Åbent brev til Celina Hilslev

Kære Celina

Jeg ved godt vi ikke har mødt hinanden (endnu), men det mener jeg bestemt også er en fejl. Kender du den der følelse når man første gang ser ind i øjnene på en fremmed person, og man synes man har kendt vedkommende hele livet? Som om det hele pludselig giver mening? Det tror jeg ikke du gør, og det er derfor jeg synes vi skal mødes. Jeg lander i København ved fire-tiden den 28., og har et par timer jeg skal slå ihjel inden turen går mod Aalborg. Hvis du ingen planer har, synes jeg du skal komme til Terminal 2, så er jeg sikker på vi kan finde en måde at udnytte tiden sammen på…

Afstanden mellem os afskrækker dig muligvis, men det mener jeg slet ikke vi skal bekymre os om i første omgang. Aalborg er en dejlig by, og jeg er sikker på du vil falde til der. Hvis ikke, er det alligevel min plan at flytte til hovedstaden når jeg er færdig med mine studier. Jeg regner med du gerne vil vente på mig, ligesom jeg naturligvis også vil vente på dig. Siden jeg så dig første gang, har jeg alligevel ikke været interesseret i andre piger. Overhovedet. Ikke det fjerneste.

Vær ikke bekymret for at du ikke kan finde mig i lufthavnen, jeg er nem at genkende. Led blot efter den lækre høje fyr i jakkesæt med et frækt glimt i de blå øjne og et kækt, men samtidig mystisk dragende, smil. Kom over, og sig hej. Du vil ikke fortryde det.

Glædelig jul, Celina.

Vi ses snart!

Brevkassen #4

Den ukronede konge af bitterhed Buur har stillet følgende spørgsmål til brevkassen: Hvorfor staves din yndlingsdrik, Somersby, kun med ét ‘m’?

Dette svar må desværre forblive ren spekulation fra min side, men jeg mener jeg har et godt bud.

Jeg tror at grunden til at Somersby staves med ét ‘m’ er at det er Carlsbergs forsøg på at være ung med de unge og lege lidt med sproget på en trendy måde. Du ved, ligesom dem der skriver ‘x-mas’, og selv synes de er pisse sjove og opfindsomme. Eller dem der siger ‘godt nythår’ for nu at blive ved noget aktuelt. Det er jo en strategi som Carlsberg havde stor succes med, da de lancerede T-Beer her i landet…

Samtidig giver den udanske stavemåde cideren et eksotisk islæt, hvilket formentlig er endnu et dårligt gennemført marketingskneb fra den DANSKE PRODUCENT Carlsbergs side. At den fulde titel er Somersby Pear Cider bekræfter blot denne teori.

So, there you go. Det staves med ét ‘m’ fordi det eneste ansættelseskrav ved Carlsbergs marketingsafdeling er at man skal kunne knappe sine bukser (selv) og bruge Microsoft Office-programmerne til husbehov. Men hvem havde også forestillet sig andet?

Kærlig hilsen,
Kong Finland

Brevkassen #3

Svenstrups kommende superjournalist og udbryderkonge Buur har stillet dette spørgsmål:

Kære brevkasse.
Jeg har allerede forsøgt at få svar på dette spørgsmål i en anden brevkasse (se link via mit navn), men nu vil jeg gerne have en second opinion:

Jeg står med det problem, at jeg stadig er jomfru, og jeg er altså 18 år. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg selv synes, min penis er for lille. Det er ikke fordi, jeg ikke har fået chancen for sex, for det har jeg, op til mange gange, men jeg trækker mig altid.

Min penis er hverken speciel tyk eller lang, synes jeg selv? Kan det være derfor, jeg ikke tør dyrke sex?

Kære Buur

Second opinions er for tabere. Desuden er dette ikke en genbrugsbrevkasse. Jeg er med andre ord pigefornærmet over at du valgte Joans brevkasse over min.

Hej hej.

En servicemeddelelse

Kære filippinske taxachauffører

Dette er en servicemeddelelse til jer.

Jeg ved ikke om I er klar over dette, men vi har faktisk også taxaer i Vesten. Vi kender systemet. Skal man have fat i en, rækker man en arm i vejret eller gør på anden måde opmærksom på sig selv, således at taxachaufføren kan se at man har brug for en taxa. Jeg troede, åbenbart fejlagtigt, at dette var et universelt system, men ud fra jeres opførsel at dømme er det ikke tilfældet. Dette ræsonnement bygger på mine erfaringer med taxachauffører her i Manila de sidste snart fem måneder, hvor jeg utallige gange har oplevet jer sætte farten ned og snige sig op på mig for så at skræmme livet af mig ved at trykke hornet i bund – gerne gentagne gange – i et forsøg på at få min opmærksomhed når jeg kommer gående hen ad gaden ganske fredsommeligt og i mine egne tanker.

Her må jeg på det kraftigste advare om at det kan være yderst farligt at forstyrre en hvid mand. Jeg sværger, hvis jeg havde skydevåben på mig, var de blevet taget i brug op til flere gange mod disse luskede taxachauffører. PLAF PLAF – så kan vi se om du stadig kan køre taxa med kugler i begge skuldre. PLAF – ringer det også for dine ører nu? Det håber jeg, dit svin, for jeg har en konstant og smertefremkaldende høj hyletone i begge mine ører takket være jeres uendelig og ganske uforskammede dytten.

Muligvis er det jeres bud på god og venlig service, men her kan jeg heldigvis hjælpe jer. Det bryder vi os nemlig ikke om i Vesten. Vi vil bare have lov at passe os selv, og hvis vi så ønsker jeres service, skal vi nok henvende os til jer. Denne oplysning må I meget gerne viderebringe til Manilas buschauffører, butiksassistenter, prostituerede m.v.

Det er også en mulighed at I bare voldhader hvide mennesker, fordi I er trætte af at gamle, ulækre hvide mænd kommer og stjæler jeres piger, og at I derfor faktisk forsøger at skræmme livet af os med jeres infernalske overgreb. Og det er skam forståeligt nok, men hvis filipinaer frivilligt vælger aldrende, halvskaldede mænd frem for jer, er det sgu nok fordi I gør et eller andet forkert. Så må I kraftedeme mande jer op og komme ind i kampen. I kunne passende starte med at lade være med at ligne en flok lallende 14-årige piger alle sammen. Rådet er hermed givet videre…

Uanset hvad grunden er, så er det ikke fordi vi ikke kender til taxaer i Vesten. Lad mig for én gangs skyld slå det fast: hvis vi ikke fægter med arme og ben som en gal, er det fordi vi ikke har brug for en taxa. Så bedes I droppe jeres overraskelsesangreb på uskyldige hvide mennesker og den måbende stirren I bagefter praktiserer, indtil man demonstrativt har tilkendegivet at man ikke ønsker et lift.

Ellers har jeg hørt at det er relativt nemt at skaffe våben i Manila…

Brevkassen #1 & #2

Min ven Rasmus har stillet et glimrende spørgsmål til brevkassen: Hvorfor er det lige “rigtige” mænd ikke drikker cider?

Et alvorligt spørgsmål at lægge ud med, men jeg skal forsøge at gøre det klart hvorfor jeg ikke drikker cider.

Som jeg ser det er tendensen i samfundet at forskellene mellem de to køn bliver udviskede (se blot den metroseksuelle mand eller prioriteringen af feminine værdier) og det synes jeg er en skam, for det resulterer i at vi bliver én stor flok androgyne mennesker uden synlige kendetegn der afslører vores køn.

I nutidens samfund, bliver det påstået, skal individet skabe sin egen kønsrolle ud fra sin identitet, idet kønsroller ikke er givet ved fødslen, og det er lige præcis her kæden hopper af for mig. Jeg køber simpelthen ikke forklaringen om at vores kønsroller udelukkende er socialkonstruktivistiske fænomener – hvad med biologien eller kemien? Hvad med X- og Y-kromosomer og testosteron/østrogen? Det er kemiske reaktioner i hjernen der gør os glade, forelskede eller ophidsede, og jeg nægter at tro på at selvsamme kemiske stoffer ikke også er med til at definere vores kønsroller.

Mænd og kvinder er, efter min mening, forskellige, og de forskelle skal vi have lov at dyrke, for det er i sidste ende dem der gør at vi er tiltrukket af hinanden. Dermed ikke sagt at mænd ikke skal have lov at vise en blød side eller at piger ikke må prutte, bøvse, klatre i træer som børn eller hvad ved jeg. Vi skaber nemlig alle vores eget selvbillede.

En rigtig mand bør stå ved sine feminine værdier, og dyrke dem. Det tror jeg rigtig mange mænd kunne lære noget og blive klogere på sig selv af, og at gøre det er et tegn på overskud og modenhed. Men forskellene og maskuliniteten skal i den grad også dyrkes og vedligeholdes, og det er såmænd bare det jeg forsøger med min personlige revolution mod diverse modefænomener såsom cider-drikning. Mit valg bygger således på principielle grunde, men hvad andre gør, er jeg egentlig ret ligeglad med.

Rasmus, du må hjertens gerne drikke cider for min skyld. Jeg er ligeglad. Du må også tage make-up på og gå i lyserøde skjorter og tylskørt hvis det er det du har lyst til og gør dig glad. Jeg tillader mig bare, som din ven, at stå på sidelinjen og smile overbærende af dig i så fald.

Ovenstående kunne være én forklaring. En anden kunne være at jeg bare ikke synes det smager godt og havde lyst til at lave lidt skæg og spas?

Den kære Mai var hurtig med et opfølgende spørgsmål: … eller drikker små fadøl?

Mht. små fadøl så er jeg efterhånden ligeglad da jeg sjældent køber øl i byen alligevel. Faktisk kunne jeg godt finde på at købe en lille fadøl næste gang jeg er, for så skal jeg da bruge mindre tid på at drikke det skidt og er hurtigere klar til igen at kaste mig over whisky, rom eller white russians.



Må jeg præsentere: Brevkassen!

Jeg kan se at der for nyligt er blevet guidet læsere ind på min blog via søgeordene ‘flotte solbrune piger’, og det er jeg oprigtigt glad for, for er der noget jeg har forstand på, så er det flotte solbrune piger. Derudover er der blevet søgt på ‘ophidset’, hvilket jo helt naturligt leder folk ind på min blog da jeg er ophidset alle døgnets 24 timer. Nogle gange er der endda flotte solbrune piger indblandet, men lige så ofte skyldes min ophidselse den altoverskyggende ignorance som man møder rundt omkring (to sider af samme sag?).

Det glæder mig at pøblen endelig har indset hvor de skal søge information om den slags, så for at komme efterspørgslen i møde vil jeg hermed oprette Kong Finlands Brevkasse og opfordre uvidende læsere til at stille spørgsmål om hvad end der måtte ligge jer på hjerte. Det kan være alt fra politik og verdenssamfundet til livet og dagligdagsproblemer, men selvfølgelig er det de førnævnte solbrune pigebørn der er min hovedekspertise. Jeg ser frem til at svare på jeres uden tvivl dumme spørgsmål, og jeg anser det tilmed som min mest fornemme borgerpligt at oplyse sindene hos formørkede medmennesker og dermed forbedre verdenssamfundet. Hvad gør man ikke for at hjælpe andre…

Brevkassen findes her

På forhånd tak

Nu er det snart jul, og det er jo som bekendt hjerternes fest hvor man glæder sine nærmeste med gaver der viser hvor meget man holder af hinanden. Derfor ser jeg ingen grund til at tvivle på at alle mine læsere naturligvis ønsker at vise mig hvor meget jeg betyder for dem, samt hvor meget de har savnet mit altid fornøjelige selskab de seneste fem måneder, og således ønsker at overvælde mig med gaver det øjeblik jeg sætter fod i landet igen.

For at effektivisere julegaveindkøbsprocessen – der findes nemlig næppe noget mere afskyeligt og dybt frustrerende end at skulle mase sig igennem mængden af frådende bedstemødre og kvinder klædt på til kamp med uldfrakker, stiletter og hårde tasker, der ganske effektivt bruges som slagvåben hvis en forvirret mandsperson skulle komme i vejen for købet af den ultimative gave til lille Mattias, i alle byens tætpakkede butikker i sin håbløse søgen efter elendige og endnu ikke valgte gaver, mens hele befolkningen i et kollektivt anfald af vanvid går bersærkergang med kreditkortet – har jeg valgt at publicere min ønskeseddel nedenfor. Der er nemlig stadig masser af tid til at bestille lortet over nettet, så I fuldstændigt undgår juledramaet ude i byen. I kan takke mig senere.

Jakkesæt – Armani, tak.
Rolex-ur
Nietzsches samlede værker
Et års forbrug af Glenfiddich 40-års single malt (jeg ville have valgt 50-års, men man er vel beskeden)
Nummeret på hende her
Og en seng
Silkepyjamas
Global-knive
Rayban-solbriller (alt det sne blænder mig)
En dartskive m. pile
En jacuzzi
Ti-turs kort til Pussy Galore
DALI MegaLine højttalere
Havannacigarer
Kikkert (don’t ask)
Et billardbord
Washburn Dime 333 (til rock’n'roll)
Gibson Hummingbird True Vintage (til sødsuppemusik for damerne)
Samsung 58″ plasmaskærm
En PS3 (og 100 spil)
Cd-holdere til min samling på 416 styks

Glædelig jul, suckers! Nyd jeres karrysild og juleand derhjemme i polar-Danmark, mens jeg ligger ved poolen og sipper Martini’er.

Røvhuller.

Boligjagt

Når jeg om små fire uger vender tilbage til Danmark, skal jeg bo på en sofa hos min gode kammerat og trofaste følgesvend gennem livet, Kim, og da den installation nok ikke er holdbar i længden, er jeg begyndt at lede efter bolig i Aalborg. Ganske tidligt i min søgen falder jeg over et sted der lyder intet mindre end perfekt: 2000,- om måneden inklusiv alt, placeret i midtbyen, fælles bad og køkken der deles med to piger som så skulle være mine kommende roomies. Behøver jeg forklare hvorledes et fordækt smil bredte sig fra øre til øre på mit ansigt, mens skumle planer begyndte at tage form?

Men vent, hvad står der så i næste linje: “Du er selv pige og ikke-ryger.” Nej, det er jeg faktisk ikke. Og det var sgu da noget af et krav at stille. Er det ikke kønsdiskrimination? Hvad skete der med ligestilling?

Nå, jeg formoder at de med det urimelige krav har formindsket chancerne for at finde en roommate med 60-80%, så jeg har tænkt mig at skrive til dem anyway:

“Hej piger,

Jeg skriver fordi jeg er interesseret i værelset som I lejer ud, og selv om jeg er opmærksom på at jeg ikke umiddelbart opfylder jeres strenge krav til ansøgere, prøver jeg lykken alligevel.

Jeg er en 25-årig storrygende, pervers, asocial misogyn med hang til lette kvinder og overdrevet druk, som mangler et sted at æde, skide, sove tømmermænd ud og knalde tilfældige damer hjembragt fra Gaden.

Jeres lejlighed lyder rigtig fin, især er jeg vild med konceptet om at dele køkken med to unge piger der elsker at kokkerere, samt fællesbadet. Jeg kan allerede nu forestille mig de mange gode stunder vi kommer til at have sammen i lejligheden.

Da I sikkert er interesseret i at se mig an, har jeg sendt et vellignende foto med.

Jeg ser frem til at møde jer!

Krams,
Heine”

Nu venter jeg i spænding på svaret.

Et lovforslag til forbudsstaten

Så er den gal igen med forbudsstaten. Det er ikke det at der laves forbud – der burde snarere være en lov om mindst ét nyt forbud om dagen – det er det at det altid går ud over de forkerte. Nu er der nogle båtnakkede borgerlige politikere, som åbenbart ikke har fattet et hak af begrebet liberalisme, og nogle ligeså tåbelige kommunister der vil have et forbud mod vandpibetobak.

Personligt er jeg ligeglad med forbuddet mod vandpibetobak, for jeg ryger ikke selv. Det er kun tabere der ryger. Nej, min harme over det kommende forbud skyldes noget helt andet og langt mere alvorligt. Det der piner mig, er at det altid er de unges livsstil der udsættes for kontrollerende tyranforbud. Så skal kamphunde forbydes, så er det train surfing der står for skud, næste dag er rygeheroin ulovligt – alt sammen underholdning som vi unge (ja, jeg er fanme stadig ung, smartass) ynder at hengive os til i vores fritid. Og som oven i købet på ingen måde går ud over andre mennesker.

Langt værre står det til med den ældre del af befolkningen. Af grunde som ingen har gidet at forklare mig, synes de at foretrække enhver aktivitet der vil pisse så mange andre mennesker af som overhovedet muligt, og jeg tror faktisk at en anseelig del af livet som gammel går ud på at være en pestilens for andre mennesker. Tillad mig at komme med et par enkle, men ofte forekommende eksempler:

Alle kender situationen hvor en usædvanlig knotten gnavpotte med en rusten og tør stemme, der runger af årtiers indestængt bitterhed, kræver at der bliver åbnet en ny kasse hvis køen i supermarkedet består af mere end 5 personer, for vedkommende skal så sandelig ikke spilde 10 minutter af sit dyrebare liv på at vente på andre mennesker. Det er tydeligt at oldingen føler sig endog meget krænket over forventningen om at man venter, som en god kunde, på at det bliver ens tur. Men det er jo heller ikke fair, hvordan kan vi dog tillade os at forvente at ældre mennesker indordner sig under de samme samfundsregler som alle os andre…

Næsten værre endnu er de gråhårede bæster der hver eneste dag ser det som sit højdepunkt at lemlæste det stakkes avisbud der vover at aflevere dagens avis hele 8 minutter for sent. Også denne flok hadefulde pensionister har årevis af erfaring i den udvalgte disciplin, og den unge knøs der er gået i fælden, kan på ingen måde forsvare sig mod det verbale fragttog der med gennemsyret ondskab og dræbende præcision er i færd med at køre ham over. Men for pokker, det er jo også fuldstændigt uacceptabelt at avisen ankommer 10 minutter senere end den plejer når de gamle idioter risikerer at udånde hvert et øjeblik…

Eller hvad med de forfærdelige mølædte mennesker hvis væsentligste beskæftigelse her i livet er at snakke til fremmede i bussen, på gaden, i supermarkedet – ALLE steder! Fat nu for helvede at når vi ikke er i vores lejlighed, er det fordi vi er på vej fra selvsamme lejlighed til en anden lokation hvor vi kan være i fred for andre mennesker, og at det offentlige rum IKKE er beregnet til ligegyldige samtaler med mennesker man absolut intet har tilfælles med. Nej, vejret er fandengaleme på ingen måde spændende nok til at vi skal engagere os i en samtale om det, og hvis du ikke har fanget den, så lad mig give dig et hint: hovedtelefonerne signalerer at jeg ikke er interesseret i at høre hvor pudsigt du synes (indsæt selv intetsigende emne) er, eller noget som helst andet fra dit århundrede lange, og lige så uvæsentlige, liv. Lad mig være i fred, olding!

Sidst men ikke mindst er der tosserne der går rundt på gader og stræder og snakker med sig selv. Der er ingen tvivl om at det er ‘good times’ for dem, men hold nu fucking kæft hvor er det da bare irriterende for alle os andre. Man ved jo heller ikke om vedkommende er mentalt forstyrret og/eller psykotisk nok til at trække en kniv og begynde at bruge sine medmenneskers indvolde som et organisk puslespil med den opførsel! Og fair nok, man skal feje for egen dør først: jeg snakker med mig selv. Ja sgu, værsgo og leg psykolog, og fortæl mig hvad jeg fejler. Men jeg gør det fanme kun når jeg er alene, jeg er jo ikke komplet skingrende sindssyg, vel?*

Nå men, tilbage til det indlægget handlede om. At aktiviteter som unge holder af, og som ikke skader/irriterer andre mennesker, én efter én bliver forbudt ved lov. Kan vi ikke snart begynde at forbyde de psykopatirriterende tendenser som gamle mennesker har?

Kan vi snart få et forbud mod at kræve der bliver åbnet en ny kasse i supermarkedet? Det er sundt at vente. Det opbygger karakter. Men det ved gamle idioter selvfølgelig ikke noget om (hvorfor staten bør hjælpe dem).

Kan vi få et forbud mod at brokke sig hvis avisen er forsinket? Den unge knægt er i sit første job (og temmelig sikkert første tur på ruten) for at tjene lidt skillinger til at købe nogle bajere og et pornoblad. Du har selv været der, bedstefar, lad være med at gøre knægtens liv til et helvede.

Kan vi ikke få et forbud mod at snakke til fremmede i det offentlige rum? Mest fordi det er herre irriterende, men også fordi det er unødvendigt og sænker os på vores vej gennem livet. Tid er penge, morfar. Men det ved du jo ikke noget om.

Og hvad med forbuddet mod at snakke med sig selv? Det forstyrrer den offentlige fred og orden, og det skræmmer uskyldige mennesker. Går det egentlig ikke også ind under lømmelpakken?

Hvis ikke vi får indført mindst to af ovennævnte forslag inden udgangen af år 2010, skal jeg personligt sørge for at min generation bliver 16 gange mere irriterende når vi bliver gamle. Nu er Danmark advaret.

* Jeg håber nogle af mine læsere har mental kapacitet nok til at undersøge hvad psykologien egentlig siger om nævnte opførsel, og når frem til samme resultat som jeg.

Asocialt kontor

Det ærgerlige ved at arbejde på et kontor hvor folk ikke snakker til hinanden, er naturligvis at der intet socialt liv er. De to filipinaer der er placeret over for mig, er simpelthen så reserverede at det er helt uhyggeligt! De tør jo nærmest ikke at snakke til en overhovedet, og spørger man om de vil med ud at spise i frokostpausen (helt uskyldigt, for helvede, styr dig), er de lige ved at blive blå i hovedet af frustration over at skulle finde på latterlige undskyldninger der kan fratage dem for at deltage i det skrækkelige scenarie det må være at spise med Dickie og jeg.

Det gode ved at arbejde på et kontor hvor folk ikke snakker til hinanden, er at jeg kan fyre op for den fedeste musik og så rocke med som en anden autist på speed, mens jeg forbereder barnagtig powerpoint-præsentation til lige så barnagtig chef. Det er jo lige før jeg skriger med af mine lungers fulde kraft: “So, I’m coming hooooome…”

Men det ville sgu nok skræmme livet af de små stakkels filippinerpiger. Jeg må hellere modstå fristelsen… Lidt endnu.