Smil til verden

Posted: 16. februar 2010 in Antropologisk fænomenologi, Kongeråd, Træls

… og verden smiler til dig, siger nogen. Virker det heller ikke for dig? Hvad så med: Skul ondt til verden, og verden lader dig være i fucking fred.

Det er mit motto her i livet. Og nu skal jeg forklare hvorfor.

Det er en udbredt misforståelse at man får mest ud af livet ved at være venlig og smile til sine medmennesker, for al videnskabelig forskning indikerer at mennesker er nogle små griske sataner der nakker hele din arm hvis du rækker dem en lillefinger. Storbyen (Aalborg, ikk’?) er en jungle, og at vise venlighed og omsorg er et svaghedstegn – og svage mennesker skal naturligvis have tæsk og holdes nede som de undermennesker de er.

Samme videnskabelige felt har flere gange påvist at der er ufattelig mange nassere ude i verden, og selvom der er mange forskellige underkategorier af dem, kan de kendes på nogle få basale fællestræk: De er altid utroligt venlige og imødekommende fra det øjeblik man møder dem, for så senere at kræve en form for tilbagebetaling for ulejligheden, oftest ved at man skal hjælpe dem med et eller andet latterligt projekt som de, pga. deres manglende rygrad og generelle luddovne indstilling til livet (kendetegn nr. 2), ikke selv magter at gennemføre. Hvad det er de vil have hjælp med, afhænger helt og aldeles af hvor mindrebemidlede de er, samt hvor billigt de er villige til at sælge sig selv (hvilket så igen afhænger af deres selvrespekt – eller snarere mangel på samme), og det er desværre ofte pænt billigt.

Jeg kender et par stykker af denne ubehjælpsomme type. Typen der ikke kan noget som helst selv og som kommer igennem livet uden egentlig nogensinde at udrette noget nævneværdigt, fordi de kører på frihjul og lever af andre menneskers dårlige samvittighed. For man kan jo ikke tillade sig at sige nej til at hjælpe dem, kan man? Hvad så med karma?

Nu skal jeg fortælle om karma. Han er et røvhul af dimensioner, kort og godt. Hvis du tror at der er nogen som helst retfærdighed til stede når han er indblandet, tager du gruelig fejl. Han er barnet der stikker en pind i myretuen bare for at se hvad der sker. Lad være med at bruge karma som undskyldning når du for 117. gang hjælper nasseren i din vennekreds; tag dig i stedet sammen og slå hånden af vedkommende. Du ved du vil, og i sidste ende gør du nasseren en tjeneste, da dette er en nødvendighed for at vedkommende kan lære at tage hånd om sit liv.

Og jeg ved godt det er svært. Dumme mennesker kan trods alt ignoreres, men det er ikke nemt med nasserne, der smigrer sig ind med smil og skulderklap til det punkt hvor det er direkte opkastfremkaldende. Derfor bør din mistro vækkes og faresansen gjalde i det øjeblik et nyt bekendtskab er klistre-klistre venlig, og den mest effektive måde at slippe af med nasseren på er at stikke personen en svirrende ørefigen så snart der lægges an til et smil. Hvis vedkommende så vender den anden kind til, kan du være sikker på at han også er kristen, og så giver du den bare bundgas med bat og kølle.

På denne måde får du vist nasseren at hans opførsel ikke tolereres, og han vil forhåbentligt derefter begynde at udvikle en rygrad – eller i det mindste gå til andre end dig med sine åh-så-uoverskuelige hverdagsproblemer. Skulle nasseren blive pigefornærmet over lussingen og lægge “venskabet” på is, har du jo ikke rigtigt mistet noget alligevel, men er tværtimod sluppet for vedkommendes evindelige tiggen om hjælp og belastende tuderi. Mission accomplished.

Mit råd: Stol udelukkende på folk der starter ud med at brokke sig over et eller andet ligegyldigt pis de ikke gider finde sig i (hvis de gør det ordentligt naturligvis og ikke bare klynker – den type er nemlig endnu værre), for så ved man for det første at de ikke er ude på at snøre en, for det andet at der er nogen hjemme på øverste etage, for det tredje at de har noget de går op i med liv og sjæl, og for det fjerde at de har holdninger og tør stå ved dem.

Og den slags mennesker er nu engang mest spændende at omgås.

Kommentarer
  1. Morfar siger:

    JEg har netop ringet til begge mine venner og sagt de er nogle svin.

    SLUT med nasseriet!

    PS venner søges.

  2. kongfinland siger:

    Vi kan godt være venner, Morfar. Hvis du lover at brokke dig noget mere.

  3. Morfar siger:

    Ha jeg er godt i gang, som du kan læse.

  4. Buur siger:

    Spot on!
    Faktisk kom jeg til at tænke på én helt bestemt person ved læsning af din blog – nærmest sådan en overnassertype tilsat det der mega irriterende selvfede “jeg-er-en-sød-hippie”-strejf – men kan da også godt genkende trækkene i mindre doser hos andre.

    I samme boldgade: det er altid fedt, når folk, man ikke har hørt fra i måneder, pludselig ringer for at få en tjeneste. Og de så slutter samtalen af med et MEGET tvunget (men påtaget interesseret): “Nå, men hvordan gååår det ellers?”

  5. Marolle siger:

    Hvis man udelukkende skal vælge sine venner udfra at de starter med at brokke sig over noget, så må jeg jo indrømme at du nok er min aller bedste ven😀

  6. kongfinland siger:

    Buur:
    Jeg tænkte også hovedsageligt på én bestemt person da jeg skrev det…
    Og folk man ikke snakker med som beder om tjenester, skal have flade.

    Marolle:
    Tak – tror jeg!😀

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s