Vi mangler bare et navn…

Nu kommer jeg muligvis til at træde nogen over tæerne, men… Well, fuck it. Jeg forsøger at være nogenlunde rationel i mine valg i livet (og det er ikke her der skal jokes – I’m serious. Det er bare ham den fulde idiot der fucker alting op fra tid til anden). Da jeg gerne vil bruge mit liv på noget fornuftigt (alt er relativt jo), og dumme mennesker som regel giver mig meterlange løg, er det yderst sjældent at jeg ser tv ud fra devisen om at det meste af sendefladen er fyldt med latterlige møgprogrammer der på værste vis udnytter pøblens trang til at se semi-kendte udfolde sig i diverse spændende former for “underholdning” – f.eks. dans, skøjteløb eller “sang” (ja, citationstegnene er med fuldt overlæg).

Men da jeg i weekenden så Super Bowl sammen med en flok gæve gutter (nej, jeg ser ikke normalt NFL, men der var tyve liter sodavand, chips med de obligatoriske to liter dip til, et par pakker hot wings og pommes, en pose blandet slik, to liter is og to dødsburgere der overbeviste mig om at jeg skulle se det), kunne jeg jo ikke undgå at se reklamer for nogle af de seriøst fordummende snotprogrammer de sender i fjerneren, og jeg vidste sgu ærlig talt ikke om jeg skulle græde eller grine da hende den blonde dåse fra Paradise Hotel i en reklame siger noget med: “hun skal bare ud, og det kan kun gå for hurtigt!”

Jeg har aldrig fulgt med i nævnte reality-show og jeg kan garantere jer for at jeg aldrig nogensinde i min livstid kommer til det, uanset hvor meget det så minder om et eventyr. Så ville jeg da hellere sprættes op og voldtages af en syg gorilla end at udsætte mine øjne og hjerne for de talentløse tabere der udgør klientellet i toppen af dansk reality-tv anno 2010. Det er skam i ramme alvor når jeg siger at jeg tror den slags programmer har en negativ effekt på seernes intelligenskvotient. Jeg mener at det kan sammenlignes med at få hamret en gennemsnitlig mursten i panden ved en 3-400 km i timen på daglig basis, men det er så bare min teori.

Heldigvis er jeg ikke ene om at smadderhade den slags programmer, og min gode kammerat Jens, der i sin tid kunne opleves på Tom og Jens i The Big Apple, har præsenteret mig for et fremragende koncept for fremtidens reality-tv; et koncept der uden tvivl vil revolutionere genren.

Konceptet i al sin enkelthed:

Fase 1: En massiv markedsføringsindsats skal sikre at tusindvis af unge opmærksomhedshungrende se-mig-typer melder sig til det stort opsatte reality-show, dansk tv’s hidtil største satsning. Denne fase er særdeles vigtigt da det naturligvis endnu ikke er blevet afsløret hvad deltagerne vil blive udsat for i programmet.

Fase 2: I de indledende runder vil man, tro mod genren, følge alle tåberne der valfarter til auditions i to-tre af landets største byer, og høre lidt om deres sørgelige eksistens og de ligeså sørgelige bevæggrunde for at stille op til showet. Der bliver helt sikkert givet gode grunde som f.eks. at vedkommende var et helt unikt menneske i den nu afdøde bedstemors øjne. Unik er bare ikke altid noget positivt, ven, men lad nu det ligge.

Fase 3: Her kommer twistet. Når deltagerne er blevet ført ind i rummet hvor de fire kendte dommere sidder klar, vil de resolut få stukket en boltpistol for panden og blive aflivet på stedet. Forestil jer chokeffekten! Hele familien Danmark samlet foran skærmen til et blodbad af dimensioner! Forestil jer medieomtalen og den seerstorm det vil skabe!

Konceptet kan med fordel finansieres af staten da denne jo selvsagt slipper for enorme byrder grundet den systematiske udryddelse af alle de samfundsnassende tabere der udelukkende er en belastning for staten. Samtidigt kan konceptet sælges til andre lande og tv-stationer der naturligvis står i kø for at introducere programmet på deres marked, og på denne måde fungerer det som et tveægget sværd: der skabes profit, hvilket vil gavne velfærdssamfundet, og der vil blive ryddet gevaldigt op i samfundets bærme, hvilket igen vil øge velfærden her til lands.

Jeg har svært ved at se hvordan konceptet skulle fejle?

Vi er naturligvis lydhøre over for ethvert forslag der kan forbedre konceptet. Og så mangler vi bare et navn…

Undskyld, venner

Jeg har en tilståelse. Og det er en af dem der sviger.

Mine nærmeste venner vil vide at jeg engang i tidernes morgen nærede et indædt had til ankelsokker (du ved, dem der af grunde som jeg i hvert fald aldrig helt forstod, stopper lige ved anklen – i mangel af en bedre term kalder jeg dem altså for ankelsokker) og højt og helligt proklamerede at jeg aldrig nogensinde skulle bære, endsige købe, den slags latterlige og uduelige påklædningsgenstande.

Men det er tid til at krybe til korset. Jeg indrømmer det: jeg ejer faktisk ankelsokker. Jeg ved at dette må være hård kost for mange af mine nære bekendte, og jeg har fuld forståelse for det hvis man annullerer vores venskab, sletter mig på Fjasbog og aldrig nogensinde kontakter mig igen. Jeg ved at jeg har fejlet. Inden I forlader bloggen permanent, så læs lige det sidste af min beretning. Jeg er nemlig, som altid, ganske uskyldig i sagen.

Det er nemlig filippinerne og deres bloody servicekultur der er skyld i at jeg har indtil flere ankelsokker liggende i skuffen. Jeg skulle have nye sokker på et tidspunkt mens jeg var dernede – må man egentlig sige at man boede der, når det kun var i fem måneder? Jeg ved det stadig ikke – og smart som jeg er, vader jeg naturligvis ind i et storcenter og finder afdelingen med herretøj. Jeg kunne på lang afstand se at der var masser af sokker. Fine, sorte sokker. Almindelige sokker. Ikke noget pis.

Hvad jeg dog også kunne se, var en hær af filippinske piger iklædt storcenterets lyserøde (ja sgu) sælgeroutfit, der alle stod på spring for at overfalde enhver der bare viste den mindste interesse for et par sokker. I Danmark kan man sagtens få lov at gå i fred i butikker. Spørger de ansatte om man ønsker hjælp, kan man bare svare at man lige vil kigge lidt og vende tilbage hvis der er noget. Det er simpelt, og det virker. Sådan fungerer det bare ingenlunde på Filippinerne.

Der regner man automatisk med at kunden har ca. samme IQ som det bælte man har på, og derfor ikke magter at vælge et eneste produkt uden “kvalificeret” hjælp fra en, nej undskyld, adskillige ansatte i butikken. Som følge af den logik bliver man overfaldet af sælgere det øjeblik man træder ind i butikken, og gud nåde og trøste den der viser interesse for et af butikkens produkter. Ligesom jeg gjorde da jeg skulle købe sokker. Jeg ved ikke om de er på kommission, de stakkels piger, men da jeg begyndte at se på sokker, angreb de fra alle sider. En fire-fem stykker tror jeg de var, der hver reklamerede med forskellige brands. “Here, sir, these are ‘Darlington’. Very soft, sir. Feel!” Like I give a fucking shite.

Som altid når der er for mange mennesker omkring mig på én gang, panikkede jeg fuldstændigt, og da det begyndte at sortne for mine øjne, vidste jeg at jeg måtte handle hurtigt hvis jeg skulle undgå at falde i deres nederdrægtige baghold. Stakåndet fik jeg flået nogle sokker af stativet og med en manøvre der er Super Bowl værdig, slap jeg ud af deres fælde og påbegyndte min flugt mod kasseapparatet, hvor man endelig kan være i fred for de blodsugende lyserøde djævle. For så har man jo brugt penge. Jeg tror først det var da jeg kom hjem, min puls var faldet ned igen og jeg fik åbnet pakken at jeg opdagede det var ankelsokker. Straks begyndte scenariet forfra, med åndenød og svimmelhed…

Således gik det til at jeg fik erhvervet mig ankelsokker. Som I kan se, er jeg komplet uskyldig i sagen, og det skyldes udelukkende mit hårdføre overlevelsesinstinkt at jeg stadig er her den dag i dag. Så kan jeg godt leve med at det blev på bekostning af en pakke ankelsokker og min værdighed…

At jeg lavede samme trick nogle måneder senere, snakker vi ikke om.

Hvis du står og mangler et sprog, siger du bare til, ikk’ å?

Jajaja, jeg ved godt jeg ikke følger pissemeget med på filmfronten, men har I måske hørt om den der spritnye blockbuster der hedder AVATAR??? Nå, det havde I… Hm. Efterhånden er jeg vel også den eneste der ikke har fået set “mesterværket” og tilmed ikke har nogen planer om det (i modsætning til 2012, som jeg gerne vil se fordi jeg mener den er så dårlig at den rent faktisk er underholdende, tror jeg nemlig ikke Avatar har en skid at byde på).

Og det er der en speciel grund til: Når jeg hører at der er brugt 134 billiarder pund og 78 millioner timer (nej, det er ikke made-up tal) på at opfinde et helt sprog til de her computergenererede blå freaks, så tænker jeg altså bare at de penge og den tid muligvis, bare muligvis, kunne være brugt på en bedre måde, fx på nogle vildere eksplosioner eller et par predators (jeg har som sagt ikke set den, så jeg ved ikke hvad filmen mangler – men alle film mangler en predator eller to). Eller hvem ved, måske en original handling? Det er godt nok en lidt crazy og progressiv tanke, og ideen kan nemt falde til jorden hvis pøblen ikke kan få lov at opleve forløsningen når de gode (og kærligheden, hvis jeg ikke tager meget fejl) sejrer til sidst, så det er nok på det grundlag at den ide er blevet fravalgt.

Jeg ved da godt at der sidder nogle Tolkien-elskende lingvister et eller andet sted og er ved at komme i hørbukserne over Na’vi-sproget, men har det på nogen måde en positiv virkning på filmens såkaldte “troværdighed”? Den handler for fuck’s sake om en planet beboet af klammo, fredselskende blå aliens; gør det så nogen forskel, James Cameroun, om de lyde som de siger, bygger på smarte afrikanske sprog eller er det rene volapyk?

Men fair nok, Paul Frommer grinede med garanti hele vejen til banken efter han brugte en eftermiddag på at sætte nogle lyde sammen til et “sprog” og straks bestilte en enkeltbillet til Hawaii. Det havde jeg også gjort. Næste gang du får en så brilliant ide, hr. Cameroun, så ringer du bare til undertegnede, så skal jeg satme nok kreere et sprog til dig. For halvdelen af Frommers salær…

“Hej, jeg hedder Steve, og min mobil er min bedste ven”

Når man ikke rigtigt synes at der er noget der kører for en, er det en stor trøst at der er masser af mennesker derude der har det værre end en selv. Det minder jeg ofte mig selv om, og jeg bliver altid i markant bedre humør af det (det står i øvrigt frit for om man vil afprøve teknikken derhjemme, men der medfølger ingen garanti – det hjælper dog hvis man er i besiddelse af en vis portion kynisme). Som den hungrende vidensjunkie jeg er, frekventerer jeg videnskab.dk på daglig basis, og selvom det ikke normalvis er her jeg finder dårligdomme der kan få mig i bedre humør, så var det just hvad der skete i dag.

Der fandt jeg nemlig en artikel om mobiltelefoner og hvad de skal kunne ifølge unge forbrugere, lavet i samarbejde med Aalborg Universitet. Det viser sig at der er “en del der ønskede at mobilen i fremtiden vil kunne ‘tale tilbage til dem’, så mobilen kan blive deres ‘ven’, som de kan søge dialog og råd hos.” Det er simpelthen det mest sørgelige og ufrivilligt tragikomiske jeg længe har hørt, og mens jeg prøver at finde ud af om jeg skal have ondt af dem eller bare knække sammen i latterkramper, kan jeg mærke mit humør stige mod hidtil uanede højder over at jeg ikke er så desperat og deprimerende et individ. Hvad helvede er meningen? Hvad med at bruge dem der, hvad hedder de nu, som man snakker med og søger råd hos hvis det er man har brug for det, øhm – NÅ JA, andre mennesker til den slags! Hvor elendigt et liv skal man have før man tyr til et fucking batteridrevet kommunikationsapparat for oprigtig dialog og råd? Det er sgu da klart man ikke har nogen venner hvis man går og snakker med sin åndssvage telefon hele tiden; den slags idiotiske opførsel er nok ikke ligefrem befordrende for ens sociale liv. Og hvem fanden kræver at en mobil skal kunne noget som helst andet end at ringe og skrive (det ved jeg godt du gør, og jeg hader dig for det)? Det er det absolut eneste sådan en skal kunne, og jeg må på det kraftigste understrege at jeg aldrig nogensinde kommer til at eje en iPhone. Fjern det bras fra mig, og lad mig leve i fred.

Som om det ikke var nok, fortæller artiklen også om et system hvor du kan tage et billede af en tøjgenstand som en fremmed bærer, sende billedet til en database og efterfølgende få at vide hvor du kan købe den fotograferede tøjgenstand. Jesus fucking christ. Hvor indholdsløst et liv (og sind) er det muligt at have? Hvis man ikke har andet at gå op i end hvad andre folk har på og hvor det kan købes, anbefaler jeg omgående trepanering som kur, og jeg skal gerne selv stille mig til rådighed for at gennemføre proceduren. Bare giv mig besked, ikk’? Please? Desuden må det udløse sagsanlæg i hobetal når folk begynder at tage paparazzibilleder af hinanden på gader og stræder. Fuck, jeg skal tjene penge på de fjolser.

Endnu engang må jeg brække mig over at der overhovedet spildes kræfter på landets universiteter på at forske i noget så komplet irrelevant for hovedparten (håber jeg inderligt) af befolkningen, og jeg får vitterligt lyst til at anskaffe mig en sort trenchcoat og komme på uanmeldt visit hos et par uddannelsesinstitutioner som tydeligvis ikke tager deres virke seriøst nok.

Der er virkelig noget råddent i Danmark…

Jeg havde engang en kæreste der sagde “jeg er glad for at jeg og mine veninder aldrig kommer til at starte en samtale med ‘hvor har du købt det bælte?’” Jeg forstår hende nu. Åh, hvor jeg forstår hende. Men hvis jeg finder ud af hun har købt en iPhone, så tæver jeg hende. Igen.

Således kan en dag gå fra ’skyd mig, en eller anden’ til ‘nu skyder jeg snart en eller anden’, og så bliver det jo næsten ikke bedre. Min dag er i hvert fald reddet. God lørdag derude. Og husk:

“When I get sad, I stop being sad and be awesome instead.”

Så simpelt kan det siges.

Galde lige fra hoften

Dagens hadeliste i vilkårlig rækkefølge:

1. Folk der skriver til en på MSN og som ikke svarer når man skriver tilbage til dem. Havde du kun tid til at snakke i ét minut eller hvad!?
2. Sne. Så fjern dig dog. For nu at citere en kammerat: “Så længe vi ingen fucking bjerge har i Danmark, har vi intet at bruge sne til!”
3. Folk der bare er kronisk glade. Hvordan gør I? Giv noget!
4. Dansk tv der på imponerende vis formår at sætte nye standarder for deprimerende ligegyldige og uintelligente programmer.
5. At Caroline Wozniacky tror at hun skal til at være sangerinde. Please lad være. Jeg får lyst til at blæse mine ører ud med en højtryksrenser ved tanken om at hun skal synge. I hendes tilfælde gælder den ældgamle græske læresætning “hold kæft og se godt ud” i allerhøjeste grad.
6. Udlejere der siger at “lejligheden desværre ikke egner sig til tre personer.” Lad os da se den alligevel! Når vi ringer til dig, er det sgu nok fordi vi er ret interesserede i den – eller bare meget desperate. Sig det dog hvis det er fordi du ikke vil have der bor tre, det er skam en ærlig sag, men det der vattede pakken ind i vammel undskyldning er fanme fesent.
7. Ekskæreste som man møder i byen. Som ser godt ud.
8. Det frådende monster som jeg bliver til når jeg er fuld.
9. At jeg kan se mine sendte beskeder på min mobil.
10. At pige med potentiale flytter fra Aalborg.

Som I nok kan se, kører det ikke rigtigt for tiden. Kom med noget februar, tak. Og en lejlighed. Og penge. Ellers er jeg klar til weekenden. Vist nok.

Dog kan ham her og den her stadig få mig til at smile. Så er der nok stadig håb et eller andet sted…

Om hvorfor jeg aldrig bliver venner med sælgere

I min søgen efter en ny westernguitar forelskede jeg mig i en sort Washburn der selvfølgelig kostede det dobbelte af hvad jeg havde planlagt at bruge på ny guitar – ingen siger noget til min bankrådgiver, vel? Dog var der en Ibanez som jeg også gerne vil prøve. I ved, bare for sammenligningens skyld. Den havde de så imidlertid ikke hjemme i butikken, kunne jeg se på hjemmesiden, så jeg skrev en ganske kort mail til dem med et relativt simpelt spørgsmål, hvis jeg selv skal sige det, der lød ca. sådan her: “Ved du om I får Ibanezguitaren på lager igen, og i så fald hvornår?”

Jeg indrømmer at det er hele to spørgsmål på én gang, hvilket muligvis kan have forvirret sælgermanden der besvarede min mail, og for at svare på spørgsmålene er det naturligvis en forudsætning at den indviklede process der i fagterminologien kaldes ‘læs og forstå’, beherskes fuldt ud. Mens jeg ventede i åndeløs spænding på svaret, gjorde jeg mig endda visse forestillinger om hvilket svar jeg kunne tænkes at få. Mulighederne var, så vidt jeg kunne regne ud, temmelig begrænsede da første spørgsmål er et såkaldt ja/nej-spørgsmål, mens svaret på andet spørgsmål – som så, for lige at komplicere situationen, er et opfølgningsspørgsmål hvis svar i den grad afhænger af svaret på første spørgsmål – gerne skulle bestå af en dato. Eksempelvis kunne han svare: “Ja. På torsdag.” Hvilket ville have været en fantastisk og ikke mindst brugbart svar. Han kunne også give det mindre spændende, men dog stadig yderst brugbare svar: “Ja. Det gør vi ikke.” Sidst men ikke mindst kunne han svare: “Nej.” Et skuffende svar, men dog stadig et svar ifølge de FN-godkendte kriterier for spørgsmål/svar-sekvenser fra 1987.

I stedet er dette “svaret” der tikker ind på min mail: “Ibanezguitarer lyder ikke nær så godt som Washburn. Derfor er de ikke hjemme i butikken.”

Den lader vi lige stå et øjeblik.

…

Læs så mit spørgsmål igen.

…

Det er jo for helvede ikke et svar på mit spørgsmål, din bebrillede lortesælger! Det er en personlig kommentar, som er komplet ubrugeligt i forhold til mit ellers simple spørgsmål og som jeg ikke har bedt om. Jeg undrer mig over om han i andre sammenhænge giver lige så elendige svar. “Hey, hvad skal du i aften?” “Jeg havde en sjov aften i går.” Nå, okay? Tak for det, mester! Var han der ikke den dag de gennemgik det på sælgerskolen eller hvad? Jeg har ikke selv gået der, men jeg formoder da at man lærer at når kunden spørger om noget, er det ifølge videnskabeligt efterprøvede forsøg den bedste taktik at give dem et fucking svar.

Jeg vidste godt det stod sløjt til med kundeservice i Danmark, men jeg troede da at det at svare på et spørgsmål, var lige til at overkomme… Endnu engang viser standarden sig at være under hvad der må kunne forventes rimeligt – lærer jeg det aldrig?

Som den evigt hjælpsomme fyr jeg er, har jeg besluttet mig for at lave et lynkursus i kundeservice (lavet i tre trin, så selv mongolsælgere kan fatte det):

1. Når kunden stiller et spørgsmål, skal man svare på det. Med et ordentligt svar. Omgående.

2. Kan man ikke svare omgående, skal man vende tilbage med et svar snarest.

3. Er det også for stor en mundfuld, skal man slet ikke være sælger, men kan i stedet fokusere på en fin uddannelse i at lægge mursten oven på hinanden i snorlige rækker.

Så simpelt er det faktisk. Jeg håber de indfører denne korte liste på sælgerskolens pensum, så jeg i fremtiden slipper for den slags uduelige forsøg på noget der burde være et ligetil svar.

Slet skjult hentydning?

Da udlejeren til den lejlighed jeg var ude at se søndag formiddag, sagde at han helst tog par ind fordi de har nogle bedre vaner, tror I så han hentydede til at jeg stod i det samme tøj som jeg havde på i byen aftenen inden, at jeg nok stank ret voldsomt af sprut og at jeg tydeligvis ikke havde fået ret meget søvn, eftersom man sover af helvedes til på en busstation?

Jeg er ikke sikker…

Nå. Vaner schmaner. Hvis du vil være kedelig, gammelfar, så bare giv los. Jeg skal i hvert fald heller ikke bo til leje hos en tørvetriller der ikke kan have det sjovt (eller tåle at andre mennesker kan finde ud af det) og derfor har anlagt sig det obligatoriske jeg-er-voksen-og-seriøs-overskæg, som angiveligt udløser en form for autoritet i visse sørgelige kredse.

Sådan en blærerøv… Bare fordi man har et minus på kontoen på over 30.000, ikke ved hvad ens speciale skal handle om, bor på en sofa og er hjemløs om tre uger kan man altså godt have styr på sit liv. Ikke?

Bitterpedia

Jeg sad lige og læste om kulturchok på Wikipedia (don’t ask) og stødte på en brilliant sætning midt i forklaringen om hvorledes alting i den første fase i en ny kultur føles nyt og spændende:

“Like many honeymoons this stage eventually ends”

Er det muligt ikke at elske når den slags bitterhed sniger sig ind i en ellers neutral og objektiv tekst? Jeg håber lidt at jeg kan få lignende statements lusket ind i min eksamensopgave. Det kan da kun trække op.

“However, Phelps et al. (2003) propose a theoretical framework which seeks to elucidate the aggregated processes that influence the outcome of life, i.e. the painful tribulations we go through for some 50 years until cardiac arrest saves us from suffering more indignities, but the model was not accepted in academic circles as it, according to Smith & Cohen (2005: 88), fails to recognise the severity of the hardships that constitute an ordinary human life – which is, by definition, a bitch.”

Stik mig så det 12-tal! Gimme, gimme, gimme!

Brevkassen #8

Og endnu et spørgsmål ovre fra Samlingsbanken (og hvor er jeg bare til fals for den slags smiger der lægges ud med!):

Kære brevkasse-konge. Hvilke filosofi ligger bag dit valg af design? Det er så enkelt og default-agtigt, at det nærmest er retro. Venligst, mig.

Der ligger absolut ingen filosofi bag valget af design – det var bare det der var mindst grimt af de valgmuligheder der var. Og ja, jeg overvejer at gøre noget ved det. Engang.

I øvrigt er jeg glad for du kalder det retro, det lyder langt bedre end at sige det bare er en naturlig konsekvens af min dovenskab og mangel på kreativitet. It works for me.

Brevkassen #7

To fellow-bloggere, henholdsvis Dines og Blondie, har samme fremragende spørgsmål til brevkassen, og jeg har naturligvis et lige så fremragende svar parat:

Kære brevkasse. Hvem er Celina Hilslev?

Hun er en upcoming semi-celeb (jeg tror på dig, skat). Jeg ved egentlig ikke helt hvad hun er kendt for; jeg opdagede hende i en Johnson-video, som jeg har linket til tidligere, men vidste ikke hvem hun var før den største stodder jeg kender – ingen nævnt, ingen glemt – berigede mig med hendes navn.

Og så er hun naturligvis min kommende hustru. Hun ved det bare ikke endnu.