hendes navn for at se giraffen og udbrød med det samme jeg så hende: “nååårh, på dén måde!”

Og jeg forsøger altså virkelig…

… og verden smiler til dig, siger nogen. Virker det heller ikke for dig? Hvad så med: Skul ondt til verden, og verden lader dig være i fucking fred.

Det er mit motto her i livet. Og nu skal jeg forklare hvorfor.

Det er en udbredt misforståelse at man får mest ud af livet ved at være venlig og smile til sine medmennesker, for al videnskabelig forskning indikerer at mennesker er nogle små griske sataner der nakker hele din arm hvis du rækker dem en lillefinger. Storbyen (Aalborg, ikk’?) er en jungle, og at vise venlighed og omsorg er et svaghedstegn – og svage mennesker skal naturligvis have tæsk og holdes nede som de undermennesker de er.

Samme videnskabelige felt har flere gange påvist at der er ufattelig mange nassere ude i verden, og selvom der er mange forskellige underkategorier af dem, kan de kendes på nogle få basale fællestræk: De er altid utroligt venlige og imødekommende fra det øjeblik man møder dem, for så senere at kræve en form for tilbagebetaling for ulejligheden, oftest ved at man skal hjælpe dem med et eller andet latterligt projekt som de, pga. deres manglende rygrad og generelle luddovne indstilling til livet (kendetegn nr. 2), ikke selv magter at gennemføre. Hvad det er de vil have hjælp med, afhænger helt og aldeles af hvor mindrebemidlede de er, samt hvor billigt de er villige til at sælge sig selv (hvilket så igen afhænger af deres selvrespekt – eller snarere mangel på samme), og det er desværre ofte pænt billigt.

Jeg kender et par stykker af denne ubehjælpsomme type. Typen der ikke kan noget som helst selv og som kommer igennem livet uden egentlig nogensinde at udrette noget nævneværdigt, fordi de kører på frihjul og lever af andre menneskers dårlige samvittighed. For man kan jo ikke tillade sig at sige nej til at hjælpe dem, kan man? Hvad så med karma?

Nu skal jeg fortælle om karma. Han er et røvhul af dimensioner, kort og godt. Hvis du tror at der er nogen som helst retfærdighed til stede når han er indblandet, tager du gruelig fejl. Han er barnet der stikker en pind i myretuen bare for at se hvad der sker. Lad være med at bruge karma som undskyldning når du for 117. gang hjælper nasseren i din vennekreds; tag dig i stedet sammen og slå hånden af vedkommende. Du ved du vil, og i sidste ende gør du nasseren en tjeneste, da dette er en nødvendighed for at vedkommende kan lære at tage hånd om sit liv.

Og jeg ved godt det er svært. Dumme mennesker kan trods alt ignoreres, men det er ikke nemt med nasserne, der smigrer sig ind med smil og skulderklap til det punkt hvor det er direkte opkastfremkaldende. Derfor bør din mistro vækkes og faresansen gjalde i det øjeblik et nyt bekendtskab er klistre-klistre venlig, og den mest effektive måde at slippe af med nasseren på er at stikke personen en svirrende ørefigen så snart der lægges an til et smil. Hvis vedkommende så vender den anden kind til, kan du være sikker på at han også er kristen, og så giver du den bare bundgas med bat og kølle.

På denne måde får du vist nasseren at hans opførsel ikke tolereres, og han vil forhåbentligt derefter begynde at udvikle en rygrad – eller i det mindste gå til andre end dig med sine åh-så-uoverskuelige hverdagsproblemer. Skulle nasseren blive pigefornærmet over lussingen og lægge “venskabet” på is, har du jo ikke rigtigt mistet noget alligevel, men er tværtimod sluppet for vedkommendes evindelige tiggen om hjælp og belastende tuderi. Mission accomplished.

Mit råd: Stol udelukkende på folk der starter ud med at brokke sig over et eller andet ligegyldigt pis de ikke gider finde sig i (hvis de gør det ordentligt naturligvis og ikke bare klynker – den type er nemlig endnu værre), for så ved man for det første at de ikke er ude på at snøre en, for det andet at der er nogen hjemme på øverste etage, for det tredje at de har noget de går op i med liv og sjæl, og for det fjerde at de har holdninger og tør stå ved dem.

Og den slags mennesker er nu engang mest spændende at omgås.

Så er den gal igen med forbudsstaten. Det er ikke det at der laves forbud – der burde snarere være en lov om mindst ét nyt forbud om dagen – det er det at det altid går ud over de forkerte. Nu er der nogle båtnakkede borgerlige politikere, som åbenbart ikke har fattet et hak af begrebet liberalisme, og nogle ligeså tåbelige kommunister der vil have et forbud mod vandpibetobak.

Personligt er jeg ligeglad med forbuddet mod vandpibetobak, for jeg ryger ikke selv. Det er kun tabere der ryger. Nej, min harme over det kommende forbud skyldes noget helt andet og langt mere alvorligt. Det der piner mig, er at det altid er de unges livsstil der udsættes for kontrollerende tyranforbud. Så skal kamphunde forbydes, så er det train surfing der står for skud, næste dag er rygeheroin ulovligt – alt sammen underholdning som vi unge (ja, jeg er fanme stadig ung, smartass) ynder at hengive os til i vores fritid. Og som oven i købet på ingen måde går ud over andre mennesker.

Langt værre står det til med den ældre del af befolkningen. Af grunde som ingen har gidet at forklare mig, synes de at foretrække enhver aktivitet der vil pisse så mange andre mennesker af som overhovedet muligt, og jeg tror faktisk at en anseelig del af livet som gammel går ud på at være en pestilens for andre mennesker. Tillad mig at komme med et par enkle, men ofte forekommende eksempler:

Alle kender situationen hvor en usædvanlig knotten gnavpotte med en rusten og tør stemme, der runger af årtiers indestængt bitterhed, kræver at der bliver åbnet en ny kasse hvis køen i supermarkedet består af mere end 5 personer, for vedkommende skal så sandelig ikke spilde 10 minutter af sit dyrebare liv på at vente på andre mennesker. Det er tydeligt at oldingen føler sig endog meget krænket over forventningen om at man venter, som en god kunde, på at det bliver ens tur. Men det er jo heller ikke fair, hvordan kan vi dog tillade os at forvente at ældre mennesker indordner sig under de samme samfundsregler som alle os andre…

Næsten værre endnu er de gråhårede bæster der hver eneste dag ser det som sit højdepunkt at lemlæste det stakkes avisbud der vover at aflevere dagens avis hele 8 minutter for sent. Også denne flok hadefulde pensionister har årevis af erfaring i den udvalgte disciplin, og den unge knøs der er gået i fælden, kan på ingen måde forsvare sig mod det verbale fragttog der med gennemsyret ondskab og dræbende præcision er i færd med at køre ham over. Men for pokker, det er jo også fuldstændigt uacceptabelt at avisen ankommer 10 minutter senere end den plejer når de gamle idioter risikerer at udånde hvert et øjeblik…

Eller hvad med de forfærdelige mølædte mennesker hvis væsentligste beskæftigelse her i livet er at snakke til fremmede i bussen, på gaden, i supermarkedet – ALLE steder! Fat nu for helvede at når vi ikke er i vores lejlighed, er det fordi vi er på vej fra selvsamme lejlighed til en anden lokation hvor vi kan være i fred for andre mennesker, og at det offentlige rum IKKE er beregnet til ligegyldige samtaler med mennesker man absolut intet har tilfælles med. Nej, vejret er fandengaleme på ingen måde spændende nok til at vi skal engagere os i en samtale om det, og hvis du ikke har fanget den, så lad mig give dig et hint: hovedtelefonerne signalerer at jeg ikke er interesseret i at høre hvor pudsigt du synes (indsæt selv intetsigende emne) er, eller noget som helst andet fra dit århundrede lange, og lige så uvæsentlige, liv. Lad mig være i fred, olding!

Sidst men ikke mindst er der tosserne der går rundt på gader og stræder og snakker med sig selv. Der er ingen tvivl om at det er ‘good times’ for dem, men hold nu fucking kæft hvor er det da bare irriterende for alle os andre. Man ved jo heller ikke om vedkommende er mentalt forstyrret og/eller psykotisk nok til at trække en kniv og begynde at bruge sine medmenneskers indvolde som et organisk puslespil med den opførsel! Og fair nok, man skal feje for egen dør først: jeg snakker med mig selv. Ja sgu, værsgo og leg psykolog, og fortæl mig hvad jeg fejler. Men jeg gør det fanme kun når jeg er alene, jeg er jo ikke komplet skingrende sindssyg, vel?*

Nå men, tilbage til det indlægget handlede om. At aktiviteter som unge holder af, og som ikke skader/irriterer andre mennesker, én efter én bliver forbudt ved lov. Kan vi ikke snart begynde at forbyde de psykopatirriterende tendenser som gamle mennesker har?

Kan vi snart få et forbud mod at kræve der bliver åbnet en ny kasse i supermarkedet? Det er sundt at vente. Det opbygger karakter. Men det ved gamle idioter selvfølgelig ikke noget om (hvorfor staten bør hjælpe dem).

Kan vi få et forbud mod at brokke sig hvis avisen er forsinket? Den unge knægt er i sit første job (og temmelig sikkert første tur på ruten) for at tjene lidt skillinger til at købe nogle bajere og et pornoblad. Du har selv været der, bedstefar, lad være med at gøre knægtens liv til et helvede.

Kan vi ikke få et forbud mod at snakke til fremmede i det offentlige rum? Mest fordi det er herre irriterende, men også fordi det er unødvendigt og sænker os på vores vej gennem livet. Tid er penge, morfar. Men det ved du jo ikke noget om.

Og hvad med forbuddet mod at snakke med sig selv? Det forstyrrer den offentlige fred og orden, og det skræmmer uskyldige mennesker. Går det egentlig ikke også ind under lømmelpakken?

Hvis ikke vi får indført mindst to af ovennævnte forslag inden udgangen af år 2010, skal jeg personligt sørge for at min generation bliver 16 gange mere irriterende når vi bliver gamle. Nu er Danmark advaret.

* Jeg håber nogle af mine læsere har mental kapacitet nok til at undersøge hvad psykologien egentlig siger om nævnte opførsel, og når frem til samme resultat som jeg.

Siden det sociale netværksfænomen Facebook invaderede det danske marked i 2007, har forbrugerne haft en altid tilgængelig platform at udgyde evindelig ligegyldigt ævl på; en mulighed som langt størstedelen af befolkningen ivrigt har benyttet sig af. Fænomenet har nu imidlertid taget en ny drejning, og efter at mobiltelefoner med internetadgang har givet forbrugerne ubegrænset adgang til netværket, er der ikke længere noget tidspunkt hvor man kan slippe for den linde strøm af uengagerede statusopdateringer der udspys konstant.

Med ankomsten af disse ‘smarte’ mobiltelefoner (især et velkendt produkt der bærer en frugt som kendetegn), er folk nemlig begyndt at skrive statusopdateringer selv når de befinder sig i baren på den lokale, pubben eller klubben – lokaliteter der ellers tidligere er blevet betragtet som hellige i visse kredse (eller i hvert fald uden for internettets rækkevidde). Ja, kære læser, der er folk der synes de skal bruge tiden i baren på at skrive ligegyldigt ævl på Facebook i stedet for at gøre det som det altid har været meningen man gør i en bar: drikker (ja, sgu da) og lukker ligegyldigt ævl ud til de omkringværende personer!

Jeg er dybt forarget over at der findes mennesker der på så blasfemisk vis bryder de til alle tider gældende regler for korrekt opførsel på lurvede barer, brune værtshuse og andre lignende steder hvor godtfolk holder til. Og forundret. For hvad er det der gør at visse personer føler et behov for at informere andre mennesker om at de nu er at finde på det og det diskotek? Som selvproklameret forsker i forbrugeradfærd og antropologi er det mit fornemste ærinde at studere og analysere nye fænomener i samfundet i håbet om at kunne klarlægge en større årsagssammenhæng der forklarer det nye fænomen på en simpel og logisk måde.

Jeg besluttede mig derfor for at foretage en undersøgelse blandt disse sørgelige individer for at belyse bevæggrundene for den særprægede opførsel, og jeg vil her præsentere resultatet af mit studie. Undersøgelsen bygger på videnskabelige metoder der er blevet afprøvet og testet gennem adskillige år, og der kan derfor umuligt være fejlslutninger i resultaterne. Det empiriske grundlag er bredt og velfunderet, 2381 personer deltog i undersøgelsen, og man kan derfor sagtens overføre resultaterne til en bredere samfundsmæssig sammenhæng.

Mine studier har vist at der er fire personlighedstyper der benytter sig af ovennævnte opførsel. De fire karakterer kan beskrives således:

Don Juan-typen – gerne solbrun og lækker (jf. sine egne skønhedsidealer), typen der går i byen for at vise sine pumpede overarme og den smarte, nyindkøbte skjorte frem for de villige damer. Han mener at han virker ‘lidt mystisk’ (og det kan damerne jo godt lide) hvis han står og skriver på sin mobil oppe i baren. I virkeligheden er han pigefornærmet over at de ikke giver ham nok opmærksomhed, og han forsøger derfor at lokke andre piger til ved at fortælle om sin placering på Facebook.

Århus-typen – den intellektuelle debattør, typen der konstant leder efter åndelig stimulering. Klientellet i baren er ikke godt nok til ham, og han føler sig på én gang malplaceret og overlegen ved at være i samme lokale som disse undermålere. Han ser sig nødsaget til at fortælle sine bebrillede Århus-type-venner om hvor kedelig der er i byen og hvor barnlige og dumme ‘de andre’ er. I virkeligheden er hans største ønske at være som dem – men det ville jo obstruere hele hans raison d’etre, oh ve!

WoW-typen – en asocial computerfreak, typen der lever sit liv på nettet og sjældent bevæger sig uden for hjemmets fire vægge – så ville man jo være nødt til at kommunikere ansigt-til-ansigt med andre mennesker, skræk og rædsel! Typisk er han de fleste andre mennesker intelligent overlegen, men desværre er hans sociale evner tilsvarende underudviklede (en teori jeg vil uddybe på et senere tidspunkt), hvilket dog ikke afholder ham fra at prale med at han som en anden opdagelsesrejsende har bevæget sig ind på et hidtil ukendt territorium for at studere ‘de lokale’. I virkeligheden er statusopdateringen et nødvendigt bevis for at udløse den virtuelle pengesum der venter i World of Warcraft efter operationens fuldførelse.

Taber-typen – en uheldig skabning der ikke rigtigt hører hjemme nogle steder, og aldrig har gjort det. Da han er uhyre sky, vides der meget lidt om denne type særling, og det er endnu ikke blevet klarlagt hvad han egentlig laver i baren. Faktisk er eksistensen af denne type aldrig blevet endeligt bevist, men forskning fra det nordlige Tyskland, samt visse områder på Sjælland og i Midtjylland, tyder dog på at han i ekstremt sjældne tilfælde kan forefindes i en afsidesliggende mørk krog af baren. Han må formodes at være ekstremt farlig, hvorfor al kontakt bør frarådes på det kraftigste.

Yderligere forskning er påkrævet for at fastslå hvordan vi mest effektivt får ændret de fire typers uhensigtsmæssige adfærd, og indtil denne foreligger, må det anbefales at man tager afstand fra dem, skulle man være så uheldig at støde ind i dem på ens lokale bar.

Såfremt der blandt læserne skulle være ulykkelige repræsentanter for typerne der er klar over deres upassende opførsel og ønsker at forbedre sig (ikke at jeg tror det er sandsynligt), har jeg følgende råd.

Til Don Juan-typen:
Hvis du er lækker, har du ikke brug for Facebook for at score. Ud og mød damerne, min ven! Og hvis de ikke kontakter dig, så drik dig fuld – så kommer resten af sig selv.

Til Århus-typen:
Hvis du keder dig, så drik dig fuld. Det virker. Promise.

Til WoW-typen:
Hvis du ikke har nogen venner og ikke kan finde ud af at socialisere med fremmede, så drik dig fuld. Alle ved at det er meget nemmere (og sjovere, og bedre, og intelligentere) at snakke med folk når man er fuld. Jeg er sikker på at det også er sjovere at spille World of Warcraft når man er fuld.

Til Taber-typen:
Æhm… Drik dig fuld?