… Og så sagde min kæreste også…

Posted: 7. januar 2010 in Piger..., Semi-autobiografisk pseudofiktion

Er der andre end mig der kender til det fænomen at når ordene ‘min kæreste’ sådan lidt henslængt, nærmest som en sidebemærkning og tilsyneladende helt uskyldigt, bliver nævnt i en sætning, så forandrer selve grundlaget, fundamentet som hele situationen beror på, sig fuldstændigt fra det ene øjeblik til det andet?

Man hører bare for eksempel “… og så ville min kæreste hellere…” og med ét er hjernen i gang med utallige forskellige udregninger og udlægninger af situationen, og man hører ikke et ord af hvad der følger efter. Hvad der kom før, fik man egentlig heller ikke rigtigt fat i, for da kredsede tankerne om hundredvis af andre udregninger og potentielle fremtidsscenarier, indtil de altså blev afbrudt af ordene ‘min kæreste’.

Jeg har oplevet det tusinde gange. Cirka. Når man som ung playboy spiller storcharmør i byen med påtaget kækt smil og glimt i øjet, er det to ord som markerer en nitte; ingen gevinst her, og de syv minutter man har brugt på at lade som om man lyttede efter, mens de førnævnte natlige fremtidsscenarier udspillede sig som en film i hovedet, er spildt, og med et trylleslag er alt hvad vedkommende siger, komplet ligegyldigt. Mens trunten lystigt snakker videre, er det eneste mine tanker handler om, hvordan jeg hurtigst muligt kommer væk fra denne mildest talt miserable situation, der ellers havde så gode udsigter til at starte med. Alt sammen på grund af to små ord.

Når man så er i forhold, skulle man ikke tro at de to ord ville have nogen nævneværdig effekt, men ak, det har de – omend en meget anderledes effekt. Snakker jeg med en attraktiv pige i byen, farer adskillige spørgsmål rundt i mit hoved: “nu tror hun vel ikke at jeg er ude på at score hende?”, “flirter vi?”, “kunne jeg have scoret hende?”, “forsøger hun at score mig?”, “er det her forkert?”, “hvordan får jeg på en høflig måde vist at jeg ikke er interesseret?” og ikke mindst “hvorfor helvede tænker du på alt det her i stedet for at lytte efter hvad hun siger!?”

Således kører mine ustoppelige tanker ud af en tangent, og jeg er på ingen måde mentalt til stede i samtalen med den stakkels pige. Når min radar så opfanger de to førnævnte ord, skifter mine tanker bane på samme måde som de gør når man er single og på jagt; blot med den forskel at det denne gang er et yderst velkomment skift. Mine tidligere bekymringer forsvinder som dug for solen, og jeg kan ånde lettet op: Selvfølgelig var hun ikke ude på at score dig, dit store læs! Uvægerligt indser jeg det komiske i situationen og kan endnu engang bare grine og ryste på hovedet af mig selv og mine til tider stupide tanker, mens jeg undrer mig over hvorfor jeg altid tænker sådan og om det nogensinde får en ende – alt dette naturligvis mens pigebarnet snakker videre uden at jeg hører ét eneste ord!

Jeg ville nogle ganske ønske jeg kunne slå mine tanker fra, men det er altså ikke så let. Men hey, livet ville sgu også være noget mindre underholdende hvis man ikke kunne grine af sig selv!

Den skarpe læser vil have bemærket at der er et scenarie der er blevet udeladt i fortællingen: hvad hvis pigen ikke nævner noget om en kæreste? Simpelt, i situation #1 er det lig med succes, og i situation #2 panikker jeg totalt og skriger “JEG HAR ALTSÅ EN KÆRESTE! VIG BORT, DJÆVLETØS!” hvorefter jeg løber skrigende ud af lokalet og hjem til mine fire sikre vægge.



Kommentarer
  1. Buur siger:

    Udgydelser af sætninger – hvor ordet “kæreste” – nævnes får altid mig til at spekulere på, hvordan denne kæreste mon ser ud.

    Da jeg 99% af min tid ved bevidsthed snakker med mænd vil det sige, at jeg tænker:
    “Okay!? Han har en kæreste… hun må sgu da være rimeligt [indsæt selv ord]!”

    Og med mindre samtalepartneren er af den pastelfarvede og ligegyldige type, kan jeg ofte godt håbe at få denne kæreste at se, for ligesom at finde ud af, om jeg vurderede rigtigt.

    Sjovest er de (skæve) kombinationer, hvor Tyk Pige dater Tynd Mand.
    Altså: tyk som i FED og tynd som i PRINCE.

    Jeg arbejdede en gang på en beverding, som et sligt par ofte frekventerede. Af uvisse årsager gik de altid sammen på en måde, så han gik på hendes højre side.

    Det vil sige, at han var til venstre for beskueren. Det fik min gode ven til at døbe dem 10-tallet.

    Det grinede vi lidt af.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s