Undskyld, venner

Posted: 4. februar 2010 in Consumerisme, Filippinerne, True story

Jeg har en tilståelse. Og det er en af dem der sviger.

Mine nærmeste venner vil vide at jeg engang i tidernes morgen nærede et indædt had til ankelsokker (du ved, dem der af grunde som jeg i hvert fald aldrig helt forstod, stopper lige ved anklen – i mangel af en bedre term kalder jeg dem altså for ankelsokker) og højt og helligt proklamerede at jeg aldrig nogensinde skulle bære, endsige købe, den slags latterlige og uduelige påklædningsgenstande.

Men det er tid til at krybe til korset. Jeg indrømmer det: jeg ejer faktisk ankelsokker. Jeg ved at dette må være hård kost for mange af mine nære bekendte, og jeg har fuld forståelse for det hvis man annullerer vores venskab, sletter mig på Fjasbog og aldrig nogensinde kontakter mig igen. Jeg ved at jeg har fejlet. Inden I forlader bloggen permanent, så læs lige det sidste af min beretning. Jeg er nemlig, som altid, ganske uskyldig i sagen.

Det er nemlig filippinerne og deres bloody servicekultur der er skyld i at jeg har indtil flere ankelsokker liggende i skuffen. Jeg skulle have nye sokker på et tidspunkt mens jeg var dernede – må man egentlig sige at man boede der, når det kun var i fem måneder? Jeg ved det stadig ikke – og smart som jeg er, vader jeg naturligvis ind i et storcenter og finder afdelingen med herretøj. Jeg kunne på lang afstand se at der var masser af sokker. Fine, sorte sokker. Almindelige sokker. Ikke noget pis.

Hvad jeg dog også kunne se, var en hær af filippinske piger iklædt storcenterets lyserøde (ja sgu) sælgeroutfit, der alle stod på spring for at overfalde enhver der bare viste den mindste interesse for et par sokker. I Danmark kan man sagtens få lov at gå i fred i butikker. Spørger de ansatte om man ønsker hjælp, kan man bare svare at man lige vil kigge lidt og vende tilbage hvis der er noget. Det er simpelt, og det virker. Sådan fungerer det bare ingenlunde på Filippinerne.

Der regner man automatisk med at kunden har ca. samme IQ som det bælte man har på, og derfor ikke magter at vælge et eneste produkt uden “kvalificeret” hjælp fra en, nej undskyld, adskillige ansatte i butikken. Som følge af den logik bliver man overfaldet af sælgere det øjeblik man træder ind i butikken, og gud nåde og trøste den der viser interesse for et af butikkens produkter. Ligesom jeg gjorde da jeg skulle købe sokker. Jeg ved ikke om de er på kommission, de stakkels piger, men da jeg begyndte at se på sokker, angreb de fra alle sider. En fire-fem stykker tror jeg de var, der hver reklamerede med forskellige brands. “Here, sir, these are ‘Darlington’. Very soft, sir. Feel!” Like I give a fucking shite.

Som altid når der er for mange mennesker omkring mig på én gang, panikkede jeg fuldstændigt, og da det begyndte at sortne for mine øjne, vidste jeg at jeg måtte handle hurtigt hvis jeg skulle undgå at falde i deres nederdrægtige baghold. Stakåndet fik jeg flået nogle sokker af stativet og med en manøvre der er Super Bowl værdig, slap jeg ud af deres fælde og påbegyndte min flugt mod kasseapparatet, hvor man endelig kan være i fred for de blodsugende lyserøde djævle. For så har man jo brugt penge. Jeg tror først det var da jeg kom hjem, min puls var faldet ned igen og jeg fik åbnet pakken at jeg opdagede det var ankelsokker. Straks begyndte scenariet forfra, med åndenød og svimmelhed…

Således gik det til at jeg fik erhvervet mig ankelsokker. Som I kan se, er jeg komplet uskyldig i sagen, og det skyldes udelukkende mit hårdføre overlevelsesinstinkt at jeg stadig er her den dag i dag. Så kan jeg godt leve med at det blev på bekostning af en pakke ankelsokker og min værdighed…

At jeg lavede samme trick nogle måneder senere, snakker vi ikke om.

Kommentarer
  1. Buur siger:

    Kære Finland

    Tillad mig først at være sprognazi ved at gøre opmærksom på, at det hedder “svide”, hvis der er tale om den følelse, man får ved at hælde citron på en hudafskrabning.
    At “svige”, som du har skrevet, er at svigte eller at påføre nogen et økonomisk tab.

    Og så den endnu grimmere: ankelsokker er vist en fin betegnelse. I hvert tilfælde med tanke på, at visse sokkeproducenter har opfundet navnet “sokletter” til disse (jeg giver dig ret) grimme uldmisfostre.

    P.S.: Du må gerne sige, at du har boet i Filippinerne. Reglen er, at når man har været der i længere end tre måneder med fast (dvs. samme) adresse, så har man boet der.
    Det er dog ikke alle “jeg-har-været-på-roadtrip-i-USA-i-en-måned-i-1998-men-referer-i-dag-konstant-til-“dengang-jeg-boede-i-USA””-typerne, der har fattet dette.

  2. kongfinland siger:

    Det svier helt ind i den mørke afkrog hvor mit hjerte burde sidde når jeg laver sproglige fejl, men det sker dog alligevel fra tid til anden. Tak for rettelsen.

    Sokletter lyder fanme grimt. Jeg holder mig til ankelsokker.

    Fedt med tre-måneders-reglen. Så hvis jeg lyder lidt foreign nogle gange, er det fordi jeg har boet i Scotland.

  3. Morfar siger:

    hahaha min mor købte en Baghdvad Ghita på samme måde🙂

  4. Rasmus Jensen siger:

    Ankelsokker er jo et must når det bliver varmere i vejret. Det ser jo helt tosset ud med shorts og almindelig strømper. Det kan sidestilles lidt med at iføre sig sandaler og hvide tennissokker. Det er simpelthen et no-go!

  5. kongfinland siger:

    Nuvel, jeg vidste ikke at det så tosset ud med shorts og almindelige strømper. Det skal jeg huske.

    Er det ikke svært og mentalt krævende hele tiden at skulle efterleve de i denne sæson gældende krav om moderigtig påklædning og korrekt strømpeføring?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s