Jeg gør det aldrig igen!

Posted: 25. februar 2010 in Brok, Træls, True story

I en tid hvor der ellers ikke er meget at udspy sin livsgalde over, er det herligt at man ved at forlade sin lejlighed i mindre end en halv time kan opbygge så meget had til livet og andre mennesker at man seriøst overvejer hvilken selvmordsmetode der er hurtigst og mindst smertefuld. Forslag modtages gerne.

Det er vist sket før at jeg har udgydt min vrede over ældre mennesker og deres ufattelig enerverende væremåde, og her til formiddag blev den vækket på ny. Jeg skulle jo bare ned på biblioteket og hente nogle fucking bøger og inden jeg får set mig om, er jeg omgivet af sociale tabere eller gamle senildemente bedstemødre på tilbudsjagt på alle sider i en sådan grad at jeg ville ønske jeg var iklædt mellemøstligt-producerede selvmordsbomber fra top til tå (“Hov hov, Finland, nu kom du til at skrive noget der både er diskriminerende og racistisk,” siger socialisten der har forvildet sig ind på min side måske, men nej, jeg kan forsikre dig om at jeg ikke er kommet til noget som helst).

Da jeg kommer ned til biblioteket, er der sat afskærmning op på grund af fare for nedfaldende sne så man ikke kan komme ind i bygningen, og samtidigt opdager jeg at biblioteket slet ikke er åbent endnu da kommunalt ansatte naturligvis ikke kan forventes at stå op på samme tidspunkt som normale mennesker. Jeg begynder at få tics ved mit højre øje, men får kontrol over vreden ved først at tænke på at jeg kan udnytte tiden med en tur i Fakta, og dernæst ved at forestille mig det sørgelige liv som offentligt ansatte utvivlsomt slæber sig igennem – hvilket øjeblikkeligt får smilet frem hos mig (anger management for the win!).

Det skulle dog vise sig at være en stakket frist, for da jeg kommer til kassen i Fakta står Gravballemandens kone og mumler og stammer fordi hun ikke magtede at tage de tre rigtige pakker kød der var tilbud på, og nu ikke fatter det den hårdt prøvede kassedame forgæves forsøger at forklare hende. Det er også svært når der findes flere slags hakket kød, kan jeg godt se. Derudover mistænker jeg oldtidslevnet for bevidst at forsøge at irritere kassedamen ved at skulle have sine varer delt op i to bunker der skal betales hver for sig (et fænomen jeg i øvrigt aldrig har fattet – så svært er det vel for helvede heller ikke at regne ud hvor meget man skylder hinanden bagefter!?), og det er efterhånden tydeligt for alle andre end det degenererede mosefund at køen er ved at blive urimeligt lang på grund af hendes inkompetence og ævlen og kævlen om forskelligt kød. Jeg har lyst til at bede dem åbne en kasse til, men føler mig ikke gammel og bitter nok (haha) til at stille den slags autoritære krav.

Jeg er nu rødglødende. Jeg overvejer på et tidspunkt hvad de gældende regler for aktiv dødshjælp er – og var jeg mere inde i reglerne, havde jeg muligvis benyttet mig af det – men jeg mener alligevel det var bedst ikke at løbe risikoen. Først senere kommer jeg i tanke om at dr. Kevorkian da vist aldrig kom ind at sidde og fortryder inderligt at jeg ikke stoppede de tre pakker kød ned i halsen på hønissen. Nå, den tid, den sorg. Med det held som jeg vader i for tiden, får jeg vel lov at passere hende når hun om et par dage skvatter i sneen på sine skæve stankelben og ligger hjælpeløst på gaden og trygler mig om at hjælpe hende op inden forfrysningerne paralyserer hende for altid. Sorry, no can do. “Jeg skal lige ind og bruge tyve minutter på at købe kød først, okay bedste? Don’t move!”

Til alles held lykkes det mig at hente mine bøger og finde tilbage til min lejlighed uden at støde ind i flere imbecile tosser – ellers ville jeg ikke kunne svare for følgerne. Og så lover jeg at jeg aldrig mere forlader min lejlighed om formiddagen. Det er vist i alles interesse.

Følgende siger jeg kun én gang: hvis jeg nogensinde bliver så debildement, afliver I mig bare omgående. Mit fremtidige jeg vil uden tvivl brokke sig og nægte at lukke jer ind, men så må I lokke mig med nogle unge damer eller noget og eksekvere nakkeskuddet når jeg kommer halsende. Det vil jeg sætte pris på. Tak.

Kommentarer
  1. Rasmus Jensen siger:

    Der er generelt bare ufattelig mange irriterende typer når man handler. I flæng kan nævnes:

    1: Dem der brokker sig over for lidt i byttepenge. (Vi snakker her beløb i størrelsen 1-5 kroner)

    2: Dem der tror de kan skære ind i køen, for liiiiige at høre ekspedienten hvad en given vare koster.

    3: Dem der råber og skriger at der skal åbnes en kasse så snart der er flere end tre i køen. Det er en discountkæde FFS! Gå i brugsen hvis du ikke kan vente 5 min.

    4: De gamle kællinger der knap nok kan gå, som bliver forvandlet til amerikanske football spillere så snart en ny kasse åbner.

    Damn hvor jeg egentlig hader at handle ind.

  2. kongfinland siger:

    Hvor er det dejligt at høre du ikke er evig-positiv som du plejer! Mere brok, tak😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s