Verdens Mest Irriterende Menneske

Jeg mødte verdens mest irriterende menneske i sidste weekend. Okay, ud af mere end seks milliarder mennesker på denne klode, hvoraf jeg kun har mødt et par stykker, er det ikke sikkert at vedkommende er det mest irriterende, på trods af et ellers ihærdigt forsøg, men personen er helt sikkert i top 10, og det siger ikke så lidt. Da risikoen for at jeg skulle møde andre personer fra den liste er forsvindende lille (heldigvis), vil jeg herefter referere til vedkommende som Verdens Mest Irriterende Menneske.

Nedenfor vil jeg gennemgå hvorfor jeg mener at Verdens Mest Irriterende Menneske er Verdens Mest Irriterende Menneske – jeg er ikke i tvivl om at du vil give mig ret når du har læst det – og for nemhedens skyld, vælger jeg at gøre det på listeform i 10 overskuelige punkter. Umiddelbart, kære læser, synes hver enkelt del måske ikke at være særlig irriterende i sig selv, men tag ikke fejl; når man lægger alle delene sammen, har vi opskriften på Verdens Mest Irriterende Menneske. Derudover er dette et af de sjældne tilfælde hvor summen er større end de enkelte dele. Der er simpelthen bare noget uforklarligt irriterende ved Verdens Mest Irriterende Menneske, som en aura der omgiver ham; ikke synlig med det blotte øje, men helt sikkert tilstede. Man kan fornemme det. Man bliver arrig bare af hans tilstedeværelse.

Inden jeg vil præsentere de 10 punkter, bør jeg nok forklare situationen, så alle er med. Jeg skulle på en dagtur til Mt. Pinatubo, en aktiv vulkan nord for Manila, og mødte altså på denne tur Verdens Mest Irriterende Menneske.

1.
Allerede den allerførste sætning han siger til mig er irriterende. Vi skal stoppes 14-15 mennesker ind i en minibus der på ingen måde er lavet til lange mennesker, og da tourguiden Ann ser mig og noterer sig at jeg er to hoveder højere end alle de andre, foreslår hun at jeg sidder på forsædet, så der er plads til mine ben. Fint, siger jeg, og så står vi ellers og venter på at folk langsomt slæber sig ind i bussen. Folk kender ikke hinanden, og der opstår lidt forvirring om hvem der skal være hvor, og så foreslår Verdens Mest Irriterende Menneske at jeg sætter mig ind på bagsædet. Jeg tænker ‘neeeeej, der kan jeg jo ikke være,’ men hører mig selv sige ‘sure’ og kravler derind.
Jeg kunne på ingen måde sidde ordentligt på det lille uduelige betonsæde og fik ingen søvn på den første del af turen. Jeg grinede dog af det, og jokede indvendigt om at Verdens Mest Irriterende Menneskes kommentar blot var begyndelsen, og at han ville vise sig at være et forfærdeligt menneske senere. Jeg var tættere på sandheden end jeg anede. Det var vel karma der besluttede at når jeg tænkte den slags, skulle jeg fanme også få det at føle.

2.
Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg ender i samme jeep der skal tage os op til det punkt hvor vores trek skal starte, og på denne tur lærer jeg at Verdens Mest Irriterende Menneske synger. Ikke som i ‘synger i band’, nej, som i ‘synger hele fucking tiden’! Beatles-numre, Bee Gees-numre, alt muligt gammelt crap synger han, og det er ikke sådan en stilfærdig nynnen – det er højt og tydeligt. Og han synger godt. Fuck, det er irriterende.

3.
Udover Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg, var der i jeepen to filippinere og en russisk pige som Verdens Mest Irriterende Menneske fulgtes med. Jeg kunne i starten ikke lure om de var kærester (hahaha, Verdens Mest Irriterende Menneske og damer, yeah right!) for han snakkede hele tiden med hende om alle de ting de skulle opleve, sagde at hun så sød ud og så videre, men der var ingen fysisk kontakt mellem dem. Senere på dagen kildede han hende dog på maven i en gestus der var en tredjeklasses folkeskoleelev værdig. Det var helt tydeligt at han forsøgte at score hende, og lige så tydeligt for den opmærksomme observatør at hun på ingen måde var interesseret i ham. Men føj, hvor var hans tilnærmelser irriterende at se på.

4.
Cirka hvert tredje sekund blinker Verdens Mest Irriterende Menneske. Ikke sådan et normalt blink som man knap lægger mærke til, men et meget kraftigt et hvor begge øjnes lukkes hårdt i og brynene rynkes. Og lige så tit rynker han på næsen (dog uafhængigt af blinkene). Når først man bemærker den meget ivrige og kraftige blinken og rynken på næse, er det fuldstændigt umuligt at koncentrere sig om hvad manden siger, og man undrer sig i stedet over om hans motorisk udfordrede ansigtsmuskulatur er et tegn på at manden bør søge psykiatrisk hjælp omgående. Jeg blev aldrig færdig med min analyse.

5.
Flere gange i løbet af turen op af vulkanen måtte vi krydse små vandløb ved at gå på sten hen over, og ved det allerførste vandløb faldt Verdens Mest Irriterende Menneske i vandet, ned til låret, på trods af advarsler om at der var dybere end der så ud til, og at stenene var glatte. En historie der åbenbart var så morsom at Verdens Mest Irriterende Menneske synes den skulle genfortælles en 30-40 gange i løbet af dagen. Jeg grinte hver gang.

6.
På et tidspunkt mens vi vandrer, kigger Verdens Mest Irriterende Menneske på mine fødder og siger: ”Wrong shoes for trekking.” Jeg svarede: ”No, perfect shoes for trekking,” hvortil han lo og sagde ”No, no, no, no…”
Fortæl mig så, hr. jeg-ved-alt-om-trekking-og-især-det-udstyr-man-skal-bruge-undervejs-på-trods-af-at-jeg-tydeligvis-aldrig-har-vandret-nogen-som-helst-steder-hen-og-at-det-er-min-første-trek-på-Mount-Pinatubo-selvom-jeg-har-boet-et-par-timers-kørsel-derfra-det-meste-af-mit-liv-og-blinke-ikke-magter-at-manøvrere-over-et-ét-meter-bredt-vandløb-blinkeblinke-uden-at-falde-i-vandet-som-en-anden-mongol, din narhat, hvorfor var det dig der sidst på dagen havde vabler på fødderne og en storetå-negl der var helt fucked up og blå, mens mine fødder havde det fucking perfekt!? ”Oh, I never said MY shoes were perfect.” Nej, det gjorde du fanme ikke. Og luk så røven.

7.
Efter turen op og ned af vulkanen sidder vi og skal have noget at spise på en lille spartansk udseende restaurant. Russisk pige, Verdens Mest Irriterende Menneske og jeg. De finder tallerkener frem til russisk pige og jeg – Verdens Mest Irriterende Menneske er tilsyneladende ikke sulten, og vil ikke have en tallerken – og vi spiser løs af de forskellige retter der står på små tallerkener på bordet. Lidt efter vi er færdige, spørger Verdens Mest Irriterende Menneske om vi skal have mere at spise, og da vi svarer nej, udbryder han: ”Mmm, leftovers for me!” Han tager en af tallerkenerne fra bordet, skraber maden over på en anden tallerken med mad på og begynder at spise med en gaffel og ske fra en af de andre tallerkener. Alt imens står der rene tallerkener og bestik på bordet lige bag ham. Jeg spørger, forundret og en anelse forurettet, hvorfor han ikke spiste sammen med os, hvortil han svarer: ”No no, it’s okay.” Nej, det er fandenstejleme overhovedet ikke okay, hvad snakker du om!? Jeg er åbenbart ikke fin nok til at spise med Verdens Mest Irriterende Menneske.

8.
Under middagen (hans middag, altså) snakker han om at han er ved at vise russisk pige alle de pæne steder i Manila. Han spørger om jeg kender Fort Bonafacio, og da jeg svarer nej og fortæller at jeg ikke ved hvad det er, siger han: ”Really? It’s so nice there, you should go.” Jeg spørger hvor det er, og han siger at det er i Makati, at det er virkelig flot, at han troede jeg boede i Makati, om jeg så heller ikke kendte Greenbelt, at jeg skulle tage derhen, ogsåvidereogsåvidere. Jeg spørger ham, efterhånden mere end en anelse ophidset, HVAD Fort Bonafacio er, om det er et mall, en vej, en park, hvad helvede er det, så svar mig dog, menneske? ”Oh, well, it’s like a mall, but not really. It’s really nice.” Tak, den har jeg fanget. Jeg er nu ved at være rødglødende af raseri og hiver demonstrativt min bog med kort over Manila op af tasken, og med det samme siger han: ”You probably won’t find it in there, it’s an old map.” Jeg måber – hvad fanden i helvede ved han om det kort som jeg har købt for mindre end tre måneder siden, den klaphat! Jeg slår op på første side og læser højt: ”Copyright 2009,” og tilføjer: ”What the fuck is your point?” Russisk pige griner nu, synes tydeligvis det er morsomt at nogen giver ham igen, og jeg gætter på at hun er mindst lige så træt af ham som jeg på dette tidspunkt. Forståeligt. Jeg kan ikke finde noget Fort Bonafacio i Makati, så han overtager kortet og leder videre, mens han mumler noget med at det måske ligger i Taguig City, og ikke i Makati. Han peger ud i luften og siger at det ville ligge ca. dér i forhold til kortet. Okay. Så bladr dog over på den side, din jubelidiot! Der er fine dertil indrettede trekanter ude i siden af kortet der markerer hvilken side du skal gå til! Han finder det til sidst. Taguig City, ikke Makati. Flot.

9.
Dette punkt er ikke så meget irriterende, som det er direkte usmageligt. Og det er en sand historie.
Grunden til han ville besøge Mt. Pinatubo var at det er et ulykkessted. Flere hundrede mennesker døde, da vulkanen var i udbrud i 1991. Uden nogen form for anger fortalte han at han besøgte lokaliteter hvor der var sket ulykker med dødsofre – naturkatastrofer, drukneulykker, brande og den slags. Og tog billeder. Han fortalte om en sønderknust mand som kun kunne kende sin forkullede kone (eller søster, jeg husker det ikke) på bæltespændet. Alt andet var brændt til ukendelighed. Og han tog billeder af denne knuste mand. Ligeledes fortalte han at brændt menneskekød lugter af barbecue, og faktisk ret godt. Jo vist, skulle han vælge mellem fisk og menneskekød, ville han nok foretrække sidstnævnte. Måske er jeg sart, men jeg synes det er en syg form for hobby. Desværre fik jeg aldrig spurgt ham hvad han brugte billederne til. Der er trods alt en vis forskel på om de bliver solgt til aviser og tidsskrifter eller de hænger på væggen derhjemme.

10.
Han gik rundt med en trøje på hovedet. Behøver jeg sige mere?