Du ligner da ellers ikk’ sådan en!

Posted: 14. februar 2010 in Semi-autobiografisk pseudofiktion, Træls, Vrøvl

TAK! Nej, det gør jeg fanme ikke, og det er der en grund til.

Jeg har ikke længere tal på hvor mange gange folk er blevet overrasket over forskellige aspekter af min (såkaldte) personlighed som de ikke kendte til, f.eks. mine meninger, den sportsgren jeg dyrker, eller, i særdeleshed, det musik jeg hører. For nu at sige det mildt: jeg har en meget bred musiksmag. Den spænder fra finsk melodisk dødsmetal i den ene ende over hård rock, punk, indie, rap, elektronisk, country til pop og singer-songwriters i den anden, og det er vel efterhånden ret få genrer jeg kan sige at jeg overhovedet ikke bryder mig om (dog kvæler jeg dig hvis du får den syge ide at sætte opera på mens jeg er der).

Navnlig metal har altid stået mit hjerte nær, og mange mennesker har åbenbart nogle ret stærke meninger om hvordan man skal se ud når man lytter til metal, og på den baggrund må jeg altså skuffe: jeg har hverken langt hår, tatoveringer eller piercinger (til gengæld har jeg personlighedsspaltning og paranoia, men dækker over det ved at fake en multifacetteret personlighed og følsomhed). Faktisk ligner jeg derimod en helt normal fyr (vil jeg gerne bilde mig selv ind i hvert fald), og det er ikke tilfældigt. Sandheden er at der, ligesom ved (næsten) alt andet jeg foretager mig, ligger et rationale bag, og jeg kan ganske kort opridse det for jer.

Årsag nummer 1:
Jeg hader at blive klassificeret. Jeg er udmærket klar over at det er en helt naturlig og uundgåelig del af menneskets måde at opfatte verden på, men jeg hader altså bare at blive smidt i en bestemt kategori på baggrund af mit udseende. Og især hvis de andre medlemmer af samme kategori er en flok kontanthjælpsmodtagende amøber der ikke ved hvad de vil med deres liv, og som jeg ikke føler det store tilhørsforhold til.

Årsag nummer 2:
Jeg elsker at provokere, og af en eller anden grund fungerer det bare bedst for mig hvis jeg ser mere eller mindre neutral ud. Så er chokket større når jeg voldspyr min kroniske weltschmerz og det konstant ulmende raserianfald ud over intetanende mennesker der ikke ved hvordan de skal reagere. De måbende ansigtsudtryk der følger efter, er intet mindre end priceless.

Årsag nummer 3:
Vi er nogle der er dameglade jo, og lur mig om ikke den slags går bedre når man ser nogenlunde normal ud.

Du kan jo spørge sig selv hvem af disse mænd DU højst sandsynligt ville gå hjem med (og jo, du ved det også godt selvom du er en fyr):

Denne flotte og relativt anonymt udseende heavy-gut?

Charmøren her?

Eller denne velklædte fyr med det frække glimt i øjet og det selvsikre smil?

Jeg har ret, ikk’?

Det der egentlig irriterer mig, er at mange mennesker tilsyneladende mener at man bør se ud på en bestemt måde alt efter ens hobbyer, politiske ståsted eller musiksmag, og det kan jeg altså bare ikke være med på. Beklager men så endimensionel vil jeg ikke være. På samme måde som jeg varierer musikken jeg lytter til (og det er faktisk ret vigtigt for mig), kan jeg godt lide at variere mit udseende: den ene dag tropper jeg måske op i en blazer eller en pæn skjorte og den næste har jeg en hættetrøje på. Eller en plettet undertrøje der engang var hvid, hvis jeg skal ud og charmere pigebørnene.

I bund og grund vil jeg vel bare ikke have at jeg er nem at klassificere. Min gode kammerat som jeg spiller basketball med, siger det nok allerbedst når vi snakker om alle de af vores holdkammerater der render rundt med gangsta bling-bling, cappen på skrå og hængerøvsbukser og tydeligvis mener at de hører hjemme i det inderste Harlem: “Det er en sportsgren vi dyrker, for helvede, ikke en livsstil!”

Jeg er slående enig. Og inden nogen nævner det – ja, jeg er dobbeltmoralsk. Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Jeg får lyst til at lire dette filmcitat af – så det gør jeg:

“I’m like my mother, I stereotype. It’s faster.”

Kommentarer
  1. eksia siger:

    Hold kæft, hvor er du på tværs og det er dejligt. Befriende at der er mennesker, der ikke gider alt det der kassehalløj, som bliver sådan dyrket i vores samfund idag.

  2. Morfar siger:

    Word to your momma, der er nemlig fjas i at se mere eller mindre godt ud i stedet for at ligne noget fra anstalten.

  3. kongfinland siger:

    Eksia: Tak! Ved jo slet ikke hvad jeg lige skal sige🙂

    Morfar: Det er lige dét der er! Jeg undrer mig over hvornår de opdager det.

  4. Buur siger:

    Man kan også godt få damer, selv om man ser sjov ud. I’m living proof!

    Ellers helt enig; især omkring basketbollen, som kan få det værste frem i disse i forvejen skrækkelige teens, der til stadig sættes i verden.

  5. kongfinland siger:

    Jamen kære Buur, nu ser du jo også ret normal ud – pænt tøj, kort hår, ingen synlige tatoveringer eller piercinger og den slags. Jeg beskriver jo netop det typiske metalhoved der ikke helt går under samme betegnelse…

    Og så taler vi slet ikke om den charme og vid der er altafgørende når det gælder det med damerne.

  6. Rasmus Jensen siger:

    Det kommer vel i bund og grund an på hvilken type damer man går efter.

  7. Anya siger:

    Personligt mener jeg altså også, at der kan være fordele ved at typificere folk; som Rasmus også skriver er det jo ikke altid negativt at lede efter et fælles fodslag. Jeg mindes trods alt at have læst et harmdirrende blogindlæg et sted om Iphones, og mon ikke forfatteren gerne ville være fri for fashionista-elektronista hybrider i sin fold?😉
    Derudover er jeg enig i, at når typificering får karakter af immobile (hierakiske) klassifikationer, så er det møgtræls. Fx vil jeg gerne vide, hvad der er unormalt i synlige tatoveringer -eller hvor Kongens normaliseringsgrænse i så tilfælde går😉

    Beklager at kommentaren bliver så lang, men du skal også lige have applaus med for at tage ynglings-hade-emnet op. Der er altid lidt brok til overs med navnet “typer og klassificering” på!🙂

    • kongfinland siger:

      Krage søger som bekendt mage. 😉

      Er min typificering ikke immobil da?
      Når man har synlige tatoveringer, udsender man bare nogle signaler, om man vil det eller ej. Sådan er det jo med alt ved ens udseende; der følger konnotationer med. Om det er normalt, afhænger vel af om størstedelen af en given population har det eller ej – er det ikke sådan man definerer hvad der er normalt? Jeg ved det faktisk ikke, du er sociologen, Anya.🙂
      Jeg har jo heller ikke nødvendigvis noget imod tatoveringer bare fordi jeg ikke selv har det. Jeg har heller ikke overskæg, men det er jo mega klasse, det ved alle!

      Lange kommentarer er i øvrigt altid velkomne. Det tyder vel bare på jeg har ramt et vedkommende emne. Og jeg tror altså liiige jeg har læsestof nok til det næste halve år pt., men tak for rådet.

  8. Anya siger:

    Nåja – og så har jeg tænkt på, at jeg skulle anbefale dig at læse The McDonaldization of Society af George Ritzer (fordi du jo ikke har andet at lave), hvis du ikke allerede har læst den. Benzin til din individualistiske, oprørske sjæl!😉

  9. Morfar siger:

    Og når du har læst den, så gå i gang med Mein Kampf på tysk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s